Koeb dig fra afmagten

Hungersnoed, naturkatastrofer, sygdom, toerke, krige... Hele tiden bliver vi praesenteret for foelelsen af afmagt i forhold til den verden, vi befinder os i.

Velgoerenhedsorganisationer appellerer konstant til vores afmagt. I forhold til indsamlinger til den 3. verden, noedlidende boern og dyr, sygdomme og saa videre. Vi kan hurtigt faa aflad for vores foelelse af afmagt ved blot at trykke 1212 og dermed donere 100 kroner til den senest indsamling.

Jeg er ikke saa sikker paa, at de penge, der bliver indsamlet til de fattige ulande, er dem, der goer udslaget. At pengene rammer der, hvor de goer mest nytte. Jeg har en fornemmelse af, at den stoerste del af pengene, desvaerre ryger i de forkerte lommer.

Jeg tror paa udsending af mennesker, kan goere en forskel. Jeg har f.eks. stor beundring for Laeger uden graenser, som goer en kaempe indsats for at hjaelpe mennesker til at bekaempe og forstaa sygdomme.

Og jeg taenker tit og ofte over, hvordan mit job, som kontornusser, virkelig ikke goer en skid, der betyder noget i det store billede. Og alligevel vil jeg nok noejes med at stoppe penge i den naeste indsamlingsboette jeg bliver praesenteret for.

Den værste opringning

Maj om afmagt

En sen aftentime for nogle år siden, fik jeg en opringning af en person jeg ikke kendte. Stemmen i den anden ende sagde følgende:

"Du kender mig ikke, men jeg kender din mor. Hun har her til aften haft det rigtig dårligt. Har haft en del smerter i brystet/hjertet. Vi fik hende afsted til hospitalet, og det viste sig, at der var noget galt med hendes hjerte."

.. der sad jeg så - helt alene og fik den besked. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige - jeg tror faktisk ikke jeg sagde særlig meget, var vist tæt på en tilstand af chok! Efter den "lange" forklaring om, at der var noget galt med min mor, sagde hun endelig:

".. men hun har det godt nu, og hun vil gerne have i kommer op til hende"..
(OK! kunne hun måske ha' startet med at sige det?)

Fik vækket min søster og svoger, og sammen var det afsted til hospitalet. Hun så så lille ud, som hun lå der i hospitalssengen, men det var dejligt at se, at hun efter omstændighederne havde det godt, og har heldigvis haft det godt siden, men ØV! hvor var det bare den værste aften, og den værste opringning..

Lever ondskaben i os alle?

Stine om afmagt

Jeg træder på noget, der er lidt hårdere end resten af stien, og det giver en let knasen. Jeg kigger ned og opdager, at jeg tilsyneladende står på det, der engang har været brystkassen på et menneske. Fornemmelsen af at have jogget på nogens knogler er kvalm, men ikke uventet her på Killing Fields i Cambodja.

Der var så mange lig efter Khmer Rouges styre, at de måtte opgive at grave dem alle sammen op. Tårnet med kranier midt på engen med gravene fortæller ellers, at der er blevet arbejdet godt for sagen. Overraskende nok er jeg næsten lettet over at stå på Killing Fields, men det er kun fordi, vi kommer direkte fra torturfængslet Toul Sleng.

I Toul Sleng er livet blevet pint ud af så mange mennesker, at det er umuligt at forstå. Inden de blev udsat for det værste, der kan overgå noget menneske, blev de fotograferet. Der er væg efter væg efter væg med portrætter af mennesker med døden i øjnene. Selv børnenes øjne siger, at de godt ved, hvad der skal ske.

Alt begynder at dreje rundt. Jeg sætter mig på en bænk ved siden af en munk, der også sidder med rynkede bryn. Jeg forestiller mig, at vi tænker det samme.

Hvordan? Hvordan i alverden kan et styre få folk til at dræbe babyer ved at smadre dem ind i træer for øjnene af deres mødre? Begrave dem levende? Rive deres lemmer af led, stikke deres øjne ud, lænke dem, pine dem, dræbe dem med palmeblade og jeg kunne blive ved. Nogle fordi de havde briller. Andre fordi de var i familie med nogen, der havde briller.

