Du må se mig tude, hvis jeg må se dig smadre noget i raseri

Anne om venskab

Forleden mødte jeg nogle af min venindes mennesker. Mennesker, der ind imellem gør livet besværligt for hende.
Venskabet er at af de nyeste, jeg har, men jeg har planer om, at det skal vare for evigt. Derfor var det vigtigt for mig at se andre sider af hendes liv end dem, jeg oplever, når det bare er hende og mig. Det er noget af det, der skal til for, at venskabet kan blive tættere.

Det er med nye venskaber, som med nye kæresteforhold. Man går igennem startfasen, hvor alt bare er sjovt, dejligt og ukompliceret – hele tiden. Men sådan er der jo ikke nogen, der er i virkeligheden, og den sande venskabstest kommer, når de sorte og svære sider kommer frem.

Da en anden ny veninde blev behandlet dårligt af en ekskæreste, røg min empati på overarbejde. Selvom hun virker stærk og selvstændig, fik jeg lyst til at passe på hende. Det var et af de der øjeblikke, hvor nogen sætter sig fast i ens følelser.

Når min veninde, som altid bliver rost for sin positivitet, fortæller mig, at hun ind imellem bliver sur på verden, ked af det og ensom, sukker jeg ikke og beder hende om at tage sig sammen. I stedet er jeg dybt taknemmelig over, at hun viser mig de sider. Det er sider, som hun i høj grad skjuler for andre, men samtidig sider, som får mig til at holde endnu mere af hende.

Og så er der hende, som jeg har kendt i næsten 20 år.
Jeg har været en elendig veninde, vi har haft kriser i venskabet, vi oplevet hinanden gå igennem svære ting, og så har vi opført os så sært, at folk ikke gider at være i selskab med os, når vi er sammen.
Vi har været igennem så meget sammen, at ikke-venskab ikke længere er en mulighed. Vi har selv skabt den slags familiebånd, der ikke involverer blod.

Venskabet er blevet så stærkt, fordi vi overlevede lykkefasen og lod os selv være grimme, dumme og sårbare i hinandens selskab.