mandag den 17. august 2009

Så sker det!

Ny side - nyt design:
Kig forbi og fortæl os, hvad vi kan gøre for dig.

mandag den 10. august 2009

LUKKET PGA. OMBYGNING

Men mandag d. 17. august løfter vi sløret for den nye side, så lav en kop kaffe, læn dig tilbage og glæd dig! Vi smider linket her, når du må kigge....

På gensyn.

lørdag den 8. august 2009

Ud af utroskabet

Dorthe om samvittighed

I en del år så jeg en gift mand. I starten havde jeg virkelig dårlig samvittighed. Overfor hans kone. Og ikke mindst overfor mig selv. De moralske skrupler stod i kø udenfor min dør og bankede utålmodigt på. Utroskab var et absolut no-go i mine øjne.

Det var en sindssyg tid. Og en lykkelig tid. Med mavepine. Og glæde. Og ikke mindst ventetid.

På et tidspunkt blev jeg enig med mig selv om, at jeg var nødt til at slippe fri af den dårlige samvittighed, for det lod jo ikke til at påvirke ham spor.

Og så skete der det, at de dér sommerfugle i maven, som før måske kun havde været sommerfuglelarver, udklækkede, og jeg faldt for ham med et brag. Det var dumt. Men hjertet har det desværre med at bestemme, hvem man falder for. Og han havde absolut ingen intentioner om at forlade sin kone og familie.

Jeg blev krævende. Og ville have mere tid. Mere ham. Og mere liv sammen. Og jeg vidste, det var en kamp, jeg ikke kunne vinde. Det endte grimt. Lad os bare sige det.

I dag har jeg ikke dårlig samvittighed over forholdet. Det kan jeg ikke have, når han ikke havde nogen skrupler over det, men jeg ville aldrig gøre det igen. Det er for hårdt. For ondt. Og alt alt for lidt.


------

I lighed med Anne og Maj bliver dette mit sidste indlæg på Ordet Rundt. Det har været sjovt og spændende at være med. Og ikke mindst temmelig udfordrende. Men mest af alt har det været sjovt.

Jeg glæder mig til at følge det nye design her på siden og se, hvordan Ordet Rundt vil forme sig fremover.

I kan selvfølgelig stadig følge mig på dope.urbanblog.dk

Kan man fødes uden?

Maj om samvittighed

Jeg bliver nogle gange overrasket over, hvad folk har samvittighed til, og endda slipper afsted med. Et fuldstændig langt ude eksempel, kunne se sådan ud:

1 stk. hankøn. Gift og med barn på vej, forsøger sig endnu engang hos 1 stk. hunkøn, der absolut ikke er fruen eller mor til den kommende søn eller datter. Og selvom dette hunkønsvæsen bliver ved med at svare ting som: ”nej tak! og burde du ikke sige de ting til fruen i stedet?”, så prøver han da lige igen, og igen og..

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan dette hankønsvæsen har samvittighed til at blive ved med at bedrage konen (ihvertfald forsøge på at bedrage hende, ved ikke om der er nogen der hopper på ordene) – og specielt ikke, efter hankønsvæsen har fået en ordentlig en over snuden. Men måske dette 1 stk. hankønsvæsen ikke blev født med samvittighed? Det er selvfølgelig en mulighed.

Jeg skal selvfølgelig huske at feje for egen dør i forlængelse af dette næsten tænkte eksempel. Jeg kan desværre ikke bryste mig af, at være en engel på området ”utroskab” – jeg har jo selv været ”den anden”, men nu – efter jeg er kommet ud af det - så er jeg i allerhøjeste grad kommet i kontakt med min samvittighed igen, og det er aldrig noget, jeg nogensinde vil udsætte mig selv eller andre for igen. Så jeg bliver ved med at sige nej, og sende hankønsvæsen hjem, hvor han hører til.


......
Ligesom Anne, så er dette mit sidste indlæg på Ordet Rundt. Det har været sjovt, til tider svært, men ikke mindst udfordrende at være med. Tak for jeres kommentarer, og tak fordi i læste med.

fredag den 7. august 2009

Sæt mig i gabestokken, jeg har fortjent det

Stine om samvittighed



Jeg havde egentlig forberedt noget helt andet til dagens indlæg, men set i lyset af, at jeg lige nu er ved at bliver ædt en lille smule op af dårlig samvittighed, virker det meget rigtigt at skrive under indflydelse af det.

På min anden blog, StineStregen, har jeg bedt alle med hænder om at lave en gæstetegning/billede/figur og sende den ind. Det var så meningen, at jeg ville samle dem alle og poste dem fredag aften (i aften for dig, der sansynligvis læser dette fredag-dag, men det er skrevet torsdag aften). Indtil da, havde jeg forberedt indlægget og lagt stregerne på, efterhånden som jeg fik dem.
Og så havde jeg søreme også været så snild, at jeg havde tastet den forkerte dato på. Så da jeg skal til at tegne dagens indlæg torsdag aften, er min allerede blog pyntet af en masse spritnye tegninger - dem fra de andre.

- de af dem, der kom med altså, for jeg havde ikke nået at lægge de sidste på. Og den første comment er selvfølgelig en skuffet fast læser, der ikke kan finde sin tegning i mængden. Og så en til. Og SÅ skal jeg ellers love for, at jeg fik røde kinder og en dum fornemmelse i kroppen.

For jeg vil gerne gå med til, at det er helt menneskeligt at fejle. Det gælder bare ikke mig. Jeg må ikke. Og hvis jeg så oven i købet har bedt nogen gøre noget for mig, og jeg så fejler – uuuuh slem! I det her tilfælde er det oven i købet mest mennesker, jeg ikke ved hvem er. Jeg har skuffet flere søde og vildt fremmede mennesker, der rent faktisk har været så søde at sætte sig ned og lave et bidrag til min blog, selvom de ikke kender mig i virkeligheden. Jeg er med andre ord Medusa OG Hitler i én og samme person. Mindst!

Med rimelig stor sikkerhed kan jeg sige, at det kommer til at tage mig timer at falde i søvn efter denne fadæse. Men kigger jeg på det hele udefra, er der vel egentlig tale om en lille fejl. De andres tegninger kommer på i morgen, og de skal oven i købet konkurrere med færre om opmærksomheden. Hvorfor så denne altopslugende følelse af dårlig samvittighed? Jeg gad godt vide, om andre har det på samme måde, eller om folk virkelig er i stand til at trække på skuldrene og sige "det var et uheld, ikke med vilje" og så tralle videre i deres liv, som må være fuld af solskin og meget få bekymringer. I så fald, vil jeg MEGET gerne på kursus hos skuldertrækkerne!

torsdag den 6. august 2009

Uløselige konflikter

Thomas om samvittighed

Jeg hader at såre mennesker. I særdeleshed mennesker, jeg holder af, men af og til kommer jeg til at gøre det. Tror jeg da. For nogle gange har jeg på fornemmelsen, at min samvittighed pumper episoderne op til enorme luftskibe, som pletter min ellers skyfrie himmel (*host* - ok, der er nok en lille sky her og der).

Set i lyset af, hvordan jeg skriver på en vis anden blog, undrer det sikkert nogle, at jeg ikke bryder mig om at såre andre. Sagen er, at den form for skriveri er øvelse, træning og terapi. En metode til at lære mig selv, at jeg ikke kan være enige med alle mennesker omkring mig, ikke engang mine nærmeste.

Hvad får man ud af at være flink, overbærende og enig med alle? Man bliver selv udvisket og fremstår som en tjener i stedet for et selvstændigt individ. Politisk korrekthed udtværer en, til man blot er en utydelig skygge med supermarkedsholdninger, som ikke støder nogen og klapper flest muligt på ryggen. Sådan vil jeg ikke være, for det fører ingen vegne.


Jeg har hårde, skarpe og markante politiske holdninger. Men når jeg ned til personerne, som bliver ramt af de kamme, jeg af og til skærer alle over, får jeg næsten altid dårlig samvittighed. For i den enkeltes sag kan jeg sagtens forstå personens synspunkt. Der eksisterer simpelthen en konflikt mellem min rationalitet og mine følelser.

Konflikten er uløselig; Hvis jeg giver køb på rationaliteten, falder sammenhængskraften fra hinanden og giver jeg køb på følelserne, fremstår jeg kynisk. Jeg vælger ofte at droppe følelserne og følge fornuften, fordi jeg ved med mig selv, at jeg ikke er kynisk. Så må jeg bare lære at acceptere min dårlige samvittighed.

onsdag den 5. august 2009

Undskyld at det er synd for dig

Anne om samvittighed

Samvittighed er en smart opfindelse på så mange måder. Den afholder os fra at opføre os alt for modbydeligt, og hvis det alligevel smutter for os, får den os til at sige undskyld. Eller komme med den altid brugbare: Åh, nu har jeg bare SÅ dårlig samvittighed.

Samtidig er samvittighed nogle gange så frustrerende irriterende. For nogle gange sniger den sig ind og styrer på steder, hvor den ikke har plads.

Nogle mennesker er så manipulerende, at de kan give dårlig samvittighed med deres små offerspil med tilhørende offerrundryg og offerpivestemme. Og så står de pludseligt der og propper kontrollen over dit liv ned i deres mavebæltetaske.

Der er også dem, der spilder deres samvittighed på mennesker, der ikke ville bruge et gram samvittighed på dem.
”Nej, det kan jeg ikke gøre mod hende”. Ok, men så prølliåhørheregåå. Hun ville gøre det mod dig uden at blinke. Tag nu kontrol over dit eget liv! Nå!

Jeg har prøvet begge dele – igen og igen.
Min samvittighed har været den knap, folk skulle trykke på, når de ville manipulere og styre mig. Med nedadvendte ansigter har de vadet på mig, mens de har vrælet, at det ikke er deres skyld. De kan ikke gøre for det, for de har bare altid haft det så enormt svært.

Jeg vil nok altid være sådan en, der får dårlig samvittighed (og lyst til at holde en lille begravelsesceremoni), hvis jeg cykler over en larve. Og af princip vil jeg hellere sige undskyld ti gange for meget end én gang for lidt. Men jeg gider sgu ikke længere lade min samvittighed være den hundesnor, der lader andre end mig selv kontrollere mit liv.



Dette er mit sidste indlæg på Ordet Rundt.
Det har været sjovt og udfordrende at være med. Og jeg har været stolt af at dele blog med så mange dygtige skribenter.
Tak fordi I læste med.

tirsdag den 4. august 2009

Tilgiv mig Fader, for jeg har skuffet

Linda om samvittighed:

Hvis man skulle gætte mit køn og min nationalitet, ville min samvittighed afsløre mig med det samme.

Min samvittighed er pæredansk: Den kan ikke aktiveres af Systemet. SU, Skat, Boligstøttekontoret og alle de andre ansigtsløse, som jeg aldrig ville føle dårlig samvittighed over at udnytte. Det er jo ingens penge, vel?

Hvis jeg er ude og handle, og en vare går ind for billigt, eller jeg får for meget tilbage? Haps. Tror nok lige, at 100 kr. betyder mere for min økonomi end for Maersk-dynastiets.

Hvis man skal kompenseres af et flyselskab, som har overbooket det fly, man skulle have været med – et helt tænkt eksempel – kan du være vis på, at jeg dels kører på businessclass og at togbilletprisen og taxaregningen bliver ganget med to, inden skemaet ryger afsted.