I historie lærer man, at det var Pol Pot, der stod bag. Andre gange har det været Hitler eller Mao, der var navnet og ansigtet på forbrydelserne. Men en lille mand kan da ikke tage livet af så mange. 30 små mænd kan ikke, 100 små mænd kan ikke, uanset hvor mange våben, man giver dem. Fællesskabet vil altid stå stærkest. Og det er det, der er det uhyggeligste. Nogen – ja mange - har troet på ideerne og pint livet ud af børn, mænd, kvinder, gamle, nye, hvide, gule og sorte. Og de har gjort det frivilligt.

Folkemord er efterhånden sket så mange gange i historien, at jeg ikke kan tro, det er tilfældigt. Der må været et eller andet i os mennesker, der venter på vanvittigere ledere med vanvittige ideer. Eller ville de vel aldrig kunne komme til tops? Ellers ville så mange almindelige mennesker vel aldrig slå deres nabobørn og alle andre ihjel. Det må ligge i menneskets natur. Og det er en tanke, der får mig til at føle mig så afmægtig, at jeg er i tvivl om, om jeg har lyst til at være menneske.

Straffe

Thomas om afmagt

Det første, der falder mig ind, når jeg tænker på ordet afmagt, er forældre, som slår deres børn. Jeg finder det ubehageligt at se på, og i øvrigt ses afmagten altid i forældrenes ansigter umiddelbart bagefter: Det sidste magtmiddel er anvendt. Nu er der ingen vej tilbage.

Da jeg var lille, kunne der godt falde en lussing fra min far ind imellem, men det var kun, når jeg havde lavet noget virkelig grimt i skolen. Derfor var det hver gang en meget lang vej hjem, når en udåd var blevet udpenslet i kontaktbogen i alle sine ubehagelige detaljer. Jeg vidste nemlig, hvad resultatet kunne blive: En syngende lussing.

Når jeg fik en lussing sved det i tyve sekunder, men derefter var det overstået. Straffen var givet, jeg havde modtaget den, og så blev der ikke talt mere om den sag. Jeg husker en enkelt episode, hvor jeg havde lavet ballade sammen med en klassekammerat, hvis forældre var meget yngre end mine. De slog ham ikke. Til gengæld gav de ham stuearrest i fjorten dage og talte ikke til ham i samme periode.

Jeg ved godt, hvilken jeg foretrækker af de to afstraffelsesmetoder, men det er sværere at lovgive mod psykiske overgreb. Med henvisning til den præventive virkning skal det siges, at jeg lavede mere ballade end min kammerat, både før og efter ovennævnte hændelse. Men jeg dukkede mig hurtigere ...

Hov, jeg har verden siddende på mine skuldre. Gider du lige børste det af?

Anne om afmagt

Jeg tror, jeg var over tredive, da jeg fandt ud af det:
Jeg kan ikke redde verden.

Og selvom man skulle tro, at alderen havde givet mig en smule fornuft med i støttestrømpen, kom det faktisk bag på mig, at det ikke var mit ansvar alene.
Jeg kunne ikke fodre alle de sultne børn, stoppe krig, redde truede dyrearter, lappe ozonlaget, afskaffe racisme, slette holocaust, likvidere diverse diktatorer eller helbrede aids.

Jeg måtte indse, at jeg ikke var den nye Messias – og da byrden begyndte at lette sig fra mine nedsunkne skuldre, blev mit liv en hel del nemmere.
Ind imellem er jeg faktisk i stand til at se nyheder og lade mig selv bryde sammen over verdens uretfærdigheder – uden straks at få en trang til at opgive mit liv herhjemme for at rejse ud og være fredsmur.

Jeg har lært at leve med afmagten. Det kan man godt – uden at have et skyldfyldt og elendigt liv. Når jeg ind imellem mærker et strejf af red-verden-byrden, køber jeg mig et hurtigt skud aflad, så jeg kan trække vejret igen.

