Room-mate with perks

Dorthe om længsel

Jeg har ikke set kæresten siden 14. juni, hvor jeg satte ham på et fly retur til England. Vi sms'er og snakker sammen over telefonen. Men hvor er det sindssygt hårdt, ikke at have set ham så længe.

Næste gang jeg ser ham er den 3. august. Og der tager han ikke hjem igen. Eller det gør han jo. Det bliver så bare her hos mig, der bliver hans hjem.

Jeg længes efter at have en hverdag sammen med ham. Men det bliver også mærkeligt, at skulle have en roommate, efter at have boet alene i 7 år og kun skulle tage hensyn til sig selv. Og så ovenikøbet én, som ikke taler dansk. Ikke kan skride over til vennerne, hvis vi bliver trætte af at se på hinanden. Og som ikke har noget job her i begyndelsen. Til gengæld slipper jeg for uventede besøg fra svigermor søndag formiddag.

Jeg længes, og jeg er skide bange. Men hvor jeg glæder mig.

Single pige søger - måske!

Maj om længsel

Nu har jeg jo været single i noget der ligner en milliard år, men det er ikke engang sådan, at jeg går og længes efter at få en kæreste. Det ville da være rart, bevares! Og jeg ville da bestemt ikke sige nej, hvis den rigtige kom forbi min dør en dag (plejer de ikke at gøre det?), men ikke for enhver pris.

Jeg får ofte stillet spørgsmålet/konstateringen: ”du må være meget kræsen, siden du ikke har en kæreste” – men nej! egentlig ikke. Min dør er bare utrolig svær at finde. Men jeg har ikke en facitliste, der skal ”fluebenes” af på, når jeg møder en. Om han er skraldemand eller direktør – lige fedt for mig. Det vigtigste er kemi – kemi, kemi, kemi. Og så lige, at jeg kan få lov til at være pjattet og plat. At jeg får lov til at sidde krøllet sammen i sofaen uden jeg behøver at snakke. At man ikke sidder lårene af hinanden. At jeg – og han – i det hele taget har vores egne liv, ved siden af det, vi har sammen.

Min frihed betyder meget for mig, og jeg ved, at ved at have været single i de her milliarder af år, så har jeg fået mig en masse sære vaner – f.eks. hvordan der bliver vasket op og gjort rent, hvornår man nærmest har vaskekælderen for sig selv, at man helst ikke skal snakke til mig om morgenen før jeg har overstået morgenrutinen osv..... sådan nogle små latterlige ting, som jeg vist er lidt autistisk omkring. Det vil selvfølgelig ændre sig, når man bliver 2, men baby-steps.

Uh jow forresten... er lige kommet i tanke om 1 ting jeg måske er lidt ”kræsen” omkring. Parmiddage. Det er jeg slet ikke voksen nok til.

Hvor skal jeg bygge, og hvor skal jeg bo?

Stine om længsel

Mig? Hvad jeg længes efter?

*Kigger ud til siden med et tvetydigt smil, gør et kast med håret og kigger tilbage ind i kameraet*

Jeg længes såmænd hjem.


Det skal ikke forstås sådan, at jeg er hjemløs. Jeg er heller ikke langt væk hjemmefra. De sidste mange år af min liv har bare været én lang flytteturné. Hver gang, jeg er flyttet ind et sted, har den første udfordring været at finde et sted til flyttekasserne, så de hurtigt kan findes frem igen. Lad mig give et hurtigt resumé.

Jeg flyttede til Århus som tyve-årig. Jeg startede med at bo på Rudolph Wulffs Gade (eksotisk navn, umuligt i fuldskab). Først i et stort værelse, men så kom udlejer i tanke om, at hun ikke kunne være i det lille, og jeg var nødt til at bytte med hende. Det VAR virkelig småt og mørkt, så jeg aftalte med veninde at finde et sted sammen. Hun dissede mig imidlertid, og der havde jeg sagt værelset op.

Redningen kom fra en pige, jeg ellers ikke kendte så godt. Jeg flyttede ind på hendes kælderværelse, og vi boede i en måned på 12 kvm med alle vores møbler op ad væggen, bortset fra sengene, som vi lavede til én stor kæmpeseng. Efter den måned tog hun på højskole, og jeg kunne overtage værelset. Det blev dog for ærgerligt i længden. Dels var børnepasning en del af huslejen, dels var der så fugtigt, at jeg var syg ret tit.

