Ny side - nyt design:
Kig forbi og fortæl os, hvad vi kan gøre for dig.
I øvrigt:
6 år siden
mandag den 17. august 2009
mandag den 10. august 2009
LUKKET PGA. OMBYGNING
Men mandag d. 17. august løfter vi sløret for den nye side, så lav en kop kaffe, læn dig tilbage og glæd dig! Vi smider linket her, når du må kigge....
På gensyn.
lørdag den 8. august 2009
Ud af utroskabet
Dorthe om samvittighed
I en del år så jeg en gift mand. I starten havde jeg virkelig dårlig samvittighed. Overfor hans kone. Og ikke mindst overfor mig selv. De moralske skrupler stod i kø udenfor min dør og bankede utålmodigt på. Utroskab var et absolut no-go i mine øjne.
Det var en sindssyg tid. Og en lykkelig tid. Med mavepine. Og glæde. Og ikke mindst ventetid.
På et tidspunkt blev jeg enig med mig selv om, at jeg var nødt til at slippe fri af den dårlige samvittighed, for det lod jo ikke til at påvirke ham spor.
Og så skete der det, at de dér sommerfugle i maven, som før måske kun havde været sommerfuglelarver, udklækkede, og jeg faldt for ham med et brag. Det var dumt. Men hjertet har det desværre med at bestemme, hvem man falder for. Og han havde absolut ingen intentioner om at forlade sin kone og familie.
Jeg blev krævende. Og ville have mere tid. Mere ham. Og mere liv sammen. Og jeg vidste, det var en kamp, jeg ikke kunne vinde. Det endte grimt. Lad os bare sige det.
I dag har jeg ikke dårlig samvittighed over forholdet. Det kan jeg ikke have, når han ikke havde nogen skrupler over det, men jeg ville aldrig gøre det igen. Det er for hårdt. For ondt. Og alt alt for lidt.
------
I lighed med Anne og Maj bliver dette mit sidste indlæg på Ordet Rundt. Det har været sjovt og spændende at være med. Og ikke mindst temmelig udfordrende. Men mest af alt har det været sjovt.
Jeg glæder mig til at følge det nye design her på siden og se, hvordan Ordet Rundt vil forme sig fremover.
I kan selvfølgelig stadig følge mig på dope.urbanblog.dk
I en del år så jeg en gift mand. I starten havde jeg virkelig dårlig samvittighed. Overfor hans kone. Og ikke mindst overfor mig selv. De moralske skrupler stod i kø udenfor min dør og bankede utålmodigt på. Utroskab var et absolut no-go i mine øjne.
Det var en sindssyg tid. Og en lykkelig tid. Med mavepine. Og glæde. Og ikke mindst ventetid.
På et tidspunkt blev jeg enig med mig selv om, at jeg var nødt til at slippe fri af den dårlige samvittighed, for det lod jo ikke til at påvirke ham spor.
Og så skete der det, at de dér sommerfugle i maven, som før måske kun havde været sommerfuglelarver, udklækkede, og jeg faldt for ham med et brag. Det var dumt. Men hjertet har det desværre med at bestemme, hvem man falder for. Og han havde absolut ingen intentioner om at forlade sin kone og familie.
Jeg blev krævende. Og ville have mere tid. Mere ham. Og mere liv sammen. Og jeg vidste, det var en kamp, jeg ikke kunne vinde. Det endte grimt. Lad os bare sige det.
I dag har jeg ikke dårlig samvittighed over forholdet. Det kan jeg ikke have, når han ikke havde nogen skrupler over det, men jeg ville aldrig gøre det igen. Det er for hårdt. For ondt. Og alt alt for lidt.
------
I lighed med Anne og Maj bliver dette mit sidste indlæg på Ordet Rundt. Det har været sjovt og spændende at være med. Og ikke mindst temmelig udfordrende. Men mest af alt har det været sjovt.
Jeg glæder mig til at følge det nye design her på siden og se, hvordan Ordet Rundt vil forme sig fremover.
I kan selvfølgelig stadig følge mig på dope.urbanblog.dk
Kan man fødes uden?
