Rigtige venner

Dorthe om venskaber

Aj jamen for dælen da osse. Jeg har glemt at skrive indlæg til i dag. Men så er det godt, man har nogle dejlige venner, der kan minde en om det.

Jeg tager dog ingen ansvar for indlægget i dag. Havde quiz og drinks aften med en flok. En veninde og to nye bekendtskaber. Allesammen meget underholdende. Og jeg kom sent hjem.

Jeg har masser af venner. Facebookvenner. Pt. er der 177 af slagsen.

Men af rigtig venner, dem man hænger ud med og er fortrolige med, er der få. Jeg har aldrig haft en masse venner. Eller omgangskreds. Men holder mig til en lille flok af skønne venner, som jeg holder meget af.

I flokken udskiftes medlemmerne ind i mellem. Nogen får kæreste og børn og andre interesser. Andre gange glider venskaber ganske langsomt ud.

Jeg har ingen barndomsveninder. Og selvfølgelig ville det have været sjovt at have haft en veninde, der har fulgt én hele livet. Men der har bare ikke været nogen, hvor vi er gået i samme retning. Og når det, man taler om, kun går på, hvad der skete dengang, og ikke har noget tilfælles, så glider venskaberne ligeså langsomt ud. Og jeg ser egentlig heller ingen grund til at blive ved med at svælge i fortiden.

BFF!

Maj om venskaber

"Du ringer bare, hvis du har lyst til at ta' med i byen en aften - eller bare hænge ud". Skulle lige finde modet, men jeg gjorde det - en eller anden dag tilbage i 1995. Og vi havde vist nok en sjov bytur, men det var ikke så meget det. Jeg fik en ny rigtig god ven, en drengeven. De sidste par år jeg boede i København gik der ikke mange dage mellem vi sås. Hans lejlighed lå lige på vejen hjem til min egen, og det endte tit med vi sad en flok i hans (deres - de boede 3 i lejligheden) køkken. Drak rødvin og øl - spiste og tit endte det med en improviseret fest. Blev næsten "en af gutterne" i den flok.

Det savner jeg godt nok - lige at kunne smutte forbi hos ham. Men heldigvis er telefonen jo opfundet, og når jeg er i København skal jeg se ham. Og i den (påståede) søde juletid, når han er hjemme i Århus, er det efterhånden blevet en tradition, han kommer forbi hos min mor til brunch juleaftensdag - det er så hyggeligt.
Og så er der selvfølgelig veninderne. Der er veninder jeg har kendt i + 20 år. Der er dem, jeg har kendt i 1 år. Nogle ser jeg ofte, andre går der længere tid imellem, men jeg vil ikke undvære nogle af dem.

Og så er der en helt speciel en. Min veninde gennem snart 20 år (tror faktisk det er bedst, hvis vi holder en fest, når vi rammer jubilæet). Selvom vi har kendt hinanden i så mange år, så er vi kommet endnu tættere på hinanden de seneste par år, og jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke havde hende.

Det lyder frygtelig klicheagtig, men hvad venskaber angår, så er jeg virkelig fantastisk heldig.

Og så var der lige svaret på den lille test fra sidste uges indlæg. S/H fyren er italieneren, så kan du nok gætte, hvem tyrkeren er.

Gid jeg ku

Stine om venskab

Som barn havde jeg ikke rigtigt nogen venner. Selv dem, som jeg legede med ind i mellem, ville ikke rigtigt stå ved det, når der var andre.

Lidt ældre blev jeg, og fik lidt venskab. En veninde ad gangen kunne jeg finde, blandt de andre outsidere. Det endte altid efter noget tid, sikkert fordi vi ikke rigtigt så andre og bare fik nok af hinanden. Ikke nogens skyld, man kan bare blive meget mæt af en person, man mest faldt for af ensomhed.

Som 15-årig mødte jeg min første store forelskelse og blev venner med hans vennekreds. Det var fantastisk og dejlig nemt. Jeg kommer fra en ret lille by, og følelsen af at have en flok og et socialt sted at høre til var vidunderlig.

Men sådan en kreds kan også blive trang, så selvom jeg fandt min all time bedste veninde der, føltes det ikke som jordens største tab at flytte til Århus som 20-årig.

Der kendte jeg ikke en sjæl. Føromtalte første kærlighed var på det tidspunkt blevet til bedste ven, og jeg prøvede igen at følge med til hans nye flok. Det gik ikke så godt, især ikke på grund af intrigant kvindemenneske i flokken, der vækkede det værste i mig. Uha jeg blev grim. Og førstekærlighed blev vigtig, og så var der ikke tid til Stine mere.

Jeg vennede lidt hist og her i nogle år, men det blev ikke til meget. Et højskoleophold resulterede i et par venskaber med de andre outsidere, men alt i alt var det en rædsom oplevelse socialt. Folkeskolen om igen.

