Så er der udsalg - igen....

Dorthe om udsalg


Jeg blev lidt skuffet, da jeg så beskrivelsen af ugens ord, for jeg havde lagt op til den store fine historie om sale. Betydende rum. Eller not.



Jeg syntes, det er lidt underligt at bruge det engelske udtryk “Sale” frem for det ellers ganske udmærkede danske “Udsalg”. Der er jo sprogforskere, der mener, at det danske sprog vil forsvinde. Og selvom det først vil ske om rigtig mange år, så kan vi vel lige så godt bruge de danske ord, så længe de er her?



Udover bogudsalget, holder jeg mig fra udsalg. Ikke fordi jeg ikke gider dem, men fordi jeg har en tendens til at glemme, at de er der. Jeg kommer f.eks. altid i tanke om januarudsalget en uges tid efter, at de er stoppet. Farer ud af døren for at finde noget helt fantastisk alle andre ikke har fundet endnu. Og undrer mig derefter over, hvor pokker alle udsalgsskiltene er henne.

Måske hænger det også lidt sammen med mit “nej tak til reklamer”-skilt på min postkasse?

Det er bare go' reklame

Maj om SALE

I denne finanskrise-tid er der virkelig skruet op for turboen af tilbudsskiltningen rundt omkring i butikkerne. Men man kan jo ikke skrive Udsalg/SALE hele tiden, for der er jo reelt set kun Udsalg 2 gange om året. Nææh nej! På alle andre tidspunkter end sommer og vinter hedder det f.eks. "Pris Festival", "Shop Amok for mindre", "Guld Feber", "Ekstra nedsat, gælder kun torsdag, fredag og lørdag".


Og hvad sker der for alle de fødselsdage, de danske detailhandelskæder har? Og hvorfor skal tilbudsaviser, butikker, annoncer osv. plastres til med så mange flag som overhovedet muligt? Er det fordi de tror, folk ikke kan læse det enormt svære ord FØDSELSDAG?

Udover fødselsdagene, udsalg og pris festivaller, så får man også lige smidt et jubilæum oveni hatten. Og så skulle man måske tro, at jubilæet erstatter fødselsdagen, men det kan jeg så afsløre*, at det ikke altid er tilfældet. For nogle år siden sad jeg med både en jubilæums- og en fødselsdagskampagne for en kunde, og jeg fandt aldrig helt ud af, hvad forskellen var. De kunne snildt ha' sagt at jubilæet var den dag stifteren første gang tænkte på at starte en kæde, og fødselsdagen så er den dag kæden rent faktisk blev startet.

Er faktisk lidt spændt på - eller OK!, det er nok en noget afdæmpet spænding. Men lige nu kører Jysk en stor jubilæumskampagne, og gad vide, om der også kommer en fødselsdagskampagne senere på året?

* ring til Spiegelhauer, det er en stor afsløring

Jeg vinder. Hver gang. Næsten.

Stine om sale

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg tilfører denne blog noget nyt ved at skrive om mit forhold til sale – eller udsalg, som min oldnordiske hjerne ynder at kalde det. For indrømmet, jeg er ganske meget en kliché på det punkt. For mig er de gule skilte med sort tekst som en rød klud er for en tyr. Jeg tager ikke bestik af situationen, bankkontoen eller mine medmennesker. Der er en vej, og det er FREM. Der er jo et mål med galskaben, men det er der alligevel ikke nogen der tænker på, når de vælter rundt i bunker med karrygul polyesterstrik fra 89.

Der er noget lidt eventyrligt over at få amok i bunker med ukendte varer. Tænk nu hvis, det er denne gang, udsalgsguderne smiler til mig. For det gør de altså ind i mellem, hvis man respekterer udsalg som den sport, det er.
For åh ja, det er en sport. Og en sport med regler, ligesom al anden sport. Første regel er, at det kun er lorteting, der er sat ned. Anden regel er, at der altid er undtagelser for reglerne, og det er dem, du skal finde! Nemlig, der ER et opnåeligt mål. I dag er jeg for eksempel iført en kjole, som jeg har anskaffet mig for en flad 50’er (1/3 pris!!! OH LYKKE), og den har allerede fået to rosende kommentarer. Men indrømmet, jeg har et hemmeligt våben i denne sport. Jeg er uddannet dameskrædder. Så jeg kan gå efter det tøj med små skavanker, som alle andre danser uden om, og reparere det på under en halv time. HA! Der er heldigvis ingen der tjekker for snyd eller doping i denne sport.