Maj om samvittighed
Jeg bliver nogle gange overrasket over, hvad folk har samvittighed til, og endda slipper afsted med. Et fuldstændig langt ude eksempel, kunne se sådan ud:
1 stk. hankøn. Gift og med barn på vej, forsøger sig endnu engang hos 1 stk. hunkøn, der absolut ikke er fruen eller mor til den kommende søn eller datter. Og selvom dette hunkønsvæsen bliver ved med at svare ting som: ”nej tak! og burde du ikke sige de ting til fruen i stedet?”, så prøver han da lige igen, og igen og..
Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan dette hankønsvæsen har samvittighed til at blive ved med at bedrage konen (ihvertfald forsøge på at bedrage hende, ved ikke om der er nogen der hopper på ordene) – og specielt ikke, efter hankønsvæsen har fået en ordentlig en over snuden. Men måske dette 1 stk. hankønsvæsen ikke blev født med samvittighed? Det er selvfølgelig en mulighed.
Jeg skal selvfølgelig huske at feje for egen dør i forlængelse af dette næsten tænkte eksempel. Jeg kan desværre ikke bryste mig af, at være en engel på området ”utroskab” – jeg har jo selv været ”den anden”, men nu – efter jeg er kommet ud af det - så er jeg i allerhøjeste grad kommet i kontakt med min samvittighed igen, og det er aldrig noget, jeg nogensinde vil udsætte mig selv eller andre for igen. Så jeg bliver ved med at sige nej, og sende hankønsvæsen hjem, hvor han hører til.
......
Ligesom Anne, så er dette mit sidste indlæg på Ordet Rundt. Det har været sjovt, til tider svært, men ikke mindst udfordrende at være med. Tak for jeres kommentarer, og tak fordi i læste med.
Jeg bliver nogle gange overrasket over, hvad folk har samvittighed til, og endda slipper afsted med. Et fuldstændig langt ude eksempel, kunne se sådan ud:
1 stk. hankøn. Gift og med barn på vej, forsøger sig endnu engang hos 1 stk. hunkøn, der absolut ikke er fruen eller mor til den kommende søn eller datter. Og selvom dette hunkønsvæsen bliver ved med at svare ting som: ”nej tak! og burde du ikke sige de ting til fruen i stedet?”, så prøver han da lige igen, og igen og..
Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan dette hankønsvæsen har samvittighed til at blive ved med at bedrage konen (ihvertfald forsøge på at bedrage hende, ved ikke om der er nogen der hopper på ordene) – og specielt ikke, efter hankønsvæsen har fået en ordentlig en over snuden. Men måske dette 1 stk. hankønsvæsen ikke blev født med samvittighed? Det er selvfølgelig en mulighed.
Jeg skal selvfølgelig huske at feje for egen dør i forlængelse af dette næsten tænkte eksempel. Jeg kan desværre ikke bryste mig af, at være en engel på området ”utroskab” – jeg har jo selv været ”den anden”, men nu – efter jeg er kommet ud af det - så er jeg i allerhøjeste grad kommet i kontakt med min samvittighed igen, og det er aldrig noget, jeg nogensinde vil udsætte mig selv eller andre for igen. Så jeg bliver ved med at sige nej, og sende hankønsvæsen hjem, hvor han hører til.
......
Ligesom Anne, så er dette mit sidste indlæg på Ordet Rundt. Det har været sjovt, til tider svært, men ikke mindst udfordrende at være med. Tak for jeres kommentarer, og tak fordi i læste med.
fredag den 7. august 2009
Sæt mig i gabestokken, jeg har fortjent det
Stine om samvittighed
Jeg havde egentlig forberedt noget helt andet til dagens indlæg, men set i lyset af, at jeg lige nu er ved at bliver ædt en lille smule op af dårlig samvittighed, virker det meget rigtigt at skrive under indflydelse af det.
På min anden blog, StineStregen, har jeg bedt alle med hænder om at lave en gæstetegning/billede/figur og sende den ind. Det var så meningen, at jeg ville samle dem alle og poste dem fredag aften (i aften for dig, der sansynligvis læser dette fredag-dag, men det er skrevet torsdag aften). Indtil da, havde jeg forberedt indlægget og lagt stregerne på, efterhånden som jeg fik dem.
