Vandvittigt

jeg har et eller andet van(d)vittigt forhold til vand.

Der er intet så smukt og beroligende som at se på vand. Eller hav. Og jeg elsker at sejle. Eller gå tur i regnvejr. Men jeg kunne aldrig drømme om at svømme i havet. Eller i hvert fald ikke, hvis jeg ikke kan bunde. Eller se havbunden. Og så skal vandtemperaturen gerne være over 25 grader Celsius. Så det er ikke særlig tit jeg kommer i vandet her i DK.

Og er jeg udenlands, foretrækker jeg at hoppe i poolen frem for havet. Hvilket jeg så til gengæld gerne gør igen og igen.

Måske er det alt det salt et eller andet fjols engang i tidernes morgen valgte at hælde i havet, og det så derefter spredte sig til hele verdens have. Eller noget.

Det er lidt ligesom med stranden. Der er der alt dét der sand, der klistrer sig fast overalt på én. Det er frygtelig irriterende.

Eller også er jeg i virkeligheden en vandskræk vandhund.

Total Holdbar teori!

Maj om vand

Normaltvis består den menneskelige krop af ca. 60% vand, men 1 gang om måneden vil jeg vove den påstand, at min består af 90%. Jeg vil næsten gå så langt til at sige, at hvis man prikkede en masse små huller i mig, ville der stå små fine vandstråler ud fra kroppen - human shower om man vil.

Og ikke nok med, at kroppen fyldes op med vand. De fleste kvinder - og er sikker på der er mange mænd der stemmer i her - rammes af PMS. Nogle gange også kendt som "Potential Murder Suspect", andre gange nok mere "Plainly; Men Suck"!

Men jeg har en teori om, hvorfor vi rammes af det. Alt det vi kvinder udsættes for, det lige fra mavepine, graviditet (og jeg ved, det ikke altid er en dans på roser), fødslen, MÆND! ...det skal vi da ikke gå rundt og døje med helt alene, og derfor var Gud så venlig at udstyre os med PMS'en. Mænd skal mærke vores smerte, og derfor holder den teori jo MAX.

.. men det er til gengæld meget rart at vide, hvorfor alle mennesker pluselig kan pisse en så forfærdeligt meget af ved deres blotte tilstedeværelse, og hvorfor man kan tude af absolut ingenting.

Sail me to the moon

Stine om vand

Det sejeste ved vand er, at man kan sejle på det, hvis der er nok af det. Jo, det er også fint at drikke vand, men det kommer man jo ingen steder af. Ikke at jeg er sådan den maritime type, der ligesom henkastet spankulerer ned forbi lystbådehavnen, mens jeg ryger pibe, og jeg har heller ikke selv en båd. Men den slags skal man ikke lade sig bremse af.

For en af de bedste følelser i verden er altså at sidde på skib om sommeren, mens bølgerne fører båden og solen bager ansigtet. Motorcykler, sportsvogne og alt det andet easyrider-friheds-crap burde skamme sig, for vand er bare så meget sejere.




Til min store lykke, har det vist sig, at kærlighed til vand og alt færdsel derpå nemt kan kombineres med mit fag, journalistik.

Min første artikel på journalisthøjskolen blev en beretning fra sejlads i lånekajak, hvor jeg var iført fremmed mands våddragt og undertøj. Siden har jeg været med Flyvertaktisk Kommando ude at sejle (mens vi kiggede på piloter, anbefalelsesværdigt), lært at sejle vildt hurtigt i livredningsspeedbåd og plasket rundt i træbåd i Thailand. Tomlen op til maritim journalistik og tak til vand – det kunne ikke have ladet sig gøre uden dig.

Løb fra livet

Thomas om vand

Jeg dehydrerede engang til et halv-marathon. Ikke på Michael Jackson måden, hvor jeg skulle flyves hjem fra Japan, indlægges på luksushospital og nedsænkes i et kar af Evian, men slemt nok til, at det var yderst ubehageligt for en fattigrøv som jeg.

Det var mit andet halv-marathon, og jeg blev overmodig. Erfarne løbere havde fortalt mig, jeg skulle passe på, men som løber skal man åbenbart gøre sine egne erfaringer. Mit første halv-marathon var gået fremragende, jeg var landet på min ønsketid og på dette andet løb tre uger efter, lagde jeg ud med et højt tempo. Det gik også fint ... indtil jeg nåede fem kilometer mærket.

Skæbnen ville have, at dagen skulle blive den hidtil varmeste i året, og det havde jeg ikke taget højde for. Lidelserne mellem fem og tretten kilometer mærkerne var forfærdelige, og jeg indså, at jeg ville komme ind på en meget dårligere tid end mit første halv-marathon. Jeg var sur, skuffet, vred og grædefærdig. For at være helt ærlig, ønskede jeg mig hjem til min mor.

