Dorthe om knoldselleri

For at skrive dette indlæg prøvede jeg at google ordet og fik ikke færre end 20.500 hits.

Det er da lidt vildt så mange ting, der kan skrives om en så ufotogen knold, der til forveksling ligner en indskrumpet hjerne. Godt nok var det mest opskrifter, der kunne findes på google. Og andre indlæg fra ordetrundt. Men også en masse om dyrkningen af grøntsagen.

Knoldselleri. Rodfrugten som folk enten hader eller elsker. Måske endda elsker at hade. Men altså en rodfrugt, der har været dyrket i Danmark siden 1300-tallet, må man da tage hatten af for.

Udskældt som få.

Rullet i tjære og fjer. Eller rettere "bare" gødet med en god omgang kvæggylle.

Og alligevel fortsætter den ufortrødent sin færd rundt i frugt- og grøntafdelingerne i de danske supermarkeder.

Jeg er vild med selleri. Både blad- og knoldudgaven. Og i min verden er knoldsellerien en uundværlig ingrediens i en omgang ovnbagte rodfrugter eller en varm suppe.

Jeg vil dog være ærlig og sige, at jeg ikke forstår, hvorfor man i tidernes begyndelse gravede denne grimme rod op af jorden og mente den kunne være spiselig?

De må virkelig have været sultne dernede i Middelhavsområdet, hvor knoldsellerien havde sit udspring.

Maj om knoldselleri

Der findes et band, der har taget navn efter knoldselleri – den engelske version. Dem spår jeg ikke umiddelbart en stor fremtid. Kan heller ikke lige forestille mig selv stå og sige “Årh hvad! Var da nok lige til den vildeste koncert med Celeriac igår”... det klinger bare ikke rigtigt.

En hurtig google søgning på “knoldselleri” giver 19.100 hits. Går man ind under billeder giver det 1540 af slagsen, og under Blogs 193. Den engelske version giver det ikke mindre end 333.000 hits. Tænk at der findes så meget skrevet om den rodfrugt. Nok ikke særligt overraskende er hovedparten af hits’ne opskrifter - og så altså lige et par stykker med bandet.

Og så faldt jeg lige over denne, syntes jeg ihvertfald, sjove lille films

Stine om knoldselleri

Det er på tide, jeg knytter mine næver og skiller mig ud. Kom nu Stine, du tør godt. Det er ingen skam. Here goes.

Jeg elsker knoldselleri.

Jeg synes, der er noget kært over den klumpede rods beskedne måde at optage plads i supermarkedet på. Underspillet ligger knoldselleri der og ved godt, at mange går uden om den. Men det er cool nok. Knoldselleri har selvtillid nok til at bære det. Knoldselleri behøver ikke være skinnende som smart ass peberfrugter. Knoldselleri har kun latter til overs for de små glatte tomater, der ligger og prøver at virke saftige. Knoldselleri simpelthen nægter at faldbyde sig som skamløse gulerødder.

Man kan nemlig ikke lave den perfekte suppe uden knoldselleri. Feinsmeckere ved det. Superkokke ved det. Knoldselleri ved det.

Så når denne blog og mange folkemunde kampsviner knoldselleri, så betyder det i virkeligheden ikke noget. Hvis knoldselleri havde skuldre, ville den trække på dem og vende tilbage til sin egen verden som en perfekt lille rod.

Hvem der bare var lige så sej som knoldselleri.

Thomas om knoldselleri

Så vidt jeg husker, var det i sjette og syvende klasse, jeg havde hjemkundskab i folkeskolen. For dem, som ikke ved det, handlede faget om at lære at lave mad. Det står tydeligt i min hukommelse, hvordan det aflåste køkken, som alle vi elever ventede på at få adgang til for at spurte ind på trods af, at vi havde faste hold og pladser, så ud. Det var placeret i et lokale, som lå halvvejs i kælderen, så vinduerne, der lå i jordhøjde, var store nok til at tillade tilstrækkeligt dagslys at slippe ind og mados at slippe ud. Under vinduerne, langs de længste vægge, var på hver side installeret tre køkkener i - også dengang umoderne - brune og sennepsgule farver. En lang række spiseborde adskilte i midten af lokalet de seks køkkener.

Alle redskaberne i køkkenerne lugtede af gammel karklud; Et resultat af alt for hurtig, sjusket opvask som skyldtes, at vi fik fri umiddelbart bagefter. Vi var åbenbart ikke særlig sarte, for vi gik altid uden vrøvl i gang med at lave dagens ret, som en dag var suppe af knoldselleri og kartofler. Få af os kendte smagen af selleri, og vi gik uden forbehold i gang med at spise suppen. Resultatet var som altid, at vores jomfruelige og let imponerede smagsløg udråbte netop denne ret som den bedste, vi nogensinde havde smagt, hvorefter klassens lille fregnede, rødhårede dreng proklamerede, at han ville ønske sig retten til sin fødselsdag. Jeg syntes også, den smagte glimrende, og få dage efter lavede jeg den som aftensmad til mine forældre og søskende. Eller rettere: Jeg bad min mor om at lave den. Og den aften fik jeg nok af selleri.

