Undskyld mig hér og dér

Dorthe om undskyld

På en eller anden måde er jeg endt med at være sådan en person, der altid undskylder. Som om jeg altid har gjort noget galt.

Jeg havde egentlig ikke selv lagt mærke til det, før kæresten sagde, at jeg altså ikke behøvede at sige undskyld hele tiden. Og efter han sagde det, er jeg selv begyndt at lægge mærke til, hvor ofte jeg bruger ordet undskyld. Og det er mere end en gang om dagen.
















Gad vide hvor i alverden jeg har fået det fra?


Ikke at der er noget galt med at sige undskyld, men det bliver jo lidt slidt og utroværdigt, hvis man bruger det hele tiden.

Til gengæld kender jeg i hvert fald mindst en person, der ikke kunne drømme om at undskylde for noget som helst. Måske fordi vedkommende ser sig selv som ufejlbarlig? Jeg ved det ikke. Og jeg har opgivet at forstå.

Faktisk ikk' så meget undskyld!

Maj om undskyld

Endnu engang vender jeg tilbage til historien om ”fede københavnersvin” og mig. Hold op hvor kom han med ubeskriveligt mange dårlige undskyldninger, hver gang han brændte mig af. Men en rigtig undskyldning kom han aldrig med, med mindre man godtager "tabte min tlf. i toilettet". Først den dag han var ”trængt op i en krog” og bange for at blive afsløret, kom han med en undskyldning, men den virkede bare ikke ægte, og det var oss lidt for sent. Og afsløret blev han jo.

... jeg fortryder ikke, at jeg skrev til hans kæreste, men kan alligevel godt få en ordentlig dosis dårlig samvittighed over det, og - oftest når jeg er ramt af pms’ens lunefulde humør - har jeg lyst til at sende ham en undskyldning. Heldigvis kommer jeg rimelig hurtigt på andre tanker, og hvorfor skulle jeg overhovedet også undskylde overfor ham? Ja! jeg afslørede ham overfor hans kæreste, men i forhold til hvordan han behandlede mig, så er det egentlig vand ved siden af.

Tænker også nogle gange på, hvad jeg mon ville sige, hvis jeg en dag rendte ind i ham. Håber faktisk lidt på, at jeg kaster op. Håber ihvertfald ikke, at jeg er alene, eller at jeg så meget som starter på at sige ordet...

U-undskyld - hvis du lover ikke at blive sur

Stine om undskyld

Nu virker som et godt tidspunkt at sige undskyld, for jeg havde ikke opdaget, at det var fredag, før jeg selv ville ind og læse dagens indlæg her på Ordetrundt og opdagede, at det da egentlig vist skulle have været mit indlæg, der prydede i dag. Så for jer, der har siddet og hamret *refreshrefreshrefreshrefresh* siden i går lidt over midnat – undskyld.



Således lettet kan jeg skrive videre. Jeg synes egentlig at undskyld er et udmærket begreb, men for mig er det desværre blevet en refleks. Nok fordi jeg er så konfliktsky.

Når nogen skælder mig ud eller udtrykker deres skuffelse over mig, går min hjerne på automatpilot. ”Undskyld. Jeg er virkelig glad for, at du siger det, jeg vidste ikke, at du havde det sådan, undskyld.” Det har den effekt, at dem, der står og udtrykker skuffelse eller vrede straks falder ned. Det har vel været svært for dem at tage mod til at sige fra – eller også forestiller jeg mig, at det er sådan, fordi jeg selv har meget svært ved at gøre sådan selv. Så bliver vi gode venner igen, og begge ånder lettet op.

I tiden efter undskyldningen begynder jeg så lige så stille at opdage, at jeg ind i mellem tager afstand til personen. Jeg undrer mig, for egentlig burde vi vel være kommet tættere på hinanden af sådan en lille krise. Og først der går det op for mig, at jeg egentlig slet ikke burde have sagt undskyld i det tilfælde. Jeg har kun tænkt på, hvordan den anden kunne få det bedre og have nemt ved at udtrykke de følelser, der er så svære at sæte ord på. Og midt i det hele er min automatpilot så gået på ”undskyld”.

Til min forbavselse opdager jeg så, at det rigtige svar slet ikke var undskyld, men måske ”Jeg synes godt, jeg må joke med, at du er homo, hvis du må råbe ’AD FOR HELVEDE’ når vi taler om mine ikke-homo-tendenser” eller ”Ja, du fik ikke nok opmærksomhed den weekend, jeg besøgte dig, men det var fordi min kæreste var ved at slå op med mig, og jeg ikke kunne overskue at tænke på andet.”

