Undskyld at det er synd for dig

Anne om samvittighed

Samvittighed er en smart opfindelse på så mange måder. Den afholder os fra at opføre os alt for modbydeligt, og hvis det alligevel smutter for os, får den os til at sige undskyld. Eller komme med den altid brugbare: Åh, nu har jeg bare SÅ dårlig samvittighed.

Samtidig er samvittighed nogle gange så frustrerende irriterende. For nogle gange sniger den sig ind og styrer på steder, hvor den ikke har plads.

Nogle mennesker er så manipulerende, at de kan give dårlig samvittighed med deres små offerspil med tilhørende offerrundryg og offerpivestemme. Og så står de pludseligt der og propper kontrollen over dit liv ned i deres mavebæltetaske.

Der er også dem, der spilder deres samvittighed på mennesker, der ikke ville bruge et gram samvittighed på dem.
”Nej, det kan jeg ikke gøre mod hende”. Ok, men så prølliåhørheregåå. Hun ville gøre det mod dig uden at blinke. Tag nu kontrol over dit eget liv! Nå!

Jeg har prøvet begge dele – igen og igen.
Min samvittighed har været den knap, folk skulle trykke på, når de ville manipulere og styre mig. Med nedadvendte ansigter har de vadet på mig, mens de har vrælet, at det ikke er deres skyld. De kan ikke gøre for det, for de har bare altid haft det så enormt svært.

Jeg vil nok altid være sådan en, der får dårlig samvittighed (og lyst til at holde en lille begravelsesceremoni), hvis jeg cykler over en larve. Og af princip vil jeg hellere sige undskyld ti gange for meget end én gang for lidt. Men jeg gider sgu ikke længere lade min samvittighed være den hundesnor, der lader andre end mig selv kontrollere mit liv.

…

Dette er mit sidste indlæg på Ordet Rundt.
Det har været sjovt og udfordrende at være med. Og jeg har været stolt af at dele blog med så mange dygtige skribenter.
Tak fordi I læste med.