Så flyttede jeg i mini-kollektiv med tre venner i en lille skodby langt udenfor Århus. I blandt dem var veninden, der dissede mig et år tidligere, så det gik naturligvis slet ikke godt.

Så rykkede jeg ind i ø-gadekvarteret - skønt område, ok værelse men rædsomme forhold. Badeværelset skulle deles med en milliard andre, det var ikke opvarmet og det var køkkenet heller ikke. Brrrr en vinter.

Så jeg rykkede ud til klassekammerat i Trøjborg, hvor værelset var for småt, og vi brød os vist ikke så meget om hinanden. Så jeg valgte den oplagte løsning og flyttede sammen med kæreste i Skanderborg.

Heller ikke godt, elegant escape blev højskole 4 måneder i Askov.

Tilbage til Skanderborg i en måned og videre til kollegieværelse i Århus. Der boede en anden Stine – og hun var paranoid. Hun smed min mad ud hele tiden og troede, at jeg stjal, så hun låste sine ting inde, og hvis jeg lagde noget et sted, hun ikke brød sig om, smed hun det foran min dør.

Arg, flugt til værelse i venindes fiine lejlighed overfor Storcenter Nord, videre til praktik i København (fiin lejlighed i Vanløse) efterfulgt af hele halvandet ÅR i Mettes lejlighed (det længste, jeg har boet et sted i otte år).

Og nu er jeg så rykket sammen med kæreste i Speltghettoen i Århus.

Så måske er det rimeligt nok, at jeg længes brændende efter et sted, der virkelig er HJEM og bliver ved med at være det. Bare mere end halvandet år ad gangen. I et vildt anfald af mod/galskab, har jeg sendt flyttekasserne hjem til svigerforældrene at bo.

DAM DAM DAM DAAMMMMM!

Det udefinerbare

Thomas om længsel

Egentlig kan jeg godt lide at føle længsel. Det er en slags forventningens glæde, der som bekendt er den største. Dog kan jeg ikke helt definere, hvad det er, jeg længes efter. Det er på det punkt, at længslen adskiller sig fra trang, behov eller begær. Følelsen indebærer ikke et konkret afsavn.

Ligesom mandags-Lene kan jeg forbinde længslen med min musikinteresse, som begyndte, da jeg var teenager. Selvom jeg også var Duran Duran fan sad jeg – sikkert til mine forældres lettelse – ikke og sukkede over personerne bag musikken. Jeg var interesseret i teksterne, stemningerne, melodilinierne og de generelle følelser, som sangene fremprovokerede. Deriblandt længslen.

Jeg forbinder også længslen med drømme. Drømmene er uvirkelige og urealiserbare, og jeg kan ikke sætte fingeren på det, jeg egentlig længes efter, og derfor er det ikke muligt at bevæge sig ud i den virkelige verden og finde det. Længslen fungerer som en drivkraft til kreativitet og giver mig lyst til at skrive fiktion.

Måske ligger samme fænomen til grund, når folk læser bøger eller går i biografen for at få de uvirkelige oplevelser, der opfylder behov, som de ikke ønsker opfyldt i deres virkelige liv. Og måske er de uvirkelige oplevelser erstatninger for ubevidste og fortrængte konkrete behov.

Jeg vil ha' en baby

Anne om længsel

Jeg føler mig altid lidt forkælet, når jeg indrømmer højt, at jeg er skruk. For jeg har jo allerede et barn.

Men jeg ER skruk - i sådan en grad, at jeg kan gå helt i stå, når jeg ser en baby. Jeg har også forskrækket en pædagog, fordi jeg sagde, at jeg måske kom til at bortføre et af vuggestuebørnene. Jeg troede selv, jeg var sådan lidt joke-agtig, men jeg kunne se på hende, at der nok lige var en anelse for meget alvor i mit ansigt.

Men jeg ikke ude i noget med at bortføre babyer. Min skrukhed handler om, at jeg vil have min helt egen baby. Være gravid, føde, få for lidt søvn, ikke spise et varmt måltid i mindst seks måneder, have gylp i håret og alt det andet.

Jeg er - ligesom alle andre singlekvinder, blevet spurgt om insemination kan bruges.
Nej!
Jeg vil da have hele pakken – familiepakken. Inklusiv en mand, som elsker den dreng, jeg allerede har.
Jeg vil have familieliv og fællesskab – med en sidedish af frihed og retten til ikke at være til parcelhus og en mand i stumpebukser og crocs (så kan han ellers være nok så rar og familieagtig).

