Dorthe om billeder

Over mit TV har jeg billeder fra min rejse til Laos og Cambodia. Jeg elsker de billeder. De bringer skoenne ferieminder frem. Og saa har jeg selv "skudt" dem. Og helt aerligt. Jeg er faktisk en ok fotograf. Vellykkede blev de i hvert fald.

Men de bedste billeder er nu alligevel, dem der bliver ved med at dukke op paa nethinden. Minderne.

"It's a Kodak moment!!" Saadan havde jeg det, dengang jeg skulle gaa en lille tur rundt om en soe i naerheden af Holbaek sammen med en.... lad os bare kalde ham... ven....

Himlen var blaa og solen skinnede smukt i den sne og isdaekkede soe. Dvs. der var altsaa meget glat.

Paa vejen ned skulle vi forcere en lille sti, der foerte ned til soeen. Og min ven havde valgt nogle yderst glatsaalede sko.

Og vennen skulle saa selvfoelgelig vise sig. Og afsted stroeg han i fin skoejteteknik. Pludselig gik det liiiiidt for staerkt. Og armene begyndte at baske vildt. Og saa roeg han paa roeven. Og gled endnu et stykke ned af bakken.

Jeg grinede saa meget og var til absolut ingen hjaelp. Og det billede vil for altid vaere printet paa min nethinde.

Maj om billeder

De fleste billeder der bliver taget af undertegnede er når jeg er i festligt lag, og kors hvor tager jeg mig bare ikke godt ud på billeder. Som det flygtigt blev nævnt i sidste uges indlæg, ligner jeg ofte en bredmundet frø på stoffer. Og så man kan stort set altid skimte et stykke tyggegummi, som var det en ekstra stor kindtand jeg går og gemmer på. Og lidt for ofte - selvom jeg prøver at skjule den – en cigaret.

På en fotooptagelse for et par år siden syntes fotografen da lige, at han skulle ta’ et par billeder af undertegnede. De skud blev han så pænt hurtigt bedt om at slette. Nu gjorde jeg mig godt nok ikke til, og stylisten havde heller ikke lige været forbi med pudderkvasten, men alligevel… Her står man foran en top- professionel fotograf, og så ligner man en stor fed og forkert klump. Han ku’ da godt lige ha’ ledt lidt mere efter den rigtige vinkel inden han trykkede løs.

Der findes desværre også et billede af mig, hvor jeg ligner en polsk posedame. Taget kl. 5 om morgenen 10 graders frost. 4 lag tøj og 3 tørklæder + en hat – og en cigaret i hånden selvfølgelig.

Det er vist bare bedst, jeg holder en hånd for ansigtet, når der er et kamera i nærheden for eftertiden.

Stine om billeder

Jeg tror aldrig, der har været en tid, hvor jeg ikke reagerede på et godt billede. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde skulle have tænk ”og hvad så?” om billeder. De kan give utrolige oplevelser, de kan få mig til at tænke, le og græde. Nemlig, alle de klichéer om billeder, du overhovedet kan forestille dig.

Derfor er det så pisse irriterende, at jeg er hamrende elendig til at tage dem. Jeg har altid tegnet, og det går ok. Men stik mig et kamera, og jeg skal vise dig en katastrofe i farver. Eller sort/hvid, det går egentlig lige dårlig.

For at rette op på denne ubalance i verden (jeg skal være god til ALT, hvad jeg føler, det ville være fedt at være god til. Er jeg ikke det, er der ubalance) har jeg valgt at tage mit 8. semester på journalisthøjskolen sammen med fotojournalisterne. Faget hedder billedsprog. Det er et sprog, jeg sagtens kan forstå. Jeg kan godt se, hvad der udgør et godt billede og hvorfor. Jeg kan godt se, hvad der skulle være ændret på et halvdårligt billede, så det var blevet bedre. Men kan jeg lære at tale dette omstændige sprog?

De første par opgaver gik faktisk ok. Det var illustrationsopgaver, opstillede billeder i kontrollerede omgivelser. Ja ja, jeg fuckede iso-indstillingen, og som følge deraf blev billederne lidt uldne, men selve motiverne var ganske gode. Hurra, nåede jeg lige at tænke. Jeg er alligevel en god fotograf. Det var da ikke så svært.

Men så kom reportageopgaven.

Sammen med et pige fra mit hold tog jeg tre dage i de kongelige stalde ved Christiansborg. Åh, der er smuk. Smukke omgivelser, smukke heste, nydelige mennesker, action, gode detaljer, karetture og hele molevitten. I dag har jeg så siddet og bladret de cirka 1000 billeder, jeg tog, igennem. Og ikke ét af dem, kunne jeg bilde nogen ind, at en fotograf har taget.
Jeg kan sagtens se, at her burde jeg være gået lidt til venstre og i knæ. Her burde jeg være gået tættere på, og det billede skulle jeg ikke en gang have overvejet. Jeg forstår ikke en brik af, hvorfor det er så djævelsk svært at komponere et godt billede, når man for pokker er et visuelt menneske.