Og så havde jeg søreme også været så snild, at jeg havde tastet den forkerte dato på. Så da jeg skal til at tegne dagens indlæg torsdag aften, er min allerede blog pyntet af en masse spritnye tegninger - dem fra de andre.
- de af dem, der kom med altså, for jeg havde ikke nået at lægge de sidste på. Og den første comment er selvfølgelig en skuffet fast læser, der ikke kan finde sin tegning i mængden. Og så en til. Og SÅ skal jeg ellers love for, at jeg fik røde kinder og en dum fornemmelse i kroppen.
For jeg vil gerne gå med til, at det er helt menneskeligt at fejle. Det gælder bare ikke mig. Jeg må ikke. Og hvis jeg så oven i købet har bedt nogen gøre noget for mig, og jeg så fejler – uuuuh slem! I det her tilfælde er det oven i købet mest mennesker, jeg ikke ved hvem er. Jeg har skuffet flere søde og vildt fremmede mennesker, der rent faktisk har været så søde at sætte sig ned og lave et bidrag til min blog, selvom de ikke kender mig i virkeligheden. Jeg er med andre ord Medusa OG Hitler i én og samme person. Mindst!
Med rimelig stor sikkerhed kan jeg sige, at det kommer til at tage mig timer at falde i søvn efter denne fadæse. Men kigger jeg på det hele udefra, er der vel egentlig tale om en lille fejl. De andres tegninger kommer på i morgen, og de skal oven i købet konkurrere med færre om opmærksomheden. Hvorfor så denne altopslugende følelse af dårlig samvittighed? Jeg gad godt vide, om andre har det på samme måde, eller om folk virkelig er i stand til at trække på skuldrene og sige "det var et uheld, ikke med vilje" og så tralle videre i deres liv, som må være fuld af solskin og meget få bekymringer. I så fald, vil jeg MEGET gerne på kursus hos skuldertrækkerne!
Jeg havde egentlig forberedt noget helt andet til dagens indlæg, men set i lyset af, at jeg lige nu er ved at bliver ædt en lille smule op af dårlig samvittighed, virker det meget rigtigt at skrive under indflydelse af det.
På min anden blog, StineStregen, har jeg bedt alle med hænder om at lave en gæstetegning/billede/figur og sende den ind. Det var så meningen, at jeg ville samle dem alle og poste dem fredag aften (i aften for dig, der sansynligvis læser dette fredag-dag, men det er skrevet torsdag aften). Indtil da, havde jeg forberedt indlægget og lagt stregerne på, efterhånden som jeg fik dem.
Og så havde jeg søreme også været så snild, at jeg havde tastet den forkerte dato på. Så da jeg skal til at tegne dagens indlæg torsdag aften, er min allerede blog pyntet af en masse spritnye tegninger - dem fra de andre.
- de af dem, der kom med altså, for jeg havde ikke nået at lægge de sidste på. Og den første comment er selvfølgelig en skuffet fast læser, der ikke kan finde sin tegning i mængden. Og så en til. Og SÅ skal jeg ellers love for, at jeg fik røde kinder og en dum fornemmelse i kroppen.
For jeg vil gerne gå med til, at det er helt menneskeligt at fejle. Det gælder bare ikke mig. Jeg må ikke. Og hvis jeg så oven i købet har bedt nogen gøre noget for mig, og jeg så fejler – uuuuh slem! I det her tilfælde er det oven i købet mest mennesker, jeg ikke ved hvem er. Jeg har skuffet flere søde og vildt fremmede mennesker, der rent faktisk har været så søde at sætte sig ned og lave et bidrag til min blog, selvom de ikke kender mig i virkeligheden. Jeg er med andre ord Medusa OG Hitler i én og samme person. Mindst!
