Jeg havde egentlig forberedt noget helt andet til dagens indlæg, men set i lyset af, at jeg lige nu er ved at bliver ædt en lille smule op af dårlig samvittighed, virker det meget rigtigt at skrive under indflydelse af det.
På min anden blog, StineStregen, har jeg bedt alle med hænder om at lave en gæstetegning/billede/figur og sende den ind. Det var så meningen, at jeg ville samle dem alle og poste dem fredag aften (i aften for dig, der sansynligvis læser dette fredag-dag, men det er skrevet torsdag aften). Indtil da, havde jeg forberedt indlægget og lagt stregerne på, efterhånden som jeg fik dem.
Og så havde jeg søreme også været så snild, at jeg havde tastet den forkerte dato på. Så da jeg skal til at tegne dagens indlæg torsdag aften, er min allerede blog pyntet af en masse spritnye tegninger - dem fra de andre.
- de af dem, der kom med altså, for jeg havde ikke nået at lægge de sidste på. Og den første comment er selvfølgelig en skuffet fast læser, der ikke kan finde sin tegning i mængden. Og så en til. Og SÅ skal jeg ellers love for, at jeg fik røde kinder og en dum fornemmelse i kroppen.
For jeg vil gerne gå med til, at det er helt menneskeligt at fejle. Det gælder bare ikke mig. Jeg må ikke. Og hvis jeg så oven i købet har bedt nogen gøre noget for mig, og jeg så fejler – uuuuh slem! I det her tilfælde er det oven i købet mest mennesker, jeg ikke ved hvem er. Jeg har skuffet flere søde og vildt fremmede mennesker, der rent faktisk har været så søde at sætte sig ned og lave et bidrag til min blog, selvom de ikke kender mig i virkeligheden. Jeg er med andre ord Medusa OG Hitler i én og samme person. Mindst!
Med rimelig stor sikkerhed kan jeg sige, at det kommer til at tage mig timer at falde i søvn efter denne fadæse. Men kigger jeg på det hele udefra, er der vel egentlig tale om en lille fejl. De andres tegninger kommer på i morgen, og de skal oven i købet konkurrere med færre om opmærksomheden. Hvorfor så denne altopslugende følelse af dårlig samvittighed? Jeg gad godt vide, om andre har det på samme måde, eller om folk virkelig er i stand til at trække på skuldrene og sige "det var et uheld, ikke med vilje" og så tralle videre i deres liv, som må være fuld af solskin og meget få bekymringer. I så fald, vil jeg MEGET gerne på kursus hos skuldertrækkerne!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar