Den indre hidsigtrold

Dorthe om ekstrem

Jeg har ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle skrive om ekstrem. Troede først ordet var eksem. Og jeg kunne have skrevet masser. Eller noget.

Dagen i går (lørdag: red.) startede fantastisk. Kæmpe mega skænderi med den engelske kæreste. OK kæmpe mega er måske lidt overdrevet. Men altså stort nok til, at han endte med at knalde røret på. (Det er den anden kæreste, jeg har haft, der har gjort det. Jeg aner en tendens!)

Godt så. Måske lidt kæmpe mega alligevel?

Nu vil jeg ikke komme med detaljer om selve skænderiet - udover at jeg har ret naturligvis.

Jeg bliver hidsig i skænderier. Ekstremt hidsig. (Og jeg har jo ret! Sagde hidsigtrolden!) Og når jeg bliver hidsig, bliver jeg knap så velformulerende. Men for mig er en spade en spade. Og den bliver ikke til en skovl, bare fordi vi kalder den det.

Jeg ved godt, at jeg kan være rigtig barsk. Og samtidig er jeg forbandet følsom. Det er en svær cocktail at få serveret. Specielt når man har et følsomt sind. Samtidig med, at det heller ikke, er helt let, med det der engelske sprog. For selvom jeg taler det flydende, så kan der godt ryge nogle forkerte ord ud, som kan virke stødende på en englænder, selvom jeg intet mener med det.

Svin!

Maj om ekstrem

Den der svineinfluenza - eller H1N1/Influenza A (kært barn har mange navne) har/er der jo rimelig meget hype omkring. Hvad jeg rimelig hurtigt fandt ud af var, at med mindre man har et i forvejen nedsat immunforsvar, så er influenzaen ikke mere farlig end en almindelig influenza.


Men alligevel bliver man sat i isolation (burde man så ikke også det ved almindelig influenza?), men at ens læge ligefrem trækker i en form for rumdragt EFTER hun er trådt ind i lejligheden, det er da sådan lidt..... overdrevet måske? Jeg mener, hvis nu min veninde var smittet, burde lægen så ikkw iføre sig "rumdragten" inden hun trådte ind i lejligheden? Men den blev først taget på efter hun var kommet ind (men hun måtte ved Gud ikke røre ved noget), tog de prøver der skulle tages, og afklædte sig så "rumdragten" igen og forlod lejligheden - det er sgudda lidt komisk.


.. testsvaret kom igår - ikke positiv! Egentlig meget heldigt, eftersom hun har nået at være på arbejde 1 uge efter hjemkost fra rejse, hvor hendes rejsemakker var blevet smittet - og isoleret.



PS! Hun spurgte forresten lægen, om hun ikke måtte tage et billede af hende i rumdragten... det måtte hun ikke!

"En ring, ny sofa, bøger og kropsdele"

Stine om ekstrem

På mandag bliver jeg (7-9-13 bank under bordet gå væk sorte kat) færdig med min journalistuddannelse. Det er ekstremt sent i forhold til i USA, hvor de fleste er færdige i starten af tyverne. Jeg er nemlig 28 going on 29 - i min egne øjne en årsunge, i USA "not so much". Heldigvis ved vi godt alle sammen, at det er dem i USA, den er helt gal med - det er jo ekstremernes land.

For nyligt hørte jeg et foredrag på ted.com, og der lærte jeg blandt andet, at nye babser hurtigt er blevet den mest populære eksamensgave til disse kvinder, der afslutter deres uddannelse i starten af tyverne. Altså ikke sådan en gaveæske med to runde, bløde hudfarvede sager (ellers en smart tanke at have sådan en ekstra sæt at hive frem), men en operation, så disse ikke helt færdigt udvoksede kvinder rigtigt kan strutte på arbejdsmarkedet.

Jeg prøver ihærdigt at forestille mig min egen reaktion, hvis det (meget mod forventning) skulle ske for mig. Så kunne man sidde der med sine forældre og stirre på et lille gavekort - jeg forestiller mig, at det er lidt laksefarvet med sølvlogo.

"Ja, far og jeg har jo længe talt om, at du ikke er særligt barmsvær," siger mor, smiler indforstået og lægger sin hånd på min.

Eller måske er det kæresterne, der giver de unge piger et nyt brystmål?

"Det er jo en gave til både dig og mig Stinemus, jeg har jo længe tænkt, at der mangler lidt vægt fortil," siger han, smiler indforstået og lægger sin hånd på min.