Der, hvor min dårlige samvittighed rykker fra 0 til 100 på 4 sekunder, er når jeg skuffer nogen. Om en måned er jeg inviteret til min bedstemors 80 års fødselsdag, og jeg blev nærmest lammet af rædsel, da det gik op for mig, at jeg har skrevet kontrakt på at lave et kursus i lige præcis den weekend. Jeg brugte 2 hele nætter på at ligge sådan her
og tænke over, hvor dårligt et menneske, jeg er. Logik bliver sat ud af spil, når mit skyldcenter aktiveres. Det har ingen betydning, at jeg skrev kontrakterne for over et år siden, og jo for fanden ikke kunne vide, at jeg ville blive inviteret til fødselsdag. Det er lige meget, at der kommer 50 andre gæster til festen, og at min bedstemor formentlig ikke opdager, at jeg ikke er der. Jeg har Skuffet, og det rydder bordet.

Er mænd ligeså behagesyge? Kan de også næsten blive handikappede af dårlig samvittighed? Jeg glæder mig til at læse Thomas’ indlæg på torsdag.

mandag den 3. august 2009

En skruppelløs går til bekendelse

Min samvittighed er relativ. Forstået på den måde, at hvis jeg kan se, at det bliver opdaget og har konsekvenser, som påvirker mig med øjeblikkelig og hårdtslående effekt, så er jeg enormt samvittighedsfuld, men hvis jeg vurderer, at det er i orden at slække på moralen og det samvittighedsfulde, så gør jeg det lige så hurtigt, som jeg afgør om jeg skal spise det stykke kage, der står foran mig.
Nogle gange har jeg virkelig ingen skrupler.

Når nu for eksempel jeg er ude at gå med min hund og den sætter sig for at besørge, så sætter min relative samvittighedsfuldhed straks ind. Min hund er nemlig rigtigt god til at parkere måsen over noget højt græs eller inde i en busk, så der ikke er nogen, der kan komme til at jokke i resultatet - og slet ikke kan se, at det er der. Hvis der er mennesker indenfor synsvidde, skynder jeg mig at puslesnakke til hunden om at det var fint at han lige kunne tisse (noget den ellers gør med et ben højt og pralende løftet) eller smisker bekymret med hovedet på skrå: Kom der slet ingenting?
Hvis hunden leverer et sted, hvor andre mennesker skal gå, så tager jeg samvittighedsfuldt og bruger det, som hundehandleren kalder for prutteposen.

Jeg ved godt, at danske studerende er utroligt godt stillede med deres ret til SU. Ikke desto mindre - og kære venner, her kommer noget, der ligner en bekendelse hvis man kniber øjnene lidt sammen - var jeg ikke sen til at udnytte systemet, da jeg selv var på SU. Jeg passede ikke altid mine studier lige samvittighedsfuldt og da jeg på grund af en fejl under en mindre operation fik mulighed for at søge om ekstra SU-klip som dispensation, så udnyttede jeg systemet. Selvom det egentlig var under falske forudsætninger.
Operationsfejlen kostede mig et par uger og nogle traumer i visse sammenhænge, men den egentlige grund til at jeg ikke kunne gå til eksamen var pjæk og dovenskab. Slaphed, mine damer og herrer. Et års ekstra SU til mig.

Skruppelløst og uden et eneste øjebliks dårlig samvittighed greb jeg en mulighed, der lå lige foran mig og jeg havde jo beviserne og lægens ord med mig, så der var ingen risiko for at blive opdaget. Systemet var efter min bedste overbevisning indrettet til at blive udnyttet.

At det så ikke var alle dem, der havde brug for at udnytte systemets muligheder, der gjorde det, er noget andet. Det er sørgerligt at folk ikke får den hjælp de har brug for, mens dem, der har overskuddet til at finde rundt i systemjunglen, skraber uretmæssigt ind, men jeg har stadig ingen skrupler. Det var vand på min mølle og konsekvenserne for mig personligt var ikke-ekstisterende.

Vi kan sagtens tale om sort arbejde, irakiske parlamentsmedlemmers danske førtidspension og bekvemmelighedsløgne overfor mennesker, som man gerne vil have skal synes om en.
Uanset emnet vil samvittighedskvalerne og skruplerne være direkte proportionale med konsekvensernes betydning for udøveren.
Ihvertfald, hvis man ikke er socialistisk verdensnaturfredningsforkæmper eller lignende og tager de langsigtede konsekvenser for hele verden med i betragtning, hver gang man rækker ud efter en plastpose i Netto.

lørdag den 1. august 2009

Ufrivillig skruk

Dorthe om børn

Gennem hele min opvækst og frem til nu har jeg sagt, at jeg aldrig skal have børn.

Børn er dejlige og sjove - jow jow - men det var bare ikke noget for mig.

Jeg kunne slet ikke lide spædbørn. De kan jo intet. Udover over de 4 s'er - sove, spise, skide og skrige. Kedeligt. Og ikke spor charmerende.

Og jeg HADER dem, der siger, at børn er det mest fantastisk, der kan overgå én. Det er det da nok også - FOR DEM. Men det er det ikke for alle, og det har de en tendens til at glemme.

Snak omkring børn med barnløse par også belagt med tabu. For det må jo absolut være fordi, de ikke kan få børn. Man fravælger jo ikke frivilligt livets største oplevelse? Hvis man så fortæller at man er frivilligt barnløs, så bliver der virkelig set skævt til én. Jøsses.

Det er da en mærkelig holdning?

Jeg kan sagtens se mig selv som frivilligt barnløs, men den seneste tid har børn fyldt rigtig meget i mine tanker. Og jeg får klump i halsen og tårer i øjnene ved synet af spædbørn. Jeg tror i virkeligheden, jeg er blevet godt og grundig skruk.

Børn vs. alder

Maj om børn

OK! - jeg er jo 35 år, og single 'ing... Godt nok har jeg ikke fået lagt mit horoskop eller noget, men sådan lige umiddelbart står der ikke barn/børn på listen over, hvad der sker for mig i den nærmeste fremtid. Ihvertfald ikke mine egne (blir moster for 2. gang om et par måneder.)

For nogle år siden var jeg inde og kigge på en af de der fertilitets-hjemmesider. Se, hvad mulighederne var for "sådan en som mig", og de var jo fine. Men så gik tankevirksomheden ellers også igang. Ville jeg være klar til at være alenemor på fuldtid. Ville jeg være klar til at stå med det hele alene 24/7? Jeg ved godt, jeg ikke ville være helt alene, har et godt netværk, familien osv., men alligevel. Man står alene med det, og man skal også lige bestride et fuldtidsjob ved siden af. Det var/er jeg ikke klar til. Hvis det skal være, så vil jeg ha' hele "pakken".. men det skal føles rigtigt, være rigtigt - og naturligt. Det skal ikke forceres pga. panik, alder eller forventninger.

Og som tingene jo så ser ud nu, uden umiddelbar udsigt til at møde manden i mit liv, så har jeg også indstillet mig på, at det ikke er sikkert jeg får børn. Det har jeg accepteret. Har endda sat en mental deadline for, hvor gammel jeg vil være, ved/for en evt. graviditet - 38! Selvfølgelig er det muligt, at blive gravid efter det 38. år. Mange kvinder er ældre når de bliver gravide, end vores forældre var osv. - og det har jeg bestemt intet imod (OK! når de er 50-60 år, syntes jeg det er mærkeligt) - men det bliver ikke mig, ikke som tingene ser ud nu ihvertfald (det kan selvfølgelig ændre sig). Og får jeg ikke børn, så er det sådan det er - mit liv bliver egentlig ikke dårligere af den grund.

fredag den 31. juli 2009

Dødsdrom eller spædbarn?

Stine om børn (uha uha)

Jeg fandt dette billede på nettet for nyligt, og det bliver jeg nødt til at dele her.


Ja, det er en DAME der kører en bil i en DØDSDROM med en LØVE. Jeg gentager lige det sidste MED EN LØVE!!!
Jeg kender ikke historien bag billedet, men jeg er ret overbevist om to ting:

1. Det er det sejeste billede, jeg nogensinde har set.

2. Damen i bilen med løven har ikke nogen børn.

Ikke at damen ser ud til at være ufrugtbar eller noget, men det der med at stikke af med cirkus og drøne rundt med løver i sidevognen – det er bare ikke rigtigt noget mødre gør, vel?

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg finder mest skræmmende. Tanken om at sidde i den der dødsdrom med en fuldvoksen løve i sidevognen eller tanken om at blive mor. Den ene ting er hurtigt overstået, men det der moderskab hænger man lidt mere fast i, har jeg ladet mig fortælle.

Her var jeg fristet til at smide ordet ”spændetrøje” ind, men det ved jeg godt, at man ikke må skrive, for børn er det største, der kan overgå én, og det værste ville være at miste dem og så videre og så videre. Men ikke desto mindre, så kan man altså ikke bare lige bryde fri af dem. Der er ingen fortrydelsesret, hvis man først sidder med den rynkede ting (også kaldet ”baby”) i hænderne og tænker ”Jeg skulle nok have valgt løven.”
Man skal nærmest bruge hele livet på dem.

Det, synes jeg, er vanvittigt skræmmende. Ikke en eneste af de ting, jeg holder allermest af at gøre i livet, er aktiviteter, der kan tilsættes børn. Samtidig er der alt det, man kan gøre galt. Man kan jo ødelægge de der små mennesker fuldstændigt.
Skulle man crashe med sidevogn og løve, vil man nok mere blive hyldet på en sej avisforside – og helt ærligt have lidt mere at prale med i himlen.

”Så sidder jeg der, og Fussi – altså min løve – han er sgu ved at være vred, men vi kører satme stærk…”

Det lyder klart sejere end:

”Da jeg glemte lille Charles (udtales Sjarls) i børnehaven 18. gang blev han smidt ud, og jeg måtte opgive mit arbejde og gå hjemme, og det gjorde jeg så, til jeg døde. Er det rigtigt, at det er her i himlen, de laver Philadephia-ost?”.

Men modsat Mandags-Lene har jeg en kæreste, der er overmåde skruk. Vi kan nærmest ikke gå på gaden uden at støde på et af de der små mennesker, og kæreste bliver så henrykt, at jeg må hanke op i ham og halvvejs bære ham videre. Heldigvis har vi været sammen i så kort tid, at vi begge lever højt på ”ja ja, vi får se”.
Men en eller anden dag bliver jeg nødt til at købe hele pakken med mand og børn – eller stikke af med cirkus. Skulle det sidste ske, ved jeg i det mindste godt, hvad der skal være mit nummer.

Hvor køber man en sidevognsvandt-vant løve? Den må gerne være stor.

torsdag den 30. juli 2009

Du betaler lige igen, ikke?

Thomas om børn

Jeg havde egentlig planlagt et helt andet indlæg, men Lindas fine indlæg om inseminering inspirerede mig til at ændre retning. Glistrup sagde, at før man bevæger sig mod kompromiset, bør man begynde med den mest ekstreme holdning, så for at provokere: Jeg mener, at inseminering af enlige kvinder bør forbydes.

Når en enlig kvinde lader sig inseminere, bør hun tænke på, at hun kun er én person til at skabe den økonomi, der danner grundlag for barnets skolegang, lægehjælp og sociale aktiviteter. Belastningen af det, hun ikke selv skaber, placeres gennem skatten på andre, som selv har deres egne børn, eller som måske har valgt ikke at få børn.

