Dorthe om hævn

Jeg har en djævel på den ene skulder og en engel på den anden. Englen vinder oftest. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet her i stuen og udtænkt listige hævnakter, der virkelig skulle få vedkommende ned med nakken, helt ned at smage på den mudrede jord, men de er aldrig nået længere end dertil.

Tankerne altså.

Blevet lige dér inde i hovedet.

I stedet har min engel på den anden side siddet og sukket højt. Hvad vil jeg få ud af det? Hævnen. Vil jeg være mere glad bagefter? Sandsynligvis ikke. Vil han overhovedet være så ramt af min lille hævn, som jeg håber? Sandsynligvis ikke.
Og et eller andet sted vil han jo vinde, hvis jeg tager hævn. Jeg ser det som en anerkendelse af, at der har været følelser med i spillet. Mine vel at mærke. Og ikke på vilkår om han skulle have den fornøjelse.

Maj om hævn

Kunne ikke vente på karma, og den stille hævn var ikke helt nok. Jeg var blevet trådt på og revet rundt i et følelsesmæssigt helvede i 1 år.

Det handler selvfølgelig om en mandsperson. En der spillede på 2 (eller flere?) heste. Jeg var nr. 2. Dumt af mig – ja! Men man er desværre ikke altid herre over følelserne. Det var den klassiske “det kører ikke med kæresten, og det er kun et spørgsmål om tid før det er slut”. Guld og grønne skove blev lovet, store ord udvekslet. Det var mig han ville ha’.. men, altid et men. Han blev aldrig single, men holdte alligevel fast i mig.

Da det så endelig sluttede, var han bange... Bange for om kæresten ville få noget at vide. Sagde, at han havde fortalt hende om mig, men efter 1 år, hvor man efterhånden bliver god til at skelne mellem sandhed og løgn, vidste jeg det var løgn. Det var udelukkende noget der blev sagt, for at redde egen røv, og slippe afsted med det.

Den gik ikke! Efter nogle overvejelser satte jeg mig en aften foran computeren og skrev en meget lang mail – til hans kæreste. Jeg er klar over, at hun er fuldstændig uskyldig i det her, og jeg skrev ikke til hende for at gøre hende ondt - og det er jeg klar over jeg har gjort ved at skrive til hende. Jeg skrev ikke til hende med håbet om, at de ville gå fra hinanden. Men hun skulle vide, hvad han havde haft gang i. Det er ham der er gal på den - ikke hende, og ikke mig. Jeg står 100% ved det jeg har gjort. Har aldrig nogensinde gjort bare noget i nærheden af det før. Og så handlede det vel også om, at jeg bare ikke vil finde mig i at blive trådt på...

Stine om hævn

For omkring et år siden slog min daværende kæreste op med mig. Det var rigtig grimt - løgne, svigt, drama og fra hans side en ny dame. Tanken om hævn smuttede forbi mit sind ind i mellem, men jeg er både for kujonagtig og for samvittighedsfuld.

Denne gut er arrangør af en årligt tilbagevendende musikbegivenhed, som jeg egentlig gerne ville med til. Men tanke om nyslået eks svøbt ind i ny blondine holdt mig i den grad tilbage. Og her træder diverse veninder og en enkelt kammerat til med det måske mest mystiske råd, man kan tænke sig:

”Find en rigtig lækker fyr og tag til festival med ham! Det er den bedste hævn.”

Arrrrh… vel? Vi snakker om en gut, der var den, der tog beslutningen om at dumpe mig. Ifølge ham selv havde han brugt de sidste syv måneder af vores forhold på at komme sig over mig – OG han er nyforelsket.

Hvordan kan det nogensinde være hævn, at se sin nyligt dumpede eks sammen med ny gut? Det ville vel mere være lettelse ”Phew, nu bliver Stine ikke stalker/hævner/bitterfisse/voldelig.” Evt. dårlig samvittighed be gone, kom med champagnen og flere letlevende kvindfolk. (Undskyld nye kærestedame, hvis du ved et tilfælde læser det her, du er sikkert en sød lille blondine, der bare virkelig ikke ved bedre.)

