Ufrivillig skruk

Dorthe om børn

Gennem hele min opvækst og frem til nu har jeg sagt, at jeg aldrig skal have børn.

Børn er dejlige og sjove - jow jow - men det var bare ikke noget for mig.

Jeg kunne slet ikke lide spædbørn. De kan jo intet. Udover over de 4 s'er - sove, spise, skide og skrige. Kedeligt. Og ikke spor charmerende.

Og jeg HADER dem, der siger, at børn er det mest fantastisk, der kan overgå én. Det er det da nok også - FOR DEM. Men det er det ikke for alle, og det har de en tendens til at glemme.

Snak omkring børn med barnløse par også belagt med tabu. For det må jo absolut være fordi, de ikke kan få børn. Man fravælger jo ikke frivilligt livets største oplevelse? Hvis man så fortæller at man er frivilligt barnløs, så bliver der virkelig set skævt til én. Jøsses.

Det er da en mærkelig holdning?

Jeg kan sagtens se mig selv som frivilligt barnløs, men den seneste tid har børn fyldt rigtig meget i mine tanker. Og jeg får klump i halsen og tårer i øjnene ved synet af spædbørn. Jeg tror i virkeligheden, jeg er blevet godt og grundig skruk.

Børn vs. alder

Maj om børn

OK! - jeg er jo 35 år, og single 'ing... Godt nok har jeg ikke fået lagt mit horoskop eller noget, men sådan lige umiddelbart står der ikke barn/børn på listen over, hvad der sker for mig i den nærmeste fremtid. Ihvertfald ikke mine egne (blir moster for 2. gang om et par måneder.)

For nogle år siden var jeg inde og kigge på en af de der fertilitets-hjemmesider. Se, hvad mulighederne var for "sådan en som mig", og de var jo fine. Men så gik tankevirksomheden ellers også igang. Ville jeg være klar til at være alenemor på fuldtid. Ville jeg være klar til at stå med det hele alene 24/7? Jeg ved godt, jeg ikke ville være helt alene, har et godt netværk, familien osv., men alligevel. Man står alene med det, og man skal også lige bestride et fuldtidsjob ved siden af. Det var/er jeg ikke klar til. Hvis det skal være, så vil jeg ha' hele "pakken".. men det skal føles rigtigt, være rigtigt - og naturligt. Det skal ikke forceres pga. panik, alder eller forventninger.

Og som tingene jo så ser ud nu, uden umiddelbar udsigt til at møde manden i mit liv, så har jeg også indstillet mig på, at det ikke er sikkert jeg får børn. Det har jeg accepteret. Har endda sat en mental deadline for, hvor gammel jeg vil være, ved/for en evt. graviditet - 38! Selvfølgelig er det muligt, at blive gravid efter det 38. år. Mange kvinder er ældre når de bliver gravide, end vores forældre var osv. - og det har jeg bestemt intet imod (OK! når de er 50-60 år, syntes jeg det er mærkeligt) - men det bliver ikke mig, ikke som tingene ser ud nu ihvertfald (det kan selvfølgelig ændre sig). Og får jeg ikke børn, så er det sådan det er - mit liv bliver egentlig ikke dårligere af den grund.

Dødsdrom eller spædbarn?

Stine om børn (uha uha)

Jeg fandt dette billede på nettet for nyligt, og det bliver jeg nødt til at dele her.


Ja, det er en DAME der kører en bil i en DØDSDROM med en LØVE. Jeg gentager lige det sidste MED EN LØVE!!!
Jeg kender ikke historien bag billedet, men jeg er ret overbevist om to ting:

1. Det er det sejeste billede, jeg nogensinde har set.

2. Damen i bilen med løven har ikke nogen børn.

Ikke at damen ser ud til at være ufrugtbar eller noget, men det der med at stikke af med cirkus og drøne rundt med løver i sidevognen – det er bare ikke rigtigt noget mødre gør, vel?

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg finder mest skræmmende. Tanken om at sidde i den der dødsdrom med en fuldvoksen løve i sidevognen eller tanken om at blive mor. Den ene ting er hurtigt overstået, men det der moderskab hænger man lidt mere fast i, har jeg ladet mig fortælle.

Her var jeg fristet til at smide ordet ”spændetrøje” ind, men det ved jeg godt, at man ikke må skrive, for børn er det største, der kan overgå én, og det værste ville være at miste dem og så videre og så videre. Men ikke desto mindre, så kan man altså ikke bare lige bryde fri af dem. Der er ingen fortrydelsesret, hvis man først sidder med den rynkede ting (også kaldet ”baby”) i hænderne og tænker ”Jeg skulle nok have valgt løven.”
Man skal nærmest bruge hele livet på dem.

