Morvolution

Anne om børn

Da jeg var yngre, var jeg bange for små børn. De var sådan noget, som tanter og den slags stak i armene på mig, og så stod jeg der med en skrigemaskine, og følte at alle tænkte, at jeg havde klemt den eller noget.

Det værste var barnedåb, hvor babyen gik på omgang. Min erfaring er, at babyer ikke er for vilde med det der omgangsnoget, og dengang ventede de altid med at græde, til de nåede hen til mine akavede underarme, som forsøgte at balancere den lille parmesan-lugtende skrigetingest uden at røre for meget ved den.

Senere blev jeg hende, der lærte venindernes børn at bøvse ved bordet – enten fordi jeg selv kom til at gøre det, eller også fordi jeg kom til at grine højt og klappe lidt i hænderne, når de bøvsede.

Jeg tror, folk havde meget svært ved at forestille sig mig som mor.

Men en dag blev jeg gravid. Og mens omgivelserne holdt vejret, skete der det, at jeg blev selveste Moder jord.
Jeg havde egentlig planlagt, at hvis jeg nogensinde skulle have sådan en babydims, så skulle jeg bedøves fra issen og ned, når den skulle ud.
Men pludseligt stod jeg der og sagde ting som ”jeg vil ligesom bare mærke det hele og være med hele vejen” og ” smerterne er naturlige”. Jeg fik endda overbevist jordemoderen i sådan en grad, at hun mente, at jeg ville være sådan en, der kunne tage hjem fra hospitalet samme dag, som ungen gled ud.

Ha!

Den 11. juli 2003 klokken 00.05 var der en eller anden røvidiot, der stak en rusten stegegaffel ind i min mave og kørte den rundt. Først med syv minutters mellemrum, men pludseligt var det som om, den forbandede stegegaffel var en eller anden form for fordømt evighedsmaskine.
Af sted til hospitalet, hvor jeg lod som om, jeg aldrig havde sagt en lyd om, at jeg ikke skulle have noget smertestillende. Desværre var det for tidligt til epidural – og pludseligt var det for sent. Sært koncept. Men efter 16 timer - og 20 minutter efter, jeg havde konstateret, at NU VILLE JEG FANDME IKKE MERE! kom den grimmeste, mest krøllede og slimede tingest ud af mig.

Og det var ikke uhyggeligt eller svært at holde den. Det var som om, at den på vejen ud havde trykket på den knap, der tændte for mit sådan-gør-man-med-en-baby-apparat. Den var en han, og den var godt nok ikke pæn, men hold kæft, hvor var den sød. Og den blev sødere og sødere og heldigvis også en del pænere.

Om lidt skal den begynde i skole. Hvem tog tiden???