Jeg blev hjemme.

Thomas om hævn

Når jeg hører ordet ”hævn”, er det første, jeg umiddelbart tænker på, westernfilm med Clint Eastwood. Nogle skurke udsætter en mand for en uretfærdighed, som han i slutningen af fortællingen på blodigste vis indhenter retfærdighed for. Der er ikke så megen snak, blot et hurtigt og velplaceret svar. Det er maskulint! Tænker jeg videre over ordet, drejer tankerne sig mod forbrydelse og straf i vores samfund, hvor det ikke er velset at fryde sig over straffen som en retfærdig hævn. Hævnmotivet er dog en del af straffen, så ofre ikke føler sig ramt på retsbevidstheden, som det så fornemt kaldes.

Man bør kun benytte sig af hævn, hvis den årsagsgivende udåd er alvorlig eller forekommer et gentagende antal gange. Når jeg betragter min omgangskreds, ser jeg ingen hævngerrige mennesker; Folk undværer helst hævnlysten, da den netop forudsætter, at en grim handling er begået mod dem. Hører jeg om forældre, der mistede deres barn på grund af en alkohol- og stofpåvirket billist, så forstår jeg hævnen. Det er kun rimeligt, at morderen straffes ved at give afkald på en lang årrække af sit liv og sin frihed. Får man begået indbrud i sin bil eller bolig gentagne gange, er det også et plaster på såret at opleve, at tyven møder konsekvens for sin handling.

Det er ikke pænt at erklære, at man ønsker hævn. De fleste af os er opdraget til at se fremad og ikke at bære nag. Hævnen bringer ikke det tabte tilbage, og vi risikerer at gøre forbryderen endnu mere forbryderisk. Jeg er uenig; Selvfølgelig skal forbryderen betale. Det skal ikke være samfundet og ofrene, der i sidste ende kommer til at sidde tilbage med regningen for på pæneste vis at bestikke forbryderen ind på rette vej. Sådant et mål helliger ikke bløde midler.

Hvorfor er det ikke velset at ønske hævn over en forbryder? Min opfattelse er, at det til dels er et resultat af kvindedomineret opdragelse. De fleste i min årgang er opvokset med kvindelige pædagoger og lærere med baggrund i feminisme og rundbordspædagogik fra halvfjerdserne. De få mandlige lærere, jeg havde, fik Arne Nougatgren til at ligne en fascistoid eksercits-sergent. Mændene bøjer af, føjer sig og accepterer, at vi altid skal tale om tingene i stedet for at handle. På den anden side har den kvindelige påvirkning et løjerligt resultat, set i betragtning af, hvordan kvinder typisk behandler hinanden ... ! Jeg spekulerer vist for meget nu, så jeg vil handle og sætte Clint Eastwood på dvd'en.

Anne om hævn

Jeg er ikke en af dem, der jubler og you-go-girl'er, når forsmåede, forladte kærester klipper eksens Armani-sæt i stykker og spreder rygter om hans seksuelle (u)formåen.

Bevares, bedragende kærester fortjener absolut heller ikke at blive hyldet, men jeg er nok bare mere "samle fjolsets ting sammen i en pose og få det ud af mit liv i en fart"-typen.
Jeg gider ikke rigtig det der hævn.

Det betyder dog ikke, at jeg er en tilgivende engel, der er for fin til at gnide mig i hænderne, når universet selv tager affære:

Jeg havde engang en meget smuk kæreste. Jeg var bevidst om, at han var alt for smuk til mig, og hvis jeg glemte det, skulle han nok sørge for at gøre mig opmærksom på, at jeg ikke var noget specielt.
Jeg var ung og overfladisk, og det tog mig hele to år at fatte, at skønhed ikke kompenserede for tørhed, utroskab og tarvelig personlighed.
kærestehistorien endte med, at jeg lossede ham ud.