Når visse politikere forsøger at overbevise os om, at verdens højeste skatteprocent skal sættes endnu mere op, vipper de med pegefingeren, som minder os på, at vi skal være socialt ansvarlige. Men bør social ansvarlighed ikke udvises begge veje? Er det i orden at være den ikke-ydende del af et fællesskab og rage til sig uden tanke for andre?

I USA blev en kvinde udsat for kritik fra offentligheden, fordi hun valgte at få otte børn, mens hun var på bistand. Det ville næppe ske i Danmark, da vores velfærdssystem lægger op til, at man tager for sig uden at mærke de økonomiske konsekvenser, som uværgerligt er forbundet med handlingen. I USA er de sandsynligvis vant til at tænke økonomien ind som en naturlig del af deres færden, og deraf stammer forargelsen over kvinden, som unødigt belaster det spinkle sociale sikkerhedsnet.

Nu bevæger jeg mig, ifølge Glistrups metode, ind på kompromisets vej: Jeg mener ikke, at inseminering af enlige kvinder bør forbydes. Til gengæld bør vi beskære velfærdssystemet, så det bliver nødvendigt for den enlige kvinde eller for familien på bistandshjælp seriøst at overveje, om det er en holdbar situation at sætte endnu et barn i verden. For det er nu engang sådan, at der er færre nassere, hvor der ikke er noget at nasse af. Desværre.

onsdag den 29. juli 2009

Morvolution

Anne om børn

Da jeg var yngre, var jeg bange for små børn. De var sådan noget, som tanter og den slags stak i armene på mig, og så stod jeg der med en skrigemaskine, og følte at alle tænkte, at jeg havde klemt den eller noget.

Det værste var barnedåb, hvor babyen gik på omgang. Min erfaring er, at babyer ikke er for vilde med det der omgangsnoget, og dengang ventede de altid med at græde, til de nåede hen til mine akavede underarme, som forsøgte at balancere den lille parmesan-lugtende skrigetingest uden at røre for meget ved den.

Senere blev jeg hende, der lærte venindernes børn at bøvse ved bordet – enten fordi jeg selv kom til at gøre det, eller også fordi jeg kom til at grine højt og klappe lidt i hænderne, når de bøvsede.

Jeg tror, folk havde meget svært ved at forestille sig mig som mor.

Men en dag blev jeg gravid. Og mens omgivelserne holdt vejret, skete der det, at jeg blev selveste Moder jord.
Jeg havde egentlig planlagt, at hvis jeg nogensinde skulle have sådan en babydims, så skulle jeg bedøves fra issen og ned, når den skulle ud.
Men pludseligt stod jeg der og sagde ting som ”jeg vil ligesom bare mærke det hele og være med hele vejen” og ” smerterne er naturlige”. Jeg fik endda overbevist jordemoderen i sådan en grad, at hun mente, at jeg ville være sådan en, der kunne tage hjem fra hospitalet samme dag, som ungen gled ud.

Ha!

Den 11. juli 2003 klokken 00.05 var der en eller anden røvidiot, der stak en rusten stegegaffel ind i min mave og kørte den rundt. Først med syv minutters mellemrum, men pludseligt var det som om, den forbandede stegegaffel var en eller anden form for fordømt evighedsmaskine.
Af sted til hospitalet, hvor jeg lod som om, jeg aldrig havde sagt en lyd om, at jeg ikke skulle have noget smertestillende. Desværre var det for tidligt til epidural – og pludseligt var det for sent. Sært koncept. Men efter 16 timer - og 20 minutter efter, jeg havde konstateret, at NU VILLE JEG FANDME IKKE MERE! kom den grimmeste, mest krøllede og slimede tingest ud af mig.

Og det var ikke uhyggeligt eller svært at holde den. Det var som om, at den på vejen ud havde trykket på den knap, der tændte for mit sådan-gør-man-med-en-baby-apparat. Den var en han, og den var godt nok ikke pæn, men hold kæft, hvor var den sød. Og den blev sødere og sødere og heldigvis også en del pænere.

Om lidt skal den begynde i skole. Hvem tog tiden???

tirsdag den 28. juli 2009

Forsmag på morgenkvalmen

Linda om børn:
Jeg vil gerne have børn, men jeg kan ikke finde ham, jeg gerne vil have dem med, og jeg er derfor stille og roligt ved at arbejde mig ind i kategorien af de såkaldte ’ressourcestærke kvinder’, der vælger videnskaben som far til mine børn. Ikke at jeg føler mig specielt ressourcestærk. Jeg føler mig nærmest skræmt ud af min egen hud ved tanken alene.

Jeg ville helst have hele pakken. Siger jeg. Og er egentlig efterhånden blevet lidt i tvivl. For når jeg kigger mig omkring, ser jeg ikke ret mange, som er glade og tilfredse i deres parforhold. For de flestes vedkommende virker det til at være hårdt, hårdt arbejde, når de på 5., 10. eller 15. år skal forsøge at fokusere på kærligheden og ignorere fornemmelsen af at være blevet usynlige og taget for givet. Måske har min omgangskreds bare ramt en kollektiv midt-30’er-krise med et brag, men hos nogen forekommer det mig, at de bliver sammen af samme grund som Lene beskriver som argument for at få børn i sit indlæg: For at have nogen at holde juleaften med, når de bliver gamle. Hvilket forekommer mig at være en slags ond pensionsopsparing, hvor man ofrer sin nutid for at sikre sin fremtid. Og det lyder ikke til at blive nemmere, når man sammen fabrikerer et menneske, som uden at anstrenge sig skubber kæresten væk og indtager 1. pladsen i Hvem Elsker Jeg Mest-konkurrencen.

Den helt indlysende fordel ved at være to, når det kommer til børn, er at man er to, om at enes om at give slip på verden, som man kender den. Jeg får angstkvalme og sorte pletter for øjnene, når jeg tænker for længe over det. Man er to til at glæde sig over, at barnet helt tydeligt er kommende nobelpristager, og der er en til at tage over, når man bliver bange for, at man kommer til at kaste ungen ud af vinduet, hvis ikke den holder kæft NU!

Det skal jeg være klar til at stå med selv. Og derudover skal jeg være klar til at træde ind i en verden, hvor det endnu er mere undtagelsen end reglen at være alene. Jeg har en fornemmelse af, at ”hvorfor har du ingen kæreste?”-spørgsmålet er en gåtur i parken sammenlignet med, hvad man forventes at stille med at forklaringer, når man står med en kæmpemave på solomåden. Og jeg skal være klar til at håndtere fornemmelsen af, at det føles som om, jeg endelig afskriver muligheden for at blive nogens bedre halvdel. Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis er sådan det er – men det er sådan det føles.

Til gengæld vil jeg ikke skulle tage stilling til, hvordan jeg skal komme igennem en juleaften uden mit barn, fordi jeg havde ham sidste år. Jeg skal ikke have en mand, som jeg engang har elsket, til at trampe rundt i mit liv, mit hjerte og mine sår de næste 18 år. Jeg skal ikke forsøge at leve med, at mit barn halvdelen af tiden bliver opdraget efter idealer, jeg ikke selv tror på, og sidde med fornemmelsen af, at jeg hver anden uge skal rette op på en uges karakternedbrydning OG sætte kærlighed nok ind på kontoen til at mit barn kommer hel igennem endnu en uge hos sin far, som desværre – i et anfald af midtlivskrise - har installeret en blond 18-årig, børnefjendsk psykopatøgle med bryster, der stadig håner tyngdekraften, i sin krom-og læderlejlighed.

Lød jeg lige lidt sur der til sidst? Det er jeg egentlig ikke. Jeg forsøger bare, som jeg plejer, at dele verden op i pros and cons – denne gang har jeg bare ikke den fjerneste ide om, hvilket resultat jeg håber på at nå frem til.

Lige meget hvad, er det jo en beslutning for livet.

Undskyld mig. Jeg skal lige ud og kaste op.

mandag den 27. juli 2009

Børn er ingen selvfølge

Lene om børn

'At ønske et barn er et naturligt behov som konsekvens af de følelser, der er i et kærlighedsforhold. Og at opleve det lille barn er en energigivende, overvældende, bevidsthedsudvidende, udviklende lykkelig følelse hos både manden og kvinden, en væsentlig dimension i det at leve et liv, og meget langt fra plastikagtig selviscenesættelse.
(...) Hvis det at føle ansvar for andre end sig selv er at være voksen, så er det ingen skade til at være voksen. Den vinkel mangler, for at egoisternes skræmmebilleder får seriøst modspil.
Hilsen Lenes mor'

Sådan skrev hun altså, min mor, i kommentarfeltet til et af mine blogindlæg om det at vælge børn til eller fra. Jeg er nemlig slet ikke sikker på, at jeg skal have børn og jeg har tilladt mig at tænke højt.

Jeg mener, at det at få børn er noget, man gør, når man har et overskud i sit parforhold at dele ud af. Ikke noget man gør, fordi man som par har behov for at cementere parforholdet, for så får man ikke børn, så får man gidsler - og det kan man ikke være bekendt.
Børn og dyr behandler man ordentligt og med den største respekt, for de kan ikke tage vare på sig selv og sige fra.

Jeg bliver aldrig en af dem, der bare vil have et barn for enhver pris - jeg vil gerne have forholdet, manden og overskuddet på plads først - og selvom jeg nu er 546 år gammel og burde have fantastisk travlt med at få børn med min ægtemand, så tøver jeg.

Jeg er nemlig blevet magelig med årene. Krævende. Og stærkt afhængig af min nattesøvn. Jeg har ikke noget problem med at sætte andres behov før mine egne, men jeg kan også godt lide den frihed, der er i, at have muligheden for at sætte mig selv først. Derudover er jeg gift med en mand, der er helt sikker på, at han ikke ville kunne magte at få børn i huset. Og enlig mor skal jeg som sagt ikke være. Slet ikke enlig mor i et forhold. Jeg er ærligt talt bange for, at mit parforhold ikke kan holde til et opmærksomhedskrævende barn, så mit valg står ikke bare mellem børn eller ej - det står mellem at vælge barnet og miste manden, eller vælge manden og undvære barnet.

Det, at jeg tænker højt på den måde, har fået min mor til at skrive, hvad andre sikkert tænker: Det er ikke naturligt. Det er plastikagtig selviscenesættelse.

Nogle af dem, der tænker deres, formulerer spørgsmålet: 'Hvad så med juleaftener, når du bliver ældre? Ja... Det ved jeg heller ikke. De bliver nok anderledes end andres, hvis jeg ikke får børn. Jeg er også helt sikker på, at jeg vil savne børn ind imellem, men ... Frygten for anderledes juleaftener kan vel ikke være det tungestvejende argument for at sætte nyt liv i verden?

At kærester bliver til forældre er åbenbart en af de uskrevne love. Ihvertfald skammede det ældre ægtepar sig ikke ved at læne sig ind over hækken og spørge, mens de blinkede skælmsk, om vi havde fået hund for at øve os inden vi fik et rigtigt barn.
Tænk nu, hvis jeg ikke bare havde været begrænset af overvejelser, men ikke KUNNE få børn?

Vi er vist ved at være så langt i evolutionen, at vi seriøst skal overveje brugen af 'selvfølge' i forbindelse med 'børn'.

lørdag den 25. juli 2009

Room-mate with perks

Dorthe om længsel

Jeg har ikke set kæresten siden 14. juni, hvor jeg satte ham på et fly retur til England. Vi sms'er og snakker sammen over telefonen. Men hvor er det sindssygt hårdt, ikke at have set ham så længe.

