torsdag den 23. juli 2009

Det udefinerbare

Thomas om længsel

Egentlig kan jeg godt lide at føle længsel. Det er en slags forventningens glæde, der som bekendt er den største. Dog kan jeg ikke helt definere, hvad det er, jeg længes efter. Det er på det punkt, at længslen adskiller sig fra trang, behov eller begær. Følelsen indebærer ikke et konkret afsavn.

Ligesom mandags-Lene kan jeg forbinde længslen med min musikinteresse, som begyndte, da jeg var teenager. Selvom jeg også var Duran Duran fan sad jeg – sikkert til mine forældres lettelse – ikke og sukkede over personerne bag musikken. Jeg var interesseret i teksterne, stemningerne, melodilinierne og de generelle følelser, som sangene fremprovokerede. Deriblandt længslen.

Jeg forbinder også længslen med drømme. Drømmene er uvirkelige og urealiserbare, og jeg kan ikke sætte fingeren på det, jeg egentlig længes efter, og derfor er det ikke muligt at bevæge sig ud i den virkelige verden og finde det. Længslen fungerer som en drivkraft til kreativitet og giver mig lyst til at skrive fiktion.

Måske ligger samme fænomen til grund, når folk læser bøger eller går i biografen for at få de uvirkelige oplevelser, der opfylder behov, som de ikke ønsker opfyldt i deres virkelige liv. Og måske er de uvirkelige oplevelser erstatninger for ubevidste og fortrængte konkrete behov.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar