Sølvpilen

Dorthe om helte

Da jeg var barn samlede min bror på nærmest alle tegneserier. Så i min barndom har jeg læst om de klassiske actionhelte som Spiderman, Batman, Fantomet og De Fantastiske Fire, men den der står mig klarest i erindringen er den om indianerhøvdingen Sølvpil. Og hans hvide fostbror Falk. Og den smukke Månestråle.

Men altså Sølvpil havde jeg et crush på. Han var smuk og god og kæmpede for fred og retfærdighed. Han red på sin smukke hvide hest Stormvind og levede i pagt med naturen og tilbad Manitu. Indianernes ord for gud.

Jeg drømte, at det var mig, der var hans squaw, og var jaloux på Månestråle med de smukke ben, som man altid kunne se, selvom de to aldrig blev kærester, men bare havde den der gnist imellem dem, som holdt læseren i spænding.

Sølvpil var jo også en vaskeægte helt, når han kom ridende på Stormvind i kamp mod blegansigterne.

At der så også var en hel del smukke heste med i historierne gjorde heller det ikke værre.
I dag ville jeg nok læse bladene med et smil omkring munden. De er meget primitivt tegnede i forhold til nutiden teknik. Og historierne kedelige. Men stadig lærte man en hel del om indianernes historie. Kiowa-stammen som Sølvpil var høvding for eksisterede faktisk og eksisterer vist nok også den dag i dag om end i en noget anden udgave.

Hende gad jeg godt være

Maj om helte

Hun har (for det meste) langt lyst hår. Hun har den perfekte krop. Hun ældes med ynde. Hendes gardarobe er ret stor. Hun kan begå sig blandt jetsettet, men er heller ikke for fin til at være punker. Hun har det sejeste hus, de fedeste biler, hest og alt muligt andet super fedt "gear".

Og så har hun en mand! Eller... de blev skilt for et par år siden, og hun muntrede sig vist lidt med en ung knøs, men rygtet er, at hun har fundet tilbage til manden igen. Must be TRUE LOVE!

Og så er der navnet. Det minder egentlig lidt om en pornoskuespillerindes. Gad vide, om hun egentlig har været kærester med Hugh Heffner engang? Der har ihvertfald været mange af hans kærester, der gerne ville ligne hende.

Det er selvfølgelig Barbie jeg taler om. Denne blonde skønhed fyldte 50 år i denne uge. 50 år! Tillykke til hende (og Mattel). Og hvis jeg ser ud som hende, når jeg er 50, så klager jeg bestemt ikke. OK! måske lidt urealistisk, men hvis jeg så bare kunne stoppe tiden nu, og bliver ved med at se ud, som jeg gør idag, så vil jeg egentlig være meget godt tilfreds. Og uanset hvad - vil hellere ligne Barbie end Bratz. Har i set, hvor store deres hoveder er?

Helteløs og muligivs fortabt

Stine om helte

Helteløs. Sådan kunne man godt beskrive mig. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt og måske endda tænkt lidt mere i forbindelse med dette blogindlæg. Alle har vel for pokker en helt, og når man har en helt, skal man fremhæve alt det gode ven den helt, for det har helten fortjent. Gode ting kan ikke roses nok.

Men jeg er helt blank lige på helteområdet. Engang som teenager skrev jeg i et brev til min morfar, at han var min helt. Det passede ikke helt. Han var en mand, hvis anerkendelse jeg sukkede efter, fordi jeg så ham som noget særligt. Måske så jeg endda lidt op til ham. Men min morfar hverken er eller var nogen helt. Han er et menneske, vist endda et godt et af slagsen, men han redder ikke rigtigt nogen.

Jeg føler, jeg burde have feministiske helte, barndomshelte, journalisthelte, fotografhelte, humanistiske helte, forfatterhelte og sikkert også flere. Men en nærmere granskning af eget kranium viser, at jeg muligvis er for kræsen til at have helte. Et navn popper op. Min veninde Anne for eksempel (ikke blog-Anne). Hun er sej. Jeg beundrer hende for hendes helt nede på jorden menneskelighed, der er kombineret med en evne til altid at kunne tackle alting, frygte meget få ting og fremstå tjekket imens. Meeeen, jeg er jo ikke beundrer af alt ved Anne. Hun har ikke besøgt mig siden, hun blev gravid for første gang, hvilket er mere end fem år siden (det er sjovt, som den vej er kortere for mig end hende i hendes hoved). Og så ville jeg ikke selv have valgt at blive lærer, hvis jeg havde så mange talenter som Anne. Med andre ord, Anne duer ikke rigtigt som helt alligevel.

