Dorthe om Grådighed

Efter jeg har fået udstukket ordet grådighed, har jeg smagt på det, vendt det rundt (dehgidårg!!??) og filosoferet over det. Og jeg er kommet til den konklusion at grådighed, som er en af de 7 dødssynder, er gået hen og blevet en forholdsvis accepteret del af hverdagen.

Bare se på det olympiske slogans betydning. Citius. Altius. Fortius - Hurtigere. Højere. Stærkere.

Mere mere mere - kan man vel oversætte det til. Mere vil have mere. Sådan er det. Som sammenligning kan man sætte narkomanen, der er afhængig af sit fix. Højere op. Kortere i mellem.

Eller sportsfolk, der doper sig for at yde ud over egen evne. Og stå øverst på sejrsskamlen. Eller endda bare for bare at nå i mål.

Grådighed kan vel sammenlignes med utilfredshed. Og er vi ikke alle utilfredse med et eller andet? Danskere er specielt kendte for at være en brokkende nation.

Så er det lønnen, så er det opgaverne, så er det kollegaerne og så er det maden i kantinen eller prisen på samme. Så vil man have færre arbejdstimer, højere løn og mere ferie.

Specielt inden for direktørlønninger ses med størst synlighed grådigheden. Bankdirektøren fra de skandaleombruste banker, der efterlader den synkende skude som en yderst velstillet mand, men millioner på kontoen til her og nu, og en pension vi andre drømmer om.

Grådighed eksisterer overalt. Og er nok desværre kommet for at blive.

Maj om grådighed

Grådigheden har ændret karakter, når man ser på alle de hjemmerøverier og skyderier man hører om nærmest dagligt. Det er efterhånden ligegyldigt om folk er hjemme, når der begåes indbrud, eller om der er andre uskyldige mennesker til steder, når man affyrer skud. Udsigten til “byttet” overskygger alt, og vold er intet problem. Det syntes jeg virkelig er skræmmende.

Jeg ser normalt aldrig Station 2, men forleden dag faldt jeg over det, og jeg var rystet. Her sidder en 18-årig (tror jeg han var) “mand” og er fuldstændig ligeglad med hvad hans grådighed – og fordi han kedede sig - har kostet andre mennesker. Han var upåvirket over at høre ofrene udtale sig om et af de overfald og røverier han havde begået mod dem. Kunne ikke forstå, hvorfor de ikke bare kunne komme videre med deres liv. Han havde jo ikke gjort dem noget - ihvertfald ikke ifølge ham selv. Og han ville gøre det igen. Straffen er jo efterhånden heller ikke nogen straf. Som han sagde: vi sidder jo bare og spiller playstation og ser fjernsyn og så’n…

…og så er der lige dem, der render rundt og skyder på gader og stræder, og i den forgangne uge også ind i fyldte restauranter. Det er udenfor min fatteevne, hvordan man kan få sig selv til at plaffe ind gennem en rude til et sted, hvor der sidder uskyldige mennesker. At vedkommende de går efter selv er kriminel er jeg egentlig ligeglad med. Tænker de overhovedet over, at de kan ramme, og i værste fald dræbe uskyldige mennesker? Eller er det bare “ligemeget” – det er “byttet” der overskygger alt! Og for hvad egentlig? – for at få kontrol over narkomarkedet, så man kan tjene en masse penge på andre folks ulykke.

Lige i denne sag joiner jeg gerne koret af "sæt dem ud på en ø og lad dem plaffe og slå løs på hinanden, så de kan få det overstået! Desværre er det nok bare ikke nok. Mer’ vil ha’ mer...

Stine om grådighed

Ind i mellem er det håbløst uinteressant at pege fingre af andre som blogger. Gud hvor er det nemt, og gud hvor bliver det frelst (bemærk kækt religiøst ordspil). Men lige med ordet grådighed er det mig umuligt ikke at skrive om Kagens Dag på rådhuset i Århus anno 2005. Eller var det 2006?

(Bølgetåge, der indikerer flashback)

Journalisthøjskolen i Århus. Grå beton, gruppearbejde og evig sukkertrang. Der er Kagens dag på rådhuset snart, opdager Lisbeth. Det er noget med, at man skal betale en tyver, og så må man gå rundt og prøvesmage helt åndssvagt mange slags kager. Bagere fra Århus vil stille medbragte tørkager, lagkager, flødeskumskager og hvad har vi til gæsternes rådighed. Kagehimlen med andre ord - og endda til en billig penge. Vi er SÅ klar.

