Dorthe om drømme

Jeg bryder mig ikke synderligt om drømmetydning.
Måske er det fordi, det jeg drømmer, oftest ikke betyder noget positivt, når jeg slår op i min drømmetydningsordbog.

Utroskab, svigt, økonomisk katastrofe.

Ja det er nogle herlige emner.

Ikke megen freudiansk oversættelse i de drømme. Det er lige før jeg ville ønske, der var det, så kunne jeg da bare trække på skuldrene og fnise af, at jeg er et meget seksuelt væsen.

Men nu har bogen efterhånden fundet plads bagest i skabet, for hvem ønsker at vågne op til nye kriser i livet efter en egentlig ganske glimrende drøm?

Maj om drømme

Da jeg gik i folkeskole, drømte jeg om at blive enten popstjerne, fotomodel eller arbejde på et reklamebureau. To meget realistiske drømme, og en som jo er fuldstændig ude i hampen.

Men efter en temmelig kikset performance i klasseværelset til Rocazinos “All my love” (playback vel at mærke), iført en lilla gymnastik-heldragt og garanteret kikset frisure, droppede jeg lig’som det.

Og siden jeg ikke er født med de klassiske modelmål, og mest af alt ligner en bredmundet frø på stoffer, når der er et kamera i nærheden, kom jeg ikke i stald hos modelmutter.

Så endte jeg på et ejendomsmæglerkontor. Fattede aldrig rigtig interesse for det der handel med fast ejendom, og kunne virkelig ikke interessere mig mindre for rente- og kursændringer. Det tog mig så 5 år at finde ud af det.

Uden egentlig at vide det, begyndte jeg at gå efter mit drømmejob. Fandt vej til nogle forskellige brancher der mere og mere lugtede af reklamebranchen. Og pludselig havde jeg underskrevet en ansættelseskontrakt med et reklamebureau. Havde absolut ingen erfaring inden for branchen, var heller ikke blevet mere kreativ eller god til at tegne med årene, men alligevel sidder jeg nu i mit drømmejob.

Stine om drømme

Kan man skrive om drømme uden at udlevere sig selv? Personlige ønskedrømme er ja… personlige. Natlige drømme ved man jo ikke rigtig, hvad siger. Ved nogle er det selvfølgelig åbenlyst, andre gange er det sikkert bare vrøvl.

Jeg havde i en periode tilbagevendende drømme om øgler. I alle afskygninger. Fosterlignende yin-yang-øgler, der ventede under vandoverfladen. Krokodiller, der lurede i højt græs. Og mystisk nok en del om Godzilla. Jeg har aldrig set nogen film om denne øglernes konge, men en eller anden plads må den jo optage i min underbevidsthed. Oftest startede disse drømme med, at jeg var til yoga på 2. sal i en firkantet bygning. Pludselig er der råb og skrig på gaden, og vi ved straks, hvad det betyder. Godzilla. Han er der, og han er dødelig. Så der er panik, råben og renden rundt på gader og stræder. Jeg gemmer mig i tomme bygninger, men det viser sig at være svært at gemme sig for Godzilla. Indtil den tyske overklassefamilie finder mig altså. Så lever vi i lang tid i deres bunker under jorden, hvor jeg får lov at være, fordi jeg passer den lille pige med slangekrøller. Rigtig mad har vi ikke, så vi må leve af det enorme lager af chokolade, enhver forudseende tysk familie med eget beskyttelseskammer under jorden naturligvis har samlet. Herfra bliver det en kedelig og øglefri drøm.

I den periode snakkede jeg meget med en pige, der gik op i tarotkort og drømmetydning. Hun kunne ikke lige selv gennemskue øglernes rolle i mit natlige univers, så hun forærede mig en bog om drømmetydning. Her var der en alfabetisk oversigt over forskellige ting og deres betydning. Jeg kunne forstå på bogen, at næsten alt enten handler om fallos, menstruation, kvindelige kønsorganer, sæd – eller den hellige jomfru Maria. Øgler var der desværre ikke et afsnit om, men de er nok også svære at få ind under en af de seks kategorier.



Jeg droppede min jagt på øglernes betydning i min underbevidsthed og glemte næsten disse drømme, indtil jeg stødte på Slow Wave. Det er en tegneserie lavet ud fra forskellige menneskers drømme, og sandelig om andre ikke også drømmer om Godzilla. Omend en lidt mere beregnende af slagsen, end der var i min drøm.

Det giver mig selvfølgelig ikke noget større perspektiv på mine egne drømme, men jeg tør ikke spørge flere hobbybaserede drømmetydere efter at have læst Lene mandagsindlæg.

