Tudekiks

En dag begyndte en nerve ved højre øjenlåg at dirre. Det holdt den ikke op med igen. Gennem lang tid sov jeg ikke om natten. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig om de ting, jeg skulle nå på jobbet. Jeg kunne ikke koncentrere mig på jobbet. Eller slappe af, når jeg kom hjem. Jeg græd på toilettet på arbejde. Jeg græd, når jeg kom hjem. Jeg græd, når jeg lå i sengen om aftnen.

En morgen vågnede og begyndt straks at græde. Jeg kunne ikke komme ud af sengen. Jeg lå der bare og stortudede.

Min telefon lå ved sengen og jeg fik ringet til en kollega. Hun sagde straks stress. Og jeg fik hende til at kontakte vores HR afdeling.

Dagen efter sad jeg hos en psykolog for første gang i mit liv. Jeg græd på vejen derhjen, græd derhenne og græd hele vejen hjem.

Jeg var sygemeldt i knap 3 måneder. 3 Måneder der gik med lange traveture, tanker, bearbejdning og jævnlige besøg hos psykologen.

Det gik op for mig at grædeturene var aftagende. At jeg fik ro i mine tanker, og i min krop. Jeg fandt ro i mig selv.

I dag græder jeg ikke. Ikke hver dag. Eller hver anden. Men ind i mellem. Det tror jeg mange mennesker gør. Og jeg ved det er sundt at give sig selv lov til at græde. Man går løsnet op og givet sig selv ro. Men man skal ikke græde uhæmmet og ukontrolleret flere gange om dagen.

Held i uheld

Maj om sindsro



For et par måneder siden blev jeg fyret pga. den dumme finanskrise. Selvom jeg meget hurtigt fik aktiveret netværket, så var det jo ikke til at sige, hvornår jeg ville få et nyt job. Det er ikke ligefrem fordi de hænger på træerne, når man er i reklamebranchen.

Spekulationer omkring økonomi og bopæl begyndte stort set det øjeblik jeg fik fyresedlen. Ville jeg være nødt til at flytte i en billigere lejlighed. Ville det ende med jeg skulle flytte til hovedstaden? Og ville jeg nogensinde få så fantastiske kolleger og kunder igen.

Men heldigvis fik jeg ikke lov at gå særlig længe, før der var nogle der kontaktede mig. Så inden der var gået 1 md., havde jeg sat min underskrift på en ny kontrakt, og roen flyttede igen ind i tankerne, og hold kæft hvor er jeg bare heldig! - jobbet er super fedt og 1 md. gammelt nu...

Du ser glad ud - snav mig!

Stine om sindsro

Kender du det med, at så snart man opgiver jagten på den store kærlighed, ja så er man ved at blive bulldozet ned af drømmemænd og kvinder i hobetal?
Jeg ser et tydeligt mønster blandt mine venner og bekendte, og hører ind i mellem klagesangen ”jeg burde bare give op, så kommer det jo af sig selv”.
Den bliver som regel efterfulgt af ”jeg har det jo egentlig også bedre UDEN kæreste, så måske er det meget godt, som det er” – hvorefter personen spærrer øjnene vildt op og scanner lokalet for mulige romantiske emner som en højeffektiv radar. Tydeligvis er INGEN håndklæder smidt i ringen. Endnu da.

For et par dage siden læste jeg en del af en lang forskningsrapport om lykke. Den viste, at der var to afgørende parametre for, hvor lykkelig et menneske er. Det hele er ganske enkelt, for det kommer an på, hvilket land man kommer fra (den er nem for dig, danskerne er verden lykkeligste folk) – og om man er i et parforhold.
Oh jeg kunne næsten se for mit indre blik, hvordan singler i hobetal vil flå rapporten fra hinanden med fråde om munden. ”Vi er lykkelige nok alene, vi har nok i os selv” Grrrraaaaauuurggggghhh *papirstrimler overalt* - forskere på flugt.
Og jeg var da egentlig også selv usandsynligt glad for at være single, men jeg kan godt følge forskningen. Jeg ER gladere, så længe jeg er i et GODT forhold. Da jeg blev single, var det bedre end daværende møgforhold.

Til de singler, der lige nu er ved at tænde fakler og slibe spidserne på de der dimser til hø, som man altid jagter monstre med i film, bliver jeg nødt til at være hende den rigtigt rigtigt møgnederen og sige: Come nu ooooon mand, du leder jo også efter kærlighed. Det er vist ret menneskeligt, især når vi tror (ved?), at den vil gøre os lykkeligere. Og til dig, der godt tør indrømme, at du leder, har rapporten faktisk også endnu et spændende resultat: Den viser nemlig, at det er folk, der i forvejen er lykkelige, der får en kæreste/partner/ægtefælle.


Så måske er det ikke, når man stopper med at lede efter kærlighed, men mere når man stopper med at jagte noget, der skal forestille at gøre én til et helt mennesker. Du er din egen sindsro, det er dig selv, der gør dig glad – også når du er forelsket. At man så bliver mere ulykkelig af at få børn, er en helt anden forskningsboldgade, men den er du nok pænt ligeglad med, hvis du er skruk eller allerede vælter rundt i bleer og leraftryk af små hænder og fødder.