(Jeg ser stadig ikke Animal Planet. Det har jeg ikke gjort siden dengang, jeg så et program om et dovendyr, der havde mistet sin mor. Jeg tudede i otte timer (ok, jeg var så også gravid, men altså…)).

If you go – we go

Linda om afmagt:

Jeg har en veninde, som jeg holder uendelig meget af. Hun er godt begavet og ressourcestærk, og når jeg har problemer med at finde ud af, hvad der er op og ned, har jeg altid ringet til hende. Jeg har kendt hende det meste af mit liv, hun har altid haft tjek på tingene, og har aldrig gjort noget halvt.

For et år siden mødte hun en mand. Jeg kender ham af omtale, og han skræmmer mig. Når jeg ser på ham, ser jeg en fyr, der tager, hvad han vil have, uanset hvilke omkostninger, det måtte have for andre. Jeg ser en fyr, som er specialist i at spejle de mennesker, han taler med, så de åbner op og fortæller ham ting, som ellers er forbeholdt de nærmeste, fordi de tror, at de har mødt en af deres egne. Og han er dygtig. De opdager sjældent, at det altid er ham der spørger og aldrig ham, der svarer. Han er smuk som få, men jeg synes, at det lyser langt væk, at han også er meget, meget farlig.

Derfor troede jeg i lang tid, at der var tale om en slags eksperiment, da min veninde begyndte at se ham. Vi har alle dage fortalt hinanden alt, og de første alarmklokker begyndte at ringe, da jeg kom til at tænke over, hvor lidt hun egentlig fortalte om deres forhold. Hun er blevet fraværende, ser hærget ud og er begyndt at sløse med ting, som ellers altid har været vigtige for hende. 4 gange har jeg set hende få blodnæse, fuldstændigt ud af det blå.

Om han slår hende, om det er stoffer, eller om han bare har fundet en sprække i hendes sind, som aldrig har været synlig, og som hun derfor ikke har fået lukket for, ved jeg ikke, men jeg er sindssygt bekymret. Hun vil ikke snakke med mig om det, og lukker af, når jeg prøver. Hun ’kan styre det’ - hvad ’det’ så end er. Jeg har prøvet med bønner og trusler; med anstrengt humor og skæld ud. Jeg har prøvet at appellere til hendes sunde fornuft, for den må stadig være derinde et sted. Det hele preller af. Hun snakker mig efter munden, siger hvad hun tror, jeg gerne vil høre, og lyver mig lige op i ansigtet.

Hun forsvinder for øjnene af mig, og hun er ligeglad.

Det er afmagt i sin reneste form.

Gid din røv må klø og dine arme være for korte!

Lene om afmagt

Hvad mere kan jeg sige? Det fromme ønske udtrykker for mig lige præcis hvor alvorligt det er at være afmægtig og ude af stand til at gøre det man brændende ønsker.

Den værste form for afmagt må dog være den, som en kollega oplever lige nu. Et familiemedlem er alvorligt syg af kræft - og han er læge, så han ved godt, at en behandling er omsonst. Han har først fortalt sin familie om det nu, hvor alt i princippet er for sent og samtidig har han bestemt, at han vil dø i hjemmet, mens familien er der.

Familien og min kollega står fuldstændigt magtesløse og må se ham dø uden at de kan gøre noget som helst og uden at der kommer en sygeplejerske og hjælper ham for dem.

Eller som jeg selv oplevede det for nogle år tilbage: En semi-kæreste blev ramt af depression.
Alle, der kender til depression ved, at venner, kærester, familie, alle kan sætte lighedstegn mellem deres vens depression og deres egen afmagt. Der er ikke andet at gøre end at vente, når den depressive ikke kan mobilisere følelser, ikke kan klare nærhed, ikke synes at han duer til noget og derfor beslutter sig til at bryde kontakten.

Der er intet andet at gøre end at håbe og vente.

Det underlige er, at når man står der og er afmægtig, så bruger man utroligt mange kræfter på at håbe inderligt, at ens arme vokser sig længere mens man sover, så forbandelsen med den kløende røv kan blive afløst af et godt gammelt nordjysk ordsprog:

'Går du i seng med røv, der klør, vågner du med finger der lugter'.