Det var en lørdag aften

Dorthe om hygge

Det er lørdag. Det er den bedste dag i ugens løb. Den dag hvor jeg har lov til at sidde på den flade i sofaen og få afløb for min sliktrang. Lørdag aften er nemlig min slikaften. Så lige nu har jeg råædt - oliven, hvidløg, gulerødder, toblerone og ret meget af en mega pose bland-selv slik. Det hele er skyllet ned med 1,5 liter sodavand.

Godt de der bland-selv poser er kæmpestore, så man kan have slik til hele ugen. For sådan noget holder jo ikke en hel uge. Hverken smag eller konsistens så man er jo nødt til at spise det. Så meget for en fast slikdag....

Nu kæmper jeg så lidt med kvalmen. Og alligevel kaster jeg lidt mere slik i kæften. Dét er ren hygge.

Og så har de danske fodbolddrenge lige banket svensken gule og blå - hø hø. Så bliver det nærmest ikke mere hyggeligt.

PS Husk at gå til stemmeurnerne i dag!

Miljøskadet

Maj om hygge

Stik mig en pose fyrfadslys, og den er brugt inden aftenen er omme (OK! overdrivelse fremmer forståelsen, men det er tæt på). For mig er hygge levende lys, og masser af dem. Nogle gange - i de triste mørke vinteraftener - kan jeg godt finde mig selv i supermarkedet - overvejende om jeg egentlig mest har brug for mad, eller for levende lys (lysene vinder faktisk oftest).

Og det er min mors skyld! Min hyggefis-faktor er klart vand ved siden af hendes. Der har altid emmet af hygge og varme, hvor hun er - selv hendes bil er hyggelig. Og hvis man lige svinger forbi hendes hyggelige hjem, disker hun altid op med et eller andet - kaffe, cola, en friskbagt bolle - you name it, she's got it!

Og kommer man forbi, når det er ved at være spisetid, jamen så smider hun da lige en ekstra "lille fugl" (som hendes nok nær yndligsspise poussin er blevet døbt) i gryden, og vupti - dinner's ready. Bordet er altid veldækket, også selvom hun spiser alene, og man ser aldrig en gryde på hendes bord (undtagen hvis det er fondue, men det laver hun alligevel aldrig).

Og alle de ting har jeg arvet, og jeg elsker det. Jeg elsker at hygge om både mig selv, men bestemt også mine gæster. Vimser dog ikke rundt hele tiden - jeg vil også ha' tid til at snakke med dem, jeg nu engang har besøg af - det er jo den største del af hyggen.

Stop så det hyggeri!

Stine om hygge (vredt)

Er jeg den eneste, der bare er rigtig skide træt af ordet hygge?

Man sidder i sin eksamensperiode og knokler. Hjernen er vredet så meget, at den efter al sandsynlighed ligner en grødagtig form for proptrækker. Poserne under øjnene vokser, og giver efterhånden selv de store (og dyre) bæreposer fra Netto kamp til stregen. Hver en time er en kamp for at bevare fokus, og hver morgen kræver minimum 20 minutters overbevisen om, at det ikke kan betale sig at spille død i håbet om, at andre så laver ens eksamensopgave færdig.

Ind i mellem tillader man sig lidt luft. En time eller to om ugen, hvor man rent faktisk laver noget med andre mennesker, og måske får man set himlen. Men det er slut nu, hvor slutspurten sætter ind.

Af og til slipper hjernen en ufokuseret tanke ud.
”Gad vide, hvad alle andre mennesker laver?”, og alle ved jo, at Facebook er stedet, hvor man får svar på det. Men man ville slet ikke have haft det svar.
”Hygger i haven – skønt!”
”Fri i morgen, bajere i aften med drengene”
”Siger tak for verdens hyggeliste eftermiddag”

Og ja ja, snart er eksamen overstået og snart dit og snart dat. Indtil da lukker jeg øjnene for facebook og forestiller mig, at ALLE andre arbejdet i en kulmine, og at jeg skal være glad for, at jeg sidder i kun lidt fugtig kælder og knokler med min hovedopgave.