Pisken

Thomas om sindsro

I mange år har jeg følt mig pisket rundt af andres forventninger til, hvordan man bør være. Skal du ikke have hus? Børn? Bil? Sommerhus? Oplevelsesferier til fjerne kontinenter? Et job med prestige? Men jeg ønsker mig ingen af de ting. Egentlig vil jeg helst have fred og ro til at tænke og udvikle mig indeni. Eller bare til at være.

I mine øjne lever det meste af min omgangskreds et hektisk liv. Det kan godt være, de har fed bil, to pæne børn leveret med kejsersnit til den planlagte dag og en udsigt til en pensionisttilværelse i et luksushus i Tyrkiet. Men jeg misunder dem ikke. For mig at se lever de i fremtiden. De tænker altid over det næste projekt, den næste streg på listen over ting, de skal nå, inden de dør.

Sjovt nok plejer de først at standse op, når der er nogen, der dør. Eller hvis noget truer. De er bange for at miste. På en bekendts lukkede villavej vil de sætte fartbump op for at beskytte børnene. Det gode liv er det lange liv. Det er blevet en objektiv sandhed. Hvis man bruger al sin tid på at løbe for at nå fremtiden, er det vigtigt, der er tid nok.

Det er rejsen, ikke målet. Men vi fokuserer hele tiden på målet. Der, hvor vi er på vej hen. Vi begræder, hvis mennesker dør i en tidlig alder. Men hvorfor? Er det da ikke muligt, at de har haft et bedre liv end mange af dem, der lige nu befolker landets plejehjem? Nej, vi kan åbenbart ikke få tid nok. Men hvorfor så bruge den på at piske rundt?

...Men tilbage til mig

Anne om sindsro

Egoisme er et skældsord. Vi skal nemlig tænke på andre, før vi tænker på os selv.
Den har jeg levet under i mange år. Og hvis jeg endelig gik hen og blev ramt af det der ego-noget, blev det efterfulgt af en solid omgang dårlig samvittighed.

Jeg har efterhånden mødt en del i min generation (over-trediverne), der lider af det samme, og rygtet siger, at det slider os op. At vi tager forkerte beslutninger forholds- og karrieremæssigt. At vi går rundt med en konstant trang til at råbe migmigmigmigmig, fordi vi er så ulideligt trætte af, at det altid handler om andre, før det handler om os selv.
Det har faktisk handlet så meget om andre udenpå, at vi har brugt en gigantisk mængde tankekapacitet på at pille vores mentale navle i en milliard små stumper.

Jeg besluttede for et stykke tid siden at gøre op med det. At smide pæn-pige-kåben og sige det højt: Jeg skal sgu da også lige have lov til at være her!
Det har langt fra været en nem proces, og jeg har fået mange knubs undervejs. Det sker stadig jævnligt, at jeg lige får en lammer af egotrippere, der gør modstand.

Men jeg har vist fattet det nu. Jeg skal ikke nødvendigvist tænke på andre, før jeg tænker på mig selv. Jeg kan ikke lade hele mit liv handle om, at det er synd for andre, hvis jeg træffer de valg, der er bedst for mig.
Og på mystisk vis har jeg fået meget mere overskud til at forholde mig til andre menneskers problemer. Ægte. Uden at rulle øjne.

Der har været folk omkring mig, der har fået akutte anussmerter over nye mig. De skal ikke være i mit liv mere. Det er det bedste for alle parter. Og det kan jeg sige med ro i sindet. Helt uden at få dårlig samvittighed – den røg i containeren sammen med pæn-pige-kåben.

Ufatteligt, at det skulle tage mig 87.000 år at indse det.

Skynd dig at slappe HELT af!! KOM NU!!

Hvor mange kan huske L’Oreal reklamen fra oh-say 1992? En mørkhåret, kvindelig model farer ind og ud af helikoptere iført spadseredragt og høje hæle, mens en myndig forretningskvindestemme proklamerer, at: ”Jeg følger med tiden. Med fremskridtet. Jeg forventer effektivitet!”

Det gør jeg også. Forventer effektivitet. Mit mest veludviklede talent er Optimering. Hvad jeg kan få stampet sammen af arbejde og løse på 30 minutter burde beskrives detaljeret og indgå som ny disciplin i jægerkorpsets træning. (Så skulle I fandme se Bubber gennemgå sin personlige udvikling på rekordtid!) (Om end det bliver svært at sælge 15 minutters fjernsyn til DR som ’programrække’.)