Det, synes jeg, er vanvittigt skræmmende. Ikke en eneste af de ting, jeg holder allermest af at gøre i livet, er aktiviteter, der kan tilsættes børn. Samtidig er der alt det, man kan gøre galt. Man kan jo ødelægge de der små mennesker fuldstændigt.
Skulle man crashe med sidevogn og løve, vil man nok mere blive hyldet på en sej avisforside – og helt ærligt have lidt mere at prale med i himlen.

”Så sidder jeg der, og Fussi – altså min løve – han er sgu ved at være vred, men vi kører satme stærk…”

Det lyder klart sejere end:

”Da jeg glemte lille Charles (udtales Sjarls) i børnehaven 18. gang blev han smidt ud, og jeg måtte opgive mit arbejde og gå hjemme, og det gjorde jeg så, til jeg døde. Er det rigtigt, at det er her i himlen, de laver Philadephia-ost?”.

Men modsat Mandags-Lene har jeg en kæreste, der er overmåde skruk. Vi kan nærmest ikke gå på gaden uden at støde på et af de der små mennesker, og kæreste bliver så henrykt, at jeg må hanke op i ham og halvvejs bære ham videre. Heldigvis har vi været sammen i så kort tid, at vi begge lever højt på ”ja ja, vi får se”.
Men en eller anden dag bliver jeg nødt til at købe hele pakken med mand og børn – eller stikke af med cirkus. Skulle det sidste ske, ved jeg i det mindste godt, hvad der skal være mit nummer.

Hvor køber man en sidevognsvandt-vant løve? Den må gerne være stor.

Du betaler lige igen, ikke?

Thomas om børn

Jeg havde egentlig planlagt et helt andet indlæg, men Lindas fine indlæg om inseminering inspirerede mig til at ændre retning. Glistrup sagde, at før man bevæger sig mod kompromiset, bør man begynde med den mest ekstreme holdning, så for at provokere: Jeg mener, at inseminering af enlige kvinder bør forbydes.

Når en enlig kvinde lader sig inseminere, bør hun tænke på, at hun kun er én person til at skabe den økonomi, der danner grundlag for barnets skolegang, lægehjælp og sociale aktiviteter. Belastningen af det, hun ikke selv skaber, placeres gennem skatten på andre, som selv har deres egne børn, eller som måske har valgt ikke at få børn.

Når visse politikere forsøger at overbevise os om, at verdens højeste skatteprocent skal sættes endnu mere op, vipper de med pegefingeren, som minder os på, at vi skal være socialt ansvarlige. Men bør social ansvarlighed ikke udvises begge veje? Er det i orden at være den ikke-ydende del af et fællesskab og rage til sig uden tanke for andre?

I USA blev en kvinde udsat for kritik fra offentligheden, fordi hun valgte at få otte børn, mens hun var på bistand. Det ville næppe ske i Danmark, da vores velfærdssystem lægger op til, at man tager for sig uden at mærke de økonomiske konsekvenser, som uværgerligt er forbundet med handlingen. I USA er de sandsynligvis vant til at tænke økonomien ind som en naturlig del af deres færden, og deraf stammer forargelsen over kvinden, som unødigt belaster det spinkle sociale sikkerhedsnet.

Nu bevæger jeg mig, ifølge Glistrups metode, ind på kompromisets vej: Jeg mener ikke, at inseminering af enlige kvinder bør forbydes. Til gengæld bør vi beskære velfærdssystemet, så det bliver nødvendigt for den enlige kvinde eller for familien på bistandshjælp seriøst at overveje, om det er en holdbar situation at sætte endnu et barn i verden. For det er nu engang sådan, at der er færre nassere, hvor der ikke er noget at nasse af. Desværre.

Morvolution

Anne om børn

Da jeg var yngre, var jeg bange for små børn. De var sådan noget, som tanter og den slags stak i armene på mig, og så stod jeg der med en skrigemaskine, og følte at alle tænkte, at jeg havde klemt den eller noget.

Det værste var barnedåb, hvor babyen gik på omgang. Min erfaring er, at babyer ikke er for vilde med det der omgangsnoget, og dengang ventede de altid med at græde, til de nåede hen til mine akavede underarme, som forsøgte at balancere den lille parmesan-lugtende skrigetingest uden at røre for meget ved den.

Senere blev jeg hende, der lærte venindernes børn at bøvse ved bordet – enten fordi jeg selv kom til at gøre det, eller også fordi jeg kom til at grine højt og klappe lidt i hænderne, når de bøvsede.