Næste gang jeg ser ham er den 3. august. Og der tager han ikke hjem igen. Eller det gør han jo. Det bliver så bare her hos mig, der bliver hans hjem.

Jeg længes efter at have en hverdag sammen med ham. Men det bliver også mærkeligt, at skulle have en roommate, efter at have boet alene i 7 år og kun skulle tage hensyn til sig selv. Og så ovenikøbet én, som ikke taler dansk. Ikke kan skride over til vennerne, hvis vi bliver trætte af at se på hinanden. Og som ikke har noget job her i begyndelsen. Til gengæld slipper jeg for uventede besøg fra svigermor søndag formiddag.

Jeg længes, og jeg er skide bange. Men hvor jeg glæder mig.

Single pige søger - måske!

Maj om længsel

Nu har jeg jo været single i noget der ligner en milliard år, men det er ikke engang sådan, at jeg går og længes efter at få en kæreste. Det ville da være rart, bevares! Og jeg ville da bestemt ikke sige nej, hvis den rigtige kom forbi min dør en dag (plejer de ikke at gøre det?), men ikke for enhver pris.

Jeg får ofte stillet spørgsmålet/konstateringen: ”du må være meget kræsen, siden du ikke har en kæreste” – men nej! egentlig ikke. Min dør er bare utrolig svær at finde. Men jeg har ikke en facitliste, der skal ”fluebenes” af på, når jeg møder en. Om han er skraldemand eller direktør – lige fedt for mig. Det vigtigste er kemi – kemi, kemi, kemi. Og så lige, at jeg kan få lov til at være pjattet og plat. At jeg får lov til at sidde krøllet sammen i sofaen uden jeg behøver at snakke. At man ikke sidder lårene af hinanden. At jeg – og han – i det hele taget har vores egne liv, ved siden af det, vi har sammen.

Min frihed betyder meget for mig, og jeg ved, at ved at have været single i de her milliarder af år, så har jeg fået mig en masse sære vaner – f.eks. hvordan der bliver vasket op og gjort rent, hvornår man nærmest har vaskekælderen for sig selv, at man helst ikke skal snakke til mig om morgenen før jeg har overstået morgenrutinen osv..... sådan nogle små latterlige ting, som jeg vist er lidt autistisk omkring. Det vil selvfølgelig ændre sig, når man bliver 2, men baby-steps.

Uh jow forresten... er lige kommet i tanke om 1 ting jeg måske er lidt ”kræsen” omkring. Parmiddage. Det er jeg slet ikke voksen nok til.

fredag den 24. juli 2009

Hvor skal jeg bygge, og hvor skal jeg bo?

Stine om længsel

Mig? Hvad jeg længes efter?

*Kigger ud til siden med et tvetydigt smil, gør et kast med håret og kigger tilbage ind i kameraet*

Jeg længes såmænd hjem.


Det skal ikke forstås sådan, at jeg er hjemløs. Jeg er heller ikke langt væk hjemmefra. De sidste mange år af min liv har bare været én lang flytteturné. Hver gang, jeg er flyttet ind et sted, har den første udfordring været at finde et sted til flyttekasserne, så de hurtigt kan findes frem igen. Lad mig give et hurtigt resumé.

Jeg flyttede til Århus som tyve-årig. Jeg startede med at bo på Rudolph Wulffs Gade (eksotisk navn, umuligt i fuldskab). Først i et stort værelse, men så kom udlejer i tanke om, at hun ikke kunne være i det lille, og jeg var nødt til at bytte med hende. Det VAR virkelig småt og mørkt, så jeg aftalte med veninde at finde et sted sammen. Hun dissede mig imidlertid, og der havde jeg sagt værelset op.

Redningen kom fra en pige, jeg ellers ikke kendte så godt. Jeg flyttede ind på hendes kælderværelse, og vi boede i en måned på 12 kvm med alle vores møbler op ad væggen, bortset fra sengene, som vi lavede til én stor kæmpeseng. Efter den måned tog hun på højskole, og jeg kunne overtage værelset. Det blev dog for ærgerligt i længden. Dels var børnepasning en del af huslejen, dels var der så fugtigt, at jeg var syg ret tit.

Så flyttede jeg i mini-kollektiv med tre venner i en lille skodby langt udenfor Århus. I blandt dem var veninden, der dissede mig et år tidligere, så det gik naturligvis slet ikke godt.

Så rykkede jeg ind i ø-gadekvarteret - skønt område, ok værelse men rædsomme forhold. Badeværelset skulle deles med en milliard andre, det var ikke opvarmet og det var køkkenet heller ikke. Brrrr en vinter.

Så jeg rykkede ud til klassekammerat i Trøjborg, hvor værelset var for småt, og vi brød os vist ikke så meget om hinanden. Så jeg valgte den oplagte løsning og flyttede sammen med kæreste i Skanderborg.

Heller ikke godt, elegant escape blev højskole 4 måneder i Askov.

Tilbage til Skanderborg i en måned og videre til kollegieværelse i Århus. Der boede en anden Stine – og hun var paranoid. Hun smed min mad ud hele tiden og troede, at jeg stjal, så hun låste sine ting inde, og hvis jeg lagde noget et sted, hun ikke brød sig om, smed hun det foran min dør.

Arg, flugt til værelse i venindes fiine lejlighed overfor Storcenter Nord, videre til praktik i København (fiin lejlighed i Vanløse) efterfulgt af hele halvandet ÅR i Mettes lejlighed (det længste, jeg har boet et sted i otte år).

Og nu er jeg så rykket sammen med kæreste i Speltghettoen i Århus.

Så måske er det rimeligt nok, at jeg længes brændende efter et sted, der virkelig er HJEM og bliver ved med at være det. Bare mere end halvandet år ad gangen. I et vildt anfald af mod/galskab, har jeg sendt flyttekasserne hjem til svigerforældrene at bo.

DAM DAM DAM DAAMMMMM!

torsdag den 23. juli 2009

Det udefinerbare

Thomas om længsel

Egentlig kan jeg godt lide at føle længsel. Det er en slags forventningens glæde, der som bekendt er den største. Dog kan jeg ikke helt definere, hvad det er, jeg længes efter. Det er på det punkt, at længslen adskiller sig fra trang, behov eller begær. Følelsen indebærer ikke et konkret afsavn.

Ligesom mandags-Lene kan jeg forbinde længslen med min musikinteresse, som begyndte, da jeg var teenager. Selvom jeg også var Duran Duran fan sad jeg – sikkert til mine forældres lettelse – ikke og sukkede over personerne bag musikken. Jeg var interesseret i teksterne, stemningerne, melodilinierne og de generelle følelser, som sangene fremprovokerede. Deriblandt længslen.

Jeg forbinder også længslen med drømme. Drømmene er uvirkelige og urealiserbare, og jeg kan ikke sætte fingeren på det, jeg egentlig længes efter, og derfor er det ikke muligt at bevæge sig ud i den virkelige verden og finde det. Længslen fungerer som en drivkraft til kreativitet og giver mig lyst til at skrive fiktion.

Måske ligger samme fænomen til grund, når folk læser bøger eller går i biografen for at få de uvirkelige oplevelser, der opfylder behov, som de ikke ønsker opfyldt i deres virkelige liv. Og måske er de uvirkelige oplevelser erstatninger for ubevidste og fortrængte konkrete behov.

onsdag den 22. juli 2009

Jeg vil ha' en baby

Anne om længsel

Jeg føler mig altid lidt forkælet, når jeg indrømmer højt, at jeg er skruk. For jeg har jo allerede et barn.

Men jeg ER skruk - i sådan en grad, at jeg kan gå helt i stå, når jeg ser en baby. Jeg har også forskrækket en pædagog, fordi jeg sagde, at jeg måske kom til at bortføre et af vuggestuebørnene. Jeg troede selv, jeg var sådan lidt joke-agtig, men jeg kunne se på hende, at der nok lige var en anelse for meget alvor i mit ansigt.

Men jeg ikke ude i noget med at bortføre babyer. Min skrukhed handler om, at jeg vil have min helt egen baby. Være gravid, føde, få for lidt søvn, ikke spise et varmt måltid i mindst seks måneder, have gylp i håret og alt det andet.

Jeg er - ligesom alle andre singlekvinder, blevet spurgt om insemination kan bruges.
Nej!
Jeg vil da have hele pakken – familiepakken. Inklusiv en mand, som elsker den dreng, jeg allerede har.
Jeg vil have familieliv og fællesskab – med en sidedish af frihed og retten til ikke at være til parcelhus og en mand i stumpebukser og crocs (så kan han ellers være nok så rar og familieagtig).

Det er da ikke for meget at forlange?
Men der står bare ikke lige nogen Hr. Rigtig og trykker på dørtelefonen. Jeg er 87.000 år gammel, og kommer aldrig derud, hvor jeg får så travlt, at jeg bare kaster mig ud i noget med en, der måske er rigtig. Der er ingen garantier, det ved jeg godt. Men det skal sgu føles rigtigt.

Lige nu ligger skrukheden lige ved siden af kassen med uforløste drømme.

tirsdag den 21. juli 2009

De higer og søger...

Linda om længsel:
Længsel er noget bittersødt stads. Det lyder og lugter af Scarlett O’Hara, fjerne horisonter og Den Store Kærlighed, men i virkeligheden er det vel bare rastløshed, der har haft held med at markedsføre sig som noget romantisk?

Det er mit indtryk, at længsel er en del af den følelsesmæssige basispakke. Nogen mærker den sjældent, andre er nærmest handicappede af den, men uanset hvor lidt eller hvor meget man kradser, tror jeg aldrig, at den indre kløe fortager sig helt. Jeg mener: Alle valg er fravalg, og man skal være ualmindelig lidt nysgerrig for ikke med jævne mellemrum at blive i tvivl om, om man egentlig har lagt sig i det grønneste græs.

Hvis man skal finde ro i uroen, handler det måske om at acceptere, at rastløsheden er et grundvilkår i livet? Når man længes FRYGTELIGT efter nogen eller noget, man sætter alt ind på jagter, og denne længsel så ENDELIG indfries – opstår en ny. Derfor har jeg spekuleret på, om længsel måske ikke så meget er noget man søger hen imod, som noget man søger væk fra?

At forpligte sig og finde fred med at være, hvor man er, er jo hverken magi, held eller forbeholdt de få, naturen har velsignet med en vilje af stål – det er i bund og grund bare at træffe det samme valg igen og igen.

Og hvis man kan få det til at fungere, giver det måske den indre ro, de snakker så meget om.

Hvad ved jeg?