Men så begyndte jeg på journalisthøjskolen. Pludselig opdagede jeg, at jeg er i stand til at møde fantastiske mennesker og blive venner med dem. Socialt udviklede jeg mig fra minus tre til plus firs på ingen tid. Nu kender jeg mennesker så fantastiske, jeg kun kunne drømme om, kunne eksistere – og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Nu kan jeg få venner, men jeg kan ikke finde ud af at vedligeholde venskaber. Venskaber plejer altid at slutte. All time bedste veninde har ikke besøgt mig i Århus siden – tjah, det må være omkring fem – seks år siden. For hun fik jo børn, så kan man åbenbart ikke tage til Århus, der er også halvanden time hver vej. Førstekærligheden, der blev til bedste ven har jeg ikke set i fire år, bortset fra tilfældige sammenstød. Han fandt sammen med min dengang-veninde, blev vigtig med sine musikervenner og det var så det. De var (og er måske stadig?) blandt de vigtigste mennesker i mit liv, og selvom der ikke er ondt blod mellem os, er de væk. Venskaber slutter ALTID.

Hvad søren gør i andre for at have de der venskaber for livstid? Jeg ved godt, man skal ringe og invitere og så videre – men når man ikke har det på rygraden, er det virkelig svært. Især fordi jeg er bange for, at de er kommet videre, og bare vil føle sig forstyrret, hvis jeg ringer. Jeg har det som om, der er en helt særlig hemmelig, jeg ikke er indviet i.

Du er ny her

Thomas om venskab

Jeg synes, det er sjovt at betragte hvor forskelligt, folk fortolker begrebet venskab. Selv hører jeg hjemme i den mere konservative ende af skalaen, da det nyeste medlem i flokken, jeg med god samvittighed kalder mine venner, fik adgangsbillet for femten år siden. Til gengæld er der ingen, der har forladt den, siden de kom ind. Jeg er venskabernes Hotel California.

Jeg dyrker motion på et hold med stabile deltagere, men ind imellem tropper en ny op. Som regel tager de nye to-tre uger om at tø op. Jeg tager tre-fire år og føler mig stadig som en fremmed på holdet. Det kan til stadighed undre mig at se nye deltagere, som efter blot en måned omfavner gamle deltagere og taler til dem, som om de havde kendt dem altid. Adskillige gange har jeg troet, at de kendte hinanden i forvejen.

Nogle gange ønsker jeg, at jeg var som dem, men jeg har efterhånden indset, at jeg i så fald ikke længere ville være mig. Dog ville jeg gerne blive bedre til at vedligeholde mine bedagede venskaber, for jeg må nok indrømme, at det ofte har krævet en stor indsats fra dem, der er kommet ind blandt mine venner. Så fik jeg lige givet mig selv en anledning til at takke dem for, at de gider.

Måske skulle jeg bosætte mig i Vestjylland.

Du må se mig tude, hvis jeg må se dig smadre noget i raseri

Anne om venskab

Forleden mødte jeg nogle af min venindes mennesker. Mennesker, der ind imellem gør livet besværligt for hende.
Venskabet er at af de nyeste, jeg har, men jeg har planer om, at det skal vare for evigt. Derfor var det vigtigt for mig at se andre sider af hendes liv end dem, jeg oplever, når det bare er hende og mig. Det er noget af det, der skal til for, at venskabet kan blive tættere.

Det er med nye venskaber, som med nye kæresteforhold. Man går igennem startfasen, hvor alt bare er sjovt, dejligt og ukompliceret – hele tiden. Men sådan er der jo ikke nogen, der er i virkeligheden, og den sande venskabstest kommer, når de sorte og svære sider kommer frem.

Da en anden ny veninde blev behandlet dårligt af en ekskæreste, røg min empati på overarbejde. Selvom hun virker stærk og selvstændig, fik jeg lyst til at passe på hende. Det var et af de der øjeblikke, hvor nogen sætter sig fast i ens følelser.

Når min veninde, som altid bliver rost for sin positivitet, fortæller mig, at hun ind imellem bliver sur på verden, ked af det og ensom, sukker jeg ikke og beder hende om at tage sig sammen. I stedet er jeg dybt taknemmelig over, at hun viser mig de sider. Det er sider, som hun i høj grad skjuler for andre, men samtidig sider, som får mig til at holde endnu mere af hende.

Og så er der hende, som jeg har kendt i næsten 20 år.
Jeg har været en elendig veninde, vi har haft kriser i venskabet, vi oplevet hinanden gå igennem svære ting, og så har vi opført os så sært, at folk ikke gider at være i selskab med os, når vi er sammen.
Vi har været igennem så meget sammen, at ikke-venskab ikke længere er en mulighed. Vi har selv skabt den slags familiebånd, der ikke involverer blod.

Venskabet er blevet så stærkt, fordi vi overlevede lykkefasen og lod os selv være grimme, dumme og sårbare i hinandens selskab.

Ud af venskabet

Linda om venskab:
Venner er den familie, man selv vælger, og jeg er så heldig, at direktøren for det hele har givet mig mulighed for at vælge hele den danske udgave af la cosa nostra.

Nogle er nyligt tilkomne, og når jeg kigger på dem, kan jeg se den fremtid vi sammen bevæger os ind i. Andre har været med hele vejen, og minder mig om, hvad vi kommer fra. Fælles for dem alle er, at de er skævhjernede, grænseløst loyale og har dejlige, kantede personligheder, så der er noget at holde fast i.