Jeg tror, folk havde meget svært ved at forestille sig mig som mor.

Men en dag blev jeg gravid. Og mens omgivelserne holdt vejret, skete der det, at jeg blev selveste Moder jord.
Jeg havde egentlig planlagt, at hvis jeg nogensinde skulle have sådan en babydims, så skulle jeg bedøves fra issen og ned, når den skulle ud.
Men pludseligt stod jeg der og sagde ting som ”jeg vil ligesom bare mærke det hele og være med hele vejen” og ” smerterne er naturlige”. Jeg fik endda overbevist jordemoderen i sådan en grad, at hun mente, at jeg ville være sådan en, der kunne tage hjem fra hospitalet samme dag, som ungen gled ud.

Ha!

Den 11. juli 2003 klokken 00.05 var der en eller anden røvidiot, der stak en rusten stegegaffel ind i min mave og kørte den rundt. Først med syv minutters mellemrum, men pludseligt var det som om, den forbandede stegegaffel var en eller anden form for fordømt evighedsmaskine.
Af sted til hospitalet, hvor jeg lod som om, jeg aldrig havde sagt en lyd om, at jeg ikke skulle have noget smertestillende. Desværre var det for tidligt til epidural – og pludseligt var det for sent. Sært koncept. Men efter 16 timer - og 20 minutter efter, jeg havde konstateret, at NU VILLE JEG FANDME IKKE MERE! kom den grimmeste, mest krøllede og slimede tingest ud af mig.

Og det var ikke uhyggeligt eller svært at holde den. Det var som om, at den på vejen ud havde trykket på den knap, der tændte for mit sådan-gør-man-med-en-baby-apparat. Den var en han, og den var godt nok ikke pæn, men hold kæft, hvor var den sød. Og den blev sødere og sødere og heldigvis også en del pænere.

Om lidt skal den begynde i skole. Hvem tog tiden???

Forsmag på morgenkvalmen

Linda om børn:

Jeg vil gerne have børn, men jeg kan ikke finde ham, jeg gerne vil have dem med, og jeg er derfor stille og roligt ved at arbejde mig ind i kategorien af de såkaldte ’ressourcestærke kvinder’, der vælger videnskaben som far til mine børn. Ikke at jeg føler mig specielt ressourcestærk. Jeg føler mig nærmest skræmt ud af min egen hud ved tanken alene.

Jeg ville helst have hele pakken. Siger jeg. Og er egentlig efterhånden blevet lidt i tvivl. For når jeg kigger mig omkring, ser jeg ikke ret mange, som er glade og tilfredse i deres parforhold. For de flestes vedkommende virker det til at være hårdt, hårdt arbejde, når de på 5., 10. eller 15. år skal forsøge at fokusere på kærligheden og ignorere fornemmelsen af at være blevet usynlige og taget for givet. Måske har min omgangskreds bare ramt en kollektiv midt-30’er-krise med et brag, men hos nogen forekommer det mig, at de bliver sammen af samme grund som Lene beskriver som argument for at få børn i sit indlæg: For at have nogen at holde juleaften med, når de bliver gamle. Hvilket forekommer mig at være en slags ond pensionsopsparing, hvor man ofrer sin nutid for at sikre sin fremtid. Og det lyder ikke til at blive nemmere, når man sammen fabrikerer et menneske, som uden at anstrenge sig skubber kæresten væk og indtager 1. pladsen i Hvem Elsker Jeg Mest-konkurrencen.

Den helt indlysende fordel ved at være to, når det kommer til børn, er at man er to, om at enes om at give slip på verden, som man kender den. Jeg får angstkvalme og sorte pletter for øjnene, når jeg tænker for længe over det. Man er to til at glæde sig over, at barnet helt tydeligt er kommende nobelpristager, og der er en til at tage over, når man bliver bange for, at man kommer til at kaste ungen ud af vinduet, hvis ikke den holder kæft NU!

Det skal jeg være klar til at stå med selv. Og derudover skal jeg være klar til at træde ind i en verden, hvor det endnu er mere undtagelsen end reglen at være alene. Jeg har en fornemmelse af, at ”hvorfor har du ingen kæreste?”-spørgsmålet er en gåtur i parken sammenlignet med, hvad man forventes at stille med at forklaringer, når man står med en kæmpemave på solomåden. Og jeg skal være klar til at håndtere fornemmelsen af, at det føles som om, jeg endelig afskriver muligheden for at blive nogens bedre halvdel. Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis er sådan det er – men det er sådan det føles.