Jeg længes stadig.

mandag den 20. juli 2009

Neverending story

Lene om længsel

Det skete i de dage, hvor jeg havde spejl på væggen, der var delt op i 4 kvadrater, og en pink plastikhårbørste og grøn gele på en tube, der kunne hænge på knagen. Det var også dengang jeg hver søndag sad ved mit skrivebord og hørte P4 i P1 og optog musik fra radioen ved at holde kassettebåndoptageren hen til højttaleren og trykke rec og play ned samtidig, mens jeg prøvede at være helt stille. Jeg prøvede også at gøre det engang fra fjernsynet, fordi der var en udsendelse med Duran Duran, som jeg var totalt og smertefuldt forgabt i. Især Roger Taylor bag trommerne var min.
Jeg sang længselsfulde sange til plakaterne, der sad så tæt på mit savssmuldstapet, at værelset var lige så mørkt som Roger Taylors øjne. Når jeg lå i min seng om aftenen, så jeg dybt, dybt ind i dem og længtes efter den dag, han ville møde mig og føre mig væk på 'nobody puts baby in the corner'-måden (bare meget tidligere). Og på 'one day he'll come along, the man I love'-måden (bare meget senere).Det smertefulde afsavn jeg måtte lide under hver dag var rædselsfuldt. Aldrig siden har jeg oplevet en længsel så stærk som den teenagelængsel jeg oplevede dengang. Det hjalp ikke at skrive hans navn med tusch på mit pølsepenalhus, for Pernille S havde skrevet George Michael på sit med rødt og hun var jo helt urealistisk. George Michael... pfff. Min længsel var sand og ægte. Ihvertfald dengang. Roger Taylor kom godt nok aldrig og hentede mig ud af mit værelse med de skrå vægge, men Rene Toft Simonsen var da kæreste med John Taylor og hun var også mellemblond.
Jeg kan ikke huske, hvornår min længsel forsvandt og plakaterne blev revet ned. Måske var det dengang Pernille B satte sig til at tude over Michael Jackson lige inden matematiktimen, at det gik op for mig, at det der gjorde ondt, var indbildning og ikke savn.

Det kan også have været på det tidspunkt, hvor der pludselig var en ny, to år ældre dreng, der begyndte at gå på skolen. Han lignede en af dem fra Bros og havde været i USA i to år og gik i stonewashed bukser med huller.
Da jeg kyssede ham første gang røg magien og jeg begyndte at længes efter noget andet. Aldrig tilfreds. Længslen lever.

lørdag den 18. juli 2009

Ølpolitik nu!

Dorthe om politik

Jeg er lige kommet hjem efter en fabelagtig Grøn Koncert i Århus. Lettere overrislet. Men mest af alt beskidt. Med sure tæer. Og meget ømme ben.

Hvis jeg var politiker ville mine mærkesager være udendørs koncerter skal være i tørvejr. Gode koncerter får aldrig en ende. Og man bør ikke blive fuld af øl. Eller i hvert fald selv bestemme, hvor fuld man bliver af øl, så det ikke er mængdeafhængigt.

Jeg ved godt, hvor jeg står politisk. Jeg har en idé om, hvor de fleste af mine venner står politisk. Og hvor familien står. Og det er ikke på samme side.

Men det er ikke derfor, jeg ikke gider snakke politik. Jeg syntes generelt, det er dræbende kedeligt at snakke om politik. Man bliver jo alligevel aldrig enig om tingene. Og man får ikke vendt en persons holdninger til ens egne.

Gået på ferie

Maj om politik

Troede faktisk det ville falde mig ganske let at skrive det her indlæg om politik, men min hjerne er ganske enkelt gået i feriemode. Det eneste den kan finde ud af at koncetrere sig om, er at slappe af og tænke mindst muligt - det har den til gengæld også rigtig travlt med. Og så skal jeg jo også se Tour de France, og glæde mig til snart at se andre himmelstrøg end de danske.


Men det er egentlig ikke fordi jeg ikke interesserer mig for politik. Jeg følger vel med som gennemsnitsdansken - og så lidt (meget) mere, når der er valg (det nyligt overståede EU valg kunne dog ikke fange mig), men én ting jeg ikke er - det er, at jeg ikke er fan/ven af/med politikere på Facebook. OK! jeg meldte mig til en eller anden Obama gruppe for længe siden, men det der med at være fan af en politiker - det bliver jeg vist aldrig.

fredag den 17. juli 2009

Mor og far er de vigtigste i verden - really?

Stine om politik

I Danmark har vi et mystisk forhold til, hvem man tager hensyn til, når man nedfælder politik for familier med problemer. Flere har den holdning, at ingen kan tage sig så godt af et barn, som barnets biologiske forældre, og så skal vi også huske at tænke på økonomien. En sund familiepolitik? Jeg stikker hermed fingrene i hvepsereden.

Det her kunne nemt blive verdens længste indlæg, og jeg kunne nok også godt gå hen og blive en smule skinger, men jeg skal forsøge at være kortfattet og mindske omfanget af skældsord.

Fakta er, at vi lever i et samfund, hvor hvert femte barn vokser op i et hjem præget af druk. Det er cirka en kvart million børn lige nu. Kun omkring 1.000 af dem er så heldige at få hjælp. 22.000 børn vokser op i et hjem med vold, og hvert år dør 8 af dem som følge af den vold. Er det ok, Danmark?


Jeg kan til min død ikke forstå, hvorfor det skal være hensynet til forældre, der ikke rigtig gider eller er i stand til at tage sig ordentligt af et barn, der står over hensynet til et lille menneske, der ikke kan tage vare på sig selv. Offentlig indblanding bliver set som et angreb, og selvom forældrene ikke gider være hjemme ved barnet, selvom de slår det, selvom de drikker uhæmmet, selvom de fortæller barnet, hvor uønsket det er – så skal kommunen ikke blande sig!

Visse politikere bralrer op med, at et hjem med de biologiske forældre altid er den bedste løsning. Men hvorfor? Og kan vi ikke blive enige om, at også adoptivbørn har mulighed for at blive lykkelige? Måske kan vi også finde et fælles ståsted, når jeg påstår, at børn har det bedre i en hverdag uden den ustabilitet, der altid omgiver misbrugere? Og at ingen har lyst til at bo sammen med mennesker, der pludselig kan finde på at slå - og slå så meget, at man ikke ved, om de stopper igen? Og mishandler en psykisk?

Samfundet må gerne tage sig af os hvis vi er arbejdsløse, syge eller gud forbyde det bliver mobbet på arbejdspladsen. Hvorfor må det så ikke gøre alt for at redde uskyldige børn fra at vokse op i helvede? Hvorfor skal det være forældrenes RET at danne skæbnen for så mange mennesker, som de kan producere – bare fordi de kan producere dem? Jeg forstår ikke, at ikke alle kan se, at det handler om HJÆLP og ikke STRAF. Burde vi ikke kun tænke på de stakkels børn og så blive enige om, at de elendige forældre må ændre sig drastisk, hvis de vil beholde retten til at opfostre børn?

Jeg synes ikke, det er en skid synd for forældrene, men jeg har ondt af hvert eneste lille menneske, der får flået selvtilliden ud hver gang mor eller far er fuld. Jeg har ondt af de børn, der får så mange tæv, at de holder op med at have tillid til, at verden og menneskeheden er god. Det er svært at blive hel igen, hvis man først er blevet psykisk (eller fysisk) flået i småstykker gennem hele sin barndom. Så hold nu op med at give de mennesker den ene chance efter den anden.

Det er børnene, der taber. Synes du, det er ok?

torsdag den 16. juli 2009

Uld i mund

Thomas om politik

Politik er egentlig noget mærkeligt noget. Jeg er vild med at se partidebatter op til valg, selvom der aldrig er nogen, der bliver enige eller flytter sig. Egentlig er det vanvittigt forudsigeligt. Fløjene overbyder hinanden, indtil en af dem vinder marginalt på valgdagen. Det lader til, at det drejer sig om at kaste godbidder ud til vælgerne, der løber fra den ene fløj til den anden som en sulten bulldog efter pølser.

I hvert fald handler politik ikke om at sige sandheden. Politikerne kredser om de problematiske emner, som bare vokser sig større og større, indtil de eksploderer i hovedet på os, og så må de lave en eller anden nødløsning. Det er trist, at der ikke rigtig er nogen, der tør kalde en spade for en spade. Enten af ideologiske årsager eller på grund af kvælende politiske korrekthed. Hvis nogen alligevel vover, bliver de udstødt og kaldt ekstreme eller landsbytosser. På den anden side er det også utåleligt, når politik bare bliver til udredning af populære enkeltsager, som pressen graver op.

Da jeg for det meste selv er så jordnær, at jeg risikerer at blive forvekslet med en muldvarp, er det underligt, at jeg overhovedet interesserer mig for politik. Det minder lidt om virksomhedsledelse, som jeg absolut ikke interesserer mig en pind for. Det er alt for diffust og fyldt med varm luft. Lederne skal nemlig også tækkes deres medarbejdere, for ellers flygter de fra virksomheden.

Gid sandhed ikke var så ilde hørt.

onsdag den 15. juli 2009

Spin, spil og kærlighed

Anne om politik

Hvis jeg skal sende et godt råd i retning af Christiansborg, er det, at i stedet for at bruge ressourcer på at finde de helt rigtige spindoktorer, kan de bare dykke ned i en hvilken som helst middelstor venindeflok og finde de bedste rådgivere, der findes.

Her planlægges spil, der får Kurt Thorsen til at ligne en slidt bingobrik. Der fortolkes, analyseres og videreformidles i sådan en grad, at manden, der ikke engang var klar over, at han var interesseret i en af veninderne fra flokken, pludseligt ikke kan leve uden hende.

Bevares, der misforstås og overfortolkes også en del. Men det bruger de vist allerede på Christiansborg, sååå…

Personligt kan jeg slet ikke undvære min lille flok af rådgivere. Det bedste er, at de er så forskellige, at man får forskellige fortolkninger på det, man serverer for dem. Men i en god sags tjeneste kan jeg måske overveje at låne en af dem ud. Det vil også give mig god mulighed for at lobbye for, at der kommer en lovgivning mod ulykkelig kærlighed.

tirsdag den 14. juli 2009

Service ydes mellem kl. 11.45 og kvart i tolv.

Linda om politik:

Alle arbejdspladser, med respekt for sig selv, har en kundepolitik. Baseret på mine oplevelser med Post Danmark, har jeg prøvet at gætte mig til deres

Medarbejdere, Pakkepost:

Gå aldrig ind med pakker, lige meget hvad. Hvis det er muligt, så parker i bilen, så du kan ses fra modtagerens adresse. Her venter du i 3 minutter, som du evt. kan få til at gå med at udfylde en ”Vi traf dig desværre ikke hjemme”- seddel, som du deponerer i handskerummet. Efter endt tur, samles sedlernes sammen, og videregives til det almindelige postbud, som smider dem ind af brevsprækken den efterfølgende dag. Eller dagen efter det. Eller egentlig bare, når han føler for det.

Sørg i videst muligt omfang for altid at maltraktere forsendelsen. Kan du få den til at gå i stykker, vil dette udløse et løntillæg på 100 kr.

Medarbejdere, Posthuse:

Hvis det er muligt, så foretag store ændringer uden at informere beboere i lokalområdet. Flytning er ideelt, men mindre indgreb kan også gøre det; begyndt f.eks. pludselig og uden varsel at åbne kl. 12 i stedet for kl.10.

Som udgangspunkt er alle kunder nærige svin, der forsøger at snyde os for penge, der er retmæssigt vores. Gør med høj, skarp stemme opmærksom på, at deres forsendelser ikke er forsikrede, hvis de insisterer på at sende dem som breve og ikke som pakker (og ignorer spørgsmål som: ”Hvad fanden i satan er det så, der koster 75 kroner, hvis det ikke er forsikringen!?”), giv dig goooood tid til skeptisk at tjekke BÅDE billede OG underskrift ved forevisning af ID, og undlad for Guds skyld at være serviceminded eller få øjenkontakt.

Når folk overlader en forsendelse til dig, så smid den skødesløst over skulderen uden at tjekke, hvor den lander.

I tilfælde af klager, henvis da til hjemmesiden, hvor utilfredse kunder er velkomne til at udfylde en 8 sider lang, yderst detaljeret indberetning. Hvis de kan finde den. Skulle nogen - mod forventning - have tålmodighed til at udfylde hele skemaet og sende det til os, er vores system sat op til at registrere det som spam.