Jeg har 3 jobs (det ene fuldtids), blogger 3 forskellige steder, har en fantastisk omgangskreds som heldigvis består af mange mennesker, er ansvarlig for en stor del af omsætningen på Baresso, plus det løse (dating, strikning, pleje af franske vindistrikter osv.). Hver eneste gang jeg får komprimeret et par opgaver og dermed skabt et hul i kalenderen, laver min hjerne et Terminator scan,

finder ud af præcis hvor meget nyt, vi kan fylde i det nyerhvervede hul og ganger resultatet med 3. Bare så vi er sikre på at optimeringsevnen holdes skarp. F.eks. er jeg gået et gear ned på mit ene job, hvilket jeg straks har vekslet til en post som Tillidsrepræsentant hos et andet. (Min søster er Sikkerhedsrepræsentant på sit job, og min far er Tillidsrepræsentant på hans. Jeg har altid haft en mistanke om, at ”Fanen er så rød, mor” ikke var den rigtige tekst…)

Jeg elsker det hele og vil helst ikke af med noget af det.

Men efterhånden er det blevet sådan lidt .. stressende. Jeg har det som om min hjerne klør og hæver, og forsøger at presse sig igennem mit kranium, og rastløsheden slår ud i lys lue, hvis jeg er inaktiv i over 4 minutter. Jeg har ikke rigtigt tålmodighed til yoga og meditation, og synes måske også, at det strider lidt imod grundprincipperne at skulle skynde sig hjem fra arbejde for at kunne nå ned til en times turboafslapning. Derfor at jeg begyndt at øve mig i at bruge de små oaser af fred, som hverdagen giver mulighed for, og jeg er faktisk ved at lære at nyde at sidde med en kop the *Gisp!-og-folket-veg-skrækslagent-tilbage* i solen og kigge på mennesker en halv time, i stedet for at presse et eller andet ind. Forbløffende nok lader mange ting til at løse sig selv, hvis man ikke står og tripper og ånder dem i nakken, mens man kigger på uret.

Her er knap så pænt og ryddeligt, som der plejer at være. Mine hold får lov at køre med det samme program lidt længere, før jeg begynder at skrifte numre ud. Mine blogindlæg er ikke altid helt så gennemarbejdede, som jeg ville foretrække. Men når jeg sidder der i solen, forekommer det mig alligevel at være et godt bytte. Mindre effektivitet. Mere sindsro.

Fordi jeg fortjener det.

Trold kan tæmmes

Lene om sindsro

Sindsro kommer, når man bruger lang tid på at betragte sine umulige unger af nogle ønskedrømme og acceptere, at de spæner i hver sin retning.

Prøver man at beordre dem til at stå stille, løber de bare hurtigere mens de gjalder 'næhæææ!'.

Accept, accept og accept igen... Ihvertfald skal man forsøge at lade være med at slå sig selv i hovedet med sin keramikbuddha, når man opdager, at man endnu engang er løbet i sporet på en af sine uvorne griller.

Man kan ikke købe sig til sindsro ved at tage på et ugekursus i pilgrimsvandring, tantrameditation eller ved at finde forklaringen i sit horoskop.

Det ville ellers være nice.

Men utroligt overfladisk.

Den værste bivirkning ved at vælge den hurtige løsning, er alle de gode råd, man pludselig føler trang til at give andre. Råd, der sjældent bliver mere kloge af at komme på skrift i kommentarfeltet på en eller anden blog.

Når jeg læser kommentarer i kategorien 'frelste råd', starter de altid med 'Du skal bare... ', de indeholder altid enten 'trække vejret helt ned i maven' eller 'smil' eller 'knuz' eller 'varme tanker'.

Og så kaster jeg lidt op i munden og forestiller mig, at der sidder en Hennatrunte og drikker grøn the i stearinlysets skær med Pia Raug-tørklæde om kraniet og håber, at den grønne the udligner den citronmåne, hun egenhændigt åd til morgenmad, så hendes aura-terapeut ikke finder ud af det.

Jeg håber, at jeg en dag kan udtale mig om, at jeg med sindsro vælger at være tilfreds med rækkehus, mand og funktionær-konebil.

Min erfaring - og vogt jer for mine ord, for jeg er 287 år gammel og har engang knækket en hennatruntes blyant med vilje - er, at det er utroligt svært, det der med at træffe valg med sindsro.

Helt sikkert fordi min vej mod Zen stadig er lang.

Det kan godt være, at jeg er overbevist om, at det jeg gør, er i fuldstændig overensstemmelse med mine dybeste og mest ægte værdier, men oppe fra vinduerne i mit bestyrelseslokale (bestyrelsen bor i mit hoved, red.) vil sekretærerne tromme med blyanterne og bogholderen vil holde skarpt øje med andre menneskers reaktioner, for ikke at nævne den strategiske rådgiver, der strammer pig-bæltet om låret, mens han lover sig selv strenge pisk for alt det, han ikke fik gjort.

Den dag jeg helt og fuldt kan claime sindsro, vil være den dag, jeg ikke har bestyrelseslokalets jalousiskabe fuldt af spøgelserne efter alt det, jeg ikke gjorde og som jeg burde have gjort, for at tingene kunne blive lige præcis så perfekte, som jeg vil have dem til at være.

Den dag er tingene lige præcis så perfekte i deres uperfekthed, som de er.