Dorthe om fred


Jeg hader de der "du får ret og jeg får fred" mennesker.

Det er lidt som at sige til mig, at jeg kan da godt tro, jeg har ret, men de ved alligevel bedre. Det er, som at vifte en rød klud foran snude på mig. Og jeg bliver stædig. (OK så stædigere)

Jeg hader det. Man skal ikke provokere mig på den måde. Nedgøre mine meninger og holdninger.

Det kan sgu godt være, jeg har store bryster, men heldigvis har jeg en hjerne, der er mindst lige så stor - og den bliver endda også brugt. Surprise surprise.

Det ender ofte i langvarige diskussioner, hvis nogen siger sådan noget til mig. Eller rettere mig hidsigt råbende al vreden ud.

Det er lidt ligesom, det der TV-spot fra valget om Tronfølgerloven. Det var sgu det dummeste indslag, jeg nogensinde har set.

Hvorfor skal kvinder absolut gøres til dumme gæs?

Skrigeskinkerne

Maj om fred

De der storrumskontorer er da meget fine, set ud fra et socialt perspektiv, men altså!... Det er virkelig upraktisk, når man har brug for nogle timers arbejdsro fra tid til anden. Der bliver talt, sunget, fløjtet, nyst. Telefoner kimer i et væk, folk taler hen over hovedet på en osv. osv. - rigtig mange forstyrrende elementer, der hele tiden er med til at bringe en ud af fokus.

Jeg læste engang en undersøgelse om, at effektiviteten hos folk der arbejder i storrumskontorer, vist var nedsat helt vildt meget (kan ikke huske hvor meget) i forhold til, hvis de sad i små aflukker el. kontorer. Men "helt vildt meget" - det er da alligevel oss noget.

Jeg delte engang kontor med nogle (senere døbt "skrigeskinkerne"), der havde omkring 1000 lyde, de skulle igennem hver dag. Og om det så var kendingsmelodien for P3 nyhederne, så var det altid ledsaget en et lille pip, fløjt - og gerne i stereo. Hvis jeg - engang imellem - spurgte dem, om de ikke kunne dæmpe det bare en anelse, fordi jeg f.eks. sad med noget statisik-halløj, så blev de simpelthen så stramme om munden. Bevares... der skal være plads til alle, og det er nu heller ikke fordi jeg møder på arbejder og ikke siger noget som helst en hel dag - jeg kan sagtens lave larm og lyde, men hvis nogle beder mig om at dæmpe mig lidt, eller skrue ned for musikken, så gør jeg det selvfølgelig - vi skal jo alle være her.

Her hvor jeg er nu er der rigtig dejlig arbejdsro. Selvom vi sidder i samme lokale allesammen, og jeg da lige skulle vænne mig til både arbejdsroen og at en del af kommunikationen foregår på msn - og er det virkelig at foretrække! Så spasser vi ud nogle gange om dagen - det skal jo heller ikke blive for stille.

Ringgadens dybe stille ro

Stine om fred

Når jeg skal sove, priser jeg mig altid lykkelig over, at det er mig, der har værelset ud til gården. Mette, som jeg bor sammen med, bor ud til Ringgaden. Hendes side er et inferno af motorlarm og ambulancer (vi bor næsten lige ved siden af hospitalet), min side er helt stille. Det blev den i hvert fald, da kvinden, der skreg som en vanvittig under sex, flyttede. Jeg kan ligefrem sove med vinduet åbent, og bortset fra dage med mange håndværkere i gården eller onsdage, hvor skraldespandene tømmes. Jeg sætter virkelig pris på den fred og ro.

Indtil jeg en sjælden gang i mellem våger mig væk fra byen. Der, hvor der ikke kommer ambulancer forbi hele tiden, hvor der ikke konstant er håndværkerlarm og trafiksummen i baggrunden. Så bliver freden og roen (kliché-alarm:) larmende. Det er som om stilheden bliver fladere og mere uendelig. Næsten massiv. Næsten skræmmende.

Som om hele verden faktisk forsvinder, når det bliver mørkt. Det minder lidt om følelsen af at køre i bil om natten; verden føles uendelig. Bare lidt mere ensom og langt mere utryg. Pludselig bliver verdens egne lyde tydelig.

Mus tripper rundt. Blodtørstige myg sniger sig rundt med den der pive-summen. Ting blæser omkuld og vælter, træværk knager og huse giver sig. Og når man kun er vant til ambulancer, lastbiler, håndværkere og måger, så er sådan en vandrør, der slår sig, pisse uhyggeligt. For kan man være SIKKER på, at det er et vandrør? Ambulancer ved man trods alt, hvor man har… Vandrørslyden kan være alt fra gale øksemordere til spøgelser. (De kommer sjældent forklædt som ambulancer, har jeg ladet mig fortælle).

