Ud af utroskabet

Dorthe om samvittighed

I en del år så jeg en gift mand. I starten havde jeg virkelig dårlig samvittighed. Overfor hans kone. Og ikke mindst overfor mig selv. De moralske skrupler stod i kø udenfor min dør og bankede utålmodigt på. Utroskab var et absolut no-go i mine øjne.

Det var en sindssyg tid. Og en lykkelig tid. Med mavepine. Og glæde. Og ikke mindst ventetid.

På et tidspunkt blev jeg enig med mig selv om, at jeg var nødt til at slippe fri af den dårlige samvittighed, for det lod jo ikke til at påvirke ham spor.

Og så skete der det, at de dér sommerfugle i maven, som før måske kun havde været sommerfuglelarver, udklækkede, og jeg faldt for ham med et brag. Det var dumt. Men hjertet har det desværre med at bestemme, hvem man falder for. Og han havde absolut ingen intentioner om at forlade sin kone og familie.

Jeg blev krævende. Og ville have mere tid. Mere ham. Og mere liv sammen. Og jeg vidste, det var en kamp, jeg ikke kunne vinde. Det endte grimt. Lad os bare sige det.

I dag har jeg ikke dårlig samvittighed over forholdet. Det kan jeg ikke have, når han ikke havde nogen skrupler over det, men jeg ville aldrig gøre det igen. Det er for hårdt. For ondt. Og alt alt for lidt.


------

I lighed med Anne og Maj bliver dette mit sidste indlæg på Ordet Rundt. Det har været sjovt og spændende at være med. Og ikke mindst temmelig udfordrende. Men mest af alt har det været sjovt.

Jeg glæder mig til at følge det nye design her på siden og se, hvordan Ordet Rundt vil forme sig fremover.

I kan selvfølgelig stadig følge mig på dope.urbanblog.dk