Med rimelig stor sikkerhed kan jeg sige, at det kommer til at tage mig timer at falde i søvn efter denne fadæse. Men kigger jeg på det hele udefra, er der vel egentlig tale om en lille fejl. De andres tegninger kommer på i morgen, og de skal oven i købet konkurrere med færre om opmærksomheden. Hvorfor så denne altopslugende følelse af dårlig samvittighed? Jeg gad godt vide, om andre har det på samme måde, eller om folk virkelig er i stand til at trække på skuldrene og sige "det var et uheld, ikke med vilje" og så tralle videre i deres liv, som må være fuld af solskin og meget få bekymringer. I så fald, vil jeg MEGET gerne på kursus hos skuldertrækkerne!
torsdag den 6. august 2009
Uløselige konflikter
Thomas om samvittighed
Jeg hader at såre mennesker. I særdeleshed mennesker, jeg holder af, men af og til kommer jeg til at gøre det. Tror jeg da. For nogle gange har jeg på fornemmelsen, at min samvittighed pumper episoderne op til enorme luftskibe, som pletter min ellers skyfrie himmel (*host* - ok, der er nok en lille sky her og der).
Set i lyset af, hvordan jeg skriver på en vis anden blog, undrer det sikkert nogle, at jeg ikke bryder mig om at såre andre. Sagen er, at den form for skriveri er øvelse, træning og terapi. En metode til at lære mig selv, at jeg ikke kan være enige med alle mennesker omkring mig, ikke engang mine nærmeste.
Hvad får man ud af at være flink, overbærende og enig med alle? Man bliver selv udvisket og fremstår som en tjener i stedet for et selvstændigt individ. Politisk korrekthed udtværer en, til man blot er en utydelig skygge med supermarkedsholdninger, som ikke støder nogen og klapper flest muligt på ryggen. Sådan vil jeg ikke være, for det fører ingen vegne.
Jeg har hårde, skarpe og markante politiske holdninger. Men når jeg ned til personerne, som bliver ramt af de kamme, jeg af og til skærer alle over, får jeg næsten altid dårlig samvittighed. For i den enkeltes sag kan jeg sagtens forstå personens synspunkt. Der eksisterer simpelthen en konflikt mellem min rationalitet og mine følelser.
Konflikten er uløselig; Hvis jeg giver køb på rationaliteten, falder sammenhængskraften fra hinanden og giver jeg køb på følelserne, fremstår jeg kynisk. Jeg vælger ofte at droppe følelserne og følge fornuften, fordi jeg ved med mig selv, at jeg ikke er kynisk. Så må jeg bare lære at acceptere min dårlige samvittighed.
Jeg hader at såre mennesker. I særdeleshed mennesker, jeg holder af, men af og til kommer jeg til at gøre det. Tror jeg da. For nogle gange har jeg på fornemmelsen, at min samvittighed pumper episoderne op til enorme luftskibe, som pletter min ellers skyfrie himmel (*host* - ok, der er nok en lille sky her og der).
Set i lyset af, hvordan jeg skriver på en vis anden blog, undrer det sikkert nogle, at jeg ikke bryder mig om at såre andre. Sagen er, at den form for skriveri er øvelse, træning og terapi. En metode til at lære mig selv, at jeg ikke kan være enige med alle mennesker omkring mig, ikke engang mine nærmeste.
Hvad får man ud af at være flink, overbærende og enig med alle? Man bliver selv udvisket og fremstår som en tjener i stedet for et selvstændigt individ. Politisk korrekthed udtværer en, til man blot er en utydelig skygge med supermarkedsholdninger, som ikke støder nogen og klapper flest muligt på ryggen. Sådan vil jeg ikke være, for det fører ingen vegne.
Jeg har hårde, skarpe og markante politiske holdninger. Men når jeg ned til personerne, som bliver ramt af de kamme, jeg af og til skærer alle over, får jeg næsten altid dårlig samvittighed. For i den enkeltes sag kan jeg sagtens forstå personens synspunkt. Der eksisterer simpelthen en konflikt mellem min rationalitet og mine følelser.