Men så har jeg jo allerede sagt undskyld, og er alt ALT for konfliktsky til at u-undskylde. Hvordan pokker lærer man det?

Jeg holder i øvrigt fast i den øverste undskyldning - det var fanme fladpandet af mig.

Hjælp ... ?

Thomas om undskyld

Jeg er egentlig ret træt af at sige undskyld, for jeg har brugt det meste af mit liv på det. Mine forældre indskrev mig tidligt i flinkeskolen, hvor jeg fik de højeste karakterer, selvom jeg var den yngste elev. Adskillige klassetrin blev sprunget over, og jeg fortsatte direkte ind på undskyldsuniversitetet, hvor jeg på rekordtid opnåede mit professorat.

Nu tænker du nok, at jeg kunne få en fantastisk karriere som diplomat i Mellemøsten, men desværre kan man ikke rigtig bruge et undskyldsprofessorat til noget. Det er næsten ligeså ubrugeligt som filosofi og tumler på samme måde hvileløst rundt i hjernen. Ethvert vågent øjeblik bruges på at holde øje med egne svagheder, så man på forhånd kan advare deres eventuelle ofre.

På et tidligere arbejde, når vi havde møder om design af vores nye software, indledte jeg altid mine indspark med: ”Det er nok mig, der ikke forstår det, men ...”. Efter et års tid bad en sød kvindelig kollega mig om at indlede med: ”Det er nok jer, der ikke forstår det, for ...”. Det lykkedes ikke. Jeg er trods alt bedre uddannet.

Men hvor er det dog en åndssvag uddannelse. Faktisk mener jeg, at der kun bør undervises i undskyld i de lavere klassetrin i folkeskolen, hvorefter man bør gå væk fra emnet. Hvis ikke alle har samme niveau i undskyld, går det nemlig galt. Sjovt nok for de bedst uddannede. Det er den omvendte verden. Samme paradoks kan drages fra det faktum, at undskyld er en ordre. Det er i hvert fald i bydeform. Ligesom hjælp. Måske er de i familie?

Sikkerhedsundskyldninger

Anne om undskyld

Jeg ville ønske, jeg havde en radar, der kunne fortælle mig, om folk virkelig fortjener, at jeg siger undskyld. Altså, i tilfælde, hvor jeg ikke helt ved, hvad det egentlig er, jeg undskylder for.

Det er dog rimelig sikkert, at folk ikke fortjener det, hvis de ikke selv kan finde ud af at undskylde. Og hvis de endelig gør det, bliver det sådan et sukkende ”åååunskyld” leveret i et bebrejdende tonefald. Eller med en lillepige-det-er-i-virkeligheden-mest-synd-for-mig-stemme.

Det svære er dem, der godt kan finde ud af at sige undskyld, men de er bare ude af stand til at forklare, hvorfor det er, jeg skylder dem en undskyldning i den pågældende situation..
Jeg bliver sgu lidt trodsig, når det hele bare er min skyld, uden jeg kan få en forklaring på hvorfor. Det bliver sådan lidt: Du er dum, fordi det er du bare.

Så er der heldigvis også de meget nemme: Dem, der aldrig fortjener en undskyldning.
Jeg kendte en, der med stolthed i stemmen fortalte, hvordan kan kunne behandle folk som lort og få situationen drejet, så de endte med at sige undskyld til ham. Det gav ham stor nydelse.
(Her vil jeg så godt sige ”undskyld verden”, fordi jeg har så elendig dømmekraft, at jeg faktisk var kæreste med en som ham. Og jeg bør nok også sige undskyld til mig selv.).

Konklusionen er, at nogle gange er det ikke kun min skyld. Men hvis du er et ordentligt menneske, der i andre situationer godt kan finde ud af at tage ansvar, giver jeg gerne en undskyldning for meget. Jeg vil dog helst forstå, hvad det er, jeg har gjort, men sådan hænger det vist ikke altid sammen.

Modtagelse nægtet

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg er pro-undskyld. Jeg kan blive forbløffet over, hvor langt folk vil gå for at undgå at skulle sige det magiske ord, og det har jeg meget svært ved at forstå. Hvis man har lavet en fejl eller forvoldt andre smerte, kan et dybtfølt undskyld være det, der gør livet lettere at leve igen, både for den, som har gjort noget galt, og for den, det er gået ud over.

Vi laver alle fejl, og de har en uheldig tendens til at ramme andre. Hvis skaden er sket, kan du ikke gøre det om, men ved at erkende din fejl, synes jeg, at det bliver nemmere at leve med skylden, fordi du har givet den anden muligheden for at vælge, om vedkommende stadig vil have dig i sit liv.