Ved sytten kilometer fik jeg kræfterne igen. Pludselig gik det godt. Ved et underligt tilfælde løb jeg ud lige foran en af mine venner, der dengang boede i København, og som holdte for os løbere i sin bil på vej til familiefest. Han sagde, at jeg så ret slidt ud. Ingen af os vidste, at jeg lige havde begået min anden fejl, da jeg satte tempoet op igen. Overfrisk og med udsigt til kun fire kilometer hjem overhalede jeg en del gamle mænd, klappede af dem og heppede på dem, mens jeg løb fra dem.

Da jeg passerede nitten kilometer mærket, gik det galt. Mit hjerte slog som en kolibris, og jeg blev nødt til at stoppe. Helt. Når jeg gik, galoperede mit hjerte igen. Jeg begyndte at slingre. De gamle mænd fra tidligere overhalede mig, og de var så venlige at undlade at klappe og heppe. Flere officials begyndte nu at skule efter mig, og jeg fik advarsler om at blive smidt ud af løbet. På et tidspunkt gemte jeg mig bag en busk, så de ikke kunne se mig.

Jeg endte med at liste i mål med en venlig vandbærende medløber ved min side på en ydmygende tid på over to timer. Efter målstregen faldt jeg om på græsset og lå i tyve minutter uden at kunne rejse mig. Når jeg forsøgte, sortnede det for mine øjne. Sært nok lå jeg og planlagde mit næste halv-marathon. Endorfinerne, som udløses ved motion, bør ikke undervurderes. Da jeg kom hjem, faldt jeg i søvn og havde alvorlige tømmermænd i tre dage.

Det værste var næsten, da jeg berettede ovenstående til min daværende kærestes far, som havde været jægersoldat, og som derfor altid vurderede enhver indsats i forhold til risikoen. ”Hvorfor i alverden fuldførte du? Du kunne være kommet til skade. Hvad fik du ud af at gennemføre?”. Jeg måtte give ham ret.

Vanddiktatoren

Anne om vand

Da jeg blev skilt for lidt over to år siden, flyttede jeg hjem til min mor og boede der, indtil jeg kunne overtage min nye lejlighed.
Min mor er sød og nem at omgås, men man kan altså godt mærke, at hun har boet alene i mange år. Der er mange sære regler, som man ikke lige møder andre steder – og rigtig mange af dem handler om vand.

Det er altid en smule angstprovokerende at bruge vandhaner hjemme hos min mor, for jeg kan aldrig huske, hvilken vej den pågældende vandhane skal vende, for at den ikke drypper. Og man skal nok få det at vide, hvis den vender forkert. Det er også forbudt at fjerne avisen, der ligger over risten på badeværelset – for så bliver der jo oversvømmelse!

…Åh, det vidste jeg ikke. Så må jeg være oversvømmelsesimmun, for det er altså aldrig sket hjemme hos mig.

Alt det her er meget besværligt, men man lærer det med tiden. Det jeg aldrig helt finder ud af, er det med juicekartonerne. De står på køkkenbordet og ligner noget, der skal smides ud. Men Gud hjælpe den, der kommer til at folde dem sammen og smide dem i skraldespanden.
For det er jo vandkander.

…Øhm… Nåmn… Jeg har altså set pænere versioner. Ok jeg kan godt se, de er miljøvenlige, men de ligner jo skrald.

Nu har min mor vist nok fået repareret vandhanerne. Tror jeg, for jeg står stadig - i mild panik - og forsøger at huske, om den skal drejes til højre eller til venstre for at være drypfri. For en sikkerheds skyld.

Jeg har købt en vandkande til min mor, og jeg tror måske også, at hun bruger den. Men jeg er overbevist om, at hun stadig gemmer juicekartoner – for et eller andet kan de vel bruges til.


Foto: Freedigitalphotos.net

At skrive eller ikke at skrive.

Linda om vand:

Når jeg mandag aften har skrevet ugens indlæg til Ordet Rundt, begynder jeg med det samme at overveje min vinkel på den efterfølgende uges ord. Denne uges ord er vand, og selvom jeg har haft en uge til at tænke, synes jeg stadig ikke, at jeg er kommet op med noget genialt.

Først kørte jeg associationskæden ”vand—hav--Vesterhav” og overvejede at skrive, at det - bortset fra min familie selvfølgelig - er det eneste fra hjemstavnen jeg savner, her på mit 11. år i Århus. Jeg har tilbragt ca. 1 million timer på stranden i Esbjerg, og det fine ved Vesterhavet er, at det altid minder dig om, at vi er underlagt elementerne, og at vi er så små, så små. Fornemmelse af kontrol er en illusion, og livet er så uendelig meget større end os selv. Men … så har jeg ligesom sagt det, ikke? Og det er sgu alligevel for kort.

