Børn er ingen selvfølge

Lene om børn

'At ønske et barn er et naturligt behov som konsekvens af de følelser, der er i et kærlighedsforhold. Og at opleve det lille barn er en energigivende, overvældende, bevidsthedsudvidende, udviklende lykkelig følelse hos både manden og kvinden, en væsentlig dimension i det at leve et liv, og meget langt fra plastikagtig selviscenesættelse. (...) Hvis det at føle ansvar for andre end sig selv er at være voksen, så er det ingen skade til at være voksen. Den vinkel mangler, for at egoisternes skræmmebilleder får seriøst modspil.
Hilsen Lenes mor'

Sådan skrev hun altså, min mor, i kommentarfeltet til et af mine blogindlæg om det at vælge børn til eller fra. Jeg er nemlig slet ikke sikker på, at jeg skal have børn og jeg har tilladt mig at tænke højt.

Jeg mener, at det at få børn er noget, man gør, når man har et overskud i sit parforhold at dele ud af. Ikke noget man gør, fordi man som par har behov for at cementere parforholdet, for så får man ikke børn, så får man gidsler - og det kan man ikke være bekendt.
Børn og dyr behandler man ordentligt og med den største respekt, for de kan ikke tage vare på sig selv og sige fra.

Jeg bliver aldrig en af dem, der bare vil have et barn for enhver pris - jeg vil gerne have forholdet, manden og overskuddet på plads først - og selvom jeg nu er 546 år gammel og burde have fantastisk travlt med at få børn med min ægtemand, så tøver jeg.

Jeg er nemlig blevet magelig med årene. Krævende. Og stærkt afhængig af min nattesøvn. Jeg har ikke noget problem med at sætte andres behov før mine egne, men jeg kan også godt lide den frihed, der er i, at have muligheden for at sætte mig selv først. Derudover er jeg gift med en mand, der er helt sikker på, at han ikke ville kunne magte at få børn i huset. Og enlig mor skal jeg som sagt ikke være. Slet ikke enlig mor i et forhold. Jeg er ærligt talt bange for, at mit parforhold ikke kan holde til et opmærksomhedskrævende barn, så mit valg står ikke bare mellem børn eller ej - det står mellem at vælge barnet og miste manden, eller vælge manden og undvære barnet.

Det, at jeg tænker højt på den måde, har fået min mor til at skrive, hvad andre sikkert tænker: Det er ikke naturligt. Det er plastikagtig selviscenesættelse.

Nogle af dem, der tænker deres, formulerer spørgsmålet: 'Hvad så med juleaftener, når du bliver ældre? Ja... Det ved jeg heller ikke. De bliver nok anderledes end andres, hvis jeg ikke får børn. Jeg er også helt sikker på, at jeg vil savne børn ind imellem, men ... Frygten for anderledes juleaftener kan vel ikke være det tungestvejende argument for at sætte nyt liv i verden?

At kærester bliver til forældre er åbenbart en af de uskrevne love. Ihvertfald skammede det ældre ægtepar sig ikke ved at læne sig ind over hækken og spørge, mens de blinkede skælmsk, om vi havde fået hund for at øve os inden vi fik et rigtigt barn.
Tænk nu, hvis jeg ikke bare havde været begrænset af overvejelser, men ikke KUNNE få børn?

Vi er vist ved at være så langt i evolutionen, at vi seriøst skal overveje brugen af 'selvfølge' i forbindelse med 'børn'.