Tænk, at man kan leve af at yde så elendig service.

mandag den 13. juli 2009

Manden, ikke bolden

Lene om politik

Min stedssans er ikke for god. Jeg kan ikke finde vej i København, selvom jeg efterhånden har været der en del gange. Min politiske stedssans er endnu værre.
Jeg ved, hvilken fløj jeg hører til på, men ud over det er jeg nærmest desorienteret.
Inden jeg udråber mig til selvvalgt blond og umyndig, vil jeg til mit forsvar sige, at politik er blevet til en ordentlig gang kluddermor, hvor ingen efterhånden ved, hvad partierne står for og hvad man får for sit kryds, hvis man sætter det ud for partiet.
Jeg mener, at politik er gledet i baggrunden for politikerne.
Alt er blevet til mærkesager og enkeltpersoner. Med andre ord er politik blevet til populisme og medierne har heppet - hvis ikke det ligefrem er medierne, der bærer skylden, fordi de kun levner plads på sendefladen til 20 sekunders klip og forsidehistorier om svindel med EU-midler og trafikovertrædelser.
I de gode gamle dage (er der lige nogen, der vil række mig mit strikketøj og min underkop med sukkerknalden?) kunne man blive orienteret om politiske tiltag og strategier når man lukkede op for pressens radioavis, nu kan man blive påvirket af enkelthistorier om enkeltrepræsentanters seneste udslip foretaget pr. spindoktor.

Politikerne opfører sig som mediestjerner og vælger, hvordan de vil præsentere sig selv og ikke deres politik, for de ved godt, at alt skal pakkes spiseligt ind og at det ikke drejer sig om hvad man sælger, men hvordan man sælger det.
Noget ved jeg dog: Jeg stemmer ikke socialdemokratisk. 3 gode grunde:
1. Helle træder frem i medierne og udtaler, at det er for dååååårligt, at regeringen ikke kan sige, hvornår finanskrisen slutter
2. Socialdemokratiet vil øge skatten, så mange af os kommer til at aflevere over halvdelen af vores løn.
3. Ham der Dan uden mund. Han skal lige skrue lidt ned for skuespillermimikken og de instuderede gesti. Han ligner en lidt for karikeret bugtalerdukke og det forstyrrer mig, at jeg konstant holder øje med, hvornår nogen trækker hånden ud af måsen på ham.
Jeg stemmer heller ikke på Dansk Folkeparti, for de er bare socialdemokrater med angst for alt det, der ikke kan hældes i tarteletter.
Men ud over det, så har jeg nok opgivet at gennemskue det politiske kort. Jeg har et glimrende overblik over figurerne og så venter jeg bare på at man kan købe en Dan-dukke, få Helles opskrift på lækkert hår, Pias Suduko-tips og en cd med Morten Messerschmidt. Det sidste er vist (desværre) allerede sket.

lørdag den 11. juli 2009

Rigtige venner

Dorthe om venskaber

Aj jamen for dælen da osse. Jeg har glemt at skrive indlæg til i dag. Men så er det godt, man har nogle dejlige venner, der kan minde en om det.

Jeg tager dog ingen ansvar for indlægget i dag. Havde quiz og drinks aften med en flok. En veninde og to nye bekendtskaber. Allesammen meget underholdende. Og jeg kom sent hjem.

Jeg har masser af venner. Facebookvenner. Pt. er der 177 af slagsen.

Men af rigtig venner, dem man hænger ud med og er fortrolige med, er der få. Jeg har aldrig haft en masse venner. Eller omgangskreds. Men holder mig til en lille flok af skønne venner, som jeg holder meget af.

I flokken udskiftes medlemmerne ind i mellem. Nogen får kæreste og børn og andre interesser. Andre gange glider venskaber ganske langsomt ud.

Jeg har ingen barndomsveninder. Og selvfølgelig ville det have været sjovt at have haft en veninde, der har fulgt én hele livet. Men der har bare ikke været nogen, hvor vi er gået i samme retning. Og når det, man taler om, kun går på, hvad der skete dengang, og ikke har noget tilfælles, så glider venskaberne ligeså langsomt ud. Og jeg ser egentlig heller ingen grund til at blive ved med at svælge i fortiden.

BFF!

Maj om venskaber

"Du ringer bare, hvis du har lyst til at ta' med i byen en aften - eller bare hænge ud". Skulle lige finde modet, men jeg gjorde det - en eller anden dag tilbage i 1995. Og vi havde vist nok en sjov bytur, men det var ikke så meget det. Jeg fik en ny rigtig god ven, en drengeven. De sidste par år jeg boede i København gik der ikke mange dage mellem vi sås. Hans lejlighed lå lige på vejen hjem til min egen, og det endte tit med vi sad en flok i hans (deres - de boede 3 i lejligheden) køkken. Drak rødvin og øl - spiste og tit endte det med en improviseret fest. Blev næsten "en af gutterne" i den flok.

Det savner jeg godt nok - lige at kunne smutte forbi hos ham. Men heldigvis er telefonen jo opfundet, og når jeg er i København skal jeg se ham. Og i den (påståede) søde juletid, når han er hjemme i Århus, er det efterhånden blevet en tradition, han kommer forbi hos min mor til brunch juleaftensdag - det er så hyggeligt.
Og så er der selvfølgelig veninderne. Der er veninder jeg har kendt i + 20 år. Der er dem, jeg har kendt i 1 år. Nogle ser jeg ofte, andre går der længere tid imellem, men jeg vil ikke undvære nogle af dem.

Og så er der en helt speciel en. Min veninde gennem snart 20 år (tror faktisk det er bedst, hvis vi holder en fest, når vi rammer jubilæet). Selvom vi har kendt hinanden i så mange år, så er vi kommet endnu tættere på hinanden de seneste par år, og jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke havde hende.

Det lyder frygtelig klicheagtig, men hvad venskaber angår, så er jeg virkelig fantastisk heldig.

Og så var der lige svaret på den lille test fra sidste uges indlæg. S/H fyren er italieneren, så kan du nok gætte, hvem tyrkeren er.

fredag den 10. juli 2009

Gid jeg ku

Stine om venskab

Som barn havde jeg ikke rigtigt nogen venner. Selv dem, som jeg legede med ind i mellem, ville ikke rigtigt stå ved det, når der var andre.

Lidt ældre blev jeg, og fik lidt venskab. En veninde ad gangen kunne jeg finde, blandt de andre outsidere. Det endte altid efter noget tid, sikkert fordi vi ikke rigtigt så andre og bare fik nok af hinanden. Ikke nogens skyld, man kan bare blive meget mæt af en person, man mest faldt for af ensomhed.

Som 15-årig mødte jeg min første store forelskelse og blev venner med hans vennekreds. Det var fantastisk og dejlig nemt. Jeg kommer fra en ret lille by, og følelsen af at have en flok og et socialt sted at høre til var vidunderlig.

Men sådan en kreds kan også blive trang, så selvom jeg fandt min all time bedste veninde der, føltes det ikke som jordens største tab at flytte til Århus som 20-årig.

Der kendte jeg ikke en sjæl. Føromtalte første kærlighed var på det tidspunkt blevet til bedste ven, og jeg prøvede igen at følge med til hans nye flok. Det gik ikke så godt, især ikke på grund af intrigant kvindemenneske i flokken, der vækkede det værste i mig. Uha jeg blev grim. Og førstekærlighed blev vigtig, og så var der ikke tid til Stine mere.

Jeg vennede lidt hist og her i nogle år, men det blev ikke til meget. Et højskoleophold resulterede i et par venskaber med de andre outsidere, men alt i alt var det en rædsom oplevelse socialt. Folkeskolen om igen.

Men så begyndte jeg på journalisthøjskolen. Pludselig opdagede jeg, at jeg er i stand til at møde fantastiske mennesker og blive venner med dem. Socialt udviklede jeg mig fra minus tre til plus firs på ingen tid. Nu kender jeg mennesker så fantastiske, jeg kun kunne drømme om, kunne eksistere – og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Nu kan jeg få venner, men jeg kan ikke finde ud af at vedligeholde venskaber. Venskaber plejer altid at slutte. All time bedste veninde har ikke besøgt mig i Århus siden – tjah, det må være omkring fem – seks år siden. For hun fik jo børn, så kan man åbenbart ikke tage til Århus, der er også halvanden time hver vej. Førstekærligheden, der blev til bedste ven har jeg ikke set i fire år, bortset fra tilfældige sammenstød. Han fandt sammen med min dengang-veninde, blev vigtig med sine musikervenner og det var så det. De var (og er måske stadig?) blandt de vigtigste mennesker i mit liv, og selvom der ikke er ondt blod mellem os, er de væk. Venskaber slutter ALTID.

Hvad søren gør i andre for at have de der venskaber for livstid? Jeg ved godt, man skal ringe og invitere og så videre – men når man ikke har det på rygraden, er det virkelig svært. Især fordi jeg er bange for, at de er kommet videre, og bare vil føle sig forstyrret, hvis jeg ringer. Jeg har det som om, der er en helt særlig hemmelig, jeg ikke er indviet i.

torsdag den 9. juli 2009

Du er ny her

Thomas om venskab

Jeg synes, det er sjovt at betragte hvor forskelligt, folk fortolker begrebet venskab. Selv hører jeg hjemme i den mere konservative ende af skalaen, da det nyeste medlem i flokken, jeg med god samvittighed kalder mine venner, fik adgangsbillet for femten år siden. Til gengæld er der ingen, der har forladt den, siden de kom ind. Jeg er venskabernes Hotel California.

Jeg dyrker motion på et hold med stabile deltagere, men ind imellem tropper en ny op. Som regel tager de nye to-tre uger om at tø op. Jeg tager tre-fire år og føler mig stadig som en fremmed på holdet. Det kan til stadighed undre mig at se nye deltagere, som efter blot en måned omfavner gamle deltagere og taler til dem, som om de havde kendt dem altid. Adskillige gange har jeg troet, at de kendte hinanden i forvejen.

Nogle gange ønsker jeg, at jeg var som dem, men jeg har efterhånden indset, at jeg i så fald ikke længere ville være mig. Dog ville jeg gerne blive bedre til at vedligeholde mine bedagede venskaber, for jeg må nok indrømme, at det ofte har krævet en stor indsats fra dem, der er kommet ind blandt mine venner. Så fik jeg lige givet mig selv en anledning til at takke dem for, at de gider.

Måske skulle jeg bosætte mig i Vestjylland.

onsdag den 8. juli 2009

Du må se mig tude, hvis jeg må se dig smadre noget i raseri

Anne om venskab

Forleden mødte jeg nogle af min venindes mennesker. Mennesker, der ind imellem gør livet besværligt for hende.
Venskabet er at af de nyeste, jeg har, men jeg har planer om, at det skal vare for evigt. Derfor var det vigtigt for mig at se andre sider af hendes liv end dem, jeg oplever, når det bare er hende og mig. Det er noget af det, der skal til for, at venskabet kan blive tættere.

Det er med nye venskaber, som med nye kæresteforhold. Man går igennem startfasen, hvor alt bare er sjovt, dejligt og ukompliceret – hele tiden. Men sådan er der jo ikke nogen, der er i virkeligheden, og den sande venskabstest kommer, når de sorte og svære sider kommer frem.

