Eksportér alle madguruer til UK!!!

Jeg lever ikke specielt usundt, men heller ikke specielt sundt. Jeg tænker egentlig ikke så meget over det i dagligdagen. Og der ryger da en del indenbords, der nok ville forskrække de fleste mad-fornægtere. Men jeg spiser det, jeg nu engang godt kan lide. Og jeg GIDER ikke høre om E-numre. Og alt det gøgl. For det ændrer sig jo hele tiden, det “de kloge” siger om kosten.

Selvfølgelig passer jeg på vægten, det kommer sig af, at jeg engang vejede 8 kg mere, end jeg gør i dag, men jeg er bestemt ikke hysterisk.

Eller det troede jeg ikke, jeg var, men efter at have oplevet den engelske madkultur. Må jeg nok sige, at jeg føler mig lidt hysterisk. I hvert fald gjorde jeg store øjne da kæresten fortalte, at det er ganske normalt at gå på pubben i frokostpausen og få Fish’n’chips. Og når de spiser brød, er det oftest hvidt toastbrød.

Egentlig syntes jeg, at Danmark bør eksporterer Lene Hansson og Anne Larsen, eller hvad de nu alle sammen hedder, til England og lære dem om bedre madvaner. Der er virkelig noget at arbejde med derovre…..

Nu vil jeg drage afsted til familien i det nordjyske og nyde fødselsdagen (som dog først er i morgen) med boller med tandsmør, lagkage og varm chokolade med ekstra flødeskum!

Det klør!

Maj om kost

Da jeg var lille var jeg overbevist om, at jeg var allergisk overfor at skrælle kartofler. Mine fødder begyndte i hvert fald at klø helt vildt meget hver gang jeg fik en kartoffelskræller og kartoffel i hånden. Mine forældre må ha’ givet mig noget medicin for det, for jeg lider i hvert fald ikke af det mere.

Men til gengæld har jeg udviklet en allergi overfor koste, vil måske endda kalde det et traume. I mit barndomshjem var der helt vildt mange trapper og et træls langt kældergulv, og der skulle fejes – hver dag! OK...nogle dage glemte vi det vist nok, men det hørte godt nok til sjældenhederne. Et var, at vores forældre havde falkeblikke, noget andet var den søde sorte labradors fælden. Den afslørede desværre meget hurtigt, hvis man ikke havde fået svunget kosten på trappen eller gulvet.

Som årene gik, fik jeg hurtigt udviklet en teknik, så jeg i løbet af nul-komma-fem havde fejet trapper fra kælder til kvist. Men kældergulvet. Det var eddermamer nitten. Det man havde fejet sammen fløj jo rundt, og hvis katten (det havde vi oss) var i legehumør, så ville den slås med kosten.

Så nu gider jeg ikke feje mere. Der er næsten ikke det, min støvsuger ikke kan klare, men når jeg så kommer ud for, lad os kalde det episoder, den ikke kan kan, må kosten jo frem, og så er det ”allergien” bryder ud.

Ingen forskel, bare Mette

Stine om kost

Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive om et redskab, som består af en børste på en lang stang, og som fx bruges til at feje med, men Thomas’ indlæg fra i går har fået mig på andre tanker.

Jeg er en af den slags piger, der bor alene og her er ikke skyggen af friske blomster. Duftlys har der aldrig været, og mit køleskab er tommere end sendefladen på TV2 News. Flere gange dagligt går det op for mig med lige stor overraskelse, at jeg er et menneske, der har brug for mad. Ofte bliver løsningen slik eller knækbrød. Jeg prøver at købe konserves ind, men en tunmad uden brød er jo bare tun. Adder. Når jeg så har brød, har jeg ingen tun.

Det hører nok med til historien at jeg på SU. Ellers kunne man betale sig fra noget vareudbringning med online supermarked.

Overrasket over, at jeg ikke er død af sult endnu? For tiden skyldes det Mette, som jeg bor sammen med. Mette er intet mindre end et mirakel af tålmodighed og venlighed. Jeg må godt spise hendes rester. Nogle gange bager hun til os, og bager hun til sig selv eller andre, er der også altid lidt til mig. Mette er fire år yngre end mig, så ja, det er fuldstændigt lige så pinligt som det lyder. Men også lidt hyggeligt.
Mette lider i øvrigt også meget under mit manglende rengørings-gen. Og jeg prøver skam på at rette op det, men jeg glemmer det bare altid. Maden, opvasken, rengøringen… det hele. Engang tog Mette en opvask, der i størrelse svarede til et mindre u-land. Der fik jeg så dårlig samvittighed, at jeg lavede et diplom til hende. Det var meningen, det skulle være sjovt, men set i bagklogskabens lys, var det nok bare lidt tåbeligt. Heldigvis kunne hun godt grine af det.

