Miskommunikation

Dorthe om kommunikation

Kommunikation er en svær ting, og det er bestemt ikke blevet lettere med alle de medier, vi har til rådighed i dag. Mails, sms, chat og måske endda også telefonen.

Man kan ikke se den person, man taler med. Man kan ikke se glimt i øjnene eller kropssproget. Og med vores ofte ironiske stil er det virkelig ikke let at finde ud af, om personen er ironisk eller seriøs. Nå men så er det jo godt at man kan overklistre sms og mails med smileys. Eller not!

Jeg har gjort mig bitre erfaringer udi kommunikation via sms og mails. Modtageren læste noget helt andet end det, jeg havde ment. Og til sidst endte jeg med en stor knude i maven, hver gang jeg skulle skrive en besked. Jeg læste beskederne 100 gange, inden jeg trykkede på send, for at være helt sikker på, at det ikke kunne misforstås. Og hver gang en besked tikkede ind, begyndte jeg at paniksvede, holdt vejret og lukkede øjnene, inden jeg læste.

At der var så mange andre ting, der var galt i det forhold, er en helt anden snak, men mis-kommunikationen var absolut det, der til sidst fik forholdet til at slutte.

Nu har jeg så en engelsk kæreste, der bor i England, (så er det vist skåret ud i pap!) og megen af vores kommunikation foregår enten via sms eller chat. Det går helt fint. Men min brug af ironi er også skåret helt ind til benet. Jeg har lært lektien. Og det var en dyr lektie at lære.

Hovedet på bloggen

Maj om kommunikation

Når jeg virkelig havde brug for at fortælle - og lad mig kalde ham ved hans navn (næsten da) - "det fede københavnersvin" om mig - hvem jeg var, hvad jeg står for - endte det nogle gange med et blogindlæg. Jeg vidste han læste med, og hvis jeg ville være helt sikker på han læste mine tanker om et eller andet, blev der da lige sendt et link afsted til ham.

Det var ikke noget, jeg ikke kunne ha' skrevet i en mail eller sagt i telefonen, men på en eller anden måde virkede det anderledes, at det blev sagt "højt". Det var ikke kun noget jeg lirede af, for at han skulle se, hvor helt igennem perfekt jeg jo er (host host, og fyldt med ironi). Når det er skrevet på bloggen, så er det jo sådan - ihvertfald for mig.

Nu ændrede det jo ikke ved udfaldet af vores historie, men mine holdninger og tanker om om et eller andet har ikke ændret sig af den grund. De er stadig de samme, og har været det så længe jeg kan huske.

Det er så nemt at male et billede af sig selv, så man måske fremstår mere perfekt eller kikset end man rent faktisk er, men det holder ikke, hvis du spørger mig. Derfor betød det også rigtig meget for mig, da en anden blogger engang sagde til mig, at jeg var lige præcis som det indtryk han havde fået af mig på min blog - på den positive måde.

Men der er en ting i alt det her bloggeri jeg ikke er god til. Det er at kommentere. Jeg kan læse masser af indlæg rundt omkring som rammer mig, og indlæg som er så godt og sjovt skrevet, at jeg sidder og griner højt. Men jeg ved aldrig rigtig, hvad jeg skal skrive som kommentar. Kunne uden problemer returnere et "HAHAHAHA, det var sjovt", eller "Åh, det er bare så synd for dig", men hvad kan modtageren i den anden ende egentlig bruge det til? Hvad kan man bruge sådan en kommentar til, og hvad skal man svare tilbage?

Selvom man føler man kender folk, ved at læse med på deres blog, så kender man dem jo ikke sådan rigtig, og man ved jo egentlig ikke, om en problemstilling stikker dybere end beskrevet.

Da jeg skrev mit indlæg om hævn her på bloggen, var jeg - indrømmet - nervøs for eventuel respons. Ville folk skrive "fuck du er syg i skallen kælling"? Men det måtte jeg jo tage med. Folk er forskellige og har forskellige meninger. Misforstå mig ikke. Jeg bliver selvfølgelig rigtig glad, når folk kommenterer på det jeg skriver, men de kommentarer jeg rigtig kan bruge til noget - dem der kan få min tankevirksomhed igang er dem, der er lidt mere gods i - både positivt og negativt.

Vil-du-have-en-cigaret-eller-er-du-mere-til-karameller-dansen

Stine om kommunikation

”Stine, jeg har fundet en, der skal til Danmark, men det er NU!”

Hanne Mette kommer spænende ind på det lille kro-agtige Raststätte Eltern, hvor vi har ventet adskillige timer på at få et lift tilbage til Danmark. Faktisk har det indtil videre taget os tre dage bare af blaffe fra Köln til Nordtyskland. Så en chauffør, der vil tage os med helt til Danmark er ikke bare godt nyt, det er jazzhands og fyrværkeri-værdigt godt nyt.

Jeg kaster rygsæk, skuldertaske og sovepose over skulderen, springer af sted, bliver stoppet af venlig men bestemt dame, der vil have penge for de kander kaffe og den omelet, vi har konsumeret, betaler og SÅ løber jeg ud til lastbilen. Hanne Mette er allerede i gang med at proppe sine tasker ind i lastbilen. ”Han er polsk, og han taler rigtigt dårligt engelsk og tysk,” siger hun.

Min første tanke er ”hul i det, jeg vil HJEM NU!!!” Næste tanke er ”det bliver alligevel underligt at sidde 9 timer i en lastbil sammen med en mand, vi ikke kan kommunikere med.”

I starten er det også underligt. Kun to minutter inde i turen byder han os på en cigaret. Man har vel høflighed i livet, så jeg tager en. Hanne Mette ryger ikke længere, men det kan hun ikke forklare ham. Han virker forvirret men accepterer det, og vi kører af sted i dejligt solskin. Jeg peger på himlen og siger ”Nice… schön…” og laver det, der vel kan tolkes som har-du-ikke-bare-lyst-til-at-løbe-ud-over-en-sommereng-med-løst-hår?-mimik, det virker og han nikker ivrigt med et stort smil.

Hvordan kan jeg blive ved med at glemme, at så meget kommunikation alligevel er baseret på kropssprog mens resten næsten altid kan klares med tegnsprog?

Gennem de næste ni timer finder vi via en blanding af fægtende hænder, underlige miner og noget, der muligvis minder om kørestolsdans (som jeg ikke har set i virkeligheden, men vi sad jo i lastbilsæder hele tiden, så man kunne godt forestille sig noget i den retning), ud af, at vor kære chauffør har et navn, han har tre børn i starten af 30’erne og han kører til Kolding. Da vi havner i en kø laver han sandwiches til os og prøver at forklare, hvad de andre polske chauffører fortæller på radioen om grunden til den lange kø. Han holder en finger frem og kører den derefter over halsen mens han bider tænderne sammen i en stivnet grimasse med opspillede øjne. Vi forstår. En er død i en ulykke. Da vi kører forbi selve ulykken, siger han det eneste ord, der bliver helt klart for os. Massacre.

Og det er det, så vi bliver stille igen, indtil jeg må bruge ordet ”toilet”, hvilket han heldigvis forstår og holder ind ved en rasteplads. Det kunne ellers være blevet en køn opførsel i dans, fagter og ansigtsudtryk, hvis jeg skulle få ham til at gætte, hvad jeg ville. Måske ville det endda slå min ellers så vindende opførsel i mimedans med lydeffekter i Madrid, hvor jeg forsøgte at købe en skraber i en butik til at barbere mig under armene med.


Jeg beklager billedets ringe kvalitet, men jeg synes lige, I skulle se ham

Vi strandede med den rare chauffør i Røde Kro. Han kunne ikke forklare hvorfor, men der havde vi været on the road længe nok til at vide, at det har noget med køre-hviletids-bestemmelser at gøre, så vi fægter rundt i ivrig takke-mikim, der gør chaufføren så rørt, at han vist nok kalder på radioen for at høre, om andre polske chauffører er i nærheden og kan tage os med. Det kan selvfølgelig have været en advarsel om unge piger med meget fægtende arme og lidt for levende ansigtsmimik. Vi strandede i hvert fald.

Men efter vores ni timers træning i tegnsprog og mimik virkede Sønderjylland ikke helt så skræmmende længere.

Telefonofobi

Thomas om kommunikation

På min arbejdsplads er der en masse kommunikation via telefon og e-mail. Jeg bryder mig ikke om telefonen, som jeg finder forstyrrende. I dag, da jeg kiggede efter telefonen for at forberede mig på dette indlæg, opdagede jeg, at den lå under en bunke papir (jeg er heller ikke tilhænger af orden). Jeg slog derefter min private telefonregning op for i år og så, at hvis jeg taler virkelig længe, så er det i omkring tre minutter.

Min arbejdstelefon ringer cirka en gang hver tredje måned, og som oftest er det forkert nummer. Jeg husker med glæde tilbage på første dag på en tidligere arbejdsplads, hvor jeg, efter at have spurgt om, hvor min telefon var, fik svaret: ”Du får ingen telefon. Vi mener, at telefoner er et forstyrrende element i arbejdet.”. Det var et vidunderligt arbejde. Lige indtil jeg fandt ud af, at tre ud af fire chefer i firmaet var psykopater.