Og sådan kan jeg blive ved. Men det er jo tosset, at helte ikke må have dårlige sider. Jeg forstår ikke den side af mig selv. Når jeg finder helte i tegneserier, bøger og film (og det gør jeg tit, for jeg er ret pjattet med fiktive helte), er det altid anti-helten, der vinder mit hjerte. Der gør mig blød og efterlader mig beundrende. Heltene uden fejl gør mig søvning og taler kun til den del af mig, der alligevel hellere ville ud og lave mere kaffe. Superman siger du? Forklædt pigespejder med mange muskler siger jeg. Men hvorfor gælder det ikke for virkeligheden? Er jeg for skeptisk? Er vi kommet til en tid, hvor der bare ikke ER helte?

Måske er virkeligheden bare for virkelig.



(Meget virkelig virkelighed eller ej, hvis Clinten stadig så sådan ud og kiggede forbi i den mundering, skulle jeg nok overgive mig på stedet. Måske en lille dåne-scene krydret med sætningen "min helt".)

Skrigende spandex

Thomas om helte

Jeg er højst tretten år gammel indeni. Næsten hver gang en ny superhelte-film annonceres, gennemser jeg traileren med en knude af spænding og forventning i maven. Faktisk er jeg mest interesseret i skurkene eller i hvert fald i heltene med mørke sider. Jeg drømmer ofte om at dukke op på arbejde i Batman-kostume og banke mine kollegaer, og det er ikke mere end nogle få måneder siden, jeg seriøst overvejede at investere 6.000 kroner i en Darth Vader hjelm støbt fra de originale forme. Omsider ville jeg få den respekt, jeg havde fortjent.

Da den fysiske skal om mit barnlige indre matchede dets uforanderlige alder, spillede jeg rollespil af den gamle slags, som foregik omkring et bord. Min gruppe spillede mest Dungeons & Dragons, men jeg havde også investeret i et Marvel Super Heroes Advanced Set regelsæt, som jeg studerede om aftenen, mens ideerne til plots poppede op i mit hoved og fyldte mig med forventning om de fantastiske eventyr, der skulle udfolde sig i vores hoveder.

Få af mine ideer blev til virkelige spil. Jeg husker dog en skurk, jeg skabte til Marvel Super Heroes. Han hed Dart, og jeg fandt min tegning af ham i en gammel mappe, som lå bagerst på øverste hylde i et af mine høje skabe. Farverne på hans tøj er vist mest af alt inspireret af den hjemmesyede træningsdragt, som jeg gik med på daværende tidspunkt. Jeg husker ikke, hvad jeg havde i tankerne med hensyn til baggrundshistorie. Måske var han en dart-mester fra den lokale bodega, som i frustration over ydmygelsen ved at blive slået i den ædle sport af landsby-sutten, iklædte sig sin frygtindgydende hævner-dragt for anonymt at nedbringe ulykke over de nederdrægtige indbyggere i byen? Inderst inde synes jeg stadig, at han og hans tøj er ultra-sejt.

Jeg bliver vist aldrig ældre indeni. Derimod kan jeg sandsynligvis se frem til et stigende antal stunder i uforståelighed, når yngre medlemmer af vores art høfligt letter på kasketten med et ”Godaften, hr.”, idet de passerer mig på gaden. ”Jamen, jeg er jo en af jer?!”, skriger mit indre, mens mit korrekte ydre med dets gode manerer dækker over fortvivlelsen ved pænt at gengælde den trods alt velmente hilsen. En virkelig helt bliver jeg aldrig. Det er en alt for voksen og ansvarsfuld rolle til mig.

Selvhelter

Anne om helte

Den mand, jeg skal være sammen med, skal ikke være ham den stærke, der tager sig af sin lille kvinde. Eller ham, der redder mig, når min kvindelige svaghed igen og igen forhindrer mig i at passe på mig selv.
Men det har mænd meget svært ved at tro på og acceptere. I hvert fald dem med sultne egoer.
En tidligere kæreste sagde, at jeg altså skulle lade ham være en mand. At jeg tog noget fra ham, når jeg ikke lod ham være den store stærke helt, der kunne klare det hele for mig.

Men hvad skal jeg med en wannabe-helt, når jeg kan være min egen superhelt?
Nej, jeg har ikke et super-ego – nærmest tværtimod. Men efter at have levet som en uselvstændig lille pige i alt for mange år, er det blevet vigtigt for mig, at jeg ikke er sådan en, der ser op til andre, og ønsker at jeg var som dem. Jeg må sgu gøre noget for at få det, jeg ønsker mig.

Og en rigtig superhelt venter ikke på at få tingene foræret. En superhelt tager sin (moderigtige) kappe på og flyver ud og gør noget for sagen.
En superhelt kan sagtens finde på at klynke og ønske, at andre bare kunne tage over, men når jeg får kylet kryptonitten 100.000 kilometer væk, finder jeg styrke i at kunne selv.

Nu er spørgsmålet så, om mit supersyn kan spotte en mand, der kan tåle, at jeg ikke er så blond og blåøjet som jeg ser ud til at være? Ellers må mit voksende ego og jeg jo bare leve lykkeligt sammen til vores dages ende.

We do need another hero

Linda om helte.

