En skruppelløs går til bekendelse

Min samvittighed er relativ. Forstået på den måde, at hvis jeg kan se, at det bliver opdaget og har konsekvenser, som påvirker mig med øjeblikkelig og hårdtslående effekt, så er jeg enormt samvittighedsfuld, men hvis jeg vurderer, at det er i orden at slække på moralen og det samvittighedsfulde, så gør jeg det lige så hurtigt, som jeg afgør om jeg skal spise det stykke kage, der står foran mig.
Nogle gange har jeg virkelig ingen skrupler.

Når nu for eksempel jeg er ude at gå med min hund og den sætter sig for at besørge, så sætter min relative samvittighedsfuldhed straks ind. Min hund er nemlig rigtigt god til at parkere måsen over noget højt græs eller inde i en busk, så der ikke er nogen, der kan komme til at jokke i resultatet - og slet ikke kan se, at det er der. Hvis der er mennesker indenfor synsvidde, skynder jeg mig at puslesnakke til hunden om at det var fint at han lige kunne tisse (noget den ellers gør med et ben højt og pralende løftet) eller smisker bekymret med hovedet på skrå: Kom der slet ingenting?
Hvis hunden leverer et sted, hvor andre mennesker skal gå, så tager jeg samvittighedsfuldt og bruger det, som hundehandleren kalder for prutteposen.

Jeg ved godt, at danske studerende er utroligt godt stillede med deres ret til SU. Ikke desto mindre - og kære venner, her kommer noget, der ligner en bekendelse hvis man kniber øjnene lidt sammen - var jeg ikke sen til at udnytte systemet, da jeg selv var på SU. Jeg passede ikke altid mine studier lige samvittighedsfuldt og da jeg på grund af en fejl under en mindre operation fik mulighed for at søge om ekstra SU-klip som dispensation, så udnyttede jeg systemet. Selvom det egentlig var under falske forudsætninger.
Operationsfejlen kostede mig et par uger og nogle traumer i visse sammenhænge, men den egentlige grund til at jeg ikke kunne gå til eksamen var pjæk og dovenskab. Slaphed, mine damer og herrer. Et års ekstra SU til mig.

Skruppelløst og uden et eneste øjebliks dårlig samvittighed greb jeg en mulighed, der lå lige foran mig og jeg havde jo beviserne og lægens ord med mig, så der var ingen risiko for at blive opdaget. Systemet var efter min bedste overbevisning indrettet til at blive udnyttet.

At det så ikke var alle dem, der havde brug for at udnytte systemets muligheder, der gjorde det, er noget andet. Det er sørgerligt at folk ikke får den hjælp de har brug for, mens dem, der har overskuddet til at finde rundt i systemjunglen, skraber uretmæssigt ind, men jeg har stadig ingen skrupler. Det var vand på min mølle og konsekvenserne for mig personligt var ikke-ekstisterende.

Vi kan sagtens tale om sort arbejde, irakiske parlamentsmedlemmers danske førtidspension og bekvemmelighedsløgne overfor mennesker, som man gerne vil have skal synes om en.
Uanset emnet vil samvittighedskvalerne og skruplerne være direkte proportionale med konsekvensernes betydning for udøveren.
Ihvertfald, hvis man ikke er socialistisk verdensnaturfredningsforkæmper eller lignende og tager de langsigtede konsekvenser for hele verden med i betragtning, hver gang man rækker ud efter en plastpose i Netto.