Skrigerne

Dorthe om naboer

Først vil jeg lige komme med en undskyldning til alle læserne her på Ordetrundt. Jeg ved ikke helt, hvad der er sket, men jeg havde simpelthen glemt, at det var søndag i dag. Underlig uge egentlig for jeg har hele tiden været en dag bagud.

Kan I huske den der australske serie "Naboer"? Den var så populær i en lang årrække, og jeg misundte alle dem, der havde adgang til at kunne se den fantastiske serie. Jeg boede i en meget lille landsby og kabeltv var ikke noget man havde fået i den tidsalder. Så jeg nøjedes med at læse "Vi Unge" og "Bravo" og dagdrømme om, at Jason Donovan var min nabo.

Her i virkelighedens åndehul kender jeg ikke mine naboer. Hvor jeg bor, er der kun én lejlighed pr. etage, og i dag taler man jo ikke med folk, der bor i de andre opgange. Medmindre man møder hinanden nytårsaften i en brandert. Så er man venner allesammen og giver knuser og kram til højre og venste.

Men i hverdagene ved man ikke, hvem de er. Kun lydene høres. F.eks naboerne til venstre. Hun er en skriger. Og det sker flere gange i løbet af dagen, at man kan høre hende skrige højt under det der sex noget. Så sad jeg der og skruede højt op for TV'et, fordi jeg syntes, det var lidt pinligt for mine ører. Andre gange skruede jeg ned, fordi jeg trængte til et grin.

Til højre boede der på et tidspunkt en sopran. Dog helt nede i stueplanet. Det er også lidt af en skriger, kan man roligt sige. Men dog under helt andre forhold, når hun stod og øvede på sine skalaer. Og det var egentlig lidt hyggeligt.

Dengang og nu

Maj om naboer

I min første lejlighed delte jeg toilet med min nabo. Heldigvis var hun pige, så vi var rimelig enige om, at man f.eks. huskede at bruge toiletbørsten. Og så hun havde den store tv-pakke", så hver mandag aften gik jeg gennem toilettet og ind til hende, og så blev der hygget.

I min første lejlighed i Kbh. fik min veninde og jeg tilbud om at købe hash af overboen. Takkede pænt nej, og efter 3. tilbud (tror jeg det var), ringede vi til udlejer, som vist nok ringede til politiet. Afstedkom lidt chikane, men heldigvis ikke noget helt vildt alvorligt, og vi flyttede kort tid efter.

De naboer jeg har nu laver ikke så meget ballade, og denne sommer bliver sommeren, hvor min nabo (en tidligere kollega) og jeg drikker hvidvin i solen (OK! en kold øl til mig, er ikke så pjattet med hvidvin, det lød bare bedre). Ovenpå bor en dame, som jeg ved indflytningen fik at vide var en rigtig sur dum dame. Det er hun bare slet ikke, hun er rigtig sød, og hører kun hendes vaskemaskine engang imellem.

Ved siden af hende bor det sødeste ældre ægtepar. Tror de er omkring de 80 år. Han siger ikke så meget, men hun er et rigtig lille snakke-chatol - på den søde og hyggelige bedstemor-agtige måde. Og når han skal ned og hente avisen, er det iført frakke, halstørklæde og gummistøvler, også selvom det er 25 grader. De går ture et par gange om dagen - altid med hinanden i hånden, og han har næsten altid en lille sammenklappelig stol med til fruen, skulle hun ha' behov for et lille hvil... aaarh men, de er bare så søde. Jeg håber også jeg vil holde min mand i hånden, når jeg er 80 år gammel...


Og så kan jeg takke en nabo for,
at jeg mødte min allerbedsteste
veninde...

Neeeighbours. Everybody needs good neeeighbours...

Stine om naboer

Tillad mig at bidrage med en liste over mine mest memorable naboer gennem tiden.

Ricko: En golden retriever, der altid sked i vores indkørsel. Den var bange for vores hunkat, der ofte tog sine killinger med til spis-hvad-du-kan-af-nabohundens-madskål, mens Ricko kiggede fortvivlet på.

Frk. Feddersen (jo hun hed så): Hun havde en umiskendelig lighed med store mængder ubagt dej og hørte Shania Twain uafbrudt. En dag blev hun gravid og ni måneder senere kom lille Shania til verden. Hun fik moderens efternavn.

Bankeånden: Boede tilsyneladende i min kommode ved siden af sengen, indtil min veninde bad den skride ad helvede til. Så blev der stille.

Jazzguitaristen: Ok, han var ikke helt min nabo, han boede bare et ukendt sted i bygningen. Faktisk ved jeg heller ikke, om det var en han. Men hans hyggelige guitarspil faldt altid sammen med de aftener, hvor jeg trængte til at føle, at der var andre til i verden. Muligvis var jeg lidt forelsket i det, jeg håber var en ualmindeligt nydelig mand.

Skrigeren: Hendes navn lærte jeg aldrig at kende, for vi delte ikke opgang. Men hun lærte mig, at man KAN bryde lydmuren mens man har sex. I samme ombæring lærte jeg, at det ikke kun er i amerikanske film, at naboerne hænger ud af vinduet og råber ”HOLD NU KÆFT KVINDE” og ”TI STILLE FOR FANDEN, DEN ER IKKE ENGANG SYV ENDNU, VI ER NOGEN, DER SOVER”.

For ikke at lave den uendelige historie, har jeg udeladt naboer som narkohandleren, 50-Cents-entusiasten og anorektikeren.

Min drømmenabo: Totoro (fra den brilliante film Min nabo Totoro)

Skyklapper

Thomas om naboer

Jeg bor i lejlighed, men jeg bryder mig ikke om naboer. Indtil man kan købe firs kvadratmeters boliger uden have og ydre vedligeholdelse midt ude i ingenting, så vælger jeg at leve med naboerne. Det er heller ikke så svært; At være nabo kræver en mellemting mellem at være rummelig og at tage hensyn. Desværre er det tilsyneladende kun mig, der kan finde ud af den balancegang. Sjovt nok, har alle denne subjektive opfattelse.

Det ville ellers være rart, hvis min nabo ville overveje bare ét sekund, om det er en god ide at spille bordtennis op af væggen. Eller at spille et enkelt musiknummer så højt klokken halv fire om natten, at mit sofabord ryster. Der er naturligvis absolut tavshed før og efter det ene nummer. Desuden skriger han uhæmmet og kaster sig ind i væggen, når han ser sport.

Min overbo, som vejer 140 kg, installerede et løbebånd, og når hun løber på det, kan vibrationerne mærkes gennem betonloftet. Min svoger anbefalede mig at spille dette nummer på fuld styrke, når hun går i gang. Alligevel klager jeg ikke. De gør trods alt disse ting sjældent, og det er ikke så slemt at bo i nærheden af dem.

Der er handlinger, som er så asociale, når man bor i lejlighed, at jeg ikke fatter, at man tillader sig det. At spille på klaver. At stille bornholmerure op, så naboen får fornøjelsen af dunkende ringen i væggen hver halve time døgnet rundt. At leve sit familieliv fra klokken 22 til 2 om natten uden hensyn til, at ingen andre vælger at slagte geder på det tidspunkt. At anskaffe sig en hund, der hyler uafbrudt, når den er alene. At pisse midt i kummen midt om natten. Nej, jeg er ikke en kvinde. Ja, det sidste eksempel er en bagatel. Men, det vækker hele opgangen, ikke kun din pirrelige kone, din spade.

Er der virkelig så stor forskel på, hvad der er acceptabel adfærd for forskellige mennesker? Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, at de fleste ikke tænker over generne, før de selv rammes af dem. Før de tager skyklapperne af. Det handler ikke om, at vi skal sidde i rundkreds, flette tæer, snakke sammen eller forstå hinanden. Vi skal bare bo ved siden af hinanden. Indtil der flytter en ind, der er værre.

Mens vi venter på klagen…

Anne om naboer

For et stykke tid siden lå der en seddel i min postkasse fra dem oppe fra tredje. De var kede af, at de havde fået en klage over, at de larmede for meget. Og de opfordrede til, at man fortalte præcist, hvad det var for nogle lyde, der forstyrrede. De syntes ikke, de hørte højt musik, og de var ikke lige sådan nogen, der hoppede rundt med sko på.