Det er da ikke for meget at forlange?
Men der står bare ikke lige nogen Hr. Rigtig og trykker på dørtelefonen. Jeg er 87.000 år gammel, og kommer aldrig derud, hvor jeg får så travlt, at jeg bare kaster mig ud i noget med en, der måske er rigtig. Der er ingen garantier, det ved jeg godt. Men det skal sgu føles rigtigt.

Lige nu ligger skrukheden lige ved siden af kassen med uforløste drømme.

De higer og søger...

Linda om længsel:
Længsel er noget bittersødt stads. Det lyder og lugter af Scarlett O’Hara, fjerne horisonter og Den Store Kærlighed, men i virkeligheden er det vel bare rastløshed, der har haft held med at markedsføre sig som noget romantisk?

Det er mit indtryk, at længsel er en del af den følelsesmæssige basispakke. Nogen mærker den sjældent, andre er nærmest handicappede af den, men uanset hvor lidt eller hvor meget man kradser, tror jeg aldrig, at den indre kløe fortager sig helt. Jeg mener: Alle valg er fravalg, og man skal være ualmindelig lidt nysgerrig for ikke med jævne mellemrum at blive i tvivl om, om man egentlig har lagt sig i det grønneste græs.

Hvis man skal finde ro i uroen, handler det måske om at acceptere, at rastløsheden er et grundvilkår i livet? Når man længes FRYGTELIGT efter nogen eller noget, man sætter alt ind på jagter, og denne længsel så ENDELIG indfries – opstår en ny. Derfor har jeg spekuleret på, om længsel måske ikke så meget er noget man søger hen imod, som noget man søger væk fra?

At forpligte sig og finde fred med at være, hvor man er, er jo hverken magi, held eller forbeholdt de få, naturen har velsignet med en vilje af stål – det er i bund og grund bare at træffe det samme valg igen og igen.

Og hvis man kan få det til at fungere, giver det måske den indre ro, de snakker så meget om.

Hvad ved jeg?

Jeg længes stadig.

Neverending story

Lene om længsel

Det skete i de dage, hvor jeg havde spejl på væggen, der var delt op i 4 kvadrater, og en pink plastikhårbørste og grøn gele på en tube, der kunne hænge på knagen. Det var også dengang jeg hver søndag sad ved mit skrivebord og hørte P4 i P1 og optog musik fra radioen ved at holde kassettebåndoptageren hen til højttaleren og trykke rec og play ned samtidig, mens jeg prøvede at være helt stille. Jeg prøvede også at gøre det engang fra fjernsynet, fordi der var en udsendelse med Duran Duran, som jeg var totalt og smertefuldt forgabt i. Især Roger Taylor bag trommerne var min.
Jeg sang længselsfulde sange til plakaterne, der sad så tæt på mit savssmuldstapet, at værelset var lige så mørkt som Roger Taylors øjne. Når jeg lå i min seng om aftenen, så jeg dybt, dybt ind i dem og længtes efter den dag, han ville møde mig og føre mig væk på 'nobody puts baby in the corner'-måden (bare meget tidligere). Og på 'one day he'll come along, the man I love'-måden (bare meget senere).Det smertefulde afsavn jeg måtte lide under hver dag var rædselsfuldt. Aldrig siden har jeg oplevet en længsel så stærk som den teenagelængsel jeg oplevede dengang. Det hjalp ikke at skrive hans navn med tusch på mit pølsepenalhus, for Pernille S havde skrevet George Michael på sit med rødt og hun var jo helt urealistisk. George Michael... pfff. Min længsel var sand og ægte. Ihvertfald dengang. Roger Taylor kom godt nok aldrig og hentede mig ud af mit værelse med de skrå vægge, men Rene Toft Simonsen var da kæreste med John Taylor og hun var også mellemblond.
Jeg kan ikke huske, hvornår min længsel forsvandt og plakaterne blev revet ned. Måske var det dengang Pernille B satte sig til at tude over Michael Jackson lige inden matematiktimen, at det gik op for mig, at det der gjorde ondt, var indbildning og ikke savn.

Det kan også have været på det tidspunkt, hvor der pludselig var en ny, to år ældre dreng, der begyndte at gå på skolen. Han lignede en af dem fra Bros og havde været i USA i to år og gik i stonewashed bukser med huller.
Da jeg kyssede ham første gang røg magien og jeg begyndte at længes efter noget andet. Aldrig tilfreds. Længslen lever.