Det er ikke meget, jeg ikke ville gøre for mine venner, og selvom jeg godt kan give en verbal røvfuld fra tid til anden, er der langt til min grænse. Til gengæld jeg forventer også noget af dem. Jeg forventer, at de fortæller mig, når de har det skidt, så jeg kan få lov at hjælpe. Jeg forventer, at de blotter sig og lægger paraderne, så det ikke kun er mig, der sidder med skodderne slået fra og frit udsyn til fejl og mangler. Jeg forventer, at de prioriterer mig, og jævnligt sørger for at finde den tid, det kræver at vedligeholde vores venskab. Om det er over msn, over telefon eller over kaffe er underordnet. Til gengæld forsøger jeg selv at gøre det samme. Jeg er ikke for stor til at give en undskyldning, når jeg fucker op, og jeg forventer det samme af dem. Og når det er nødvendigt, regner jeg så også med, at vi helhjertet forsøger at tage imod den, og komme videre, og ikke maler lågerne med nag eller skyld.

Som venner har man adgang til hinandens allerhelligste, og en gang imellem kan man være nødt til at tage venskabet op til revision. Det skal give mening for begge parter at yde den tid og omsorg det koster at have en sådan relation. Somme tider bliver man så meget uvenner, at det ikke kan betale sig at forsøge at klinke skårene, nogle gange vokser man fra hinanden, og atter andre gange befinder man sig bare for en periode på to forskellige strækninger af vejen; hvis man er lidt tålmodig er det ikke utænkeligt, at man om et års tid eller to kan følges ad igen. Så længe man er enige om det, ser jeg intet problem i, at der er behov for en stop- eller stand-by knap.

Men hvad gør man, når ønsket om et brud tilsyneladende er envejs? Hvad gør man med de mennesker, som man simpelthen bare ikke gider bruge mere tid med, enten fordi de har trukket alt for store veksler på både tålmodighed og forståelse, eller fordi du aldrig havde opfattet tænkt jeres relation som et venskab? Som bliver VED med at stalke dig på msn og sende kort, BÅDE til fødselsdag og jul? I har INTET tilbage at sige til hinanden, og ALLIGEVEL bliver de ved med at skrive og spørge, om man giver kaffe, HVER gang de skal i Ikea. Det virker lidt arrogant at give ”Det er ikke dig, det er mig”-talen, men det er næsten værre at lade være. Tænk hvis man selv opdagede, at nogen hang ud med én af medlidenhed.

Åh! Kan de ikke bare forstå, at venskabet er blevet et walk out closet, og at vedvarende radiotavshed betyder, at man slår op?

Hun ville sige det, hvis min strømpe var løbet

Lene om venskab

Der er mange mennesker i Danmark, der er ensomme. Ikke fordi de ikke har familie, men fordi de ikke har venner.
Og jeg mener ikke facebook-venner, men det, som de unge på Arto kalder gode-gode-venner for at skelne IRL-venner fra URL-venner.
Jeg kunne være en af dem.

Jeg synes nemlig, at det er sindssygt svært, det der med venskab.
Det kræver, at man ikke alene giver og tilbyder sit venskab, men også lukker så meget op og vover at sænke paraderne så meget, at man kan vise mere frem end bare facebook-facaden. Det at tro på, at man er elsk-værdig, når man ikke er til pænt brug og dækket ind af rollen, er det sværeste i hele verden. For mig, altså.

Havde det ikke været for lige præcis det ene menneske, havde jeg nok ikke haft hverken mand eller mig selv idag. Jeg var blevet til en mærkelig kattedame uden hende og hun er så fantastisk, at hun husker at slå mig hårdt i hovedet med venindebogen, når jeg forbryder mig mod venskabets regler og lader være med at fortælle hende om det, når jeg er ked af det, presset og bare overhovedet ikke kan lide mig selv.
Det er det værste, jeg kan gøre mod hende. Og vores venskab.

Det ved jeg nu og det har eddermame ikke været let at forstå det for sådan en kat som mig, der er vant til at krybe langt ind i hjørnet og først komme frem, når sårene er helede - til gengæld er det en enorm lettelse at vide, at hun har min ryg og holder af mig, uanset om jeg har mascara langt ned af kinderne og er så stresset at jeg skeler samtidigt og stadig ikke vil indrømme det.

Væsentligst af alt kan hun også holde ud at være venner med mig, selvom jeg har set hende være hysterisk af panik og vrede.

Det mærkværdige ved vores venskab er, at det er så usædvanligt på mange punkter.
Hun er nøjagtig og struktureret. Jeg sjusker og klarer det meste på lige dele intuition og held.
Hun har et hav af veninder. Det har jeg ikke.
Vi lærte først hinanden rigtigt at kende ved at bevæge os fra IRL til at kombinere virkeligheden med at kommunikere på messenger.

Til gengæld er vi bedre end Majse og Camilla, når vi først får hældt cyber-kaffen op. Faktisk så meget bedre, at det vi skriver sammen, aldrig bliver udgivet. Tror jeg nok.