Så overvejede jeg at sætte de mange talemåder om vand op imod vands virkelige betydning, for det er da ironisk, at vand hele tiden trækker det korte strå, (’blod er tykkere end vand’ = vand sucks/blod rocker, ’det er vand under broen’ = det er lige meget nu - men jeg er stadig sur, ’det er det rene vand’ = kender jeg godt fra mig selv - bare værre) når det samtidig er altafgørende for vores overlevelse. (Mest fordi det er hovedingrediensen i kaffe.) Men vi ender med samme problem som i første afsnit. For kort.

En slags faktaboks om vand, så? Noget med at 60 % af vores krop består af vand, at kroppen kan optage 2½ dl. vand pr. kvarter, og at præstationsevnen falder med 10%, når væskebalancen falder med 1%? Nix. Ud over at være kedeligt, har vi verdens klogeste læsere, så de ved det i forvejen.

Hvad så med caféerne og deres horrible insisteren på at tage 20 kr. for at tappe 2 dl. vand fra vandhanen, når man i forvejen betaler 50 kr. for en kop kaffe? Kunne godt arbejde mig op i et epileptisk raserianfald over det, hvis jeg lige fik 5 minutter. Det er bare næsten for godt vejr til arrigskab.

Jeg kunne også skrive om de mange hyggelige timer, jeg som barn tilbragte med min far ved åer, søer og havne, med hver vores fiskestang. Men når jeg havde skrevet om, hvordan kage kunne konverteres til aftensmad, hvor mange gange jeg kunne få min krog til at forsvinde op i et træ bag mig, når jeg skulle kaste ud, og hvordan lyset svinder på en helt særlig måde, når dagen går på hæld over vand, så ville jeg være nødt til at indrømme, at jeg selv satte orm på krogen OG tog fiskene af, når der var bid, og så ville folk aldrig holde mig i hånden igen.

Så jeg endte med at skrive om alt det, jeg ikke kunne skrive om.

Blogging. You gotta love it.

Tilsæt kun vand

Lene om vand

Der var en gang, hvor jeg brugte mere tid på at være instruktør, vejleder og træningsmakker end jeg gør nu, og alle dage har devicen været: Husk at drikke vand. Og nok af det. Jeg har endda skrevet det, bl.a her.

Jeg må have været skideirriterende, for jeg har helt automatisk skræppet 'Vand! vand! vand! skråååk!' hver eneste gang, der var nogen, der døjede med et eller andet. Om det var hovedpine, dårlig træningsmoral, overvægt eller ondt i musklerne.

Med skam må jeg minde mig selv om den gang min kæreste med smerte i sindet sagde, at han ikke havde det så godt. Han havde lige slået hånden af sin far, set sin mor græde og i øvrigt fået min berygtede silent treatment i flere uger. Jeg sagde: Hvor meget vand har du drukket idag?, med et fjæs, der ikke helt kunne lade være med at være surt og bedrevidende.
Det var ikke det stolteste øjeblik i mit liv.

Kaffe. Det er min nektar, min morgenstarter, duften af min eftertænksomhed, overspringshandling og nydelse i et.
Selv ikke mit insisterende høje niveau af mavesyre kan få mig til at slippe min kaff'.
Jeg ved godt, at man skal drikke kaffe ligesom man burde drikke vin: Et glas vand for hver kop. Det er bare aldrig lykkedes mig at huske rækkefølgen helt, så det ender tit med at jeg bæller kaffe hele dagen (eller vin hele aftenen), for at bunde 2 liter vand i et langt gispende træk, når jeg er så svimmel at vandhanen udgør det bedste støtteben.

Naturligvis er min åbenlyse hang til pantersort kaffe (Mine daglige bønner vendt mod Mokka, som Per Vers kalder det) er en stående invitation til at spørge, om jeg har husket at drikke vand, så snart der er det mindste i vejen med mig.
Gætter på, at det er karmarevisoren, der har taget noter og nu betaler tilbage for alle de gange jeg selv har stillet det enormt irriterende spørgsmål.

Nej. Jeg har ganske givet ikke drukket vand nok. Jeg ved godt at jeg burde, hvis jeg skal have bare en lillebitte chance for at gennemføre en træning nogenlunde elegant og hvis jeg gerne vil holde op med at se dobbelt eller blive for fuld for hurtigt. Jeg ved også godt at jeg skal gå ned i kaffekadence nu, hvor jeg har hjernerystelse.

Når man er rasende, ophidset på den helt berettigede måde og slet ikke spor hysterisk, og får at vide at man skal trække vejret helt ned i maven og slappe af, hvad sker der så?
Jeg ved ikke med jer, men det får mig bare til at hidse mig endnu mere op.
Den sætning er lånt ud til en anden stakkel nu og er blevet erstattet af 'Drik noget vand?' i mit tilfælde. Det virker på stort set samme måde. Siden hvornår er jeg blevet til en pose med Instant-happy, måske?

Men helt ærligt (Hælæarli, som vi siger i Århus)... Kan nogen ikke sige til Karmarevisoren, at min bemærkning om 'vand nok' blev betalt så rigeligt tilbage dengang jeg havde lungebetændelse? Eller dengang jeg havde ondt i knæet?