Ølpolitik nu!

Dorthe om politik

Jeg er lige kommet hjem efter en fabelagtig Grøn Koncert i Århus. Lettere overrislet. Men mest af alt beskidt. Med sure tæer. Og meget ømme ben.

Hvis jeg var politiker ville mine mærkesager være udendørs koncerter skal være i tørvejr. Gode koncerter får aldrig en ende. Og man bør ikke blive fuld af øl. Eller i hvert fald selv bestemme, hvor fuld man bliver af øl, så det ikke er mængdeafhængigt.

Jeg ved godt, hvor jeg står politisk. Jeg har en idé om, hvor de fleste af mine venner står politisk. Og hvor familien står. Og det er ikke på samme side.

Men det er ikke derfor, jeg ikke gider snakke politik. Jeg syntes generelt, det er dræbende kedeligt at snakke om politik. Man bliver jo alligevel aldrig enig om tingene. Og man får ikke vendt en persons holdninger til ens egne.

Gået på ferie

Maj om politik

Troede faktisk det ville falde mig ganske let at skrive det her indlæg om politik, men min hjerne er ganske enkelt gået i feriemode. Det eneste den kan finde ud af at koncetrere sig om, er at slappe af og tænke mindst muligt - det har den til gengæld også rigtig travlt med. Og så skal jeg jo også se Tour de France, og glæde mig til snart at se andre himmelstrøg end de danske.


Men det er egentlig ikke fordi jeg ikke interesserer mig for politik. Jeg følger vel med som gennemsnitsdansken - og så lidt (meget) mere, når der er valg (det nyligt overståede EU valg kunne dog ikke fange mig), men én ting jeg ikke er - det er, at jeg ikke er fan/ven af/med politikere på Facebook. OK! jeg meldte mig til en eller anden Obama gruppe for længe siden, men det der med at være fan af en politiker - det bliver jeg vist aldrig.

Mor og far er de vigtigste i verden - really?

Stine om politik

I Danmark har vi et mystisk forhold til, hvem man tager hensyn til, når man nedfælder politik for familier med problemer. Flere har den holdning, at ingen kan tage sig så godt af et barn, som barnets biologiske forældre, og så skal vi også huske at tænke på økonomien. En sund familiepolitik? Jeg stikker hermed fingrene i hvepsereden.

Det her kunne nemt blive verdens længste indlæg, og jeg kunne nok også godt gå hen og blive en smule skinger, men jeg skal forsøge at være kortfattet og mindske omfanget af skældsord.

Fakta er, at vi lever i et samfund, hvor hvert femte barn vokser op i et hjem præget af druk. Det er cirka en kvart million børn lige nu. Kun omkring 1.000 af dem er så heldige at få hjælp. 22.000 børn vokser op i et hjem med vold, og hvert år dør 8 af dem som følge af den vold. Er det ok, Danmark?


Jeg kan til min død ikke forstå, hvorfor det skal være hensynet til forældre, der ikke rigtig gider eller er i stand til at tage sig ordentligt af et barn, der står over hensynet til et lille menneske, der ikke kan tage vare på sig selv. Offentlig indblanding bliver set som et angreb, og selvom forældrene ikke gider være hjemme ved barnet, selvom de slår det, selvom de drikker uhæmmet, selvom de fortæller barnet, hvor uønsket det er – så skal kommunen ikke blande sig!

Visse politikere bralrer op med, at et hjem med de biologiske forældre altid er den bedste løsning. Men hvorfor? Og kan vi ikke blive enige om, at også adoptivbørn har mulighed for at blive lykkelige? Måske kan vi også finde et fælles ståsted, når jeg påstår, at børn har det bedre i en hverdag uden den ustabilitet, der altid omgiver misbrugere? Og at ingen har lyst til at bo sammen med mennesker, der pludselig kan finde på at slå - og slå så meget, at man ikke ved, om de stopper igen? Og mishandler en psykisk?

Samfundet må gerne tage sig af os hvis vi er arbejdsløse, syge eller gud forbyde det bliver mobbet på arbejdspladsen. Hvorfor må det så ikke gøre alt for at redde uskyldige børn fra at vokse op i helvede? Hvorfor skal det være forældrenes RET at danne skæbnen for så mange mennesker, som de kan producere – bare fordi de kan producere dem? Jeg forstår ikke, at ikke alle kan se, at det handler om HJÆLP og ikke STRAF. Burde vi ikke kun tænke på de stakkels børn og så blive enige om, at de elendige forældre må ændre sig drastisk, hvis de vil beholde retten til at opfostre børn?