Men vi har fuldstændigt glemt at tænke på, hvem der ellers rykker hurtigt ud når ord som ”kage” ”billigt” og ”spis hvad du kan” bliver lagt frem. Pensionistdamer. Og mange af dem. Da vi ankommer til rådhuset, minder stedet uhyggeligt meget om en spøgelsesby. Der er enkelte små rester tørkage hist og her, men de fleste steder er fadene gabende tomme. Bagerne står tilbage, hvide i ansigterne. Vi møder en anden pige fra journalisthøjskolen og får en dramatisk øjnvidneberetning, mens vi gufler lidt krummer i os.

Tydeligt rystet beretter hun om gamle damer med både kage og mord i øjnene bevæbnet til tænderne med rollatorer og stokke, hældende kager af alle slags ned i deres tasker. Med fægtende kløer og runkne hænder har de åbenbart bevæget sig endnu hurtigere end de journaliststuderende, hvilket alligevel er ret godt gået af så gamle mennesker. Efter at have skrabet til sig, grovådt og smuglet mange gode sager ned i bagagen flaksede de gamle krager så skrattende bort igen.

Hvorfor stå og støtte op om det, der skulle forestille at være et kulturarrangement? Næ, her har man betalt hele 20 kroner, så skal man så sandelig da også hjem og fortsætte sit hysteriske ædeflip. Hele verden behøver jo ikke være vidne til, at man godt kan (og ikke mindst VIL) spise mere end 20 kager på en time.

Thomas om grådighed

Jeg finder det for det meste interessant og udfordrende at betragte sager fra flere vinkler frem for at ty til ensidede, for-fabrikerede konklusioner. Det er spændende at agere Djævelens advokat og udfordre et synspunkt over for andre, så formørkede og skjulte sandheder tvinges frem. Det lykkedes stort set hver gang, selvom det ikke altid er vidunderligt at gå rundt med alternative meninger om emner, som er forkrøblet af politisk korrekt terror. Resultatet er nemlig, at jeg fjerner mig fra gruppen og flokken, som de fleste af natur ønsker at være en del af.

Da det forekommer mig umuligt at se positive sider ved grådighed, er det med baggrund i ovenstående forklaring egentlig ikke underligt, at igangværende indlæg for en gangs skyld sympatiserer med gruppens synspunkt og ikke individets. Konklusionen er dog, at gruppens mission ikke avler gavnlig adfærd, og dermed ser jeg alligevel sagen fra flere sider. Nok er det værd at nævne, at jeg definerer grådighed som at tage mere, end hvad man har brug for, blot fordi det er muligt, og jeg fremlægger her et håndgribeligt eksempel.

Som på så mange andre arbejdspladser har vi på min en kantineordning, til hvilken hver medarbejder hver måned betaler et fast beløb. Arbejdspladsen yder ikke tilskud og dermed afholdes alle udgifter af den pulje, som udgør samtlige medarbejderes indbetalinger. Jeg har en kollega, som ofte fylder en ekstra tallerken op med mad, som han efterfølgende smider ud. Efter at have set på denne manifesterede grådighed i nogle måneder, valgte jeg at konfrontere ham med det synspunkt, at han belaster vores kantineordning med sit forbrug af mad, som i øvrigt ikke engang er et forbrug men et direkte unødvendigt spild af ressourcer. Jeg har prøvet humor. Jeg har prøvet at spille på hans samvittighed ved at fortælle om Afrika og små sultne negerbørn. Jeg har prøvet teoretiske argumenter. Jeg har påvist praktiske argumenter i form af reelle prisstigninger. Jeg har endda prøvet direkte, grove angreb på hans handlinger foran de andre kollegaer. Han begriber det ikke. Han kigger undrende på mig med sin halvt gennemtyggede mad i sin åbne, måbende og dressing-omsmurte mund, som var han en ædende labrador, jeg afbrød i måltidet for at fortælle om kvantemekanik.

Hans evige, uændrede argument er: Når jeg skal betale mere, så tager jeg mere! Det er ham uforståeligt, at hans handlinger driver os ind i en uendelig prisstigningsspiral, og hans seneste påfund er at begynde at tage frugt, som vi er pålagt begrænset forbrug af, med hjem til sin familie. Jeg garanterer for, at hvis han læser dette indlæg lige nu, så fatter han ikke, at han selv bærer hovedrollen, på trods af, at han blot kan dreje hovedet let til højre og se en rådnende bunke af det frugt, han alligevel ikke gider spise. Hvad der bekymrer mig mest er, at han bestemt ikke er alene blandt kollegaerne med sine handlinger. Desuden har han børn, der ubevidst indlærer hans ødelæggende adfærd, og som kommer til at deltage i mit og min families samfund, hvor stort set alt er baseret på kollektiv betaling.

Pointen er, at kollektivet sjældent fungerer. Uden direkte konsekvenser og deraf følgende incitament for individet vinder grådigheden i nepotistisk alliance med frådseriet, ligegyldigheden og ansvarsløsheden. Vi ser det, når skader anmeldes til forsikringsselskaber, folk skal have sociale ydelser og politikere drikker frokost. Vi har set det i dets uhyggeligste konsekvenser i lande, der valgte kollektivet. Vi ser det i min opgang, når jeg selv nedprioriterer udskiftningen af mit vandslugende, konstant løbende toilet, fordi vandafregningen er fælles. Jeg forstår ikke grådighed – ikke engang min egen.

Anne om grådighed

Kan man få det hele?
Det spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv. Eller rettere: Jeg har ofte siddet alene i min sofa en lørdag aften og klynket: Hvorfor kan man ikke få det hele???

Det virker som utopi at have drømmekarrieren, drømmefamilien, drømmeboligen og drømmemanden på én gang.

Men jeg ved, at de findes – dem, der får det hele. Jeg ser dem ind imellem derude, hvor de står og hoverer midt i umuligheden. Og de dage, hvor bittersovsen koger over, og misundelsesrusen overtager min hjerne, kan jeg ikke lade være med at tænke, at de har opbrugt kvoten. Lykkelighedskvoten.

Så må vi andre nøjes med stumperne. Og ikke nok med det: Vi skal også være glade for dem. Være taknemmelige over et stykke med lækker lejlighed – også selvom vi har gigantiske cravings efter stykket med lækker kæreste.

Og jeg ER taknemmelig. Jeg har ikke nogen karriere, men jeg glæder mig over, at jeg bevæger mig tættere på for hver dag, der går. Jeg har ingen kernefamilie, men er til gengæld ubeskriveligt taknemmelig over, at det netop er mig, der er blevet mor til den dejligste dreng i verden. Jeg har ikke nogen kæreste, men er taknemmelig over, at jeg har lært at være kritisk og ikke bare tager hvem som helst.

Jeg er heldig på mange måder, men det betyder ikke, at jeg læner mig tilbage og nøjes. Jeg vil have mere! Jeg vil også være en af dem, der har det hele.
Jeg vil være en lykkelighedskvoteopbruger!

Linda om grådighed

De fleste børn har en periode, hvor de samler på noget. Der er næppe mange børn i dag, der har hørt om frimærker, og viskelæder har vel også efterhånden mistet sin eksistensberettigelse, men der er da stadig både kapsler, klistermærker og servietter tilbage.

I stenalderen, da jeg var barn, samlede jeg på knapper og på alt med Bobby & Kate. Det er min første erindring om grådighed. Jeg samlede med manisk iver, og vi fik mange timer til at gå med at sidde omgivet af strudsefjer og grædende porcelænsmasker og bytte. Nogle knapper var selvsagt så fede, at man ikke gik af med dem. Andre så ordinære, at bytteforholdet var 3:1. Selvfølgelig havde samlingen på denne måde en vis social underholdningsværdi, men det var ikke derfor vi samlede. Vi samlede for at have flest. For at have den største og mest eksotiske samling. For at kunne sidde og lade fingere glide gennem rigdommen, mens vi slikkede os om munden og frydede os over at have dobbelt så mange som Mette S.

Det sjove var, at samlingen kun havde værdi, så længe de andre misundte den. Man kunne jo ikke rigtig lege med den selv. Eller snakke med den. Da de andre begyndte at interessere sig for ting, der var vigtigere end knapper, devalueredes samlingens værdi hurtigere end man kunne nå at sige ’finanskrise’.

Alderen har stor betydning for, hvad der udløser grådighed og misundelse. For børn, er det ting, som de i deres begrænsede verden har adgang til – men det må ikke være alt for let tilgængeligt. Så tæller det ikke. Cafeterieservietter gav ikke street cred. Senere bliver det antallet af venner, fordi det er en direkte afspejling af, hvor cool du er. Uden at være dreng, er det også mit indtryk, at pik måske ikke er Gud – men den, der bruger den mest, er. Endnu senere gælder det antallet af jobtilbud, hestekræfter og kvadratmeter, og for mange vokser egoet i takt med indkomsten.

Grådighed skyldes for de flestes vedkommende en af to ting: Enten er vi bange for at blive snydt eller også forsøger vi at bevise noget overfor nogen. Begge dele er overkompensationer med rod i fornemmelsen af underlegenhed. Du er ikke bedre end mig. Du skal ikke tro, at du er klogere end mig. Jeg skal vise dig. 2 af de helt store på bankbogen. Hvem griner nu?

Det virker, så længe De Andre lader sig imponere. Det giver respekt, så længe De Andre anerkender det som gangbar valuta. Når det mister værdien for dem, sidder man alene tilbage på leasing karrusellen med noget, der egentlig bare er brugt emballage.

Lene om grådighed

Denne uges ord er 'grådighed' og det vil være så utroligt let at begynde ugen med en svovlende fordømmelse, når redskaberne til at definere grådigheden ligger lige for:
De 4 kardinaldyder i den ene hånd og de syv dødssynder i den anden. Klap! Og så skulle grådigheden vist være sat på plads.

Jeg har bare ikke lyst til fordømme noget, som alle vel kender til på et eller anden plan og som er en del af det at leve - især hvis man er en del af MIG-MIG-MIG-generationen.

Jeg kunne skrive om at spise alt for meget og blive ved, bare fordi selv-bremsen er knækket - og fordi selvfølelsen også er noget flosset i wiren.
Jeg kunne skrive om utroskab, hvor der også er erfaringer at dele ud af. Der er bare ikke plads til at diskutere om utroskab er rendyrket grådighed eller udløst af noget helt andet. Der må i vente på bogen :)
Jeg kunne skrive om, hvordan griske pengemænd sørger for at udnytte andre menneskers penge, kræve uhyrlige lønninger og ikke tænke på, at samfundsøkonomien er en sammenhængende størrelse og at den enes rigdom betyder, at andre får mindre. Men helt ærligt, så er jeg bange for at jeg roder mig ud i noget politisk krat, som jeg ikke kommer fri af igen.

Jeg vil egentlig grådighed som respektløshed, om det er mangel på respekt for andre, andres ejendom eller sig selv er for mig lige slemt.

Den handling, der for mig tydeligst udtrykker grådighed er hjemmerøverier - og især de hjemmerøverier, der er planlagt af griske bagmænd.

For en del måneder siden havde jeg indbrud og min elskede Corona-stol blev stjålet. Bøller brød et vindue op og trampede ind gennem mit hjem, stjal noget, der havde stor værdi for mig og trampede ud igen. De lagde pænt en pude over I sofaen, for de havde kun fået bestilling på stolen.
Et sted derude sidder der en køber med sin griske mås placeret I MIN stol. Han har købt den af nogle banditter, der tjener penge på at mangle respekt for andres ejendom, og jeg ved næsten ikke hvem der er værst...

Et par uger efter ringede min søster til mig og fortalte en historie, som jeg sent skal glemme. Hun havde siddet med nogle veninder og fortalt om mit indbrud, da en af pigerne harmdirrende sætter glasset fra sig og fortæller:

Hun ville gerne købe en stol mere, magen til den hun havde I forvejen og tænkte, at hun ville se om hun kunne finde den I den butik ved Åen I Århus, der forhandler brugte design-møbler.
Indehaveren beklager, at han ikke har stolen I butikken den dag, men han kan skaffe den indenfor en uges tid - hun kan jo lige kigge I kataloget og vise ham, præcis hvilken stol hun mener, så han er sikker på at skaffe det hun ønskede.
Hun får kataloget.
Bladrer igennem det.
Finder stolen. Og stivner. Hun ser på et billede af sin egen stol, som den står I hendes egen stue, I hendes egen lejlighed. På anden sal på Trøjborg.

...