På et tidspunkt stopper også vandrør med at larme, ligesom mus vel også skal sove. Men det gælder om at være faldet i søvn inden det, for hvilke lyde kunne det ikke afsløre??? Efter et par dage vender man sig til stilheden og de små lyde, den afslører. Det bliver en nydelse at mærke verden gå til ro.

Og når jeg så vender tilbage til byen, indser jeg, at mit fredelige værelse ud til baggården er lidt en joke. Der er lyde hele tiden, og de ER egentlig ikke hyggelige. Godt nok støjer det ikke så meget i gården, som det gør på Ringgaden, men det er de samme lyde. Bare lidt mere dæmpede. Og let’s face it - lastbiler og ambulancer er ikke synonyme med tryghed. Håndværkere og skraldemænd klokken 6 om morgenen er ikke naturens måde at fortælle, at den er vågnet. Men altså, det er bedre, end da jeg var nabo til en folkeskole og en brandstation.

Sådan her

Thomas om fred

Jeg har to gange i mit liv følt en speciel, intensiv følelse af at have fred. Desværre var det begge gange lige efter, jeg var kommet ud af et parforhold. Måske lyder jeg bitter (selvom det ikke er min intention på denne blog), men på den anden side var det værre, hvis jeg havde fået det dårligt. Sådan ser jeg på det.

Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at analysere på bruddene, og i begge parforhold var situationen ganske simpelt, at der blev stillet krav til mig. Ofte. Hvis jeg ikke levede op til dem, måtte jeg leve i et par dage i sure miner, diskussioner og påstande om ting, som jeg aldrig havde ytret eller ment.

I samfundsmæssige forhold er jeg tilhænger af, at der stilles krav til den enkelte borger, og jeg mener generelt, at man vokser af at få stillet krav. I parforholdet tror jeg ikke, det samme gælder *). Parforholdet skal være stedet, hvor man kan tillade sig at være sig selv. For hvis man ikke kan være sig selv, hvad vil partneren så med en?

Sjovt nok så jeg en festsang fra et bryllup, hvor bedstemoderen havde overgivet det bedste, mest kortfattede råd, hun kunne give til det nye par: Ikke stille krav. Så jeg tillader mig at tro, at jeg har en smule ret, og at jeg måske bare har været uheldig. Eller også hører jeg hjemme i 1950'erne …


*) … og her tænker jeg ikke på grundlæggende krav så som ærlighed, troskab osv.

Mental skrue-ned-knap

Anne om fred

Det begynder, det øjeblik han åbner øjnene om morgenen:

Mor, veduva? Engang så jeg en håålaaar*. Mor, er jeg født før dig? Er du født før Madonna? Jeg bygger Venedig. Vil du se? Er der noget, der hedder Vanada? Findes jeg i virkeligheden? Mor, findes du i virkeligheden? Der er en i min børnehave, der tissede i bukserne, fordi han kom til at grine rigtig meget. Når jeg bliver voksen, vil jeg bo i Venedig. Du må gerne komme på besøg om eftermiddagen. Mor, du er ligeså sød som Bessie**. Må jeg få en chokolade? Jeg tager lige en chokolade. Hvorfor ikke? Du er dum! Jeg vil ha’ en ny mor. Mor, hvornår skal vi to giftes? Lasagne er ikke min livret mere. Desværre. Jeg kan kun lide boller med nutella. Jeg er tørstig. Hent noget vand. Jeg kaaan iiiikk seeelv. Dumme mor! Jeg ringer til politiet. Så kommer du i fængsel. Du er lige den mor, der passer til mig. Mor, har drenge bryster? Hvorfor er onkel sådan en prutteonkel? Så sagde vi gerne, at jeg var den, der bestemte over hele vores hus.

Det stopper først, når han sover. Og lad mig da bare afsløre, at han er B-menneske.

Jeg elsker min store lille næsten 6-årige dreng over alt på jorden, men for min forstands skyld har jeg udviklet et filter, der gør, at jeg ind imellem kan skrue ned for lyden. Måske lidt ravnemor-agtigt, men fred og ro er altså en menneskeret.

*Håålaaar???
**Farmor og farfars hund.

- and world peace

Linda om fred:
Jeg ved ikke, hvor mange, der har set filmen Agent Catwalk med Sandra Bullock, men helt kort fortalt spiller hun en agent, der undercover skal infiltrere Miss Universe konkurrencen. Hendes karakter er en brainy drengepige, som drikker øl af flasken og hacker computere, og som finder hele pageant verdenen stærkt fordummende. I forbindelse med konkurrencen bliver pigerne spurgt, om deres drømme for fremtiden, og Sandra Bullock holder et langt foredrag om genteknologi og computerens muligheder for at afhjælpe nøden i den 3. verden. Da hun er færdig, sidder hele salen og kigger helt, helt uforstående på hende – indtil hun sukker og tilføjer: ”- and worldpeace.” hvilket udløser bragende bifald.

