Du betaler lige igen, ikke?

Thomas om børn

Jeg havde egentlig planlagt et helt andet indlæg, men Lindas fine indlæg om inseminering inspirerede mig til at ændre retning. Glistrup sagde, at før man bevæger sig mod kompromiset, bør man begynde med den mest ekstreme holdning, så for at provokere: Jeg mener, at inseminering af enlige kvinder bør forbydes.

Når en enlig kvinde lader sig inseminere, bør hun tænke på, at hun kun er én person til at skabe den økonomi, der danner grundlag for barnets skolegang, lægehjælp og sociale aktiviteter. Belastningen af det, hun ikke selv skaber, placeres gennem skatten på andre, som selv har deres egne børn, eller som måske har valgt ikke at få børn.

Når visse politikere forsøger at overbevise os om, at verdens højeste skatteprocent skal sættes endnu mere op, vipper de med pegefingeren, som minder os på, at vi skal være socialt ansvarlige. Men bør social ansvarlighed ikke udvises begge veje? Er det i orden at være den ikke-ydende del af et fællesskab og rage til sig uden tanke for andre?

I USA blev en kvinde udsat for kritik fra offentligheden, fordi hun valgte at få otte børn, mens hun var på bistand. Det ville næppe ske i Danmark, da vores velfærdssystem lægger op til, at man tager for sig uden at mærke de økonomiske konsekvenser, som uværgerligt er forbundet med handlingen. I USA er de sandsynligvis vant til at tænke økonomien ind som en naturlig del af deres færden, og deraf stammer forargelsen over kvinden, som unødigt belaster det spinkle sociale sikkerhedsnet.

Nu bevæger jeg mig, ifølge Glistrups metode, ind på kompromisets vej: Jeg mener ikke, at inseminering af enlige kvinder bør forbydes. Til gengæld bør vi beskære velfærdssystemet, så det bliver nødvendigt for den enlige kvinde eller for familien på bistandshjælp seriøst at overveje, om det er en holdbar situation at sætte endnu et barn i verden. For det er nu engang sådan, at der er færre nassere, hvor der ikke er noget at nasse af. Desværre.