lørdag den 23. maj 2009

Londons Calling

Dorthe om tillid

Lige nu sidder jeg midt i London, det er onsdag den 20. og jeg har fuld tillid til at jeg kan klare mig her i denne skoenne storby. Indtil videre har jeg da ogsaa klaret mig ganske fint, og selv taget med Undergrundstog, og hvad har vi. Kun faret vild et par gange, men efter indkoeb af et ordentligt kort over London gaar det meget lettere.

Jeg skulle egentlig ikke sidde her, jeg skulle vaere sammen med kaeresten, men han havde rodet rundt i datoerne og troede, jeg ankom til England i dag og ikke i gaar. Hvad goer den handlekraftige kvinde saa? Jo hun booker sig ind paa hotel i London City og er yderst selvstaendig. Var skide nervoes over selv at skulle komme fra Gatwick til London. Og finde frem til hotellet. Men det er gaaet helt fint.

(Og saa har jeg jo ikke naevnt med ord, hvor upopulaer kaeresten er i oejeblikket. Og at min tillid til hans lemfaeldige omgang med datoer for al fremtid er oedelagt.)

En undersøgelse

Maj om tillid

Sidste søndag kom det frem, at 42%* - 42%!!! - af DF's vælgere** syntes det er helt ok, at en lussing el. smæk da er i orden i forbindelse med børneopdragelse.

Hvordan kan det nogensinde blive OK at straffe børn med en lussing el. smæk? Som formanden for Børns Vilkår så ganske rigtigt sagde, så er det jo det største brud på tillid mellem barn og voksen (forældre), og lur mig om ikke det er de fleste, der deler denne opfattelse. Men åbenbart ikke næsten halvdelen af DF's vælgere (hva' siger det om dem?).

Nu er jeg ikke selv forældre, men det er da rimelig basal viden, at børn søger grænser. Men der er altså meget langt fra et meget bestemt nej! og så at ty til en lussing. Så er jeg sådan set også temmelig ligeglad med, hvor træt man er, eller hvor meget ballade barnet har lavet.

Tænk, at der er nogen der syntes det er OK? Hvad mon de 42% ville sige til, hvis der kom en der var helt vildt meget større end de selv er og slog dem. En som de på ingen måde kunne svare igen på (ikke at jeg er tilhænger af det heller).

Jeg ved godt, at det jo ikke er hver dag de 42% måske lader hånden ramme en kind, men bare det, at man syntes det er OK, som led i opdragelsen.... Ej vel!


*13% af den øvrige vælgerskare mener det er ok! - det er stadig 14% for meget)..
**Vælgere... ikke nødvendigvis de folkevalgte politikere, altså lige bortset fra ham Krarup-keglen

fredag den 22. maj 2009

Svært

Stine om tillid

Jeg har det svært med tillid. Ofte er det som om, jeg synes, at jeg kun kan regne med mig selv. Især når noget går galt, og jeg har brug for andre.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg er bange for. Jeg har vist heller aldrig rigtig efterprøvet det.
Er det en frygt for at blive svigtet? Er det angst for at få bekræftet, at jeg og alle andre grundlæggende er alene, uanset hvad jeg og alle andre gør? Eller er det bare en fjollet stolthedsangst over at vise, at jeg har brug for hjælp.

Jeg kan godt lide at hjælpe andre, og jeg fortæller ofte mine venner, at de endelig skal komme til mig, hvis der er noget.

Men når det kommer til at bede om hjælp, kan jeg simpelthen ikke kvække så meget som et lille ”villeduikkenokværesåvenligligeatlyttetilmignu” frem. I stedet trækker jeg mig ind i min egen verden og fortvivles.

Måske mangler jeg bare en helt basal tro på, at der faktisk ER hjælp at hente. Og det er måske dumt.

torsdag den 21. maj 2009

At pege fingre

Thomas om tillid

Lige nu sidder jeg med en følelse, som jeg ikke har kendt siden gymnasiet. Jeg har fået en åndssvag opgave: Skriv et indlæg om tillid. Og jeg er spejlblank, tvær og irriteret. Klokken er 22, og indtil nu har jeg skrevet tre forskellige indlæg, som alle fremprovokerer den samme følelse. Mine tæer er krummede som resultat af mine forcerede, enormt ansvarlige meningsytringer på skrækkelig afslørende skrift.