Og ja, jeg ved godt, hvad du tænker nu. Jeg har også selv tænkt det. Det er en forbandelse af en art. Men hvad i alverden gør man ved den?



På billedet: Kongelig hest, der håner mine evner som fotograf.

Thomas om billeder

Jeg bryder mig ikke særlig meget om at tage eller at få taget billeder. Min aversion har altid været en kilde til skænderier med mine eks-kærester, når jeg ikke gad bruge tid på at tage fotos på rejser. Den er ikke kommet i mine voksne år, for min mor har en billedserie fra en 14 dages rundtur i England, da jeg var syv år gammel, hvor jeg skjulte mit ansigt med hænderne på samtlige billeder. Jeg er sikker på, en børnepsykolog vil kunne basere en mursten af en bog på blot den ene oplysning.

Det forekommer mig sært, når andre rejser tusindvis af kilometer for at se eller opleve et eller andet, hvorefter de bruger al tiden bag en linse. Når jeg står et sted, berømt eller ej, ønsker jeg at opleve det. Ikke at klikke statiske billeder af oplevelsens kilde ind på et memorykort, så det dødt, fladt og farvefattigt kan betragtes på en PC-skærm. Desuden har jeg aldrig oplevet, at en kollega eller ven reagerede på mine mundtligt overleverede ferieoplevelser med krav om dokumentation i form af fotografier. Faktisk er det nærmest tværtimod, ikke sandt?

Jeg er især glad for, at videokameraet ikke var opfundet, da jeg var barn. Jeg har masser af lykkelige oplevelser med en bestemt legekammerat, og fotografier af os ødelægger minderne for mig. Oplevelsen bliver pludselig frarøvet sin farverige subjektivitet og udstilles koldt og objektivt, så jeg ser, hvordan legene virkelig foregik i sin halv-kedelige hverdags-trummerum. Og tænk, hvis mine juleminder blev spoleret! Jeg husker varme, hyggelige dage, røde lys og gammeldags julepynt. Min far, der lavede marcipan og min mor, som bagte brunkager. Den uendeligt lange og magiske juleaftensdag. Træet, som med levende lys og stjernekastere strålede i vidunderlig pragt, når dørene til det endelig blev åbnet, og hvordan det slogedes med de flotte julegaver, duften af hjemmebagte småkager og det overfyldte slikfad om min begejstrede og spændte opmærksomhed.

Engang forsøgte en forfatter ved navn Peter Bichsel at fange sin balinesiske lærer i en løgn under en historiefortælling, og læreren svarede: ”Hvad vil du vide? Vil du vide, om historien er sand, eller bare om den har fundet sted?”. Mine indre billeder og minder er tusind gange rigere end den oplevelse, de udsprang fra. Mit sind må fungere som en slags puppe, som tarvelige oplevelses-larver kan kravle ind i gennem mine sanser og i løbet af nogle år omdanne sig til smukke mindes-sommerfugle. Derfor undlader jeg at flå de spirende vinger af mine oplevelser med kameraer.

Anne om billeder

Flere gange om dagen besøger jeg et galleri, der er placeret ret tæt på mig. Den præcise adresse er: Min hjerne.
Galleriet er ikke af den kræsne slags. Det optager alle slags værker, men det har tilsyneladende en speciel forkærlighed for billeder, der aldrig burde være skabt.

Her er et par tilbageblik på udstillinger i min indre galleri:

En bekendt fortalte efter en cykeltur i skoven, at han var blevet ramt af akut dårlig mave. Han var simpelthen nødt til at aflevere her og nu, hvilket betød, at han måtte træde af på stenaldermandsmanér. Lige der i skovbunden.
Min reaktion var: Ej, ligger der så en menneskelort i skoven?
Han svarede: Én? Nej, jeg blev ikke helt færdig første gang, så der er flere – sådan undervejs på ruten.

Herefter trådte jeg så ind i den ufrivillige kunstudstilling, jeg har valgt at kalde: Skovbundens menneskeskabte klatter.

Jeg lå i min seng, da der begyndte at komme lyde fra overboen. Bank, bank, bank. Noget, der godt kunne være sengegavl og sengeben, bankede ind i væggen og ned i gulvet. Bankbankbank. Pludseligt gik det stærkt og et tarzanhyl blev jodlet ud i natten.
Dagen efter mødte jeg overboerne i opgangen. De smilede og hilste pænt.

Herefter trådte jeg så ind i den kontroversielle og ikke mindst ufrivillige kunstudstilling, jeg har valgt at kalde: Ikke-attraktive mennesker dyrker også vild sex.

Det er det, man siger: De gratis glæder er de bedste.
Eller det der.