Jeg synes ikke, det er en skid synd for forældrene, men jeg har ondt af hvert eneste lille menneske, der får flået selvtilliden ud hver gang mor eller far er fuld. Jeg har ondt af de børn, der får så mange tæv, at de holder op med at have tillid til, at verden og menneskeheden er god. Det er svært at blive hel igen, hvis man først er blevet psykisk (eller fysisk) flået i småstykker gennem hele sin barndom. Så hold nu op med at give de mennesker den ene chance efter den anden.

Det er børnene, der taber. Synes du, det er ok?

Uld i mund

Thomas om politik

Politik er egentlig noget mærkeligt noget. Jeg er vild med at se partidebatter op til valg, selvom der aldrig er nogen, der bliver enige eller flytter sig. Egentlig er det vanvittigt forudsigeligt. Fløjene overbyder hinanden, indtil en af dem vinder marginalt på valgdagen. Det lader til, at det drejer sig om at kaste godbidder ud til vælgerne, der løber fra den ene fløj til den anden som en sulten bulldog efter pølser.

I hvert fald handler politik ikke om at sige sandheden. Politikerne kredser om de problematiske emner, som bare vokser sig større og større, indtil de eksploderer i hovedet på os, og så må de lave en eller anden nødløsning. Det er trist, at der ikke rigtig er nogen, der tør kalde en spade for en spade. Enten af ideologiske årsager eller på grund af kvælende politiske korrekthed. Hvis nogen alligevel vover, bliver de udstødt og kaldt ekstreme eller landsbytosser. På den anden side er det også utåleligt, når politik bare bliver til udredning af populære enkeltsager, som pressen graver op.

Da jeg for det meste selv er så jordnær, at jeg risikerer at blive forvekslet med en muldvarp, er det underligt, at jeg overhovedet interesserer mig for politik. Det minder lidt om virksomhedsledelse, som jeg absolut ikke interesserer mig en pind for. Det er alt for diffust og fyldt med varm luft. Lederne skal nemlig også tækkes deres medarbejdere, for ellers flygter de fra virksomheden.

Gid sandhed ikke var så ilde hørt.

Spin, spil og kærlighed

Anne om politik

Hvis jeg skal sende et godt råd i retning af Christiansborg, er det, at i stedet for at bruge ressourcer på at finde de helt rigtige spindoktorer, kan de bare dykke ned i en hvilken som helst middelstor venindeflok og finde de bedste rådgivere, der findes.

Her planlægges spil, der får Kurt Thorsen til at ligne en slidt bingobrik. Der fortolkes, analyseres og videreformidles i sådan en grad, at manden, der ikke engang var klar over, at han var interesseret i en af veninderne fra flokken, pludseligt ikke kan leve uden hende.

Bevares, der misforstås og overfortolkes også en del. Men det bruger de vist allerede på Christiansborg, sååå…

Personligt kan jeg slet ikke undvære min lille flok af rådgivere. Det bedste er, at de er så forskellige, at man får forskellige fortolkninger på det, man serverer for dem. Men i en god sags tjeneste kan jeg måske overveje at låne en af dem ud. Det vil også give mig god mulighed for at lobbye for, at der kommer en lovgivning mod ulykkelig kærlighed.

Service ydes mellem kl. 11.45 og kvart i tolv.

Linda om politik:

Alle arbejdspladser, med respekt for sig selv, har en kundepolitik. Baseret på mine oplevelser med Post Danmark, har jeg prøvet at gætte mig til deres

Medarbejdere, Pakkepost:

Gå aldrig ind med pakker, lige meget hvad. Hvis det er muligt, så parker i bilen, så du kan ses fra modtagerens adresse. Her venter du i 3 minutter, som du evt. kan få til at gå med at udfylde en ”Vi traf dig desværre ikke hjemme”- seddel, som du deponerer i handskerummet. Efter endt tur, samles sedlernes sammen, og videregives til det almindelige postbud, som smider dem ind af brevsprækken den efterfølgende dag. Eller dagen efter det. Eller egentlig bare, når han føler for det.