Fordelen ved mit hemmelige våben er også, at hvis der er langt mellem udsalg, kan man være heldig at finde tøj med små skavanker. Så er det bare at hive det op til kassen og sige ”Jeg har lige prøvet den her kjole på, men du kan nok se, at den er gået i stykker. Jeg er ikke sikker, men jeg tror godt, jeg kan reparere den. Hvis du vil sælge den til halv pris, vil jeg i hvert fald gerne forsøge.” Det er endnu ikke slået fejl. Sejren er MIN! (I hvert fald, hvis vi ikke tæller de tre kjoler, jeg har hængende, der stadig har prisskilte på. ”Gode til familiefester” tænkte jeg, mens jeg ignorerede, at jeg er til familiefest i gennemsnit hvert femte år.)

Overflod

Thomas om sale:

Rasende floder krydser og løber naturstridigt imod hinanden for at nå hver deres tyngdepunkt på Strøget. I de enkelte floder kastes handlende ufrivilligt rundt i utallige understrømme af fragmenterede familier, der med softice i ansigterne forgæves forsøger at holde fast i hinanden. På bredderne, der farer forbi, står fortvivlede mødre ved tøjstativer og presser alt for små trøjer ned over skrigende sønners hoveder.

Som væltede træer med nøgne grene griber butikkerne ud fra bredden for at indfange potentielle kunder, der kæmper for at drive over mod indgangen, som lokker med farvestrålende facader. De, der fanges ind af armene, involveres øjeblikkeligt i lokale og brutale kamphandlinger.

Hver eneste forretnings indre fremstår som en slagmark forladt og efterladt til lokale grupperingers plyndren og raseren. I en gennemtrængende lugt af sved og parfume, ligger afbrændte kreditkort og voldtagne tilbudsøer spredt ud over butiksgulvet, hvor stumper af iturevne prisskilte med blodrøde overstregninger fortæller gruopvækkende historier til akkompagnement af muzak.

Jeg kaster mig fra krigsskuepladsen ud i den larmende flod, og svømmer mod ubegribelige mængder af bevidstløst hoppende drivtømmer for at nå tilbage til min båd, der står tøjret langt, langt borte ved flodernes udspring, hvor vandet er roligt, omgivelserne er stille og træerne strækker sig op mod en uopdækket, solstrålende himmel.

Outsale in the middlecity

Anne om sale

Jeg går ikke rundt til dagligt og har issues omkring, at det engelske sprog jævnligt springer ind i vores eget og krydrer det med udtryk. Måske er det fordi, jeg har boet i England i en periode, at jeg er large omkring det?

Men jeg kan ind imellem mærke, at det alligevel bliver lidt for meget. Der er nogle udtryk, der får mig til at krølle tæerne helt om i knæhaserne. Altså… For real.

Når jeg shopper, behøver butiks-staff ikke gøre mig opmærksom på nye styles. Jeg kender godt udtrykket ”modeller”.
Sale-skiltene, der pryder city i visse perioder, kan jeg også godt undvære. Hvornår stoppede man med at bruge udtrykket ”udsalg”. Og hvad var der galt med det?

Inden jeg bitcher for meget over handelsbranchen, vil jeg skynde mig at sige, at det nok ikke udelukkende er deres skyld. Danskerne går jo rundt og leger engelsktalende det meste af tiden.
Folk skriver engelske Facebook-opdateringer, og deres danske venner kommenterer dem på engelsk. Det er selvfølgeligt nice, at vi udvikler vores engelskkundskaber – som sagt har jeg ikke noget behov for, at vi holder det danske sprog clean for udenlandske udtryk, men det kan bare blive a little too much.


Foto: Freedigitalphotos.net

Hvad jeg skal med en finsktalende elg? Det ved jeg ikke. Men den var billig!

Linda om

Jeg ved ikke, om det er Nephew, Sidney Lee eller internettets skyld, men engelske ord og fraser maser sig ind i det danske sprog i et omfang der gør, at man efterhånden føler sig en lille smule fjollet, når man ønsker folk en ’god vigænt’ eller gerne vil se på ’et par kåwbøjbukser’.

Jeg har ikke noget imod det. Jeg synes ikke altid, at det danske sprog rækker. Jeg ved godt, at nogen frygter, at vores modersmål bliver svækket og udvandet af alle de nye ord, men for mig at se er der ingen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange. Når nye, udenlandske ting og begreber kommer til, synes jeg, at det er meget smart, at vi holder fast i de oprindelige navne som fx coaching og software. Ofte navngiver vi jo også tingene på både dansk og engelsk, og jeg mener ikke, at synonymer gør dummere. For mig at se letter det kun adgangen til information, at vi kan google et ord og gøre brug af både dansk og udenlands viden om emnet.