Jeg ville sammenknytte tillid og ansvar, og hvor lød jeg dog gammelklog og lommefilosofisk. Måske endda i sådan en grad, at mit indlæg ville risikere at blive læst op på radiobloggen. Ikke at jeg på nogen måde er misundelig på visse andre bloggere. Absolut ikke. Nej. For det er jo ikke min egen skyld, at jeg ikke er blevet læst op. Det er fordi, radiobloggen er styret af en kvinde, og hun udvælger helst andre kvinders indlæg, fordi de har indhold, hun kan identificere sig med. Brillerne passer, når hun læser dem.

I hvert fald var det sådan, jeg kunne fristes til at tænke, hvis jeg ikke ønskede at tage et ansvar. Ansvaret for mine egne indlæg og det ufravigelige faktum, at ingen af dem har været gode nok til at blive læst op. Så simpelt er det. I og med at jeg påtager mig dette ansvar i alles påhør, så har jeg lagt kimen til, at I opbygger tillid til, at jeg en dag skriver et indlæg, der bliver læst op i Statsradiofonien. Fordi I ved, der bliver taget hånd om problemstillingen. Og fordi jeg ikke placerer ansvaret hos radiobloggen, de andre bloggere eller nogen som helst anden.

onsdag den 20. maj 2009

Her i huset bruger vi ikke længere "den anden kind"

Anne om tillid

Min dreng er træt af slåskampene i børnehaven.
Han er ikke mere forfulgt end andre. Han er ikke et offer. Men det er en kendsgerning, at små børn tæsker løs på hinanden, og det er vist de færreste, der bryder sig om at blive slået på dagligt.

I børnehaven må man ikke slå. Og hvis man bliver slået på, skal man sige det til en voksen. Alt det er min lille dreng blevet udførligt instrueret i hjemmefra.
Men det ændrer ikke på, at han bliver slået, sparket eller kradset hver eneste dag, og nu må det altså være nok!

Nåårh, men drenge er jo drenge, og blaaahblabla.
Ja, men så prøv du lige at gå på arbejde og få tæsk, fordi du kommer til at vælte din kollegas kaffekop. Hvor hurtigt kan du så stave til retssag, sygemelding og erstatning?

I min drengs børnehave får voldsbarnet besked på, at det må man ikke. Og så er det det. Dagen efter får min lille dreng en kæp i hovedet igen. Tilsyneladende uden konsekvenser for voldsbarnet.

En dag fik jeg nok. Jeg er så træt af at være politisk korrekt og fortælle min dreng, at man skal sige det til en voksen, og at man ikke slår igen. Han skal vide, at han har en mor, der ikke vil finde sig i, at han bliver slået på. Han skal vide, at han har en mor, der kæmper hans sag.

Så jeg iførte mig min politisk ukorrekte kåbe og sagde til ham, at hvis de der (verpülte) drenge rørte ham igen, skulle han sige, at hans mor kom efter dem.
Og det gjorde han så. Hvilket betød, at jeg skulle stå skoleret for pædagogerne. De pædagoger, der hver dag kommer med så vage udmeldinger, at voldsbørnene er ligeglade og bare tæsker videre.

Selvfølgeligt vil jeg aldrig slå på et barn, men de skal vide, at de ikke skal slå på mit barn. Eller på andre børn for den sags skyld. Og hvis der ikke er andre, der kan sige det til dem, så de forstår det, påtager jeg mig gerne opgaven.

Pædagogen sagde, at jeg skulle lade børnehaven klare den slags ting. …Ja, for det øjeblik, jeg afleverer min dreng i børnehaven, er han ikke længere mit ansvar, eller hva’?
Jeg har ikke tillid til, at de kan klare opgaven. Jeg tror på, at de gør, hvad de synes er det rigtige, men det virker jo ikke!

tirsdag den 19. maj 2009

Du skal ikke være bange for mig

Linda om tillid:

Da jeg var 7 år, var jeg ved at blive taget af en børnelokker. Mette P. og jeg var gået en tur i Sædding Centret for at kigge på Barbier og hunde, og da vi havde set os mætte og gik mod udgangen, blev vi stoppet af en gammel mand. Jeg husker ham i hvert fald som gammel, så han har nok været midt i 50’erne. Han spurgte, om vi ville hjælpe ham med at lede efter hans kone, som var blevet væk. Jeg kan ikke huske, om Mette P. var spejder, men jeg var, og jeg havde lært, at man skal hjælpe, hvis man kan.

Til at starte med fulgtes vi alle 3. Vi gik i legetøjsforretningen, hvor både Mette og jeg fik nogle virkelig seje neonmærker, man kunne skrabe på med en mønt og overføre til sine negle. Jeg fik 2 ark; nogle runde og nogle firkantede. Jeg kan huske, at damerne i Dacapo kiggede mærkeligt på manden, da Mette og jeg spurgte, om de havde set hans kone, men de gjorde ikke noget, og de spurgte ikke, hvorfor 2 små piger gik og ledte efter konen til en mand, som bare stod passivt i baggrunden og kiggede på.