Begge scenarier vil ende på samme måde. Stine trækker hånden lidt forsigtigt til sig og rynker på brynet. Kigger lidt diskret ned af sig selv for at sikre, at nuværende barm ikke bare var noget, man gik og forestillede sig. Og så er det vi når til cirkelspark, springskaller, amazoneskrig, motorsave, ildebrand, syrebad, napalm, håndgranater, miltbrandsporer og hvad man ellers lige havde på sig.

Hvad sker der for at give gaven, der siger "du er ikke god nok som du er"? Arhmen for filan da, det kan man ikke. Hvordan i alverden er det blevet så populært?


"Takket være den flotte eksamensopgave fra mor og far, har jeg bare haft så let ved at finde arbejde, få venner, et sted at bo, en kæreste, opmærksomhed og heftige rygsmerter. 1000 tak mutti og vatti! XoXo"

Ord om arme og ben

Thomas om ekstrem

Nogle af de sjoveste ord, jeg har lært, har ubetinget kommet fra den tid, hvor jeg arbejdede med medicinske systemer. Hvis man forestiller sig lægerne som rumvæsener, der er kommet til Jorden fra en fjern planet, og som dissekerer mennesker for at undersøge deres anatomi, hvad ville de så kalde deres arme og ben?

Over- og underekstremiteter. Det er ikke nemt at få mig til at grine, men de her betegnelser bliver ved med at være morsomme. Ikke mindst fordi de afspejler en nærmest total distancering fra den stakkels person, som bor i kroppen. Det er trods alt noget nemmere at amputere en underekstremitet frem for et ben.

Dengang jeg løbetrænede, prøvede jeg selv et par gange at stå i en lægekonsultation, mens lægen dikterede underlige latinske gloser om mine underekstremiteter, mens han kiggede op og ned af mig. Så føler man sig virkelig som en klump kød, der er til for lægens skyld i stedet for vice versa.

Krydsede fingre ønskes

Anne om ekstrem

Hej, jeg hedder Anne, og jeg lider af præstationsangst. En præstationsangst, der bliver ekstrem i eksamenssituationer.

Jeg skulle til spanskeksamen – et fag, jeg havde det helt fint med. Men om morgenen begyndte jeg at tænke, at det måske ikke var så dumt, det der med at blive kørt over af en bil. Ikke at jeg ville gøre noget med vilje, men altså… hvis jeg var heldig, kunne jeg måske brække benet en lille smule og slippe for eksamen.

Jeg husker ikke rigtigt noget fra selve eksamenssituationen. Jeg kan huske fornemmelsen, jeg havde i kroppen, men jeg kan ikke huske ord og den slags. Jeg husker dog en omsorgsfuld lærer, der kom med vand til mig (og lod mig bestå).

Jeg forsøgte i lang tid at undgå den slags situationer, men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at det kan være svært at få drømme til at gå i opfyldelse, hvis man ikke magter at gå til eksamen.

Jeg har nu overlevet adskillige eksaminer, og på tirsdag skal jeg igen. Jeg har det ikke godt med det. Ind imellem føler jeg, at mine ben er ved at give efter under mig, og ventetiden kan måske have tendens til at føles som et langtids-lavement. Men jeg vil ikke køres over for at slippe for eksamen. Jeg vil bare gerne have det overstået. Helst uden sort snak og akut hjerneskrumpning.

Bus driver! Move! That! Show!

Linda om ekstrem:

Når jeg er i byen, og samtalen falder på tv, ville jeg ønske, at jeg kunne prale af at være til smalle, eksperimenterende talkshows optaget i skæve, økologiske vinkler. Typen, som kun modstræbende har tv, og som af princip har valgt professorpakken, der stort set kun indeholder DR2, fordi jeg ikke vil have mit liv besudlet af 3+ og Kanal 4.

Det er desværre ikke tilfældet.

Hvis man skulle gætte mig i ’Kender du typen?’ og tog udgangspunkt i mit tv-program, ville man antage, at jeg boede i en bulet blikspand af en campingvogn med ukrudt, rustne cykler og skrallede bilvrag i forhaven. Mit hår ville være bleget i klorin og permanentet ihjel, og mine 7 børn (med 9 forskellige fædre – heraf de fleste i fængsel) ville være helårssnottede og på fornavn med socialarbejderne fra børneforsorgen.

