Jeg hader at såre mennesker. I særdeleshed mennesker, jeg holder af, men af og til kommer jeg til at gøre det. Tror jeg da. For nogle gange har jeg på fornemmelsen, at min samvittighed pumper episoderne op til enorme luftskibe, som pletter min ellers skyfrie himmel (*host* - ok, der er nok en lille sky her og der).
Set i lyset af, hvordan jeg skriver på en vis anden blog, undrer det sikkert nogle, at jeg ikke bryder mig om at såre andre. Sagen er, at den form for skriveri er øvelse, træning og terapi. En metode til at lære mig selv, at jeg ikke kan være enige med alle mennesker omkring mig, ikke engang mine nærmeste.
Hvad får man ud af at være flink, overbærende og enig med alle? Man bliver selv udvisket og fremstår som en tjener i stedet for et selvstændigt individ. Politisk korrekthed udtværer en, til man blot er en utydelig skygge med supermarkedsholdninger, som ikke støder nogen og klapper flest muligt på ryggen. Sådan vil jeg ikke være, for det fører ingen vegne.
Jeg har hårde, skarpe og markante politiske holdninger. Men når jeg ned til personerne, som bliver ramt af de kamme, jeg af og til skærer alle over, får jeg næsten altid dårlig samvittighed. For i den enkeltes sag kan jeg sagtens forstå personens synspunkt. Der eksisterer simpelthen en konflikt mellem min rationalitet og mine følelser.
Konflikten er uløselig; Hvis jeg giver køb på rationaliteten, falder sammenhængskraften fra hinanden og giver jeg køb på følelserne, fremstår jeg kynisk. Jeg vælger ofte at droppe følelserne og følge fornuften, fordi jeg ved med mig selv, at jeg ikke er kynisk. Så må jeg bare lære at acceptere min dårlige samvittighed.
Du har ret, man bliver faktisk overrasket over, at du har det sådan. Men det gør det jo endnu mere sejt, at du har den blog. I øvrigt tror jeg kun, det er godt med sådan en overudviklet samvittighed, så længe man ikke lade sig styre af den.
SvarSlet