At rejse er at leve

Dorthe om frihed

At rejse er at leve var der vist, en eller anden gut, der sagde engang.

Det er så sandt. Og sikke en frihed. Ingen ure ringer om morgenen for at fortælle, at nu skal man op og på arbejde. Ingen mails, der kommer dumpende i tide og utide og kræver svar. Ingen indkøb, der skal overstås, så man kan få mad på bordet.

Jeg glemmer aldrig min backpacker rejse til Sydøstasien. En rejse, der kun bestod af en billet fra København til Bangkok og en anden billet fra Bali til Hong Kong og en sidste billet fra Hong Kong til København. 4 måneder havde vi til at rejse den vej. Det var pragtfuldt. Ingen tidsplaner. Vi kunne blive i 10 dage et sted og 1 dag en anden. Spise når vi var sultne. Og sove, når vi var trætte. Ultimativ frihed.

Der er heller ikke noget, som at stå på toppen af et bjerg og se den blå himmel, mærke den kolde luft i ansigtet, nyde den fantastiske udsigt og høre skiene knirke under skiene. For dernæst at suse ned af en velpræpareret piste. Bruge kroppen en hel dag. Eller sidde i solskinnet og nyde en skøn pasta efterfulgt af kop varm kakao, inden man fortsætter sin dagstur på skiene.

Money, money, money

Maj om frihed

Penge er ikke alt, men de er nu alligevel meget rare at ha, og det er med til at gi' lidt økonomisk frihed. Indtil for ikke særligt mange år siden, var jeg konstant på røven – bl.a. fordi det egentlig er pænt dyrt at være single.


Ta' nu bare alle de der fantastiske tilbud der findes rundt omkring i de danske supermarkeder, de er primært henvendt til gennemsnitsfamilien. "Køb 40 liter mælk, betal for 2".

Jeg smider mindst 1 pose mad og drikke ud om ugen, fordi jeg ganske enkelt ikke kan nå at spise eller drikke det, og jeg køber endda minimalt ind. Det er jo penge lige ud af vinduet, men man kan jo heller ikke lade være med ikke at spise. Man er også alene om at betale husleje, forsikring, licens, telefon, varme, vand osv. osv..

Og med mindre man er så heldig at kende nogen, der kender nogen, der har hørt om nogen, der har en helt vildt billig lejlighed til et par tusinde om måneden, så er det egentlig ret mange penge man skal hive hjem, for at få det hele til at løbe fornuftigt rundt.

Og hvis nu jeg havde en kæreste, og vi delte de udgifter jeg har som single, så ville jeg ha' omkring 6.000 kr. ekstra om måneden…det er ret mange penge.

Inden jeg bliver "lynchet", så vil jeg skynde mig at sige, at jeg selvfølgelig er klar over, at gennemsnitsfamilien har brug for mere plads end en 2 vær. lejlighed byder på. At der er institutioner der skal betales osv., men man er stadig 2 om det. Og man får endda lidt tilskud fra det offentlige hver 3. md., hvilket jeg iøvrigt syntes er helt i orden.

Frihed - så skræmmende og så dragende

Stine om frihed

Mens dette blogindlæg kommer på, blaffer jeg rundt et endnu ukendt sted i Europa og kommer forhåbentligt vidt omkring takket været diverse (flinke og dydige) langturschauffører. Et eller andet sted, er det da den ultimative frihed. Og så er det oven i købet et eksamensprojekt, der skal munde ud i en rejsebog.

Hanne Mette (fotojournaliststuderende) og jeg (journaliststuderende) skal simpelthen bare op at køre med så mange så muligt og komme så vidt omkring som muligt.

Vi er ikke bundet af noget, vi skal ikke nå noget, vi skal ingen bestemte steder hen og vi har ikke noget mål, andet end at opleve. Så meget frihed har jeg aldrig udsat mig selv for før, og jeg indrømmer, at her inden afrejse virker det lige pludseligt helt enormt skræmmende! For jeg kan jo ikke planlægge så meget som fem minutter frem i tiden. Kontrolmennesket inden i mig skriger og slår sig i sit nye tøjr. Vi kan da ikke bare gøre den slags uden en plan.

Friheden virker overvældende, skræmmende og frygtindgydende, jo tættere den kommer på. Jeg kan ikke engang have min computer med. GYS. Men samtidig er friheden i den rejseform også besnærende.

Hvor er det fantastisk for en gangs skyld ikke at vide, hvad der sker med mit liv de næste syv dage. Jeg ved hverken, hvordan jeg skal få sovet eller skaffe mad. Jeg ved ikke, hvem jeg kommer til at tale med eller om jeg kommer til at kunne gå i bad. Landevejen er åben og det samme er mit sind. I hvert fald den del, der ikke er fuld af panik og råber ”så tag dog kontrollen menneske!”