Ligeledes formår jeg på magisk vis at holde mig uden for mailhelvedet, som alle taler om. Da vi startede efter påskeferien, bandede mine kollegaer om de mængder af mails, de skulle arbejde sig igennem. Jeg havde fået fire: En var elektronisk genereret, en var sendt til hele firmaet, en var spam og den sidste var fra en kollega, som havde sendt frække vittigheder.

Nu tænker du nok, at jeg sidder og gemmer mig på arbejdet. Men faktisk har jeg ansvaret for centrale dele af vores systemer, så jeg er ikke ganske ukendt. Derfor leder min kommunikationsfrihed mig til at konstatere, at det et eller andet sted er et bevidst valg at deltage i det helvede, I alle taler om. Så lad lige være med at brokke jer. I forstyrrer!

Så sig det dog!

Anne om kommunikation

En mand og en kvinde møder hinanden på en bar. De bliver fulde og ender med at kysse lidt, inden de udveksler numre og går hjem hver for sig.

Dagen efter sender hun ham en sms:
Tak for sidst. Det var smadderhyggeligt.
Efter et par timer svarer han:
Lige over.
Hun svarer øjeblikkeligt:
Jeg sidder på en cafe og drikker latte med min veninde. Vejret er vidunderligt i dag.
Han svarer ikke.
Heller ikke to timer efter.
Heller ikke dagen efter.

Kvinden indkalder alle veninderne til hastemøde, og et større stykke analysearbejde går i gang:
Altså, han svarede jo på den første besked, så han kan ikke være helt uinteresseret. Han gad jo også kysse, og han gav hende sit nummer.
Veninderne er enige: Selvfølgeligt er han interesseret. Selvfølgeligt. Altså. Ikk’?

Hun er selv i tvivl, for hvorfor skriver han så ikke? Ok, han havde sagt, hun havde pænt hår. Måske har han travlt. Han sagde vist også noget om nogle familieproblemer. Hans blik var ikke til at tage fejl af. Han skal nok svare. Men hvorfor har han så ikke svaret endnu? Åh, hans telefon er måske gået i stykker. Der er vist problemer med den model. Han svarer, når den er i orden. Ej, hvorfor svarer han ikke? Sådan behandler man bare ikke folk. Svin!


Han sidder hjemme hos sin ven og ser fodbold, da hendes første sms tikker ind. Han tænker: Ja, det var sgu ret hyggeligt. Jeg må hellere svare hende på et tidspunkt – skal bare lige se kampen færdig.
Efter et par timer sender han, hvad der for ham er et fyldestgørende svar. Straks kommer der en ny besked fra hende. Hmm… På café med en veninde. Nå. Men så har hun nok ikke tid til at ses.
Hvad kommer der mon i fjerneren i aften?

Denne historie er bygget op af brudstykker fra mit og mine venners liv og rystet sammen med en smule fiktion.


Foto fra: Free Digital Photos

Det er ikke det, du siger

Linda om kommunikation.

Som tolk arbejder jeg med kommunikation hver eneste dag, og jeg elsker det. Jeg elsker alsidigheden, udfordringerne og det at arbejde med mennesker. Jeg elsker at få lov at arbejde kreativt på den matematiske måde, forstået på den måde, at jeg har et helt konkret budskab, der skal oversættes men til gengæld kan bruge alt, hvad jeg har i den sproglige kasse til at gøre det med.

Når jeg starter med at tolke på en ny uddannelse, bliver jeg ofte af hørende spurgt, om det ’ikke er svært?’ Selvfølgeligt er der nogle fag, der er sværere end andre, og ’stokastiske variabler’ og ’bias’ er vel næppe grundord i gennemsnitsmenneskets ordforråd, men i det store og hele ville de fleste blive overraskede over, hvor mange af de samme begreber og udtryk, der går igen på tværs af uddannelser.

På tolkeuddannelsen snakkede vi meget om, hvad vi forventede ville blive svært, når vi kom ud i den virkelige verden. Vores bud dengang var svære læge/psykolog-samtaler, begravelser og budskaber, man var meget uenig i, f.eks. oplæg om nazismens fortræffeligheder v/ Jonni Hansen.

Jeg har efterhånden arbejdet som tolk i lidt over 7 år, og jeg har siddet i min andel af konsultationer og kirker rundt omkring i Danmark. (Har dog stadig Jonni Hansen til gode.) Og selvom indholdet i disse tolkninger ind imellem har været både meget trist og svært, har det aldrig været det, der har voldt mig størst problemer. Det kræver ikke megen fantasi at sætte sig i brugernes sted, og hele stemningen er gennemsyret af, hvad der foregår; selvom man kan skrue ned for sin empati, når man er på arbejde, kan man ikke slukke for den, så stemningen i rummet og præstens eller lægens tonefald vil næsten automatisk blive afspejlet i din tolkning.

Men det der ER svært, er at lave en god tolkning af det, der ikke bliver sagt. Har du nogensinde siddet til et møde, hvor du tydeligt kan høre, at det, der bliver ment er: ”Det gider jeg bare overhovedet ikke, og jeg synes, at du er en nar!” men det der bliver sagt er: ”God ide. Det gør vi.” Dét er svært at tolke. Når vi taler med hinanden, udgør det der siges med ord omkring 10 % af, hvad vi opfatter. De resterende 90 % af vores forståelse baserer vi på talerens tonefald, kropssprog, stemmestyrke, gestik osv. Derfor ville det være en dårlig oversættelse, hvis jeg kun tolkede de sagte ord – men hvor sikker kan jeg være på, at jeg opfatter undertonerne rigtigt? Hører jeg syner, og hvor direkte skal jeg oversætte en uvilje, som jeg tydeligt fornemmer, men som forbliver usagt? Mit mål er jo hele tiden at tolke budskabet så korrekt som muligt, hvilket kan være RET svært, når vi sender på flere kanaler samtidig, og nogle af dem er hemmelige. Jeg skal indrømme, at jeg mere end en gang frustreret har tænkt: ”Kan du da for fanden ikke bare sige, hvad du mener!?”

Noget andet, som er vanskeligt at lave en troværdig oversættelse af er, når man som tolk beviseligt ved, at folk lyver. Et tænkt eksempel kunne være, at man har tolket en eksamen, og senere samme dag skal tolke en jobsamtale for den samme bruger. Når vedkommende bliver spurgt, hvordan det gik, så er det sværere, end man lige tror at tolke ”jeg fik 10”, når man tre timer tidligere tolkede ”du består desværre ikke”. Egentlig ikke så meget pga. det moralske aspekt, som fordi det er utrolig svært at overdøve sin egen viden.

Men heldigvis formår jeg at overføre al min viden om klar kommunikation og forebyggelse af misforståelser til eget liv og egne relationer. (- og fri for at tolke dén sætning…)

Og jeg mener, hvad jeg siger

Lene om kommunikation

Sociale medier er vejen frem. Kommunikation mellem mennesker har aldrig været så essentiel for vores samfund og for os som enkeltpersoner som nu, hvor der er overflod af information (se bare statusmeddelelserne på facebook og nyhederne, der hiver den ene sensation frem efter den anden). 

Jeg kunne skrive meget om Web 2.o og Web 4.0 og mennesker, der skaber sig selv og deres egen verden med deres kommunikative bidrag, så de sædvanlige firmaintranet ikke bare er tilgængelig information, men faktisk en mulighed for at medarbejderne kan bidrage og komme i dialog med hinanden om de ting, de sidder og slaver med...  men kommunikation er meget mere end bare mit lille professionelle hjørne af verden. 

Kommunikation er i ledelse, i parforhold, i undervisning, i tøjstil, i væremåde... i de signaler, som vi mere eller mindre bevidst sender med vores kropssprog - og det er der, det begynder at blive rigtigt spændende.  Og det er her, vi begynder at bevæge os over i min helt store fritidsinteresse: At se på mennesker. 

Utroligt så meget kommunikation, man kan sidde og nyde til sin kaffe på cafeerne. Især når man drikker kaffe sådan omkring dating-tid, hvor mennesker, der hidtil kun har kommunikeret via nettet pludselig har mange flere kommunikationsveje, og hvor latinotypen på 58 kg pludselig er buttet og blond og daten har vendt sin krop mod udgangsdøren, mens fødderne har været i bevægelse hele tiden, som om det eneste, der afholder dem fra at stikke af med manden er, at han sidder på sin mås istedet for at flytte vægten over på dem, mens de højt oppe over bordet hører ham sige at han bestemt er meget interesseret i at se hende igen. 

Eller hvor mere etablerede par drikker deres kaffe i knugende stilhed, indtil hun med knyttede næver og sammenbidte tænder skingrer at hun ikke er ophidset (indsæt selv udråbstegn). 

Og så er der hele kapitlet med, hvad man afslører om sig selv med de ordvalg og de bogstavvalg man tager. Det kan vi tage en anden gang. Jeg skal lige hen og råbe af nyhedsoplæserne og bande over sammensatte ord, der igen er delt i to på landsdækkende tv.  

*MØZZER*