Når jeg så er færdig med det, kan vi alle sammen løbe ud over en stor eng med hinanden i hånden.

Ses.

(for fremtiden holder jeg mig til overspringshandlinger, der kun involverer mig selv, kaffetragt og photoshop. Så kan facebook have det så godt imens!)

Mmm ... trøffel

Thomas om hygge

For mig er hygge et synonym for slik og kager. I massive mængder. Selvom jeg ved, at hele min familie er ramt af samme sygdom, er jeg dog den sygeste. Måske er det fordi, jeg er den yngste i en halvstor søskendeflok. Jeg måtte som barn kæmpe forgæves for at få fat i noget i slikskålen, og nu overkompenserer jeg.

Eller også kan vi fyre lommepsykologen og bare sige, at jeg er sej. Jer alle overlegen i slik- og kagespisning. Jeg har ikke mødt nogen, som kunne overgå mig. Eks-svigermødre og -kærester måtte måbende se sig slået, og min mor ved efterhånden, at når alle har sagt nej til en ekstra omgang dessert, skal hun bare hælde den på mig. Jeg har efterladt et kølvand af massakrerede brunkagedåser og totalt ryddede juleslikfad hos chokerede venner.

Forresten har jeg stående udfordringer fra et par af medbloggerne her på Ordet Rundt, men jeg ved jo, at de ikke tør møde mig … og på deres figurer at dømme har de ingen chance (det gælder naturligvis samtlige medbloggere).

Min søster gav mig i weekenden en ny udfordring, da hun overrakte mig en trøffel, hun havde købt i Nordjylland. Den vejede to kilo, da jeg fik den. Godt nok tog jeg kun tre skiver, mens folk kiggede på, men jeg fik heldigvis det resterende kilo med hjem. Jeg fik den nedkæmpet på en sølle aften. For nemt.

Her er den halve trøffel, som har ét sølle kilos kampvægt tilbage. Det er måske svært at få et indtryk af størrelsen, men fadet, den står på, måler 25 cm i diameter. Bemærk, at man stadig kan se aftrykkene af bagerens tykke fingre i den.

Det falske guf

Anne om hygge

- Ih, hvor skal vi bare hygge os. Jeg har købt noget rødvin og noget lækker ost.
- Øhmn... Med lækker ost håber jeg virkelig, du mener flødehavarti. Og nu er den der rødvin vel ikke for sur?

Der er et punkt i livet - vist nok et sted sidst i tyverne, hvor hygge med guf ikke længere automatisk består af store mængder slik, cola og chips. I stedet cirkelgnider vi os på maverne, mens vi med spændte ansigter taler om rødvin og ost. Uhmmm... Det bliver næsten ikke bedre.
Det synes de rigtige voksne i hvert fald ikke.
Men jeg sidder med min lillepigeagtige skuffelse og lover mig selv, at når jeg kommer hjem, skal jeg hyggeguffe på den måde, der virkelig for alvor er hyggelig: Med cola, chips og dip.

Jeg lærer aldrig for alvor at sætte pris på kombinationen rødvin og ost, men jeg er trods alt nået så langt, at jeg godt kan indtage noget af det uden samtidig at iføre mig mit uflatterende bvadr-ansigt.
Og så er jeg glad for, at det er de færreste, der ejer et bærbart maverøntgen-apparat, når de rigtige voksne spørger: Hov, hvem har spist alle saltstængerne?

Jeg giver op.

Linda om hygge:

Når folk hører, at jeg er tegnsprogstolk, falder spørgsmålene altid i to etaper. Den indledende runde består af de to spørgsmål:

1) ”Er tegnsprog internationalt?” (Nej.) med underkommentaren ”Det var da ikke særlig smart.” (Suk) og
2) ”Har du døve i familien?” (Nej.)

Vel igennem første fase, begynder folk at se på deres eget fag, hvilket leder til de næste to spørgsmål:

3) ”Er det ikke svært med alle de fagudtryk vi bruger?” (Nej. ’Cause we’re just that good.)
4) “Tegnsprog er da sådan rimelig primitivt. Der findes ikke tegn for alt, gør der?”