Det er ikke en film, man ser for at blive klogere, men jeg tænker ofte tilbage på lige præcis den scene, selvom det nok er 6 år siden, jeg så den. Hver gang kommunikation mellem mennesker går galt, er det nemlig ofte på grund af det fænomen: Jeg spørger dig ikke, fordi jeg er interesseret i at høre, hvad du virkelig mener. Jeg spørger dig, fordi jeg vil høre, hvad jeg ønsker at høre.

I flere af mine jobs har jeg rollen som vejleder, og jeg har efterhånden fundet ud af, at folk tilhører en af to grupper: 1) Dem, der bruger feedback til at blive bedre og 2) dem, der kun vil roses og går i defensiven eller bliver fjerne i blikket med det samme, hvis man påpeger noget, de kunne arbejde videre med – til trods for at de selv har bedt om at blive evalueret.

Opdelingen letter faktisk mit arbejde en del, for hvis folk tilhører den sidste gruppe, ved jeg, at det ikke kan betale sig at bruge 3 timer på at forsøge at forklare, hvad jeg mener med det, jeg siger: Mine ord slipper alligevel aldrig forbi forsvarsværkerne, uanset hvordan jeg vender, bøjer eller staver dem.

Derudover har det også givet stof til eftertanke i forhold til selv at blive bedre til opfatte kritik som noget konstruktivt. Når jeg i forbindelse med evaluering bemærker, at jeg forsvarer mig, fordi jeg føler mig eller mine metoder angrebet, forsøger jeg at minde mig selv om, at der lige nu er mulighed for at blive bedre – hvis jeg lige gider holde kæft og lytte, i stedet for at falde over staklen, der har fået det utaknemmelige job at evaluere mig.

Det er ikke kun på jobfronten, at tendensen til at spørge for at få sin virkelighed bekræftet forekommer. For 4 år siden havde vi i omgangskredsen en veninde, der næsten fik splittet alting ad, fordi hun forgreb sig på en anden fælles venindes meget nylige eksmand. Der var lagt op til parttagning og alliancer, og det krævede ret hårdt og voksent arbejde af alle udenom at undlade at tage stilling. I dag er alle er enige om, at det er bedst at lade historien ligge, for det er ikke enighed, der har stedt tingene til hvile; det er enighed om uenighed og tid. Det til trods tager veninden med de lange arme stadig sagen op fra tid til anden og begynder at forsvare sin handling, mens hun fisker efter sympati. Når hun så kan mærke, at hun stadig ikke får medhold, bliver hun fornærmet og ’orker’ pludselig ikke at ’snakke om alt det igen.’

Det er mærkeligt, at vi somme tider vil have ret så meget mere, end vi vil have fred. Også selvom det bare er i vores egen lille verden.

Bag denne dør - det er ganske givet - får du noget ud af livet

Lene om fred.

For os, der ikke bor alene, er toilettet det eneste refugium, vi har.

Jeg har fået indført en paragraf i husreglerne, der lyder: Du skal respektere den lukkede badeværelsesdør og holde vådrummet helligt.

Paragraffen står lige over 'Der må ikke forefindes TV i soveværelset' og 'vi løber aldrig tør for kaffe'.

Alle andre steder end bag den lukkede dør er der bud efter opmærksomheden:

Storkontorer, hvor alle og enhver kan slå en latter op, spørge til råds og være sociale midt i arbejdet. Samtalekøkkener, hvor man skal være nærværende midt i sovsen - Ikke mindst fordi der tit er åben forbindelse til stuen, hvor det vigtigste er at kunne være placeret så man kan interagere i samme fysiske højde.

Hjemmekontoret er også delt mellem beboerne, der er browser i mobilen, der i øvrigt er 'always on' og udstyret med en forventning om, at sms'er besvares med det wuns og at man husker at anmelde dagen på facebook inden man sætter sig selv i opladeren. I dobbeltsengen, for nogles vedkommende.

Ikke engang der kan man være i fred for fødder, der bevæger sig over på ens halvdel. Selv på badeværelset må man i morgenrutinens navn deles om bordpladsen.

Derude kan man kun finde fred, hvis døren er lukket og hvis der ikke står nogen på den anden side og insisterer på at føre en samtale eller spørge, hvor vaskebolden er. Men så kan man også fintænke, danse undertøjsdansen, læse blade eller pille næse i fred. Hvad der sker bag den dør, bliver bag den dør - og når aldrig facebook.

For at der ikke er nogen, der skal forpurre den nærmest meditative badeværelsesfred ved at spørge hvad man laver derinde (man vil ikke vide det alligevel) har vi etableret et usynligt filter, der eliminerer al udefrakommende lyd ved hjælp af facanje-hvid støj.

Eventuelle lugte, der måtte opstå på badeværelset er udelukkende opstået for at understrege min pointe: Kun den, der kan holde lugten ud har noget at lave derude. Resten må vige bort i respekt.

Indtil vi får sommerhus ude i klitterne, overvejer jeg at sætte skiltet med 'PAX' op på badeværelsesdøren.