For mig er en helt et menneske, der har sat sit eget liv på spil for at redde andres. Jeg ved ikke, om det er fordi Tom Cruise med sin rolle i Top Gun skabte en arketype, som alle mænd gerne vil være og alle kvinder gerne vil i … *ahem*.. armene på, men heltemæssigt set synes jeg, at piloter har det lidt nemt. Heltekåringer fyger gennem luften som beskyldninger på Christiansborg. Efterhånden kan en pilot stige lige ud af flyet til lyden af de obligatoriske klapsalver og direkte ud foran en telelinsemur, hvor alvorlige mænd i habitter overrækker ham flag og medaljer i metervis for heltemodig indsats under dagens flyvetur, fordi han ikke styrtede ned eller fløj ind i et bjerg.

Jeg skal være den første til at udtrykke min beundring for en mand, der kan lande et fly i en å. Men altså. Ret beset er han vel bare en mand, der er dygtig til sit fag? Han har reddet menneskeliv ved at holde hovedet koldt, det er vi enige om, men det gør eksempelvis læger jo også hver eneste dag – helt uden at modtage hverken hyldest, medaljer eller spalteplads. At hans eget liv også stod på spil, har vel ikke gjort incitamentet til at få flyet ned i et stykke mindre? Vi er ikke ude i, at han kunne have ladet som ingenting og bare være gået forbi, men dumdristigt valgte at handle uden skelen til egen sikkerhed, og det er vel næppe heller ham, der har sørget for at tilvejebringe floden?

Det er jeg selvfølgelig ikke den eneste, der kan se, så hvorfor lader vi som om? Hvorfor er der gået inflation i heltebegrebet? Mit bud er, at vi har brug for dem. Så meget, at vi er villige til at se igennem fingrene med teknikaliteterne. I en verden, hvor folk dagligt og grundløst bliver skudt ned på åben gade, og hvor man kan risikere at få et kapret passagerfly i hovedet, når man sidder på 25. etage og passer sit arbejde, har vi hårdt brug for at tro, at der stadig er noget godt i mennesket.

Når jeg læser, at en dreng på 14 år har skudt og dræbt et andet menneske, er jeg i tvivl om, om han forstår omfanget af, hvad han har gjort. Forstår han, at det aldrig kan gøres om? At de døde ikke kommer tilbage? At han for evigt har ændret både eget og andre menneskers liv? Jeg tror det ikke. Jeg håber det ikke. I givet fald er jeg ude af stand til at fatte den skødesløse ligegyldighed og lemfældige omgang med liv, der ligger bag.

Som modvægt til denne afstumpethed har vi brug for at tro, at nogen vil hjælpe os og dem vi elsker, hvis det værste sker. At De Onde er undtagelsen og at De Gode stadig er flest. Vi har brug for at tro, at nogen derude stadig tillægger menneskelivet så meget værdi, at de er villige til at risikere noget dyrbart for at bevare det. Jeg tror, at vi har brug for helte.

Oh, min fortyndede helt

Lene om helte

'Min helt', sukkede hun henført og gemte sit ansigt ved hans brede bryst, da han løftede hende op i sine stærke arme og beskyttende hviskede til hende at det hele var overstået nu.
Han var hos hende.

Der var engang, jeg troede på heltmodighed og naivt troede på, at der var mennesker m/k - men nok mest mænd - der fuldstændigt uselvisk ville vade igennem flammer og murbrokker for at redde kattekillinger, kvinder og børn, ja selv de største røvbananer. Simpelthen bare fordi de ikke kunne lade være.
Jeg tror stadig på heltemodet, men jeg er blevet kynisk. Jeg eeeelsker at se Batman og jeg kan slet ikke vente til Watchmen kommer i biografen lige om lidt, men jeg synes det er allerbedst, når de også har sorte sider og et lille anstrøg af dårlig moral. (miiaaauu)

Det er også meget godt, at jeg har det sådan, for de laver ikke helte mere, som de gjorde engang.

Forestil jer en nymodens mand, iklædt heltejakkesæt med udsyn til blondine uden cykelhjelm, der er ved at blive jordet af taxa med overtræt, beruset chauffør bag rattet. Han vil ikke finde sin indre supermandsdragt frem, men tænke:
a. Jeg skal skynde mig hjem og læse om det på mobiludgaven af JP
b. AJ! Hvorfor er der ikke nogen, der GØR noget?
c. Gad vist om hun slår hovedet i kantstenen...
d. Mon hun kigger, hende med de store kasser inde fra butikken. Måske får jeg lår om ørerne hvis jeg spiller helt.

Kan godt være, at vi er blevet forråede og egoistiske og det kan godt være at jeg lyder lidt mormoragtig og mere end normalt naiv, men det kunne sgu klæde verden med lidt flere rigtige livreddere og nogle brede bryst(er) man kunne gemme sig ansigt trygt ved uden at tænke over, hvad de skal ha til gengæld.