Til gengæld vil jeg ikke skulle tage stilling til, hvordan jeg skal komme igennem en juleaften uden mit barn, fordi jeg havde ham sidste år. Jeg skal ikke have en mand, som jeg engang har elsket, til at trampe rundt i mit liv, mit hjerte og mine sår de næste 18 år. Jeg skal ikke forsøge at leve med, at mit barn halvdelen af tiden bliver opdraget efter idealer, jeg ikke selv tror på, og sidde med fornemmelsen af, at jeg hver anden uge skal rette op på en uges karakternedbrydning OG sætte kærlighed nok ind på kontoen til at mit barn kommer hel igennem endnu en uge hos sin far, som desværre – i et anfald af midtlivskrise - har installeret en blond 18-årig, børnefjendsk psykopatøgle med bryster, der stadig håner tyngdekraften, i sin krom-og læderlejlighed.

Lød jeg lige lidt sur der til sidst? Det er jeg egentlig ikke. Jeg forsøger bare, som jeg plejer, at dele verden op i pros and cons – denne gang har jeg bare ikke den fjerneste ide om, hvilket resultat jeg håber på at nå frem til.

Lige meget hvad, er det jo en beslutning for livet.

Undskyld mig. Jeg skal lige ud og kaste op.

Børn er ingen selvfølge

Lene om børn

'At ønske et barn er et naturligt behov som konsekvens af de følelser, der er i et kærlighedsforhold. Og at opleve det lille barn er en energigivende, overvældende, bevidsthedsudvidende, udviklende lykkelig følelse hos både manden og kvinden, en væsentlig dimension i det at leve et liv, og meget langt fra plastikagtig selviscenesættelse. (...) Hvis det at føle ansvar for andre end sig selv er at være voksen, så er det ingen skade til at være voksen. Den vinkel mangler, for at egoisternes skræmmebilleder får seriøst modspil.
Hilsen Lenes mor'

Sådan skrev hun altså, min mor, i kommentarfeltet til et af mine blogindlæg om det at vælge børn til eller fra. Jeg er nemlig slet ikke sikker på, at jeg skal have børn og jeg har tilladt mig at tænke højt.

Jeg mener, at det at få børn er noget, man gør, når man har et overskud i sit parforhold at dele ud af. Ikke noget man gør, fordi man som par har behov for at cementere parforholdet, for så får man ikke børn, så får man gidsler - og det kan man ikke være bekendt.
Børn og dyr behandler man ordentligt og med den største respekt, for de kan ikke tage vare på sig selv og sige fra.

Jeg bliver aldrig en af dem, der bare vil have et barn for enhver pris - jeg vil gerne have forholdet, manden og overskuddet på plads først - og selvom jeg nu er 546 år gammel og burde have fantastisk travlt med at få børn med min ægtemand, så tøver jeg.

Jeg er nemlig blevet magelig med årene. Krævende. Og stærkt afhængig af min nattesøvn. Jeg har ikke noget problem med at sætte andres behov før mine egne, men jeg kan også godt lide den frihed, der er i, at have muligheden for at sætte mig selv først. Derudover er jeg gift med en mand, der er helt sikker på, at han ikke ville kunne magte at få børn i huset. Og enlig mor skal jeg som sagt ikke være. Slet ikke enlig mor i et forhold. Jeg er ærligt talt bange for, at mit parforhold ikke kan holde til et opmærksomhedskrævende barn, så mit valg står ikke bare mellem børn eller ej - det står mellem at vælge barnet og miste manden, eller vælge manden og undvære barnet.

Det, at jeg tænker højt på den måde, har fået min mor til at skrive, hvad andre sikkert tænker: Det er ikke naturligt. Det er plastikagtig selviscenesættelse.

Nogle af dem, der tænker deres, formulerer spørgsmålet: 'Hvad så med juleaftener, når du bliver ældre? Ja... Det ved jeg heller ikke. De bliver nok anderledes end andres, hvis jeg ikke får børn. Jeg er også helt sikker på, at jeg vil savne børn ind imellem, men ... Frygten for anderledes juleaftener kan vel ikke være det tungestvejende argument for at sætte nyt liv i verden?

At kærester bliver til forældre er åbenbart en af de uskrevne love. Ihvertfald skammede det ældre ægtepar sig ikke ved at læne sig ind over hækken og spørge, mens de blinkede skælmsk, om vi havde fået hund for at øve os inden vi fik et rigtigt barn.
Tænk nu, hvis jeg ikke bare havde været begrænset af overvejelser, men ikke KUNNE få børn?

Vi er vist ved at være så langt i evolutionen, at vi seriøst skal overveje brugen af 'selvfølge' i forbindelse med 'børn'.