Venner er den familie, man selv vælger, og jeg er så heldig, at direktøren for det hele har givet mig mulighed for at vælge hele den danske udgave af la cosa nostra.Nogle er nyligt tilkomne, og når jeg kigger på dem, kan jeg se den fremtid vi sammen bevæger os ind i. Andre har været med hele vejen, og minder mig om, hvad vi kommer fra. Fælles for dem alle er, at de er skævhjernede, grænseløst loyale og har dejlige, kantede personligheder, så der er noget at holde fast i.
Det er ikke meget, jeg ikke ville gøre for mine venner, og selvom jeg godt kan give en verbal røvfuld fra tid til anden, er der langt til min grænse. Til gengæld jeg forventer også noget af dem. Jeg forventer, at de fortæller mig, når de har det skidt, så jeg kan få lov at hjælpe. Jeg forventer, at de blotter sig og lægger paraderne, så det ikke kun er mig, der sidder med skodderne slået fra og frit udsyn til fejl og mangler. Jeg forventer, at de prioriterer mig, og jævnligt sørger for at finde den tid, det kræver at vedligeholde vores venskab. Om det er over msn, over telefon eller over kaffe er underordnet. Til gengæld forsøger jeg selv at gøre det samme. Jeg er ikke for stor til at give en undskyldning, når jeg fucker op, og jeg forventer det samme af dem. Og når det er nødvendigt, regner jeg så også med, at vi helhjertet forsøger at tage imod den, og komme videre, og ikke maler lågerne med nag eller skyld.
Som venner har man adgang til hinandens allerhelligste, og en gang imellem kan man være nødt til at tage venskabet op til revision. Det skal give mening for begge parter at yde den tid og omsorg det koster at have en sådan relation. Somme tider bliver man så meget uvenner, at det ikke kan betale sig at forsøge at klinke skårene, nogle gange vokser man fra hinanden, og atter andre gange befinder man sig bare for en periode på to forskellige strækninger af vejen; hvis man er lidt tålmodig er det ikke utænkeligt, at man om et års tid eller to kan følges ad igen. Så længe man er enige om det, ser jeg intet problem i, at der er behov for en stop- eller stand-by knap.
Men hvad gør man, når ønsket om et brud tilsyneladende er envejs? Hvad gør man med de mennesker, som man simpelthen bare ikke gider bruge mere tid med, enten fordi de har trukket alt for store veksler på både tålmodighed og forståelse, eller fordi du aldrig havde opfattet tænkt jeres relation som et venskab? Som bliver VED med at stalke dig på msn og sende kort, BÅDE til fødselsdag og jul? I har INTET tilbage at sige til hinanden, og ALLIGEVEL bliver de ved med at skrive og spørge, om man giver kaffe, HVER gang de skal i Ikea. Det virker lidt arrogant at give ”Det er ikke dig, det er mig”-talen, men det er næsten værre at lade være. Tænk hvis man selv opdagede, at nogen hang ud med én af medlidenhed.
Åh! Kan de ikke bare forstå, at venskabet er blevet et walk out closet, og at vedvarende radiotavshed betyder, at man slår op?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar