Stine om politikI Danmark har vi et mystisk forhold til, hvem man tager hensyn til, når man nedfælder politik for familier med problemer. Flere har den holdning, at ingen kan tage sig så godt af et barn, som barnets biologiske forældre, og så skal vi også huske at tænke på økonomien. En sund familiepolitik? Jeg stikker hermed fingrene i hvepsereden.
Det her kunne nemt blive verdens længste indlæg, og jeg kunne nok også godt gå hen og blive en smule skinger, men jeg skal forsøge at være kortfattet og mindske omfanget af skældsord.
Fakta er, at vi lever i et samfund, hvor hvert femte barn vokser op i et hjem præget af druk. Det er cirka en kvart million børn lige nu. Kun omkring 1.000 af dem er så heldige at få hjælp. 22.000 børn vokser op i et hjem med vold, og hvert år dør 8 af dem som følge af den vold. Er det ok, Danmark?

Jeg kan til min død ikke forstå, hvorfor det skal være hensynet til forældre, der ikke rigtig gider eller er i stand til at tage sig ordentligt af et barn, der står over hensynet til et lille menneske, der ikke kan tage vare på sig selv. Offentlig indblanding bliver set som et angreb, og selvom forældrene ikke gider være hjemme ved barnet, selvom de slår det, selvom de drikker uhæmmet, selvom de fortæller barnet, hvor uønsket det er – så skal kommunen ikke blande sig!
Visse politikere bralrer op med, at et hjem med de biologiske forældre altid er den bedste løsning. Men hvorfor? Og kan vi ikke blive enige om, at også adoptivbørn har mulighed for at blive lykkelige? Måske kan vi også finde et fælles ståsted, når jeg påstår, at børn har det bedre i en hverdag uden den ustabilitet, der altid omgiver misbrugere? Og at ingen har lyst til at bo sammen med mennesker, der pludselig kan finde på at slå - og slå så meget, at man ikke ved, om de stopper igen? Og mishandler en psykisk?
Samfundet må gerne tage sig af os hvis vi er arbejdsløse, syge eller gud forbyde det bliver mobbet på arbejdspladsen. Hvorfor må det så ikke gøre alt for at redde uskyldige børn fra at vokse op i helvede? Hvorfor skal det være forældrenes RET at danne skæbnen for så mange mennesker, som de kan producere – bare fordi de kan producere dem? Jeg forstår ikke, at ikke alle kan se, at det handler om HJÆLP og ikke STRAF. Burde vi ikke kun tænke på de stakkels børn og så blive enige om, at de elendige forældre må ændre sig drastisk, hvis de vil beholde retten til at opfostre børn?
Jeg synes ikke, det er en skid synd for forældrene, men jeg har ondt af hvert eneste lille menneske, der får flået selvtilliden ud hver gang mor eller far er fuld. Jeg har ondt af de børn, der får så mange tæv, at de holder op med at have tillid til, at verden og menneskeheden er god. Det er svært at blive hel igen, hvis man først er blevet psykisk (eller fysisk) flået i småstykker gennem hele sin barndom. Så hold nu op med at give de mennesker den ene chance efter den anden.
Det er børnene, der taber. Synes du, det er ok?