Linda om billeder

Jeg bliver sjældent påvirket af billeder. Film ja, billeder nej. Mærkeligt, da jeg er et ualmindeligt visuelt menneske, der omsætter stort set alt, hvad jeg tænker til billeder. Det er meget praktisk, når man arbejder som tegnsprogstolk, og om det er en skade, jeg har pådraget mig af for mange år i faget, eller om jeg har valgt mit job ud fra min personlighed, er svært at sige.

I mange år troede jeg, at alle fungerede i hovedet som Ally McBeal og jeg.

Det har vist sig ikke at være tilfældet.

Jeg har haft en kæreste der, når han var træt, blev helt fortvivlet over min måde at snakke på, fordi han virkelig skulle knokle for at følge min fortælling og se de samme billeder som mig. Jeg kan ikke gøre for det. Min hjerne er en biograf, der kun viser animerede film på fast forward, udtænkt af folk på speed.

Ind imellem spænder min livlige fantasi ben for mig selv. F.eks. ville min deltagelse i julefrokoster være en hel del lettere, hvis jeg spiste sild. Det gør jeg så ikke. Det har jeg ikke kunnet, siden jeg pludselig, mens jeg sad og tyggede på en, fik den tanke, at sådan må det føles at tygge på døde mennesker. Så var dét ligesom slut.

Heldigvis møder jeg somme tider nogen, der tænker ligesom mig. Mandagslene og jeg har magiske tusser, der kan tegne videre på hinandens billeder. Hvis jeg om morgenen sender hende en sms om, at jeg har trusser på i præcis samme farve som min t-shirt; jeg er derfor usårlig, og hun må gerne låne flammesværdet, så ved jeg, at

A) – hun - lige meget hvor hun sidder - med det samme hiver op i tøjet og tjekker farven på sine egne trusser og

B) - vi lige nu ser det samme billede: Os som kappeklædte hævnere, der iført lyserøde heldragter og diadems (hvad fanden hedder det i flertal??) bekæmper dumhed, dovenskab og dårlig kaffe.

Nogen gange tror folk, der er handikappede i fantasien, at jeg er mærkelig. Husker en tidlig morgen, hvor jeg skulle til spinning. Lige uden for spinninglokalet er opsat en vandhane, og uvis af hvilken grund, er det altid den, alle vil fylde vandflasker ved. Der er 15 ledige vandhaner i huset, men der står vi, 12 mennesker med søvn i øjnene og strithår, og klamrer os til vores tomme vandflasker. Kl. er 06.05. Der er stille. Indtil jeg åbner munden og med Fortællerstemmen begynder:

”Det er morgen på savannen. Dyrene flokkes om vandingshullet.”

Det blev modtaget af 11 mennesker med fælles ”få nu STYR på det distrikspsykiatri, for satan!”-tanke boble svævende over hovederne.

Og Lene, der øjeblikkeligt kastede sig ud i en full blown løve imitation.

Vi skal nok få ram på jer….

Lene om billeder

Jeg tænker i billeder. Jeg tegner, bygger historier af billeder, dagdrømmer, læser avis ved at finde de gode billeder, stoler på min intuition, fordi jeg spotter det, der ikke passer ind i det samlede billede og har en fantasi der langt hen ad vejen er min største kilde til underholdning - andre gange bliver min fantasi til det som andre kalder 'at tænke for meget'.

Enkelte gange synes jeg det er svært at tænke sådan i billeder og leve min egen Ally-fantasiverden.

Kender I det med, at der er nogle mennesker man uden problemer kan forestille sig nøgne? (Jessica Alba, fx) Nogle af dem kan man kun alt for godt se for sig i afklædt tilstand, uden at det nødvendigvis er en fornøjelse (Mette Fugl, som jeg i øvrigt har den vilde respekt for). Og så er der dem, der kun fremkalder flimmer på min skærm: Jeg ser bogstaveligt talt kun personens hovede, fødder og ben - ind i mellem de to ender er der en gammeldags fjernsynsskærm med flimmer.

Det går bare ikke at vise det billede og så er det rart at have venner, der kan træde til og hjælpe med at få billedet fremkaldt eller bare med at bekræfte, at det er bedst, at det bliver ved fødder og flimmer.

I enkelte tilfælde har selv den mest indædt visuelt-rumlige veninde måtte give op.

Vi præsteret at flytte blikket lidt op ad låret og placere vedkommende i en situation, der for det meste forudsætter nøgenhed, (forestil dig, X have sex, lød det coachende i forsøget på at få billedet til at tone frem), men det endte med, at vi løb i hver sin retning, mens vi råbte AD, AD, AD, AAAAAAAD og krævede kaffe og vand og store poser slik for at skylle det grimme billede ned, der stadig lå og vred sig i sofaen indtil det heldigvis igen blev opløst til fjernsynsflimmer:
Tennissokker med blå og røde striber, stikkelsbærben og knoklede knæ, doggystyle, guldkæde og en smøg med lang aske i mundvigen. Gutturale lyde.