Sørg i videst muligt omfang for altid at maltraktere forsendelsen. Kan du få den til at gå i stykker, vil dette udløse et løntillæg på 100 kr.

Medarbejdere, Posthuse:

Hvis det er muligt, så foretag store ændringer uden at informere beboere i lokalområdet. Flytning er ideelt, men mindre indgreb kan også gøre det; begyndt f.eks. pludselig og uden varsel at åbne kl. 12 i stedet for kl.10.

Som udgangspunkt er alle kunder nærige svin, der forsøger at snyde os for penge, der er retmæssigt vores. Gør med høj, skarp stemme opmærksom på, at deres forsendelser ikke er forsikrede, hvis de insisterer på at sende dem som breve og ikke som pakker (og ignorer spørgsmål som: ”Hvad fanden i satan er det så, der koster 75 kroner, hvis det ikke er forsikringen!?”), giv dig goooood tid til skeptisk at tjekke BÅDE billede OG underskrift ved forevisning af ID, og undlad for Guds skyld at være serviceminded eller få øjenkontakt.

Når folk overlader en forsendelse til dig, så smid den skødesløst over skulderen uden at tjekke, hvor den lander.

I tilfælde af klager, henvis da til hjemmesiden, hvor utilfredse kunder er velkomne til at udfylde en 8 sider lang, yderst detaljeret indberetning. Hvis de kan finde den. Skulle nogen - mod forventning - have tålmodighed til at udfylde hele skemaet og sende det til os, er vores system sat op til at registrere det som spam.

Tænk, at man kan leve af at yde så elendig service.

Manden, ikke bolden

Lene om politik

Min stedssans er ikke for god. Jeg kan ikke finde vej i København, selvom jeg efterhånden har været der en del gange. Min politiske stedssans er endnu værre.

Jeg ved, hvilken fløj jeg hører til på, men ud over det er jeg nærmest desorienteret.

Inden jeg udråber mig til selvvalgt blond og umyndig, vil jeg til mit forsvar sige, at politik er blevet til en ordentlig gang kluddermor, hvor ingen efterhånden ved, hvad partierne står for og hvad man får for sit kryds, hvis man sætter det ud for partiet.

Jeg mener, at politik er gledet i baggrunden for politikerne.

Alt er blevet til mærkesager og enkeltpersoner. Med andre ord er politik blevet til populisme og medierne har heppet - hvis ikke det ligefrem er medierne, der bærer skylden, fordi de kun levner plads på sendefladen til 20 sekunders klip og forsidehistorier om svindel med EU-midler og trafikovertrædelser.

I de gode gamle dage (er der lige nogen, der vil række mig mit strikketøj og min underkop med sukkerknalden?) kunne man blive orienteret om politiske tiltag og strategier når man lukkede op for pressens radioavis, nu kan man blive påvirket af enkelthistorier om enkeltrepræsentanters seneste udslip foretaget pr. spindoktor.

Politikerne opfører sig som mediestjerner og vælger, hvordan de vil præsentere sig selv og ikke deres politik, for de ved godt, at alt skal pakkes spiseligt ind og at det ikke drejer sig om hvad man sælger, men hvordan man sælger det.

Noget ved jeg dog: Jeg stemmer ikke socialdemokratisk. 3 gode grunde:

1. Helle træder frem i medierne og udtaler, at det er for dååååårligt, at regeringen ikke kan sige, hvornår finanskrisen slutter

2. Socialdemokratiet vil øge skatten, så mange af os kommer til at aflevere over halvdelen af vores løn.

3. Ham der Dan uden mund. Han skal lige skrue lidt ned for skuespillermimikken og de instuderede gesti. Han ligner en lidt for karikeret bugtalerdukke og det forstyrrer mig, at jeg konstant holder øje med, hvornår nogen trækker hånden ud af måsen på ham.

Jeg stemmer heller ikke på Dansk Folkeparti, for de er bare socialdemokrater med angst for alt det, der ikke kan hældes i tarteletter.

Men ud over det, så har jeg nok opgivet at gennemskue det politiske kort. Jeg har et glimrende overblik over figurerne og så venter jeg bare på at man kan købe en Dan-dukke, få Helles opskrift på lækkert hår, Pias Suduko-tips og en cd med Morten Messerschmidt. Det sidste er vist (desværre) allerede sket.