Mine teenageår blev brugt i selskab med Ricky Lake. Da jeg læste, tvang jeg min stakkels far til at optage og sende mig videobånd med Oprah, og jeg synes, at det er det pureste guld, der kommer ud under kosten i ansigtet på Dr. Phil. Jeg er IMMUN overfor dårligt tv og skyder glad og gerne 4 afsnit af Criminal Minds, Ghost Whisperer, CSI og CSI NY (dog ikke CSI Miami. Hader Solbrillen, som altid forsøger at ligne en, der tog Mystisk som sidefag på Universitetet, og.. som.. tahlerhhh.. grimthh… oghh ..stødvisthhh…) i armen uden at blinke. Jeg er en rygbåren nylonpose fra at have samme forhold til dårligt tv, som mongoler har til Birthe Kjær.

Det kommer derfor som lidt af et chok at opdage, at selv jeg har en kvalmegrænse, der kan overskrides. 'Ekstrem Hjemmeservice'. For det første forbløffer det mig, at de kan blive ved med at grave amerikanske marinesoldater frem, der har fået begge ben sprængt af i Irak, og som under massiv, fjendtlig beskydning, med en flækket plastikske som eneste hjælpemiddel, har kæmpet sig hele vejen hjem til USA med en såret kammerat under den ene arm og en forkrøblet hund under den anden.

For det andet er der alt for mange voksne mænd, der græder i det show. For det tredje er det bare så… overdrevet. Fra at bo 8 mennesker i et svampebefængt, utæt træskur, bliver de installeret i en 2000 m2 stor villa, med personlige mikroovne og toiletter, en golfbane og 15 overdækkede, lysregulerede rum, så de kan humpe rundt på deres spritnye sponsorbefængte proteser og vente på, at huden fra transplantationen (udført af USA’s førende plastikkirurg, thank you very much, som har gjort det gratis for at give noget tilbage, fordi nogen engang hjalp ham ud af ghettoen) heler op. Bagefter kan de så sætte sig ud i en af de 4 funklende Humvees og køre i banken og takke for eftergivelse af astronomisk, u-landslignende gæld.

Hele programmet er natürlich pakket pænt ind i stars and stripes.

Nå, men nu har jeg altså ikke tid til at skrive mere. Jeg skal lige nå at kaste op og at lave en kop kaffe, inden der kommer Greys Hvide Verden.

Take a walk on the wild side

Lene om ekstrem

Når talen falder på nær-ekstremsport, trækker jeg altid mentalt overbærende på skuldrene. Maraton, 24-timers mountainbikeløb i mudder, pælesidning i sidevind. Intet er så ekstrem en udfordring som at gå på brosten i høje hæle. Intet. Det skulle da lige være at gå på brosten i høje hæle, med overfyldt dametaske, fordi man selv skal have vin med, i kombination med genstridig bh-strop, der trods formaninger insisterer på at glide ned og vride bh'ens indhold.

Uanset hvilke forbehold man vælger at tage, ender man altid med at gøre skade på både sko og helhedsindtryk.Den ene måde at klare skærene på, er at gå på de bredere stenplader, der altid er lagt for at danne en bort omkring de toppede hælehadere. Det er en stakket frist at vælge den løsning og selvom man vælger at gå hele vejen rundt om torvet istedet for at skrå hen over brostenene, ser det latterligt ud, når voksne begynder at bruge 'jorden er giftig'-gangarten og det er skideirriterende at der er nogen med flade sko eller cykler, der også synes at de skal gå der. Kender de ikke reglerne?

Den anden måde at undgå at hælene synker ned mellem stenene og bliver julienne-skrællet, er at gå på tæer. At komme stolprene med stive knæ og nederdel er sindssygt hårdt, ikke mindst fordi man har hele sin vægt placeret på de bittesmå knogler i forfoden. De mænd, der ikke har prøvet at gå i høje hæle endnu, kan jo passende forsøge at tilbagelægge en distance svarende til Store Torvs længde helt oppe på fodballerne og med ekstrem-strakt vrist+knæ. Krampe i læggene er ikke en mandeting. At krampe uden at skrige er en kvindeting.

Den sidste version er som regel den, der bliver valgt, når aftenen er blevet nat og alkohol har indtaget blodbanen: Man vader bare og håber, at hælene af sig selv finder stengrund og ikke jordfuge. Den virker ikke, men i det mindste ser man oftest først skaderne, når man fisker sin stilet op af køkkenvasken dagen efter.
Don't ask.