Da en anden ny veninde blev behandlet dårligt af en ekskæreste, røg min empati på overarbejde. Selvom hun virker stærk og selvstændig, fik jeg lyst til at passe på hende. Det var et af de der øjeblikke, hvor nogen sætter sig fast i ens følelser.

Når min veninde, som altid bliver rost for sin positivitet, fortæller mig, at hun ind imellem bliver sur på verden, ked af det og ensom, sukker jeg ikke og beder hende om at tage sig sammen. I stedet er jeg dybt taknemmelig over, at hun viser mig de sider. Det er sider, som hun i høj grad skjuler for andre, men samtidig sider, som får mig til at holde endnu mere af hende.

Og så er der hende, som jeg har kendt i næsten 20 år.
Jeg har været en elendig veninde, vi har haft kriser i venskabet, vi oplevet hinanden gå igennem svære ting, og så har vi opført os så sært, at folk ikke gider at være i selskab med os, når vi er sammen.
Vi har været igennem så meget sammen, at ikke-venskab ikke længere er en mulighed. Vi har selv skabt den slags familiebånd, der ikke involverer blod.

Venskabet er blevet så stærkt, fordi vi overlevede lykkefasen og lod os selv være grimme, dumme og sårbare i hinandens selskab.

tirsdag den 7. juli 2009

Ud af venskabet

Linda om venskab:
Venner er den familie, man selv vælger, og jeg er så heldig, at direktøren for det hele har givet mig mulighed for at vælge hele den danske udgave af la cosa nostra.

Nogle er nyligt tilkomne, og når jeg kigger på dem, kan jeg se den fremtid vi sammen bevæger os ind i. Andre har været med hele vejen, og minder mig om, hvad vi kommer fra. Fælles for dem alle er, at de er skævhjernede, grænseløst loyale og har dejlige, kantede personligheder, så der er noget at holde fast i.

Det er ikke meget, jeg ikke ville gøre for mine venner, og selvom jeg godt kan give en verbal røvfuld fra tid til anden, er der langt til min grænse. Til gengæld jeg forventer også noget af dem. Jeg forventer, at de fortæller mig, når de har det skidt, så jeg kan få lov at hjælpe. Jeg forventer, at de blotter sig og lægger paraderne, så det ikke kun er mig, der sidder med skodderne slået fra og frit udsyn til fejl og mangler. Jeg forventer, at de prioriterer mig, og jævnligt sørger for at finde den tid, det kræver at vedligeholde vores venskab. Om det er over msn, over telefon eller over kaffe er underordnet. Til gengæld forsøger jeg selv at gøre det samme. Jeg er ikke for stor til at give en undskyldning, når jeg fucker op, og jeg forventer det samme af dem. Og når det er nødvendigt, regner jeg så også med, at vi helhjertet forsøger at tage imod den, og komme videre, og ikke maler lågerne med nag eller skyld.

Som venner har man adgang til hinandens allerhelligste, og en gang imellem kan man være nødt til at tage venskabet op til revision. Det skal give mening for begge parter at yde den tid og omsorg det koster at have en sådan relation. Somme tider bliver man så meget uvenner, at det ikke kan betale sig at forsøge at klinke skårene, nogle gange vokser man fra hinanden, og atter andre gange befinder man sig bare for en periode på to forskellige strækninger af vejen; hvis man er lidt tålmodig er det ikke utænkeligt, at man om et års tid eller to kan følges ad igen. Så længe man er enige om det, ser jeg intet problem i, at der er behov for en stop- eller stand-by knap.

Men hvad gør man, når ønsket om et brud tilsyneladende er envejs? Hvad gør man med de mennesker, som man simpelthen bare ikke gider bruge mere tid med, enten fordi de har trukket alt for store veksler på både tålmodighed og forståelse, eller fordi du aldrig havde opfattet tænkt jeres relation som et venskab? Som bliver VED med at stalke dig på msn og sende kort, BÅDE til fødselsdag og jul? I har INTET tilbage at sige til hinanden, og ALLIGEVEL bliver de ved med at skrive og spørge, om man giver kaffe, HVER gang de skal i Ikea. Det virker lidt arrogant at give ”Det er ikke dig, det er mig”-talen, men det er næsten værre at lade være. Tænk hvis man selv opdagede, at nogen hang ud med én af medlidenhed.

Åh! Kan de ikke bare forstå, at venskabet er blevet et walk out closet, og at vedvarende radiotavshed betyder, at man slår op?

mandag den 6. juli 2009

Hun ville sige det, hvis min strømpe var løbet

Lene om venskab

Der er mange mennesker i Danmark, der er ensomme. Ikke fordi de ikke har familie, men fordi de ikke har venner.
Og jeg mener ikke facebook-venner, men det, som de unge på Arto kalder gode-gode-venner for at skelne IRL-venner fra URL-venner.
Jeg kunne være en af dem.

Jeg synes nemlig, at det er sindssygt svært, det der med venskab.
Det kræver, at man ikke alene giver og tilbyder sit venskab, men også lukker så meget op og vover at sænke paraderne så meget, at man kan vise mere frem end bare facebook-facaden. Det at tro på, at man er elsk-værdig, når man ikke er til pænt brug og dækket ind af rollen, er det sværeste i hele verden. For mig, altså.

Havde det ikke været for lige præcis det ene menneske, havde jeg nok ikke haft hverken mand eller mig selv idag. Jeg var blevet til en mærkelig kattedame uden hende og hun er så fantastisk, at hun husker at slå mig hårdt i hovedet med venindebogen, når jeg forbryder mig mod venskabets regler og lader være med at fortælle hende om det, når jeg er ked af det, presset og bare overhovedet ikke kan lide mig selv.
Det er det værste, jeg kan gøre mod hende. Og vores venskab.

Det ved jeg nu og det har eddermame ikke været let at forstå det for sådan en kat som mig, der er vant til at krybe langt ind i hjørnet og først komme frem, når sårene er helede - til gengæld er det en enorm lettelse at vide, at hun har min ryg og holder af mig, uanset om jeg har mascara langt ned af kinderne og er så stresset at jeg skeler samtidigt og stadig ikke vil indrømme det.

Væsentligst af alt kan hun også holde ud at være venner med mig, selvom jeg har set hende være hysterisk af panik og vrede.

Det mærkværdige ved vores venskab er, at det er så usædvanligt på mange punkter.
Hun er nøjagtig og struktureret. Jeg sjusker og klarer det meste på lige dele intuition og held.
Hun har et hav af veninder. Det har jeg ikke.
Vi lærte først hinanden rigtigt at kende ved at bevæge os fra IRL til at kombinere virkeligheden med at kommunikere på messenger.

Til gengæld er vi bedre end Majse og Camilla, når vi først får hældt cyber-kaffen op. Faktisk så meget bedre, at det vi skriver sammen, aldrig bliver udgivet. Tror jeg nok.

lørdag den 4. juli 2009

Tørklæde eller kalot?

Dorthe om racisme

Racisme = uvidenhed. Håber jeg.

Racisme = dumhed. Ved jeg.

Jeg forstår ikke, at så DF trækker så mange stemmer. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at så mange danskere har så lidt tilovers for andre nationaliteter.

Jeg tror dog, at de fleste stemmer kommer fra mennesker, som lever i byer, som ikke har udlændinge i byen. For hvem en mørkere hudfarve og tørklæder ikke er et hverdagssyn. Dem, der ikke har en lokal kioskmand eller grønthandler, af etnisk oprindelse, der altid møder en med en glad og varm hilsen. Og altid er klar med en lille snak, mens man betaler.

Men de kun møder fremmedheden gennem nyhedsudsendelser, der konstant sender skræmmebilleder af udenlandske bander og utilpassede 2. og 3. generationsindvandrer.

Og alligevel forstår jeg det ikke.

Jeg kunne godt tænke mig at se Danmark som en sammensmeltet metropol, hvor alle er velkomne. Uanset religion, navn og hudfarve.

Når dette er skrevet, mener jeg dog også, at hvis man vælger at bo i et fremmed land, skal man som minimum lære at tale landets sprog. Og forstå dens kultur. Ikke dermed sagt, at man skal tage kulturen til sig, som sin egen. Men man skal forstå de mennesker i det land, man lever i.

Samtidig tager jeg dyb afstand fra de forældre, der vælger at omskære deres børn. Dreng eller pige. Pga. tradition eller religion. Men om nogen vil bære tørklæde eller kalot er mig helt ligegyldigt.

Nu med en lille test

Maj om racisme

Da jeg for 1000 år siden var på skole i Italien opdagede jeg ret hurtigt, at italienere faktisk snildt kunne forveksles med f.eks. en tyrker(primært mænd jeg kiggede på). Den havde jeg så ikke lige set komme. Det tænker jeg ofte på, når jeg ser en af anden etnisk herkomst end dansk. Der er jo ingen i lille Danmark, der har noget imod f.eks. italienere, men tyrkere.. det er noget helt andet - de fleste er jo muslimer, og det er jo en slemme slemme religion, og så tvinger de jo mere el. mindre kvinder til at gå med tørklæde, OG de spiser ikke svinekød.

Men altså! Der findes også rigtig mange kvinder i italien der, når de bliver ældre, går rundt med tørklæder/slør (også selvom de ikke er nonner) - det gør de vist også i Grækenland, og det ser man ikke noget galt i, jeg har ihvertfald aldrig hørt det har skabt problemer. Og mange jøder spiser f.eks. heller ikke svinekød, men det hører de ikke noget for - det accepteres bare (eller også er der mange der ved det?)..


En af mine gode veninder idag er af tyrkisk oprindelse. Hun er født og opvokset i Danmark - af tyrkiske forældre, men det gør hende ikke mindre dansk. Om hun så gik med tørklæde, tror jeg ikke jeg ville se anderledes på hende af den grund - hun ville stadig være min veninde.

Jeg sad en aften og så uPolitisk korrekt med Michael Schøt (stand-up'er), og han ramte lige præcis det med slør/tørklæde lige på sømmet syntes jeg. Dansk Folkeparti har haft en kampagne mod tørklæder i de danske domstole, og som han sagde: Hvis man som tørklædeklædt kvinde i det danske samfund er steget til hvervet som dommer, så er det da begrænset hvor undertrykt man kan ha' været. Man har ihvertfald en mand derhjemme der er rimelig dårlig til at undertrykke: "Nu skal du høre her: først så får du dig en lang jurauddannelse, og bagefter får du et godt job, hvor du samler værdifuld erfaring, indtil dommerudnævnelsesudvalget udnævner dig, og du bliver udpeget af Dronningen til at tage nuancerede beslutninger på baggrund af den danske lovgivning - så bliver jeg herhjemme og passer børnene, for her er det MIG der bestemmer." .... Giver Michael Schøt ret - det giver jo ingen mening. Hold nu op Dansk Folkeparti.

Jeg syntes bestemt heller ikke, at dem der render rundt og laver kriminalitet - alle dem vi hører om i nyhederne - er specielt fede. Men det er jo ikke kun 2./3G'ere der laver ballade. Hvad med rockerne? Hvad med de etniske danskere der begår indbrud, skyder, slår og stikker folk ned - hvad er forskellen?

... og så til den lille test. De 2 billeder jeg har krydret dette indlæg med... Hvem er italieneren? Hvem er tyrkeren? (Svaret gives i næste uges indlæg)

fredag den 3. juli 2009

Jeg vil gerne købe en bunke vokaler med konsonanter til

Stine om racisme

Åh det er spillenrasme et svært ord, vi har fået for denne gang. Normalt popper der ord, tanker, billeder og historier ud af min hjerne, så snart jeg hører et ord. Men her når jeg ikke rigtigt længere end til ”hmmm…bumbumbum…tja…hmmmm” – og selvom det kan se flot ud her på skærmen, må vi nok se i øjnene, at det kommer der ikke et blogindlæg ud af.