Konflikten er uløselig; Hvis jeg giver køb på rationaliteten, falder sammenhængskraften fra hinanden og giver jeg køb på følelserne, fremstår jeg kynisk. Jeg vælger ofte at droppe følelserne og følge fornuften, fordi jeg ved med mig selv, at jeg ikke er kynisk. Så må jeg bare lære at acceptere min dårlige samvittighed.
onsdag den 5. august 2009
Undskyld at det er synd for dig
Anne om samvittighed
Samvittighed er en smart opfindelse på så mange måder. Den afholder os fra at opføre os alt for modbydeligt, og hvis det alligevel smutter for os, får den os til at sige undskyld. Eller komme med den altid brugbare: Åh, nu har jeg bare SÅ dårlig samvittighed.
Samtidig er samvittighed nogle gange så frustrerende irriterende. For nogle gange sniger den sig ind og styrer på steder, hvor den ikke har plads.
Nogle mennesker er så manipulerende, at de kan give dårlig samvittighed med deres små offerspil med tilhørende offerrundryg og offerpivestemme. Og så står de pludseligt der og propper kontrollen over dit liv ned i deres mavebæltetaske.
Der er også dem, der spilder deres samvittighed på mennesker, der ikke ville bruge et gram samvittighed på dem.
”Nej, det kan jeg ikke gøre mod hende”. Ok, men så prølliåhørheregåå. Hun ville gøre det mod dig uden at blinke. Tag nu kontrol over dit eget liv! Nå!
Jeg har prøvet begge dele – igen og igen.
Min samvittighed har været den knap, folk skulle trykke på, når de ville manipulere og styre mig. Med nedadvendte ansigter har de vadet på mig, mens de har vrælet, at det ikke er deres skyld. De kan ikke gøre for det, for de har bare altid haft det så enormt svært.
Jeg vil nok altid være sådan en, der får dårlig samvittighed (og lyst til at holde en lille begravelsesceremoni), hvis jeg cykler over en larve. Og af princip vil jeg hellere sige undskyld ti gange for meget end én gang for lidt. Men jeg gider sgu ikke længere lade min samvittighed være den hundesnor, der lader andre end mig selv kontrollere mit liv.
…
Dette er mit sidste indlæg på Ordet Rundt.
Det har været sjovt og udfordrende at være med. Og jeg har været stolt af at dele blog med så mange dygtige skribenter.
Tak fordi I læste med.
Samvittighed er en smart opfindelse på så mange måder. Den afholder os fra at opføre os alt for modbydeligt, og hvis det alligevel smutter for os, får den os til at sige undskyld. Eller komme med den altid brugbare: Åh, nu har jeg bare SÅ dårlig samvittighed.
Samtidig er samvittighed nogle gange så frustrerende irriterende. For nogle gange sniger den sig ind og styrer på steder, hvor den ikke har plads.
Nogle mennesker er så manipulerende, at de kan give dårlig samvittighed med deres små offerspil med tilhørende offerrundryg og offerpivestemme. Og så står de pludseligt der og propper kontrollen over dit liv ned i deres mavebæltetaske.
Der er også dem, der spilder deres samvittighed på mennesker, der ikke ville bruge et gram samvittighed på dem.
”Nej, det kan jeg ikke gøre mod hende”. Ok, men så prølliåhørheregåå. Hun ville gøre det mod dig uden at blinke. Tag nu kontrol over dit eget liv! Nå!
Jeg har prøvet begge dele – igen og igen.
Min samvittighed har været den knap, folk skulle trykke på, når de ville manipulere og styre mig. Med nedadvendte ansigter har de vadet på mig, mens de har vrælet, at det ikke er deres skyld. De kan ikke gøre for det, for de har bare altid haft det så enormt svært.
Jeg vil nok altid være sådan en, der får dårlig samvittighed (og lyst til at holde en lille begravelsesceremoni), hvis jeg cykler over en larve. Og af princip vil jeg hellere sige undskyld ti gange for meget end én gang for lidt. Men jeg gider sgu ikke længere lade min samvittighed være den hundesnor, der lader andre end mig selv kontrollere mit liv.
…
Dette er mit sidste indlæg på Ordet Rundt.
Det har været sjovt og udfordrende at være med. Og jeg har været stolt af at dele blog med så mange dygtige skribenter.
Tak fordi I læste med.
Abonner på:
Opslag (Atom)