Men hvad gør jeg så nu, hvor hun lige har taget en lige så stor opvask? Helt uden at blive muggen eller stram i betrækket? Jeg har tilbudt at gifte mig med hende, men hun vil ikke. Forstå det hvem, der kan.

Den lille forskel

Jeg hørte engang, at kvinder er mere komplette mennesker end mænd. Når jeg kigger i køleskabet hos single mænd og sammenligner det med single kvinders ditto, så hælder jeg til at tro på påstanden. Mænd har en eller anden tendens til ynkelighed i forbindelse med at blive single.

Da en af mine venner stadig var single, dukkede han op ved mig en aften for at se en film. Han medbragte sin aftensmad, som var en pose blandede mini-chokoladebars fra Fakta (jeg tror, det er ti styk for tyve kroner). Det skal retfærdigvis nævnes, at hans aftensmad normalt bestod af hvidløgsflutes og peanuts. Jeg husker selv engang, hvor jeg stod op og skulle på arbejde, og hvor jeg indtog det eneste, som mit køleskab indeholdte: En kvart Othellolagkage. Den smagte i øvrigt fremragende. Det er noget ævl, at man ikke må spise flødeskumskager som morgenmad.

Et andet højdepunkt i mit liv var dengang, jeg stod op kl. 10 en søndag morgen, hvorefter jeg gik ind i stuen for at prøvesmage den whisky, jeg havde fået i fødselsdagsgave aftenen før. Mens jeg sad i sofaen i underbukser. Med gardinerne trukket for. Jeg har i øvrigt netop holdt fødselsdag igen for en uge siden, og jeg klarede opvasken i et snuptag. I går.

Kommer jeg ind i en single kvindes lejlighed, mødes jeg af en ren og frisk duft. Nyindkøbte blomster står overalt i lejligheden og konkurrerer med tændte duftlys om at erobre mine næsebor, og åbner jeg køleskabet, bugner det af friske grøntsager og flere underlige, fremmedartede varer, end jeg kan finde i ALDI. Besøger jeg en af mine mandlige singlevenner, er jeg heldig, hvis der ikke er bremsespor i sofaen. Mit køleskab indeholder: Ketchup, øl, ost og gammel mælk, som vel egentlig også er en form for ost. Alt, hvad et komplet menneske behøver for at overleve.

Det er kostpolitiet! Smid den tivolistang eller vi skyder klid direkte i dine vener!

Anne om kost

Jeg forsøger at lære min søn, at det ikke er pænt at sige ad til andres mad. Heller ikke hvis det er klamme, slimede snegle, og jeg selv er ved at gå til i gylpespasmer. Det er virkelig dårlig stil at kommentere folks mad negativt. Det får mig til at tænke på folkeskolen, hvor det gav frit mobbespil, hvis man havde ost med i madpakken.

Men det er svært at lære et barn om god opførsel, når voksne bryder reglerne hele tiden. Her har jeg især lagt mærke til det selvudråbte kostpoliti. Dem, der forsager alle e-numre, udnytter enhver mulighed for at prædike deres sukkerløse sag, og som ikke mener, det er dårlig pli, når de kommenterer andres mad. Næh, de er på en mission for at redde verden, og dem, der ikke hopper med på deres sag, får ikke lov til at komme i Paradiset.

Jeg synes, det er ulideligt, at man ikke kan sige, hvad man skal have til aftensmad, uden kostpolitiet begynder på deres: Fyyy, er du klar over, hvad der i af blablablaaa … e-numre blablabla… syntetisk… blablabla… og SUKKER! Fyyyy!

Når Lene Hansson bliver statsminister, bliver det jo noget med, at nogle af os må mødes i smug for at spise citronmåne. Så kan jeg stå der og morse den hemmelige kode på døren til det hemmelige e-nummer-kælderrum, mens jeg nervøst kigger mig over skulderen. Det er noget skidt at blive afsløret ved e-nummer-klubben, når man lige er blevet taget med en pakke jordbærstjerner i tasken. Jeg sværger, at det ikke var til videresalg (til gengæld har jeg nogle AMO-kageblandinger i inderlommen. Special price for you).

Kære Kostpoliti. Det er en fin tanke, at I prøver at frelse os og vores syntetiske, sukkersødede indvolde. Men så længe jeg ikke står og bræger af jer, når I spiser jeres klid med soyamælk, vil jeg sætte pris på, at I lader mig nyde min sukkerafhængighed i fred. Tak!

Så ved vi, den virker.

Linda om kost:

Dette indlæg skulle have handlet om en pedel på min gamle skole, der havde en væmmelig lokumsbørste af et skæg monteret på overlæben. Det skrev Lene så. Den kost.

Men Google lader dig aldrig i stikken, og når man søger på ’kost’, må man endnu engang konstatere, at virkeligheden overgår fantasien.

