Ud af utroskabet

Dorthe om samvittighed

I en del år så jeg en gift mand. I starten havde jeg virkelig dårlig samvittighed. Overfor hans kone. Og ikke mindst overfor mig selv. De moralske skrupler stod i kø udenfor min dør og bankede utålmodigt på. Utroskab var et absolut no-go i mine øjne.

Det var en sindssyg tid. Og en lykkelig tid. Med mavepine. Og glæde. Og ikke mindst ventetid.

På et tidspunkt blev jeg enig med mig selv om, at jeg var nødt til at slippe fri af den dårlige samvittighed, for det lod jo ikke til at påvirke ham spor.

Og så skete der det, at de dér sommerfugle i maven, som før måske kun havde været sommerfuglelarver, udklækkede, og jeg faldt for ham med et brag. Det var dumt. Men hjertet har det desværre med at bestemme, hvem man falder for. Og han havde absolut ingen intentioner om at forlade sin kone og familie.

Jeg blev krævende. Og ville have mere tid. Mere ham. Og mere liv sammen. Og jeg vidste, det var en kamp, jeg ikke kunne vinde. Det endte grimt. Lad os bare sige det.

I dag har jeg ikke dårlig samvittighed over forholdet. Det kan jeg ikke have, når han ikke havde nogen skrupler over det, men jeg ville aldrig gøre det igen. Det er for hårdt. For ondt. Og alt alt for lidt.


------

I lighed med Anne og Maj bliver dette mit sidste indlæg på Ordet Rundt. Det har været sjovt og spændende at være med. Og ikke mindst temmelig udfordrende. Men mest af alt har det været sjovt.

Jeg glæder mig til at følge det nye design her på siden og se, hvordan Ordet Rundt vil forme sig fremover.

I kan selvfølgelig stadig følge mig på dope.urbanblog.dk

Kan man fødes uden?

Maj om samvittighed

Jeg bliver nogle gange overrasket over, hvad folk har samvittighed til, og endda slipper afsted med. Et fuldstændig langt ude eksempel, kunne se sådan ud:

1 stk. hankøn. Gift og med barn på vej, forsøger sig endnu engang hos 1 stk. hunkøn, der absolut ikke er fruen eller mor til den kommende søn eller datter. Og selvom dette hunkønsvæsen bliver ved med at svare ting som: ”nej tak! og burde du ikke sige de ting til fruen i stedet?”, så prøver han da lige igen, og igen og..

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan dette hankønsvæsen har samvittighed til at blive ved med at bedrage konen (ihvertfald forsøge på at bedrage hende, ved ikke om der er nogen der hopper på ordene) – og specielt ikke, efter hankønsvæsen har fået en ordentlig en over snuden. Men måske dette 1 stk. hankønsvæsen ikke blev født med samvittighed? Det er selvfølgelig en mulighed.

Jeg skal selvfølgelig huske at feje for egen dør i forlængelse af dette næsten tænkte eksempel. Jeg kan desværre ikke bryste mig af, at være en engel på området ”utroskab” – jeg har jo selv været ”den anden”, men nu – efter jeg er kommet ud af det - så er jeg i allerhøjeste grad kommet i kontakt med min samvittighed igen, og det er aldrig noget, jeg nogensinde vil udsætte mig selv eller andre for igen. Så jeg bliver ved med at sige nej, og sende hankønsvæsen hjem, hvor han hører til.


......
Ligesom Anne, så er dette mit sidste indlæg på Ordet Rundt. Det har været sjovt, til tider svært, men ikke mindst udfordrende at være med. Tak for jeres kommentarer, og tak fordi i læste med.

Sæt mig i gabestokken, jeg har fortjent det

Stine om samvittighed



Jeg havde egentlig forberedt noget helt andet til dagens indlæg, men set i lyset af, at jeg lige nu er ved at bliver ædt en lille smule op af dårlig samvittighed, virker det meget rigtigt at skrive under indflydelse af det.