En anden sidegevinst er, at det bliver lettere at opholde sig i udlandet, når man ikke skal gætte ALTING. For et par år tilbage var jeg til tegnsprogstolkekonference i Finland. Vi skulle være deroppe 4 dage, og undervejs var der tid til at tage til den nærmeste by og shoppe. (Alle ved, at når man er på ferie, må man købe alt, hvad man ser ud fra devisen ’jeg kommer aldrig tilbage hertil, så tænk hvis jeg lader være – og fortryder!’. Derudover er reglerne også sådan, at de penge man sparer på udsalg, må man bruge på lige præcis, hvad man vil: Hvis det var rigtigt, havde man jo brugt dem, hvilket er det samme som, at man i virkeligheden har fået det man køber for de sparede penge gratis.) Problemet med Finland er bare, at der tales finsk. Og skrives finsk. Alle forretningsvinduer i byen var plastret til med gule skilte (den internationale farvekode for udsalg) med påskrifter som: ”Saat tuhkaimurista suurimman hyödyn!” og "Tutustuttaa sinut lyhyesti itsenäiseen Suomeen!” Så der stod vi, med nyslebne visakort og intentioner om bevidst at vanrøgte dem – og var ude af stand til at afgøre, om forretningerne havde tilbud på støvsugere eller ost.

Der er ikke meget, der gør så ondt som at tage tomhændet hjem fra et udsalg.

(Det skulle lige være at Linda vandt X-faktor. Sale = udsalg = sælge ud = tude sig til at vinde sangkonkurrence. (Undskyld. Jeg er bare nødt til at have luft!) )

Revet rundt af rabatten

Lene om sale

Jeg er immun overfor Magasins gule 'sale'-skilte, for jeg ved godt, at man kun opnår 50% rabat på varer, som i forvejen er så gamle, at de kandiderer til at ligge i sorte sække foran Kirkens Korshær. Ellers hedder det 25% på tøj der enten er alt for stort eller alt for småt, så der er jeg rimeligt ligeglad. Men 50%? Det er der, jeg begynder at overtale mig til at jeg sagtens kan være i en XS eller at gul i lige præcis den nuance ser godt ud til mig.

Os, der er en smule oversippede, når det kommer til hvor dybt vi vil synke, er heller ikke dem, der spænder ben, giver albuer eller hiver i hår, når hele det midaldrende opland står klar til at flå udsalgsvarerne til sig efter at have forsvaret pladsen foran de automatiske døre som var de russere i kø til det sidste franskbrød, dengang. Men jeg kender en - jeg siger ikke hvem - som skriver startdatoen for et helt bestemt udsalg i sin kalender... Sko-udsalg er selvfølgelig undtagelsen. Eller bare undtagelsestilstand.

Men altså, et er procenterne, der tæller. Hvilket betød, at jeg stod med røde ører og en stiv pegefinger rettet mod prismærket - som om det skulle forklare alt -, da en veninde forarget skreg 'Lene! Du har tøj, der stadig har prismærkerne i'. Hun hjalp med at flytte ind i huset og ikke engang efter et år uden at have brugt tøjet, nænnede jeg at smide det ud. Det kunne jo være... og det var da billigt!
(Selvom 50% af en avance på 250% i virkeligheden stadig er den bedste handel for butikken)

Igår var der ingen SALE-skilte, men til gengæld en sælger, der vidste, hvordan han skulle få en sucker for en god handel til at glemme den sunde fornuft.

Jeg var i Bazar Vest (Byens største grønthandel med søndagsåbent) og skulle bare lige ha lidt af hvert.
Skal du ikke ha sådan en hel kasse her for en 50'er? Den er på tilbud, spurgte tyrkeren.
Naah, svarede jeg og lukkede helt ærligt op: Jeg får bare ondt i maven, hvis jeg skal spise alle dem. I kassen var der 8 stopfulde poser grønne druer. 4-5 kg...
'De er stenfri. Og du må godt smage', tog tyrkeren til genmæle og holdt trumfen tilbage: De koster normalt 40 kroner kiloet! Og så summer det for mine ører og jeg overgiver mig, på den måde, jyder overgiver sig på: Jeg prutter om prisen.

Efter en lovprisning af vores fælles gud, Den Gode Handel, og et indforstået smil til tyrkeren, vakler jeg ud af hallen med 4-5 kilo grønne stenfri druer til 40 kr og ekstra rabat på resten af grøntsagerne også.

I den forkerte retning. Selvfølgelig.