Selleriens umiddelbart skarpe smag, som fortrænger sig næsten hurtigere, end den opstår, får mig altid til at tænke tilbage på det gule køkken med dets bakteriestinkende redskaber. Jeg har flere gange forsøgt mig med at smage det igen, men uanset, om det er som ingrediens i en ret eller som en snack-stang hos slankekurs-plagede venner, er selleri for evigt ødelagt for mig. Der er intet håb om, at smagen udvikler sig til en delikatesse, som det ellers tit fungerer med nydelsesmidler, der smager forfærdeligt de første gange: Tobak, øl, gammel ost, kaffe og oliven, for bare at nævne nogle få. Det er uden tvivl fordi, selleri i modsætning til de nævnte lækkerier er helt fantastisk sundt og kaloriefattigt. Naturens garanti for dårlig smag.

Anne om knoldselleri

Jeg har aldrig opfattet mig selv som kræsen. Jeg kan lide alt det, der er naturligt at spise. Og det siger sig selv, at jeg ikke kan lide uspiselige madvarer. For eksempel slimede snegle og snotagtige østers.
Hvis det ser klamt ud, smager det sikkert også klamt.

Rodfrugter ser ikke klamme ud. Bevares, de har da et vist kofoderlook, men tanken om dem i akaciehonningindsmurt, ovnbagt tilstand opvejer det.

Forleden stod jeg så med en knoldselleri i hånden. Jeg nærstuderede den, fordi jeg havde fået en tanke om, at man kunne få den til at ligne noget – ligesom skyer.

Og det kan man godt.

Man kan få den til at ligne en stor, fed roe, der har ædt en flok troldeunger i én stor mundfuld. I sin grådighed har den bidt over mere, end den kan sluge, og der stikker massevis af små arme, ben og haler ud af den.

Nåmn, farvel livretsmad. Hej splinternye mareridt.

Linda om knoldselleri

Jeg hader selleri. Både klumpen og bladudgaven. Det smager af bitter sæbe og tråder som bare fanden.

Smagsløg er åbenbart upåvirkelige af både arv og miljø, for min mor ELSKER selleri. Jeg beundrer hende for mange ting, bl.a. at hun gennem hele min barndom har kæmpet utrætteligt for at introducere nye retter på menukortet. Men mere end det beundrer jeg hende for at være smart. Hun har regnet den ud.

Min søster og jeg tog ikke altid lige pænt imod disse kulinariske opkomlinge. Når vi sad der, blege og kræsne, mens vi mistroisk puffede til udefinerbare forekomster på tallerknen, fik vi altid at vide, at vi havde ’godt af at prøve noget nyt’. Havde det stået til os, havde den mest eksotiske spise på bordet været frikadeller.

Min mor introducerede lasagnen (godt nok med ualmindeligt hårde pastaplader de første par gange), pizzaen (pindsvineformet bolle med cocktailpølser som pigge til os) enebærgryden (ad), den forloren skildpadde (turbo-ad. Følte mig decideret fornedret, da det blev afsløret, at de hårde klumper, jeg havde sat mælketænderne i, var svinetunge) og husarstegen (som jeg stadig ikke forstår, men som smager udmærket.).

De fleste gange accepterede hun, hvis det nye blev idømt udvisning men ingen regel uden undtagelse: Boller i karry. Eller boller i selleri, som det mere korrekt hedder. Der stod hun sgu fast. Hvorfor? Fordi hun elsker selleri, ligeså meget som vi andre hader det. Tilsammen. Og det endte alligevel i fred og fordragelighed, mandag aften i ulvetimen, fordi vi fik lov at veksle vores selleri til kødboller fra hendes tallerken. Jo mere indædt vi dissekerede vores portion, jo mere selleri blev der eksporteret over til hende.

Glade børn, autoritet i forhold til at stå fast og selleri i uforskammede mængder. Det er sgu da raffineret win-win diplomati på højt, højt plan.

Hvis FN skal have hjælp til at løse situationen i Gaza, kan de bare ringe til min mor.

Lene om knoldselleri

Så sidder man her som en anden Hamlet med kranie i hånd. Eller... det er ihvertfald hovedformet, det jeg har foran mig, sådan rent mentalt.

Knoldselleri... Det kunne være et skældsord for et ualmindeligt dumt menneske (knold!), der er forulykket og nu ligger som grøntsag. Argh.. far fethced.

Back to basics... Knoldselleriens storhedstid var, da den svømmede rundt i suppen til større familiefester og alle prøvede at fiske uden om den. Hakket i små stumper og sønderkogt for at blive til noget, der mindede bare nogenlunde om melbollerne i konsistens. Cirka lige så lækkert som blomkål kogt i smadder, bare mindre børnevenligt.

Nu er sellerien genopdaget og blevet til sund mad hos alle de kernesunde familier, men knoldsellerien med sin utroligt umoderne form, hvad kan den bruges til ud over at kyle efter Tysken?
Jeg mener, den blev også overhalet indenom da den Jyske Nationalsport skulle findes... roekast. Ikke knoldsellerispark.

Tankevækkende. Den sult, vedkommende, der gravede klumpen op af jorden første gang, havde, må minde bekymrende meget om min lyst til bland-selv-slik.
Intet andet kan få nogen til at se muligheder i en utilgængelig klump med jord på. Det skulle da lige være en orn'li rumcigar... og vupti dukker nye discipliner som selleridiscuskast, selleristød (promoveret af Joachim B. Skærmtrold) og spark til sellerien op på nethinden alt imens jeg hører 'påskeblomst knoldselleri hvad vil du her, grimme klump fra landsbyhaaaaavøø' for mit indre øre.

Kom, vi ryger den... Det kan kun blive bedre.