Bomben under

Thomas om frihed

Igennem at skrive har jeg fundet en frihed, hvis lige jeg ikke har kendt andetsteds. I mit professionelle fag, som kræver en god portion kreativitet, er jeg bundet af andres krav og teknologiens grænser. Når jeg skriver, er jeg derimod totalt fri; Alt ligger åbent for mig og jeg kan manipulere og ændre, som jeg ønsker.

Min nyfundne frihed skræmmer mig på en måde, som måske kan sammenlignes med den følelse, som nogle oplever, når de får børn. De føler sig sårbare, fordi de bliver bange for, at der skal ske barnet noget. På samme måde skræmmer det mig, at stærke kræfter, både i ind- og udland, ønsker at tøjle vores tilkæmpede frihed. Det værste er næsten, at det ikke udelukkende er totalitære kræfter, der arbejder på at begrænse os. Selv bevægelser, der pynter sig med ordet frihed i sine slagord, ønsker at fjerne dele af den.

Jeg får næppe behov for at anvende de yderste afkroge af friheden til at ytre sig. Men at vide, at der er grænser, er en klaustrofobisk fornemmelse, der frister mig til at opsøge, provokere og udfordre dem. De såkaldte racisme- og blasfemiparagraffer er gode eksempler, og visse regimer fremlægger af og til ideer om at forbyde kritik af religion. Jeg er glad for, at Danmarks ledelse turde stå fast, da Muhammedkrisen var på sit højeste.

Problemet for de totalitære er, at de står rigtig skidt under ytringsfriheden. Folk provokeres til at tænke, at se andre sider, at søge oplysning i stedet for at bukke sig under forbud og indoktrinerede holdninger. Jeg prøver at forstå de velmenendes synspunkt: Vi er pæne mennesker, som ikke ønsker at svine andre folk til. Vi forbyder det, fordi det er forkert, og så er det intet tab.

Men hvem bestemmer, hvad der er forkert, hvad der er hån, hvad der er krænkelse? Hvilken elite skal afgøre disse spørgsmål? Og ønsker vi virkelig vores frihed under kontrol? Jeg håber, at mange flere vil åbne øjnene.

Der er ikke noget, der hedder "frihed til at være ond"

Anne om frihed

”Jamen, det er fordi, jeg havde en skrækkelig barndom”

Nåååh, så skal vi nok lade være med at straffe dig for, at du er en syg og ond psykopat, hr. Fritzl.

Den er virkelig ved at være gammel og brugt, den der med at nogen begår en skrækkelig forbrydelse og undskylder sig med, at deres forældre også var syge og modbydelige.
Prøv lige og hør her: At du blev låst inde i et skab og tævet som barn er frygteligt og urimeligt, og tro mig når jeg siger, at dine forældre fortjener at brænde op i helvede.
Det er da også en rimelig forklaring på, hvorfor du selv har en anelse rod i værdierne, men hvilken del af: ”Det giver dig sgu da ikke frihed til at gøre det samme!” forstår du ikke?

Der er masser af mennesker, der oplever skrækkelige ting i deres barndom, uden de vokser op og bliver voldsforbrydere, pædofile, voldtægtsforbrydere, dyremishandlere og mordere.
Jeg bliver altså lidt træt, når psykopat-forbrydere og andre dårlige mennesker undskylder sig med deres hæslige barndom.
Det er måske en forklaring, men ALDRIG en undskyldning. Den slags forbrydelser kan ikke undskyldes. Basta!

Jeg kan personligt sagtens have ondt af den lille Josef, der blev misrøgtet som barn. Men jeg har ikke andet end dyb afsky til overs for den voksne, svært svinske Fritzl, der forhåbentlig aldrig bliver en fri mand igen.

Og i øvrigt… KU, hvad sker der med, at man skal have frihed til at slå på sine børn? Er vi ikke snart ved at have fattet, hvordan det kan ødelægge små mennesker?

I kan tage jeres idé om at genindføre revselsesretten, putte den i en kuvert og sende den til følgende adresse:

Josef Fritzl
Satanstraße 666
Helvede

Uh, eller I kunne prøve at forholde jer til ting, der giver mening.

Freedom’s just another word for nothing left to lose.