Men ordet undskyld er et tveægget sværd. Hvis du har gjort noget galt, og du siger undskyld, så gør du det svært for modparten at holde fast i sin vrede – i hvert fald over for omgivelserne. ”Ja ja. Men han har jo sagt undskyld. Så må hun sgu også lige prøve at give lidt slip og lade være med at bære nag.” Og det kan der spekuleres i: Maskinen Undskyld kræver jo ikke ærlighed at betjene, og du behøver ikke mene det, for at sige det.

Ydermere er der nogle ting, som jeg ikke synes kan undskyldes. Hvis man f.eks. begår sin ugerning med fuldt overlæg, mener jeg ikke, at en undskyldning har nogen som helst værdi, når man bagefter står og misbruger den i forsøget på at camouflere sin egoisme.

Jeg har to gange afslået at modtage en undskyldning. Simpelthen nægtet at lægge øre til. Begge gange blev jeg nærmest sneblind af de afsindige mængder af misforstået uskyld, jeg tilsyneladende var omgivet af, men ikke desto mindre smed jeg den ene idiot ud på røv og albuer, og gik fra den anden og smækkede med døren lige imellem ”Det var bare fordi” og ”Ikke min skyld”. Kald mig bare et åndeligt småtskåret menneske, men jeg kunne ikke unde de to den sjælefred, der ligger i at føle, at man har gjort, hvad man kunne.

Et lille ord på 8 bogstaver kan ikke veksle alle forkerte handlinger til noget rigtig, kan ikke gøre alle misgerninger ugjorte og kan ikke læge alle sår. For hvis man kan undskylde alt, kan man gøre alt, og så bliver alting lige meget.

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere

Lene om 'undskyld'

Vi, der er født i halvfjerdserne eller derefter, er flasket op med at skulle forstå andre mennesker og for os er 'det at bede om en forklaring' ved at drukne den fine disciplin 'at modtage en undskyldning'.

Pigerne fra vores generation er efterhånden blevet så dygtige til empati, at vi forstår og forstår mens vi glemmer os selv, og drengene fra vores generation har også draget nytte af at 'den gode forklaring' vinder indpas: Det er meget lettere at komme med en forklaring på, hvad der skete, end det er at erkende sin skyld og sin egen påvirkning af andre mennesker, og med det mande sig op til at sige et ordentligt, uforbeholdent undskyld. *

Så, søde veninde: Det er da ligemeget, at han har siddet skævt på potten som barn, at hans far var ude af stand til at være til stede, undtagen når han skældte ud, og at han lige er kommet ud af et vanskeligt forhold: Han skal ikke slå dig.

Kære venindes egotripper af en mand: Det kan godt være, at hun ramte en nerve, det kan godt være, at du har haft en dårlig dag og bare vil ligge på sofaen og se damehåndbold og det kan godt være, at temperamentet løb af med dig: Du skal ikke slå hende.
Punktum.
Og du siger først undskyld, når du har groet selvindsigt nok til at se, at fejlen er din og din alene og du skammer dig nok til at det er det eneste ord, der kan kravle over dine bævrende læber. Ellers sender vi Carl Mar OG Susanne Bjerrehus efter dig.

Vores generation skal også lære at tage imod en undskyldning, der er givet uden forbehold og uden forsøg på at retfærddiggøre, for sådan en undskyldning kræver mod, anger og selverkendelse.

(Den skal forøvrigt ikke gives for at tække nogen og slet ikke hvis man har fingrene krydset bag ryggen, apropos billedet til venstre)

For nymodens mennesker (muslimske statsledere og islamiske imamer inkluderet) kan det være lidt svært at skelne et ordentligt undskyld fra et af de falske, netop fordi vi er så vant til at kunne forklare os ud af alting.
Jeg er formentlig ikke den eneste, der har overvejet at sige undskyld for at rette op på den måde, omverdenen ser på mig på, eller for at få et undskyld tilbage, så freden kan genetableres. (Og man kan begynde at bære nag).

Det er alt for let at regne med at alt er tilbage til den skønneste orden og retfærdiggjort, hvis den anden kan forstå, hvorfor den grufulde fejl blev begået. Undskyldninger er nemlig ikke så lette at have med at gøre, som manipulation er.

*Jeg vil gerne beklage, hvis jeg kommer til at generalisere kvinder som nogen, der er for nemme at narre med forklaringer, og mænd, som nogen, der udnytter.
Det er ikke min mening - I min generation kan mænd nemlig også være nogle tøser og kvinder kan være nøjagtigt lige så snu som mænd.