Det er 15 år siden.

For kort tid siden dukkede han op på Facebook, og jeg tør godt indrømme, at jeg var spændt på at se, hvad alderen havde gjort ved hans smukke ansigt.
Det viste sig, at for en mand på 60 år holder han sig faktisk virkelig godt.

...Bare ærgerligt for ham, at han kun er i midten af trediverne.

Linda om hævn

I mit arkiv ligger et indlæg, jeg aldrig har udgivet. Havde jeg valgt at udgive det, da jeg skrev det, ville det med stor sandsynlighed have fået alting til at falde fra hinanden et andet sted i byen. Han havde helt sikkert fortjent det, og det ville have været den perfekte hævn.

Der er mange gode historier om hævn. Hende, der tog den utro kærestes telefon, fandt et af de erotiske billeder, han havde taget af sig selv og med teksten ”Hej. Jeg hedder xxx, og jeg er et utro svin!” sendte det til alle i hans telefonbog. (Hej mor.) Eller hende, der opdagede kærestens affære, da han var på skiferie; som såede karse i hans ægte tæppe og kærligt nussede om det, så det var fint og grønt, da han kom hjem. Hun fandt også tid til at stoppe rejer i hans gardinstænger. (Lugter her ikke mærkeligt??) Og hende, der opdagede the girl on the side, mens manden var på forretningsrejse, som sørgede for, at jakkesættet, hun havde lovet at sende til det vigtige møde, ankom på dagen – inklusive de mange huller hun havde klippet i det. (Lang dag. ”Punk møder Hugo Boss er det nye sort, siger jeg jo!”)

Somme tider ville jeg ønske, at jeg var typen, der hævnede mig. Dels synes jeg, at det må være meget tilfredsstillende, og dels synes jeg, at det giver sådan nogle fine historier. Beklageligvis bor der inde i mig en lille muslim, som er meget optaget af ære og skam. Hun mener, at hævn er en indrømmelse af, at et andet menneske har såret mig; en tilkendegivelse af at jeg har haft følelser i klemme og forventet noget andet og mere. At jeg har givet mest og været både naiv og godtroende. Hævn afslører, at jeg synes, jeg har tabt ansigt. At rejse er at leve og at hævne er at blotte.

Én gang i mit liv har jeg haft lyst til at hævne mig, men jeg havde så travlt med at kravle baglæns ud af døren, mens jeg febrilsk ledte efter mit tabte ansigt, at al ledig kapacitet blev brugt på at standse ulykken. Fornuften nåede at indhente raseriet og de forsmåede følelser, inden jeg fik udtænkt en passende hævn.

Men hævn er vel et forsøg på at påføre den, der har såret dig, en smerte der ligner din? Hvis det er sandt, ender ærlighed måske med at udvikle sig til hævn på lang sigt. Hvis du fortæller et menneske, præcis hvor du står; at han roder i kassen med de helt store følelser nu, og når indholdet af dén kasse først er spredt ud over hele institutionen, så er det ad helvede til at stå alene tilbage med oprydningen, så skal han – hvis han vælger at fortsætte - leve med sin viden om, at han med fuldt overlæg tog noget, der ikke var hans.

Han ved det. Og jeg ved, at han ved det. Det er hævn nok for mig.

Lene om hævn

Min onkel bekræftede min antagelse om, at kvinder er mænd langt overlegne, når det kommer til at finde på raffineret hævn:

En aften i sengen havde han brugt sin maskuline styrke til at holde hendes overarme fast mod sengen og kilde hende så hun sprællede.
Hun svor hævn.

Senere vågnede han ved at hun prikkede ham på skulderen. Da han slog øjnene op, så han lige op i hendes numsehul, der udvidede sig.