Thomas om drømme

Lad mig fortælle jer om et forfatterskab, som blev bygget på drømme. Bogstaveligt talt. Det handler om Howard Phillips Lovecraft, som er en af mine yndlingsforfattere. Lovecraft levede fra 1890 til sin død af kræft i 1937, og han skrev i en genre, som dengang blev kaldt weird fiction. I dag ville det fleste nok kalde det horror. Som i den klicherede kunstnermyte, levede Lovecraft fattigt og var ikke anerkendt af sine samtidige. I dag anses han for en af det 20. århundredes vigtigste horror-forfattere, og han sammenlignes med blandt andre Edgar Allan Poe.

Som barn led Lovecraft af mareridt, hvori han blev hjemsøgt af et forfærdeligt væsen, der i hans voksne værker*) ofte optrådte som en Nightgaunt – et udenjordisk, ansigtsløst, kulsort væsen, som tjente grusomme skabninger hinsides vores dimension og tid. Han skabte i sine noveller og kortromaner et enormt univers, der blev døbt Cthulhu Mythos af August Derleth, som var en af Lovecrafts mange korrespondenter. Dette univers er Lovecrafts mest kendte, men han skabte også en drømmeverden, hvor fortællingerne havde karakter af eventyr, selvom der også deltog skabninger fra Cthulhu Mythos – deriblandt hans evige forfølger, Nightgaunt'en.

Lovecraft's drømmeverden er et ægte, parallelt univers og er dermed objektiv i forhold til den enkelte drømmer, som har en fast rolle. Den, der er tigger i den virkelige verden, kan være konge i drømmens verden, som det var for King Kuranes, drømmehistoriernes protagonist Randolph Carter's ven i begge verdener. Lovecraft introducerer på et tidspunkt tvivl om, hvilken af de to verdener, der er den sande: Måske er vores virkelighed den egentlige drømmeverden. Men han ender med at skabe skæringsrum mellem de to, hvor man kan krydse grænsen uden at passere igennem søvnens, henholdsvis opvågningens, på anden vis uigennembrydelige mur. Man kan så spekulere på, hvad der sker, hvis en rigtig person møder sin drømme-identitet? Heldigvis er Lovecrafts universer ikke endelige og udforskede - nøjagtigt som vores eget.

Lovecraft var en introvert enspænder og en drømmer i ordets konventionelle forstand. Det er oplagt, han skabte sin drømmeverden i frustration over den vestlige verdens fokus på og tilbedelse af ekstroverte egenskaber. Noget, der sikkert er meget værre i dag end i begyndelsen af det 20. århundrede. Dengang havde de ikke shows som X-Factor. Men de havde H.P. Lovecraft, og fik jeg valget, byttede jeg gerne. Man har vel lov at drømme.


*) Lovecraft skrev sine egne digte, fra han var seks år gammel.

Anne om drømme

Ikke engang da han iført tandsmør gled sig gennem Melodi Grand Prix tilbage i firserne, gjorde han stort indtryk på mig. Johnny Logan gjorde faktisk intet indtryk overhovedet.
Men det skulle ændre sig en forårsnat i 2007.

Jeg drømte, at Johnny Logan stod i min opgang og sang. Han havde tykt pagehår og var iført safaritøj, men jeg sværger, at det var Johnny Logan.
Han spurgte mig, om jeg kunne lide sangen, men jeg måtte være ærlig og svare, at den ikke lige var mig. Han blev sur. Sur og bitter.
Da jeg forlod min opgang, blev der kastet en regnorm efter mig, og jeg vidste jo godt, at det var ham, der gjorde det. På trods af, at han stod der med sit tykke, brune pagehår og så uskyldig ud.

Jeg kan huske drømmen ret præcist, for jeg skrev den ned og bloggede om den dengang for næsten to år siden.

Siden er han blevet en del af mig. Flere mennesker har fortalt, at når de hører hans navn, tænker de på mig. Og jeg tog mig selv i at løbe efter ham, engang jeg så ham på gaden - ikke at jeg vidste, hvad jeg skulle stille op med ham, hvis jeg fangede ham (konfrontere ham med regnormekastningen, eller hva’?).

En lillebitte halvsyret drøm er skyld i, at han har sat sig fast på mig som en klæbeånd. Jeg slæber simpelthen rundt på Johnny Logan. Inklusiv safaritøj og regnorm.

Er der nogen, der vil overtage?

