Dorthe om børn
Gennem hele min opvækst og frem til nu har jeg sagt, at jeg aldrig skal have børn.
Børn er dejlige og sjove - jow jow - men det var bare ikke noget for mig.
Jeg kunne slet ikke lide spædbørn. De kan jo intet. Udover over de 4 s'er - sove, spise, skide og skrige. Kedeligt. Og ikke spor charmerende.
Og jeg HADER dem, der siger, at børn er det mest fantastisk, der kan overgå én. Det er det da nok også - FOR DEM. Men det er det ikke for alle, og det har de en tendens til at glemme.
Snak omkring børn med barnløse par også belagt med tabu. For det må jo absolut være fordi, de ikke kan få børn. Man fravælger jo ikke frivilligt livets største oplevelse? Hvis man så fortæller at man er frivilligt barnløs, så bliver der virkelig set skævt til én. Jøsses.
Det er da en mærkelig holdning?
Jeg kan sagtens se mig selv som frivilligt barnløs, men den seneste tid har børn fyldt rigtig meget i mine tanker. Og jeg får klump i halsen og tårer i øjnene ved synet af spædbørn. Jeg tror i virkeligheden, jeg er blevet godt og grundig skruk.
I øvrigt:
6 år siden
Jeg har været ufrivilligt barnløs efter at have tilbragt hele mit liv med at være frivilligt uden appendix. Ærgeligt at du ikke føler at have mødt den forståelse, som jeg selv har overfor frivilligheden, både før og efter jeg har fået børn. Men ellers, jo - de ufrivilligt barnløse er ømme på emnet. Det skal man have været i deres sko for at forstå. Ligesom med langt de fleste livsødelæggende situationer. Man skal ikke forvente at forstå, bare give plads.
SvarSletMen i øvrigt - så er skrukheden vist 99,9% biologisk betinget, så selvom hjernerne siger nej kan æggestokke og libido SKRIGE JAJAJAJAJA. Så pas på du ikke lader dig rive med ;-)
Og ja, børn er da stort. De fylder i hvert fald alt. Heldigvis, ellers ville de vist blive nogle ynkelige voksne. Men dermed ville jeg ALDRIG sige at man ikke kan leve uden. For det kan man da.