På min anden blog, StineStregen, har jeg bedt alle med hænder om at lave en gæstetegning/billede/figur og sende den ind. Det var så meningen, at jeg ville samle dem alle og poste dem fredag aften (i aften for dig, der sansynligvis læser dette fredag-dag, men det er skrevet torsdag aften). Indtil da, havde jeg forberedt indlægget og lagt stregerne på, efterhånden som jeg fik dem.
Og så havde jeg søreme også været så snild, at jeg havde tastet den forkerte dato på. Så da jeg skal til at tegne dagens indlæg torsdag aften, er min allerede blog pyntet af en masse spritnye tegninger - dem fra de andre.

- de af dem, der kom med altså, for jeg havde ikke nået at lægge de sidste på. Og den første comment er selvfølgelig en skuffet fast læser, der ikke kan finde sin tegning i mængden. Og så en til. Og SÅ skal jeg ellers love for, at jeg fik røde kinder og en dum fornemmelse i kroppen.

For jeg vil gerne gå med til, at det er helt menneskeligt at fejle. Det gælder bare ikke mig. Jeg må ikke. Og hvis jeg så oven i købet har bedt nogen gøre noget for mig, og jeg så fejler – uuuuh slem! I det her tilfælde er det oven i købet mest mennesker, jeg ikke ved hvem er. Jeg har skuffet flere søde og vildt fremmede mennesker, der rent faktisk har været så søde at sætte sig ned og lave et bidrag til min blog, selvom de ikke kender mig i virkeligheden. Jeg er med andre ord Medusa OG Hitler i én og samme person. Mindst!

Med rimelig stor sikkerhed kan jeg sige, at det kommer til at tage mig timer at falde i søvn efter denne fadæse. Men kigger jeg på det hele udefra, er der vel egentlig tale om en lille fejl. De andres tegninger kommer på i morgen, og de skal oven i købet konkurrere med færre om opmærksomheden. Hvorfor så denne altopslugende følelse af dårlig samvittighed? Jeg gad godt vide, om andre har det på samme måde, eller om folk virkelig er i stand til at trække på skuldrene og sige "det var et uheld, ikke med vilje" og så tralle videre i deres liv, som må være fuld af solskin og meget få bekymringer. I så fald, vil jeg MEGET gerne på kursus hos skuldertrækkerne!

Uløselige konflikter

Thomas om samvittighed

Jeg hader at såre mennesker. I særdeleshed mennesker, jeg holder af, men af og til kommer jeg til at gøre det. Tror jeg da. For nogle gange har jeg på fornemmelsen, at min samvittighed pumper episoderne op til enorme luftskibe, som pletter min ellers skyfrie himmel (*host* - ok, der er nok en lille sky her og der).

Set i lyset af, hvordan jeg skriver på en vis anden blog, undrer det sikkert nogle, at jeg ikke bryder mig om at såre andre. Sagen er, at den form for skriveri er øvelse, træning og terapi. En metode til at lære mig selv, at jeg ikke kan være enige med alle mennesker omkring mig, ikke engang mine nærmeste.

Hvad får man ud af at være flink, overbærende og enig med alle? Man bliver selv udvisket og fremstår som en tjener i stedet for et selvstændigt individ. Politisk korrekthed udtværer en, til man blot er en utydelig skygge med supermarkedsholdninger, som ikke støder nogen og klapper flest muligt på ryggen. Sådan vil jeg ikke være, for det fører ingen vegne.


Jeg har hårde, skarpe og markante politiske holdninger. Men når jeg ned til personerne, som bliver ramt af de kamme, jeg af og til skærer alle over, får jeg næsten altid dårlig samvittighed. For i den enkeltes sag kan jeg sagtens forstå personens synspunkt. Der eksisterer simpelthen en konflikt mellem min rationalitet og mine følelser.