Linda om drømme

Jeg har altid opfattet mig selv som ret ambitiøs, så derfor var det lidt af chok at opdage, at jeg ikke kunne hive en eneste drøm for fremtiden frem, da jeg skulle skrive dette indlæg.

Vantro og panisk prøvede jeg at klemme øjnene hårdt i og tvinge bare en lille drøm ud af busken.
Hjalp ikke.

Rystet i min grundvold forsøgte jeg først at føle mig som hip realist, der bare er god til at leve i nuet og sætte pris på, hvad jeg har. Gik dårligt. Følte mig mere som fantasiforladt, forandringsangst stakkel.

Skyndte mig at lave en kop kaffe, og gå i tænkeboks. En halv kop senere havde jeg sundet mig lidt over den mentalt blanke tavle, og begyndte alligevel at komme i tanke om nogle ting, jeg forbinder med fremtiden. Jeg kategoriserer dem vist bare ikke som ’drømme’.

Phiew!

Jeg vil f.eks. utrolig gerne skrive en bog. Plot, tone og stilart svæver stadig uhåndgribeligt rundt et sted i mit hoved, men det betyder ikke, at jeg ikke gør det. Det skal bare have lov at marinere, til tid og kreativitet går op i en højere enhed. Sådan har jeg altid grebet mine idéer an, og jeg har endnu ikke oplevet at måtte opgive at gøre noget, jeg gerne ville.

Således beroliget over at opdage, at jeg trods alt nærer håb for fremtiden, nåede jeg frem til, at grunden til, at jeg ikke synes, at jeg har nogle drømme er, at jeg opfatter drømme som noget urealistisk; Noget, man ikke selv kan gøre noget for at påkalde sig eller få til at ske. At have en anden krop end man har, at kunne synge, at vinde 5 millioner i lotto eller at rejse 2 måneder til Barbados.

Forskellen på en drøm og et mål er vel teknisk set bare en tidsplan, og de ting, jeg gerne vil, er jeg egentlig ikke i tvivl om, at jeg nok skal nå. Jeg har bare ikke behov for, at alt, hvad jeg gerne vil, skal gøres og gennemføres NU! Hvis jeg ikke har noget at gå og pusle med, forvandler det hele sig til vasketøj og mandag morgener - og jeg drømmer trods alt om mere end det.

Det er det, jeg siger: Kaffe hjælper ALTID.

Lene om drømme

Jeg har lært på den grimme måde, at tanker og dagdrømme muligvis er toldfri, men nattedrømme er som Molsliniens buffet for alternativt orienterede.

Især for ham, jeg datede dengang.

Når jeg overnattede hos ham, sov jeg altid mæ helved te.
Om det var alle de krystaller, han havde syet ind i madrassen eller om det var kærlighedsteen, der smagte af sure tæer og fik min mave til at skrige efter nogle særdeles farverige vingummier og salte sild, skal jeg ikke kunne sige, men ihvertfald vågnede jeg flere gange i løbet af natten og jeg tror, det var der, jeg begyndte min karriere med at vågne med et gisp i gennemsvedt sengetøj (økohamperødhattebomuld eller noget).

Jeg sværger, at han kunne dreje alt jeg drømte til sin fordel.

Jeg udviklede hurtigt en meget grim allergi overfor røgelsespinde, lavendelvand og en skæbnebaseret tilgang til vores forhold. Jeg var ved at blive kvalt i støttende hundehvalpeblikke og forståelse.
Da jeg begyndte at drømme over temaet 'Død ved Kvælning', nikkede han (hver gang) forstående og belærte mig om, at det at se min egen død var et tegn på at jeg var parat til at starte på en frisk og lade noget gammelt og dårligt tilbage.

Selv da jeg drømte, at jeg blev kvalt ved at en trold lammede mig med sin aura og kvalte mig ved at stoppe Den 9. indsigt ned i halsen på mig, side for side, var det et tegn fra min underbevidsthed om, at jeg var parat til at blive et med min skæbne (=ham).

Jeg nåede nu aldrig at blive hans sjæletvilling, selvom det var det ord, han hviskede i mit øre, når det skulle være rigtigt hot. Istedet lavede jeg en hastig exit fra både skæbne og hans lejlighed og lod jeg ham tilbage med tarotkort, stakke af drømmetydningsbøger, tights med indsyede rosenkvarts og et blik fuld af påtaget indsigt.

Han fik det sidste ord. 'Det er en del af processen, Lene. Dine drømme vil fortælle dig, at du vender tilbage til mig og udlever din skæbne med et højere indsigtsniveau.'

Han fik også lov til at beholde den drøm for sig selv...