Linda om frihed:

En fast kæreste er stadig på ‘Ja-tak’ listen, men så længe Post Danmark fumler rundt uden mål og med, må man i mellemtiden huske at glæde sig over følgende fordele ved at være single:

* Man er fri for at lade som om, man kan lide svigerinde, der efter 10 minutters ophold i Mexico slæber sit 3-årige barn rundt på maven i hjemmelavet stofsele, mens hun hører musik med gruopvækkende mængder af panfløjte og laver chiligryde i køkkenet, hvor katte og marsvin får lov at gå rundt på bordet.

* Man har ikke brug for følgende sætninger: ’Hvorfor fanden kommer du først nu?!’ ’Hvem er Lotte?’ og ’Jeg er IK’ sur!’

* Der er ingen, der kogevasker din svinedyre BH sammen med sit fodboldtøj eller bruger din Origins Facial Wash som sæbe og shampoo.

* Man behøver ikke se Deadline eller dokumentarudsendelser om containerskibe på Discovery.

* Man er fri for at få fibersprængninger, fordi man ikke kan lade være med at forsøge at vinde, når man slås. (For sjov. FOR SJOV, for fanden! Det flækkede øjenbryn VAR fordi jeg gik ind i døren. Ama'r.)

* Når man føler sig alene, ved man i det mindste, at den er god nok.

* Badeværelset bliver gjort rent på den RIGTIGE måde.

* Som A-kvinde er man fri for at bruge lørdag formiddag ved siden af sovende B-mand, som man forsøger at stirre til at vågne, indtil man mister tålmodigheden og råbehvisker: ”Kan du heller ikke sove mere??”

* HELE dynen er min. OG den gode pude.

Mangler vi nogen?

Viiiii... eeeer... ikkerigtigtvoksne, vi er ikkerigtigtbørn...

Lene om frihed

Han kunne lige så godt have sagt at han ikke ville forpligte sig til noget som helst andet end Dagens Lyst, at han hed 'Pan' til efternavn og han bare ikke gad at være kærester med nogen bestemt, men helst date flere. Istedet sagde han: Jeg er bange for at hun tager min frihed fra mig.

Han er en god ven, empatien fejler ikke det mindste og vi har snakket om det her. Faktisk er det blevet et dagligt tilbagevendende emne, mest fordi det ligger mig utroligt meget på sinde at få trukket grænsen op mellem personlig frihed og egoisme. Og så tvinger jeg selvfølgelig ham til lissom at taaaaale om det. Igen og så igen... For det der med både at være i et parforhold og forfølge sine egne ønsker og drømme er noget, der spiller en stor rolle i mit liv for tiden.

Kan det overhovedet lade sig gøre for os, der er født ind i en egoist-generation, hvor vi er blevet opdraget som enkeltindivider, at se os selv som en del af et større hele og vælge vores handlinger efter, hvordan vi påvirker andres liv?
Det sidste lyder meget buddhistisk og det er det såmænd også. Det kunne også bare være almindelig god opførsel.

Som vi sidder der med hver sin kaffe, ved vi begge to godt, at det, der styrer, er en modvilje mod at blive fastlåst og ikke kunne realisere sig selv. Der er fandeme ikke nogen, der skal bestemme over os (siger jeg, der overhovedet ikke kan finde ud af at have en autoritær chef eller tage mod en ordre uden at sætte hænderne i siden og vrisse 'næ!' og han nikker).

I mit fitnesscenter har jeg set eksempler på ansatte, der har en eller flere af følgende kombinationer:
Kæreste og byggeplaner/fitnesskæreste
Kæreste/elskerinder (multibelt utro)
Kæreste/datingprofil
Det er som om, personlig frihed i det segment hænger sammen med det at være single og ubundet, med mindre det er på den sjove måde.

Forsigtigt vil jeg lufte en tanke her:
Er det på tide, at vi laver den trend om, så det igen giver streetcred at engagere sig, blive i det man er i, også når det bliver bøvlet og besværligt og når kæresten stiller krav? Kan vi lære at holde af os selv, når vi ikke har en flok groupier stående til at bekræfte os konstant, men kun ham derhjemme, der har morgenhår og dårlige vaner?

Jeg tror på, at gamle dyder som pligtfølelse og commitment er det nye sort, selvfølgelig med den personlige frihed som den kraftige tråd, der holder det hele på plads, så det ikke skrider.

Er det på tide, at vi får en krog i vores egoisme og bliver voksne?
(NAAAAAAAAJ! lyder det fra koret i mit hoved... ALDRIG voksen, for så skal man jo også ha børn og ... yrk! Forpligtelser! Sætte andre før sig selv? pffff.... Ikke pjække for at tage til stranden? noo no nono.... *indsæt lyden af høje hæle, der klaprer afsted mod horisonten*)