Konflikten er uløselig; Hvis jeg giver køb på rationaliteten, falder sammenhængskraften fra hinanden og giver jeg køb på følelserne, fremstår jeg kynisk. Jeg vælger ofte at droppe følelserne og følge fornuften, fordi jeg ved med mig selv, at jeg ikke er kynisk. Så må jeg bare lære at acceptere min dårlige samvittighed.

Undskyld at det er synd for dig

Anne om samvittighed

Samvittighed er en smart opfindelse på så mange måder. Den afholder os fra at opføre os alt for modbydeligt, og hvis det alligevel smutter for os, får den os til at sige undskyld. Eller komme med den altid brugbare: Åh, nu har jeg bare SÅ dårlig samvittighed.

Samtidig er samvittighed nogle gange så frustrerende irriterende. For nogle gange sniger den sig ind og styrer på steder, hvor den ikke har plads.

Nogle mennesker er så manipulerende, at de kan give dårlig samvittighed med deres små offerspil med tilhørende offerrundryg og offerpivestemme. Og så står de pludseligt der og propper kontrollen over dit liv ned i deres mavebæltetaske.

Der er også dem, der spilder deres samvittighed på mennesker, der ikke ville bruge et gram samvittighed på dem.
”Nej, det kan jeg ikke gøre mod hende”. Ok, men så prølliåhørheregåå. Hun ville gøre det mod dig uden at blinke. Tag nu kontrol over dit eget liv! Nå!

Jeg har prøvet begge dele – igen og igen.
Min samvittighed har været den knap, folk skulle trykke på, når de ville manipulere og styre mig. Med nedadvendte ansigter har de vadet på mig, mens de har vrælet, at det ikke er deres skyld. De kan ikke gøre for det, for de har bare altid haft det så enormt svært.

Jeg vil nok altid være sådan en, der får dårlig samvittighed (og lyst til at holde en lille begravelsesceremoni), hvis jeg cykler over en larve. Og af princip vil jeg hellere sige undskyld ti gange for meget end én gang for lidt. Men jeg gider sgu ikke længere lade min samvittighed være den hundesnor, der lader andre end mig selv kontrollere mit liv.

…

Dette er mit sidste indlæg på Ordet Rundt.
Det har været sjovt og udfordrende at være med. Og jeg har været stolt af at dele blog med så mange dygtige skribenter.
Tak fordi I læste med.

Tilgiv mig Fader, for jeg har skuffet

Linda om samvittighed:

Hvis man skulle gætte mit køn og min nationalitet, ville min samvittighed afsløre mig med det samme.

Min samvittighed er pæredansk: Den kan ikke aktiveres af Systemet. SU, Skat, Boligstøttekontoret og alle de andre ansigtsløse, som jeg aldrig ville føle dårlig samvittighed over at udnytte. Det er jo ingens penge, vel?

Hvis jeg er ude og handle, og en vare går ind for billigt, eller jeg får for meget tilbage? Haps. Tror nok lige, at 100 kr. betyder mere for min økonomi end for Maersk-dynastiets.

Hvis man skal kompenseres af et flyselskab, som har overbooket det fly, man skulle have været med – et helt tænkt eksempel – kan du være vis på, at jeg dels kører på businessclass og at togbilletprisen og taxaregningen bliver ganget med to, inden skemaet ryger afsted.

Der, hvor min dårlige samvittighed rykker fra 0 til 100 på 4 sekunder, er når jeg skuffer nogen. Om en måned er jeg inviteret til min bedstemors 80 års fødselsdag, og jeg blev nærmest lammet af rædsel, da det gik op for mig, at jeg har skrevet kontrakt på at lave et kursus i lige præcis den weekend. Jeg brugte 2 hele nætter på at ligge sådan her

og tænke over, hvor dårligt et menneske, jeg er. Logik bliver sat ud af spil, når mit skyldcenter aktiveres. Det har ingen betydning, at jeg skrev kontrakterne for over et år siden, og jo for fanden ikke kunne vide, at jeg ville blive inviteret til fødselsdag. Det er lige meget, at der kommer 50 andre gæster til festen, og at min bedstemor formentlig ikke opdager, at jeg ikke er der. Jeg har Skuffet, og det rydder bordet.