Og netop i forbindelse med det 4. spørgsmål, takker jeg den gud, jeg ikke tror på for, at vi har ord som ’hygge’ og ’frikadeller’: ALLE ved fra folkeskolens engelskundervisning, at disse ikke kan oversættes direkte, og hårdt pressede indrømmer de fleste, at det trods alt ikke betyder, at det engelske sprog er primitivt og ordfattigt.

Jeg ved ikke, om det er fordi, vi er de tolke, som man må spørge? Engelsk- og tysktolke, tolker for mennesker, der ligner alle os andre, så de er ikke så interessante at udfritte. Urdu- og swahilitolke er ofte selv indfødte, der har boet i Danmark længe nok til at beherske sproget – og dem vil man ikke risikere at fornærme ved at spørge til det, der reelt er deres eget modersmål. Vi er sådan lidt... in between. Vi er ikke døve, men vi ved ret meget om sproget og døveverdenen. Derfor kan man åbenbart spørge os om alt; måske fordi det ikke er os, man fornærmer, hvis man laver et faux pas.

Ind imellem kan jeg slet ikke forklare folk, hvad mit arbejde består i. De er så overbeviste om, at mit job er at undervise døve, at de slet ikke hører, hvad jeg siger. ”Tolker psykologi, siger du? Jamen hvad klassetrin underviser du på?” ”Jeg er underviser ikke. Jeg tolker. Tolker. Ligesom engelsktolke. Bruxelles? You know?” ”Nå.. (lang, uforstående pause) Jamen har du så en fast døv, du underviser?”

Jeg gætter på, at alle fag har disse hadespørgsmål, der bunder i fordomme og manglende viden. Jeg stiller dem med 100 % garanti selv. Kan I ikke yde en omgang hjælp til selvhjælp og skrive, hvad I bliver spurgt om?

Død ved hygge

Lene om hygge

Hygge er det ubesværede. Der, hvor man ikke på nogen måde skal anstrenge sig, men bare kan slappe af og være til.  Stille og roligt.

Nogle par er blevet så gode til at hygge sig sammen, at de har indøvet regelsæt, der skal begrænse anstrengelserne og et sprog, der matcher.

De par kan gennemføre en hel samtale alene med grynt:

'Hm?' (Vil du have mere kaffe?)

'hmm...' (njah, jeg burde egentlig ikke, for jeg har allerede drukket 4 kopper, men ... Så skidt da!)

'hm' (ja, ja... det er kun søndag en gang om ugen og der er da også en bette halv kage mere, hvis du kan finde plads bag livremmen. Du må gerne tage den, hvis jeg må sidde her med min avis i fred. Har du forresten set den artikel om Svendsen nede fra Brugsen?)

Det er også dem, der kan færdes ved siden af hinanden en hel dag uden at mæle et ord, for de går såmænd bare og hygger sig. Det er dem, man kan være helt sikker på, ligger side om side under tæppet på sofaen som to pølser i svøb mens tv flimrer. 

Jeg har personligt oplevet forhold, der har lidt hyggedøden. Især fordi de pågældende mænd havde den opfattelse, at alt var hyggeligt og godt, hvis man bare var i samme rum - selvom jeg 7 dage om ugen havde udsigt til computerskærm med hårtop bagved eller golf på TV med kæresten spændt foran. 

For mig kræver det bare et mindstemål af interaktion, hvis jeg skal kalde det hygge og ihvertfald forventer jeg ikke et panikagtigt suk, hvis jeg skulle formaste mig til at udfordre til et enkelt spil Trivial Pursuit (For mænd er den slags ikke hygge, åbenbart. Og det er ihvertfald ikke ubesværet)

Selvom det ikke er godt, hvis parforhold lider hyggedøden, kunne jeg selv godt tænke mig at forlade denne verden på hyggemåden.

Ubesværet, med en plade chokolade, hyggesokker og et veltilfredst suk, falde i søvn på sofapuden og først blive opdaget, når nogen undrer sig over, at savlpletten er tørret ind.