For folk som mig, der venter på at pressede druer og kakaobønner finder plads på listen over de anbefalede 6 om dagen, at Salte Sild bliver accepterede som fisk, og at motion kommer til at indbefatte snooze-relateret morgensprint, er i dag en ganske særlig dag. Vi kan endelig ånde lettet op. Indstille eftersøgningen. Brænde vores løbesko på et bål af fedtspioner og kalorietabeller.

For nu er den her:

Trimgel Slim 3-D

En gele, der ved påsmøring ”sørger for, at fedtaflejringer under huden forsvinder som dug for solen!” Hvis man synes, at det lyder som kvaksalveri, skal man bare læse videre; de har de hvide kitler i ryggen: ”Kombinationen af seks unikke stoffer, der er bearbejdet til en æterisk gel, der ovenikøbet er 100 % naturlig, sørger for en enorm fedtforbrænding, og for at sultfornemmelsen hurtigt forsvinder” fordi den ”anvender en gel til at transportere de virksomme stoffer.”

Det er dog vigtigt, at man ikke bare går til opgaven uden forberedelse. Gelen, der trænger igennem huden og ætser fedt væk, kan nemlig ikke bare påføres: ”Så snart denne specielle gel, TRIMGEL, er smurt på den (rene) hud og masseret let ind, trænger de virksomme stoffer hurtigt ind i blodbanen.” Vigtigt detalje. Den RENE hud. Ellers kan gelen ikke trænge ind i blodbanen, hvor fedtaflejringerne åbenbart befinder sig. (I nærheden af kalkaflejringerne?) Og det glæder mig meget at læse, at producenterne ikke bare er ude på at lave hurtige penge. Mit helbred ligger dem så meget på sinde, at de indsætter følgende advarsel: ” Det er ikke sundt at tabe sig for meget og for hurtigt. Derfor findes der en særlig oplysning i brugsanvisningen til TRIMGEL. Hvis du taber dig for hurtigt, skal du ikke bruge TRIMGEL så ofte.”

De gode nyheder bare fortsætter og fortsætter: ”Via den særlige sammensætning af naturlige aktive stoffer er TRIMGEL især velegnet til at blive brugt til at bekæmpe hårdnakket overvægt og lokale fedtaflejringer under huden samt cellulitis.” Så UDOVER min cellulitis, kan jeg også slippe af med de lokale fedtaflejringer (må være alle dem, der ikke befinder sig i blodbanerne), OG få skovlen under min overvægt, der åbenbart har udviklet sin egen personlighed og er blevet hårdnakket.

Det virker næsten for godt til at være sandt, men siden er jo både overbevisende og fagligt velunderbygget. Den eneste oplysning jeg savner, er hvordan gelen er testet. Hvis producenterne har smurt den på hjernen, bestiller jeg 1.000 tuber.

Kys morfar

Lene om kost

Engang i en ikke så fjern fortid befandt jeg mig hver uge i møde med en højt placeret, opblæst IBM-ansat, og en del andre projektgeneraler.
Midt i et meget blegt ansigt, med små sorte stykker iltert kul, havde han en spids gulerodstud og en gammel brugt kost af et overskæg. Det eneste, der afholdt ham fra at ligne en gal snemand, var det playmobilhår, han havde smurt på issen.

Kender i det med, at man ikke kan lade være med at stirre?


Kosten under tuden havde set bedre dage. Den strittede arrigt i alle retninger, som en tandbørste, der trænger til at blive skiftet ud, og den ville havde haft godt af en kam, en spytvask eller bare en glattende hånd.

Det der med at glatte ud, det gjorde han ikke så meget i, for han var arrig som en terrier. Hans overskæg afslørede både hans humør og alt det han havde spist, hvilket som regel var ret meget.

Kosten fangede nemlig alt, samtidig med at det så ud som om det mest havde lyst til at stikke af fra hans mund. Skæghårene lavede drastiske udfald og flugtforsøg i alle retninger. Nogle med rester af rundstykke med tandsmør. Andre med æggesalat eller remoulade fra frokosten.

Jeg kunne få timer til at gå med at studere kosten og undre mig over, hvordan alt det stads kunne blive siddende i børstehårene, når hans mål med møderne var at rydde bordet for alt spiseligt og drikkeligt ved at transportere det forbi skæghårene, der sad der og skreg.

Han var gift og havde produceret børn i den tid, kosten havde strittet. Det lykkedes mig aldrig at forestille mig, hvordan et kys nogensinde skulle kunne lade sig gøre, med mindre det var med spids mund og børster i angrebsposition, så konen måtte spidse munden alt hvad hun kunne for ikke at føle det som om hun kyssede en opvaskebørste med fedtede madrester fra vasken.

Nå ja, ok... så kunne jeg nok godt forestille mig det alligevel.