Er mænd ligeså behagesyge? Kan de også næsten blive handikappede af dårlig samvittighed? Jeg glæder mig til at læse Thomas’ indlæg på torsdag.

En skruppelløs går til bekendelse

Min samvittighed er relativ. Forstået på den måde, at hvis jeg kan se, at det bliver opdaget og har konsekvenser, som påvirker mig med øjeblikkelig og hårdtslående effekt, så er jeg enormt samvittighedsfuld, men hvis jeg vurderer, at det er i orden at slække på moralen og det samvittighedsfulde, så gør jeg det lige så hurtigt, som jeg afgør om jeg skal spise det stykke kage, der står foran mig.
Nogle gange har jeg virkelig ingen skrupler.

Når nu for eksempel jeg er ude at gå med min hund og den sætter sig for at besørge, så sætter min relative samvittighedsfuldhed straks ind. Min hund er nemlig rigtigt god til at parkere måsen over noget højt græs eller inde i en busk, så der ikke er nogen, der kan komme til at jokke i resultatet - og slet ikke kan se, at det er der. Hvis der er mennesker indenfor synsvidde, skynder jeg mig at puslesnakke til hunden om at det var fint at han lige kunne tisse (noget den ellers gør med et ben højt og pralende løftet) eller smisker bekymret med hovedet på skrå: Kom der slet ingenting?
Hvis hunden leverer et sted, hvor andre mennesker skal gå, så tager jeg samvittighedsfuldt og bruger det, som hundehandleren kalder for prutteposen.

Jeg ved godt, at danske studerende er utroligt godt stillede med deres ret til SU. Ikke desto mindre - og kære venner, her kommer noget, der ligner en bekendelse hvis man kniber øjnene lidt sammen - var jeg ikke sen til at udnytte systemet, da jeg selv var på SU. Jeg passede ikke altid mine studier lige samvittighedsfuldt og da jeg på grund af en fejl under en mindre operation fik mulighed for at søge om ekstra SU-klip som dispensation, så udnyttede jeg systemet. Selvom det egentlig var under falske forudsætninger.
Operationsfejlen kostede mig et par uger og nogle traumer i visse sammenhænge, men den egentlige grund til at jeg ikke kunne gå til eksamen var pjæk og dovenskab. Slaphed, mine damer og herrer. Et års ekstra SU til mig.

Skruppelløst og uden et eneste øjebliks dårlig samvittighed greb jeg en mulighed, der lå lige foran mig og jeg havde jo beviserne og lægens ord med mig, så der var ingen risiko for at blive opdaget. Systemet var efter min bedste overbevisning indrettet til at blive udnyttet.

At det så ikke var alle dem, der havde brug for at udnytte systemets muligheder, der gjorde det, er noget andet. Det er sørgerligt at folk ikke får den hjælp de har brug for, mens dem, der har overskuddet til at finde rundt i systemjunglen, skraber uretmæssigt ind, men jeg har stadig ingen skrupler. Det var vand på min mølle og konsekvenserne for mig personligt var ikke-ekstisterende.

Vi kan sagtens tale om sort arbejde, irakiske parlamentsmedlemmers danske førtidspension og bekvemmelighedsløgne overfor mennesker, som man gerne vil have skal synes om en.
Uanset emnet vil samvittighedskvalerne og skruplerne være direkte proportionale med konsekvensernes betydning for udøveren.
Ihvertfald, hvis man ikke er socialistisk verdensnaturfredningsforkæmper eller lignende og tager de langsigtede konsekvenser for hele verden med i betragtning, hver gang man rækker ud efter en plastpose i Netto.