Min stedssans er ikke for god. Jeg kan ikke finde vej i København, selvom jeg efterhånden har været der en del gange. Min politiske stedssans er endnu værre.
Jeg ved, hvilken fløj jeg hører til på, men ud over det er jeg nærmest desorienteret.
Inden jeg udråber mig til selvvalgt blond og umyndig, vil jeg til mit forsvar sige, at politik er blevet til en ordentlig gang kluddermor, hvor ingen efterhånden ved, hvad partierne står for og hvad man får for sit kryds, hvis man sætter det ud for partiet.
Jeg mener, at politik er gledet i baggrunden for politikerne.
Alt er blevet til mærkesager og enkeltpersoner. Med andre ord er politik blevet til populisme og medierne har heppet - hvis ikke det ligefrem er medierne, der bærer skylden, fordi de kun levner plads på sendefladen til 20 sekunders klip og forsidehistorier om svindel med EU-midler og trafikovertrædelser.
I de gode gamle dage (er der lige nogen, der vil række mig mit strikketøj og min underkop med sukkerknalden?) kunne man blive orienteret om politiske tiltag og strategier når man lukkede op for pressens radioavis, nu kan man blive påvirket af enkelthistorier om enkeltrepræsentanters seneste udslip foretaget pr. spindoktor.
Politikerne opfører sig som mediestjerner og vælger, hvordan de vil præsentere sig selv og ikke deres politik, for de ved godt, at alt skal pakkes spiseligt ind og at det ikke drejer sig om hvad man sælger, men hvordan man sælger det.
Noget ved jeg dog: Jeg stemmer ikke socialdemokratisk. 3 gode grunde:
1. Helle træder frem i medierne og udtaler, at det er for dååååårligt, at regeringen ikke kan sige, hvornår finanskrisen slutter
2. Socialdemokratiet vil øge skatten, så mange af os kommer til at aflevere over halvdelen af vores løn.
3. Ham der Dan uden mund. Han skal lige skrue lidt ned for skuespillermimikken og de instuderede gesti. Han ligner en lidt for karikeret bugtalerdukke og det forstyrrer mig, at jeg konstant holder øje med, hvornår nogen trækker hånden ud af måsen på ham.
Jeg stemmer heller ikke på Dansk Folkeparti, for de er bare socialdemokrater med angst for alt det, der ikke kan hældes i tarteletter.
Men ud over det, så har jeg nok opgivet at gennemskue det politiske kort. Jeg har et glimrende overblik over figurerne og så venter jeg bare på at man kan købe en Dan-dukke, få Helles opskrift på lækkert hår, Pias Suduko-tips og en cd med Morten Messerschmidt. Det sidste er vist (desværre) allerede sket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar