Linda om sundhed:
(billede tyvstjålet fra cosmocph.blogspot.com)
Jeg er utrolig træt af sundhedsguruer, der toner frem på min skærm, hver gang jeg begår den fejl at tænde fjernsynet. Den ene uge må vi ikke spise gluten. Ugen efter går vi benhårdt efter mælkeprodukter. Du kan spise efter hårfarve, blodtype eller konsistens, og fælles for det hele er, at det for mennesker med et minimum af omløb i hovedet lyder fuldstændig vanvittigt. De fleste af disse selvudnævnte profeter er bevæbnet til tænderne med suspekte undersøgelser, der skal forestille at underbygge de tvivlsomme påstande; for mig gør de ingen forskel overhovedet. Hvis du leder længe nok, kan du finde opbakning til alt, og der findes mennesker, der påstår at kunne bevise, at Holocaust aldrig har fundet sted.
I fitnessregi arbejder jeg sammen med en mand, der hårdnakket påstår, at det er sundt at spise proteiner (i form af kød) og fedt – og ikke andet. Begreber som ’forhøjet kolesteroltal’ ’forsnævrede årer’ og ’hjertekarsygdomme’ imponerer ikke ham, og han afviser enhver sammenhæng imellem dem og kost. I forhold til træning, er han et af de dygtigste mennesker, jeg kender, men når vi sammen underviser folk i kost og ernæring ved jeg næsten ikke, om jeg skal grine eller græde.
Hvor er den sunde fornuft gået hen? Rejste den i vrede i 90’erne, da vi begyndte at snakke fedtenergiprocenter, og alting pludselig skulle være light? Det er som om mange mennesker fuldstændigt har opgivet at tage ansvar for, hvad de fylder i ansigtet. Jeg mener: Light chips? Come on! Og står der ’light’ på noget, tror folk, at det betyder, at de uden beregning kan spise det dobbelte af, hvad de plejer.
Vægt er og bliver et spørgsmål om simpel matematik: Hvis du hælder mere på, end du forbrænder, tager du på. Slut. Punktum. Det kan Anne Larsen, Cheasy og farvekoder på alle varedeklarationer i verden ikke ændre på.
Vi er dog ved at bevæge os lidt væk fra ’pyt med om jeg er sund, bare jeg er tynd’ mentaliteten, og der er kommet mere fokus på fibre, fuldkorn, stabilt blodsukker, suspekte farvestoffer og smagsforstærkere. Heldigvis. Men nu er det så, at alle ’eksperterne’ kravler frem fra deres slimede huller og udtaler sig om ting, som de ikke har skyggen af bevis for.
Og folk hopper på den. Måske fordi der er så meget signalværdi i mad. Det er en relativ nem måde at flashe mådehold og Rigtige Værdier på, og man kan med et kig i folks køkkenskabe ofte med stor præcision bestemme deres politiske ståsted.
Problemet er bare, at hvis forholdet til mad først kører af sporet, så er det godt nok svært at få folk hentet tilbage. Mad er jo i høj grad en del af vores måde at være sammen på, og folk der ikke motionerer, er De Nye Rygere. Hvordan skal man forholde sig til hvad der er godt og skidt for kroppen, når alt hvad man ved om mad og bevægelse er udenadslære? Når man først har fået et sygt forhold til noget, som man til stadighed er tvunget til at omgås og forholde sig til, må det være svært at huske, hvad der er rigtigt og normalt.
I Århus har jeg, siden jeg flyttede til byen, med jævne mellemrum set en pige, som er så syg af anorexi, at jeg bliver ked af det, hver gang jeg ser hende. Pakket ind i 40 lag tøj og med store solbriller går og går og går hun. Jeg tænker altid, at det formentlig er sidste gang jeg ser hende, for hun ligner ikke en, der stadig er her om 1 måned.
Jeg siger ikke, at det er Kernesund Families skyld, at folk udvikler spiseforstyrrelser. Men når alle, uanset faglig baggrund, må skrive bøger, lave TV og udtale sig som eksperter, og de slynger om sig med ord som ’allergi’ ’kræft’ og ’fosterskader’, er der ikke noget at sige til, at maden til sidst ender som noget helt uoverskueligt, vi nærmest er bange for.