Jeg er enig med Mandags-Lene. Det der lille ”men”, ville give mig grå hår før tiden, hvis jeg var disponeret for det. Nu nøjes jeg med slidgigt af at skære tænder.

Jeg er enig med Tirsdags-Linda. Jeg har saftsusme også fået fart på i Brabrand. En gang, hvor gruppen af unge mennesker bare stod og grinede og råbte. En anden gang, hvor de stod og slog på en brændende bil med køller (WTF??)

Jeg er enig med Onsdags-Anne. Jeg var faktisk kærester med den pæne skaterdreng et par uger som 16-årig, og hans far var fra Iran.


Men når man opsummerer, er jeg mest enig med Torsdag-Thomas (ENDELIG et bogstavrim, godt vi satte dig på torsdag, Thomas). Det er sådan et underligt forfladiget ord.

Den Danske Ordbog siger:
racisme sb. fk.
1 diskrimination el. fjendtlig holdning over for grupper af mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur m.m. (kendt fra ca. 1965); jf fascisme
2 forestilling om at mennesker kan inddeles i racer med bestemte fysiologiske, mentale og sociale særtræk der gør nogle racer overlegne el. underlegne i forhold til andre;

Det er nemt at sige ”nej, sådan har jeg det ikke” til de udsagn, og svaret på ”er du racist?” kommer da også smuttende som en mandel ud af dens skind (seriøst, hedder det mandelskind?). Men der er ingen, der spørger ”har du en fjendtlig holdning til en gruppe af mennesker, på grund af deres udseende eller kultur, eller mener du, at de mennesker kan indeles i racer som er underlegne og overlegne?”. Næ, de spørgsmålet betyder i virkeligheden ”er du verdens største møgsvin, der vi indrømme, at du er både uintelligent og ondskabsfuld?”.

Jeg gætter på, at selv de, der rent faktisk tror på racernes over/underlegenhed og har fordomme og fjendtlig holdning til en gruppe af mennesker med en anderledes kultur, svarer ”nej, jeg er ikke racist.”

Og hvad er det ord så værd?

torsdag den 2. juli 2009

Tingen

Thomas om racisme

Så sidder jeg her med ugens ord. Det ligger foran mig på bordet, og jeg ved ikke, hvad det ligner. Faktisk minder det mig mest af alt om en klump modellervoks Måske noget, der har været i brug i en børnehave, hvor det har været igennem utallige hænder.

Uformelig, ligger klumpen der og ligner alt og intet. Af de oprindelige, farvestrålende stænger modellervoks er der ikke meget spor. I sin grålige, skæve fremtoning kan jeg ane, hvad de mange fingre har forsøgt at skabe, men når det kommer til stykket, er det som at se figurer i skyer.


Jeg er dog sikker på, at nogen har forsøgt at lave en hammer ud af det, andre har forsøgt at lave et skjold, og endelig er der også tegn på resterne af et grusomt monster. Men klumpen er ubrugelig nu. Misbrugt og trykket sammen af desperate hænder, der forsøgte at lave former fra andre former, som slet ikke var egnet til formålet. Det burde smides ud og erstattes.

onsdag den 1. juli 2009

Forkert! Bare fordi…

Anne om racisme

Mit første teenagecrush var på en køn iransk dreng. Han var skater, og jeg brugte en hel sommer ved den lokale skateboardrampe, hvor jeg sammen med de andre groupies sendte ham beundrende blikke.
Der var en pige, der - ligesom jeg, sad der hver dag. Jeg hørte hende sige: ”Han ser altså bare godt ud. Det er en skam, han er perker.”
Jeg blev rasende. Jeg forstod slet ikke hendes tankegang. Han var et sødt og ordentligt menneske – og så var han oven i købet køn. Men: Nej, uha! Vi skal ikke nyde noget af ”dem der”.

Den holdning har jeg nu mødt så mange gange i mit liv, at jeg efterhånden er stoppet med at reagere og lært at leve med, at de synes, jeg er en naiv idiot. Til gengæld vil jeg altid se dem som snæversynede ignoranter.
Jeg kan forstå, at man kan være utryg ved noget, der slet ikke ligner det, man kender: Fremmed kultur og religion. Den slags går begge veje. Sådan vil det desværre nok være, til man begynder at sælge rummelighed på tube.

Det, jeg ikke forstod dengang, og som jeg stadig ikke forstår, er, hvorfor man skal dømmes på fødeland og hudfarve alene. Hvorfor var mit teenagecrush ikke god nok til hende, udelukkende fordi han var født i Iran? Han talte flydende dansk og interesserede sig for det samme som alle os andre. Alle hans venner var danske. Jeg hørte ham aldrig ytre et ord om religion. Men nej. Hun skulle ikke noget med en perker.

Nu er jeg en af de mange, der følger situationen i Iran via blogs, Twitter og Facebook. Og udover meldingerne fra de modige iranere, læser jeg også responsen, de får fra hele verden. Udover bunkevis af støtte er der også flere, der i forundrede formuleringer skriver ”I er jo smukke”, ”I er jo veluddannede”, ”Gud, er I ikke alle sammen islamekstremister?”. Oversat direkte fra mit hoved: Hov, I er jo mennesker med hjerne, hjerte, drømme og håb ligesom alle os andre.

Og mens jeg krydser fingre for, at iranerne får den slags demokrati, de drømmer om, sidder jeg også med et lille naivt håb om en mere rummelig verden.

tirsdag den 30. juni 2009

Aldrig tøve - aldrig standse.

Linda om racisme:

Det er lørdag nat, klokken nærmer sig to. Jeg er på vej på cykel gennem Brabrand efter en fantastisk dag med fantastiske mennesker. Vi har siddet i haven, grillet og drukket vin, og her under stjernerne, er min hud er stadig varm af solen.

Jeg passerer grupper af unge, der hænger om bål og gamle biler. Hoveder drejes, når jeg kører forbi, og på læbernes pludselige ophold kan jeg se, at samtaler forstummer. Jeg er den eneste pige og den eneste dansker i mange kilometers omkreds; på vej gennem en verden og en virkelighed, jeg ikke hører til i. Alle lyde holdes ude af Say It Right, den kølige natteluft af min hættetrøje og virkeligheden af mørket. Jeg føler mig som en iagttager i en rumkapsel, der sejler gennem natten, sat uden for det hele på en måde, der gør mig umulig at nå.

Jeg er ikke bange. Men jeg kan ikke finde ud af, om det er racisme eller sund fornuft, der holder mine fødder i bevægelse, uden om forhindringer, over for rødt, konstant og rytmisk, rundt, rundt, rundt.

mandag den 29. juni 2009

Kend din kultur

Lene om racisme
Jeg er ikke racist. Jeg er bare ikke særligt tolerant: Jeg er ikke tilhænger af ensidig integration og jeg er ikke tolerant overfor de mennesker, der i Islams navn eller Guds navn mener, at dansk kultur og demokratiet kan kastes bort med et skuldertræk.
Og så synes jeg, det er typisk, at man siger 'jeg er ikke racist, MEN....'
Vi er blevet så bange for at blive kaldt racister, at vi hellere vil give køb på vores egen kultur end risikere at se racismekortet blive trukket. 

Jeg er ikke racist, fordi jeg også er intolerant overfor de danskere, der ikke ved nok om hverken deres egen kultur eller om Islam til at træffe informerede beslutninger, og derfor synes, at det da er meget rimeligt at acceptere, at ytringsfriheden aflyses. Det skulle jo være så fint at udvise tolerance og vende den anden kind til. I min bog er dialog bare lidt noget andet end at lægge sig ned på ryggen i overgivelse og blotte struben. 
Og så er jeg tilhænger af at man sgu skal opføre sig ordentligt. Vigtigst af alt er viden og oplysning - det må være vejen frem.   
Inden jeg begynder at holde min aftenlange standardtale og risikerer at lyde for meget som unge Messerschmidt, vil jeg kaste et spørgsmål i grams, som jeg utroligt gerne vil have hjælp til at finde svaret på.
Når vi taler om dansk kultur og danske omgangsregler, som nogen - mig selv indregnet - mener at vi skal kunne præsentere for indvandrere, så de ved, hvad de skal integreres i, hvad er det så vi mener? 
Hvad er dansk kultur for jer?

lørdag den 27. juni 2009

Jeg har kun mr. Darcy i hovedet og kan ikke finde på en overskrift....

Dorthe om overspring

Nogen gange kan det godt være lidt svært at være søndagsbloggeren. For lørdag er min overspringsdag.

Ikke dermed ment, at jeg springer lørdagen over, men den dag hvor jeg laver flest overspringshandlinger, hvilket så betyder at lørdag aften er der hvor søndagsblogindlægget skrives, for i løbet af dagen har jeg jo haft super travlt med alt det, jeg ikke havde planlagt.

Fredag aften tænkte jeg, at jeg ville på shoppetur lørdag formiddag. Og også få kigget på verdensbillederne.

Jeg vågnede kl 11. For sent til formiddagsshopping. Nå men jeg kunne da så lige spise lidt morgenmad og gøre mig klar.
Nøh hov, der var, det der nye Bev. Hill på TV2. Efterfulgt af "Don't tell the Bride", som jeg også lige blev nødt til at se, inden jeg hoppede i bad.

Og sådan fortsatte det resten af dagen. Overspring på overspring. Ikke alt sammen TV. Dog.

Typisk.

Nu flader jeg ud foran tv med min yndlingsserie overalt på denne jord. Jane Austens "Pride and Prejudice" - og der er kun én Mr. Darcy. Han må til enhver tid gerne være min overspringshandling.


Men først skal jeg liiiiige...

Maj om overspringshandlinger

Når først jeg er kommet igang med rengøringen, så er det jo ikke så slemt. Mine 76 kvm tager ikke vanvittig lang tid at gøre rent, men hvis ikke jeg kommer igang fra morgenstunden, så blir' det ikke gjort. Der er 1000 andre ting, der er meget mere interessante og ikke bestemt ligeså vigtige, hvis ikke mere vigtigt..

Søndage - som efterhånden er blevet min faste rengørings-/vasketøjsdag - plejer jo at være "vanvittig vilde", rent nyhedsmæssigt, så diverse nyhedssites skal da lige opdateres ca. hver 10. min. hele dagen igennem - kunne jo også være der var noget man havde misset i løbet af ugen. Dette samtidig med der zappes lidt rundt mellem BBC og CNN og (flov over af at indrømme det) TV2 News, ender med at se en eller anden serie, som pludselig virker ok sjov.

...og bliver også lige nødt til at se, hvilke kommentarer Joan Ørting har fået på de brevkassesvar hun giver (det er eddermamer sjov læsning - kommentarerne, ikke spørgsmål og svar). Jeg skla også nå at drikke kaffe, og kommer i tanke om dem, jeg ikke har talt med længe - dem skal man da lige ha' ringet til, og siden det er søndag, skal der selvfølgelig også være plads til en indlagt lur - og vupti! så er det da vist også ved at være tid til aftensmad, og enhver ved jo, at rengøring om aftenen bare ikke er det samme.


... og imens jeg har skrevet dette indlæg har jeg fundet en ny overspringshandling - Pirat TV på DR's hjemmeside... Farvel de næste mange søndage!