Jeg har aldrig hørt dem, men jeg bor også på første. Til gengæld tror jeg godt, jeg ved, hvem der har klaget over dem.
Min overbo på anden arbejder om natten, og der er tilsyneladende en forventning om, at hele opgangen indretter sig efter det.

Og ja da. Selvfølgeligt er det i orden, at man støvsuger klokken ti om aftenen i rummet over mit soveværelse. Måske troede jeg, at jeg skulle sove, men hvornår har jeg så tænkt mig, at de skal gøre rent?
Man borer selvfølgeligt klokken 21, hvis det er det, man har brug for, og så kan man jo så bare glæde sig over, at den hidsige mor iført pyjamasbukser, kindmascara og et træt barn havde svært ved at regne ud, hvor lyden kom fra, og derfor kun fik skræmt sin egen nabo.

Jeg kan huske, at en tidligere nabo her i opgangen spurgte mig, om det forstyrrede, at han spillede trommer. Det gjorde det faktisk, men det gik over, da han rykkede trommesættet ind i et andet rum. Min underbo var dog ikke tilfreds og sagde til mig, at de burde flytte.

Jamen, han har da ret til sin mening, men han ville ligesom stå lidt stærkere, hvis han ikke selv øvede på sit klaver klokken syv lørdag morgen.
Han er dog så flink, at han varierer sit larm, så nogle lørdage klokken syv om morgenen hører han i stedet Abba og synger med så godt han kan (ikke så godt, men til gengæld højt). Jeg er desværre bare ikke typen, der sætter pris på at blive abbaet ud af dynen på en sove-længe-dag.


Hvis jeg skulle skrive et klagebrev om mine naboer, ville jeg nok nævne overboens skæve rengørings- og boretider, men det er altså mere irriterende, når man kan høre deres seng banke ind i væggen og ned i gulvet akkompagneret af høje Tarzanhyl.
Jeg ville nok nævne, at min underbo har hang til dårlig musik alt for tidligt på dagen, men jeg ville lægge større vægt på min angst for at møde ham i opgangen. Han taler enormt langsomt, til gengæld har han altid et godt repertoire af emner, han mener, vi skal berøre.

Jeg kan godt lide at bo i lejlighed. Jeg kan godt lide at fornemme, at der er liv omkring mig. Men jeg kunne godt ønske mig, at mine naboer fik et skud rummelighed blandet med en rimelig portion hensyn.

N(år) A(ndre) B(elaster) (O)mgivelserne

Linda om naboer:

I bygningen ved siden af min har håndværkere siden jul været i gang med at renovere kælderen, og for to måneder siden åbnede så et ’galleri’. Uanset hvor hårdt jeg anstrenger mig, kan jeg ikke komme i tanke om at have set grimmere billeder. Nogensinde. Udover at besudle det offentlige visuelle rum med sine udgydelser, holder kunstneren også meget af at lade døren til galleriet stå åben og trykluftsrense omgivelserne med klassisk musik. (www.kunsterkliche.dk)

Hvad folk hænger op i egne vinduer, må de selv om, men nu er det jo ikke sådan, at man udover at leje et kælderrum også lejer luften og fortovet foran. Derfor bliver jeg træt, når vores cykler demonstrativt bliver flyttet, hvis de holder så bare en skygge fra pinden på ringklokken (som garanteret har et navn) rammer vinduet. Og ikke bare flyttet: Der bliver også klistret sedler på sadlen om, at man ikke må stille sin cykel foran vinduet, og at den – hvis man frister skæbnen og gør det alligevel - vil blive ’fjernet uden ansvar’.

Så han må gerne rane offentligt rum til sig, men vi må ikke? Don’t think so. Stiller nu af indlysende principielle årsager udelukkende min cyklet op af det fordømte vindue.

Et andet pragteksempel på, at moral er godt, og dobbeltmoral er dobbelt så godt, oplevede jeg for 3 år siden, da jeg skulle flyve til Barcelona. Kaptajnen starter med at oplyse os om, at ingen ombord må indtage noget, der indeholder nødder eller spor af nødder, da der er en dreng med på flyet, som lider frygteligt af nøddeallergi. Foran os sidder to knægte på 17. Den ene kigger mismodigt på sin king size sneakers, sin pose med peanuts og sine to cookies. Farvel madpakke. (At nogen lige burde tage en hurtig snak med ham om kost og ernæring, er en anden side af sagen.) Efter en time begynder min veninde Linda (som findes. Ja. I virkeligheden) og jeg at diskutere, om mandler teknisk set klassificeres som nødder, eller om vi tør driste os ud i at dele en Toblerone. Efter 4 sekunder bliver vi afbrudt. En spids damestemme lige bag os oplyser, at det er hendes søn, der har allergi, og at vi VENLIGST bedes lade være.

30 minutter senere breder en kraftig lugt af acetone sig, da selvsamme mor – som jeg igen minder juryen om holder en helt fly som madgidsler - helt, helt afslappet begynder at lakere negle.

Nogen gange tror jeg, at jeg er det eneste normale menneske i verden.

Medlemsskabet af Dansk Folkeparti er dog afvist som lige groft nok.

Lene om naboer

Jeg har en drøm om at bo på landet. Et sted med langbord og duft af basilikum og glade mennesker hver søndag. Mine naboer passer bare ikke ind i den drøm og når jeg tænker tilbage på alle mine naboer gennem tiderne, så er der i virkeligheden ikke nogen naboer, der ville passe omkring mit langbord.
Genboer, ja. Naboer, nej.

Naboer skal være hyggelige og stille og hilse venligt. Aldrig kigge ind af vinduerne, altid holde haven. Hvis man bor i lejlighed skal de være absolut lydløse og de skal helst kun være der, når man lige går forbi og hilser pænt.

Resten af tiden skal de bare være en illusion.

Det ville især klæde mine nuværende naboer at konvertere fra irriterende til illusions-versionen, især fordi de er så forbandet tæt på. Vi deler et dobbelthus og vores badeværelse og soveværelse støder op mod deres, så vi kan høre, hvordan deres unger råber indtil midnat. Jeg kan ikke engang forstå, hvad de råber, for familien er tyrkisk og de taler tyrkisk sammen, når de ikke taler med mig, og det irriterer mig. Altså, at jeg ikke kan følge med i, hvad de råber.

Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet gammel og sur, når jeg sidder på min terrasse og kan se, hvordan børnenes bleer flyder rundt om skraldespanden. Rollefordelingen er på plads: De har børnene og jeg er den sure nabo, der sidder og hvæser noget om rotter.

Egentlig har jeg enormt ondt af nabodamen. Hun er ikke fyldt 30 endnu og har tre umulige unger, som hun skal klare selv, fordi hendes mand kun er hjemme for at fylde deres skur op med shawarma til den biks han har nede i byen. Så børnenes prøver naturligvis grænser af hele tiden. De er søde, de små, - undtaget når de tegner med kridt på vores bil eller plukker alle bærrene af vores kirsebærtræ.

Jeg kunne også godt undvære at have udsigt til børneansigter og fedtede håndaftryk, når jeg forskrækket vender mig om for at se, hvad det er, der banker på mit stuevindue. Også selvom de bare lige vil råbe hej til hunden, der ligger ved siden af mig i sofaen.

I det hele taget er gode naboer nogle, der ved, hvor skellet går, som kender forskel på dit og mit og som ikke bare vader ind i privatsfæren med mindre de bliver inviteret.

Da jeg boede i pensionistkvarteret i Risskov, havde naboerne meget travlt med at holde øje med os fra deres skjul bag pelargonierne, så de kunne have noget at snakke om med de andre gebisser.

Utallige er de aftener, hvor vi har udtænkt måder at få fortalt naboerne, at de ... lissom ... bare er for tæt på.

Dengang vaklede vi mellem at gøde roserne med menneskelort eller punktere rollator-hjul med partisansøm. Nu gælder det om at sørge for at naboens biler/venner/legetøj/bleer/duer ikke formaster sig til at invadere vores matrikel.

Indtil videre er vi nået frem til kombinationen af flæskesværs-lureminering og et hegn lavet af bacon.