Uld i mund

Thomas om politik

Politik er egentlig noget mærkeligt noget. Jeg er vild med at se partidebatter op til valg, selvom der aldrig er nogen, der bliver enige eller flytter sig. Egentlig er det vanvittigt forudsigeligt. Fløjene overbyder hinanden, indtil en af dem vinder marginalt på valgdagen. Det lader til, at det drejer sig om at kaste godbidder ud til vælgerne, der løber fra den ene fløj til den anden som en sulten bulldog efter pølser.

I hvert fald handler politik ikke om at sige sandheden. Politikerne kredser om de problematiske emner, som bare vokser sig større og større, indtil de eksploderer i hovedet på os, og så må de lave en eller anden nødløsning. Det er trist, at der ikke rigtig er nogen, der tør kalde en spade for en spade. Enten af ideologiske årsager eller på grund af kvælende politiske korrekthed. Hvis nogen alligevel vover, bliver de udstødt og kaldt ekstreme eller landsbytosser. På den anden side er det også utåleligt, når politik bare bliver til udredning af populære enkeltsager, som pressen graver op.

Da jeg for det meste selv er så jordnær, at jeg risikerer at blive forvekslet med en muldvarp, er det underligt, at jeg overhovedet interesserer mig for politik. Det minder lidt om virksomhedsledelse, som jeg absolut ikke interesserer mig en pind for. Det er alt for diffust og fyldt med varm luft. Lederne skal nemlig også tækkes deres medarbejdere, for ellers flygter de fra virksomheden.

Gid sandhed ikke var så ilde hørt.