Efter lidt tid foreslog manden, at vi skulle splitte os op. Den ene af os skulle gå alene, og den anden følges med ham. Det var mere effektivt på den måde, sagde han, for så kunne vi lede flere steder på én gang. Jeg startede med at gå med ham, og der gik ikke lang tid, før han foreslog, at vi skulle gå over og se, om hans kone var gået over til bilen. Lidt fornuft havde mine forældre fået proppet i hovedet på mig, for jeg ville ikke gå med ham uden Mette. Derfor blev resultatet, at vi fandt Mette igen, for derefter at gå over til bilen alle 3. Det er vel nærmest overflødigt at skrive, at bilen var parkeret afsides, bag en masse træer.

Da vi stod ved bilen, syntes han, at vi skulle sætte os ind. Et par småpiger som os måtte være trætte i benene efter al den gåen rundt, og vi kunne jo ligeså godt vente på hende inde i bilen, som han sagde. Jeg kan meget tydeligt huske, at det var i præcist det øjeblik, Mette satte sig ind på bagsædet, at det gik op for mig, at noget var helt galt. Selvom det føltes meget forkert at sige en voksen imod, blev jeg ved med at sige, at jeg ikke ville ind i bilen og sidde, og at jeg gerne ville hjem nu. Heldigvis var han ikke den voldelige type, så efter nogle forgæves forsøg på at overtale mig, fik vi lov at gå.

På vejen hjem lovede vi hinanden ikke at sige noget til nogen, men Mette kunne alligevel ikke lade være, så om aftenen ringede hendes mor til mine forældre, som blev helt mærkelige og stille. Jeg var så flov, så flov. Jeg følte, at jeg havde misbrugt deres tillid ved at trodse formaningerne om ikke at tale med fremmede.

Børns tillid til verden omkring dem er en af de ting, der gør barndommen til det, den er: Et trygt sted, hvor nogen altid sørger for dig og passer på dig, og hvor alle vil dig det bedste. Hvordan lærer man børn at passe på alt, hvad der lurer derude af kryb, uden samtidig at smadre tilliden til verden? Hvordan sørger man for, at de tager vare på sig selv, når man ikke kan være der, uden samtidig at forgifte deres barndom med mistro og angst?

Neonmærkerne gemte jeg bagerst i en skuffe.

Jeg brugte dem aldrig.

mandag den 18. maj 2009

Tillid er godt, kontrol er bedre

Lene om tillid

'Det er meget vigtigt, at du holder din krop stiv som et bræt og sørger for at holde armene foldet over brystet - hele vejen ned', hørte jeg mig selv sige for 6. gang den dag.
Samtidig havde stemmerne i mit hoved gang i et større skrækscenarie, som gik ud på, at det var mig selv, der næste gang skulle stå helt ude på kanten af bordet med ryggen til 8 vildtfremmede kursister og udføre tillidsøvelsen.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme:
Det kommer ikke til at ske, at jeg lader mig falde baglæns fra et højt sted og stoler på, at andre griber mig. Ikke om det så var 8 understimulerede falckreddere og jeg var nøgen.

Jeg hader tillidsøvelser.

Ikke kun fordi, at den der lader sig falde baglæns, skal stole på at der bliver grebet, men også fordi at griberne skal stole på, at den, der falder, formår at holde kroppen lige, så masse x hastighed ikke kun bliver grebet i de fire midterste hænder, fordi vedkommende af bare angst knækker sammen på midten og på den måde tager turen mod gulvet med halebenet forrest.

De skal også stole på, at den, der falder baglæns ned i retning mod dem, ikke forsøger at afbøde faldet ved instinktivt at tage fra med armene.
Jeg har set brækkede næser, som følge af strittende albuer, og set ømme griberarme fordi Mona glemte det der med at tage ansvar for sit eget fald. Og det var såmænd sjovt nok, især fordi jeg bare skulle fortælle andre, hvordan de skulle gøre det, jeg selv nægter pure.

Jeg ville hellere kaste mig på jægersoldatmåden ned i en kold å fra 10 meters højde end jeg vil være med i en tillidsøvelse, for koldt vand ved man hvor man har.

Måske er spørgsmålet ikke kun, om man er i stand til at have tillid til andre, men også om man selv er en, andre kan stole på?