Dorthe om Fordomme

Jeg har ikke fordomme over for nogen eller noget. Jeg bryder mig ikke om fordomme. Og syntes det er mærkeligt at have en forud dannet mening om noget, uden i virkeligheden at have undersøgt det nærmere. Og fordomme bygger jo på en begrænset viden. Og jeg ved jo alt. Eller det der.

Nå men som læseren nok har forstået af de foregående 6 indlæg er ugens ord: Tadaaaa…. Fordomme…. Og som jeg før påstod, så har jeg ingen. Eller rettere - det troede jeg ikke jeg havde, før jeg begyndte at tænke over dem. Og som snefnug kommer væltende således også fordommene.

Bare et eksempel:

Min daglige gåtur med hunden går forbi de hersens fiiiine nye skraldespande, som vi har fået her i Århus C, og der står altid tomme flasker ved siden af, selvom flaskecontaineren bare er flyttet et lille stykke ned ad gaden. Og generelt er der rigtig meget affald på gaderne. Og så er der nogen, der har stillet en sofa ud på gaden eller et gammelt tv. Også gerne selvom der lige har været storskrald. Det roder. Og jeg greb mig selv i at tænke, at det også bare, er fordi, der bor så mange unge mennesker her i området. Studerende. Der lige er flyttet hjemmefra moaaar, som brugte de første 20 år af børnenes liv på at rydde op efter deres rod. Så de unge aner ikke, at man faktisk skal og kan rydde op helt selv.

Men det er jo alle vegne, man støder ind i fordomme. Forleden sad jeg og så Nyhederne og åbenbart er det også indenfor politikredse udbredt at have fordomme. I hvert fald oplevede jeg Lars Betjent med overskæg og drævende jysk accent (for det har man altså, når man er politimand!) (Både overskæg og jysk accent) fortælle, at når politiet holdt spritrazzia, så holder de et ekstra godt øje med varevogne på gule plader.

Maj om fordomme

Hvis nu man har kort hår, ikke rigtig bruger make-up, er drenget i tøjet, tyller en håndbajer som kun en havnearbejder kan, og så selvfølgelig dyrker sport i form af fodbold eller håndbold - er man så pr. automatik lesbisk? Hvad nu hvis man ikke ser sådan ud? Kan man så ikke være lesbisk?

Der findes ufatteligt mange fordomme om lesbiske, og homoseksuelle generelt, og jeg indrømmer gerne, at jeg også har haft mine - udelukkende på baggrund af bekrivelsen af sterotypen ovenfor. Er helt flov over at indrømme det. Bevares! De findes da, stereotyperne, men der findes også rigtig mange, der ikke passer på beskrivelsen. Dem fyrene falder i svimer over, fordi de er så gudesmukke, og - efter mislykkede forsøg - må indse, de bare ikke kan omvende. Og så kan det jo egentlig også være fuldstændig ligemeget, om en pige er til andre piger, eller en mand er til andre mænd. Det gør dem jo ikke til dårligere mennesker - eller hvad?

.. mange homoseksuelle kæmper stadig - i 2009 - med fordommen om, at de jo ikke kan være/burde være forældre - det er jo synd for barnet at skulle vokse op med 2 fædre eller 2 mødre. Men hvorfor? Hvad er det der gør, at så mange tænker, at fordi man ikke hører ind under "normalen", så får barnet højst sandsynligt enorme psykiske problemer senere hen i livet. Men er det vigtigste ikke, at barnet har en god og tryg opvækst? Så er det jo lige meget, om det hedder "far, mor og børn" eller "mor, mor og børn".

Stine om fordomme

Trods heftige strejf af urindunst er toiletkøer på værtshuse måske det bedste sted i verden at møde nye mennesker. Man kan ikke rigtig bryde ud af køen (medmindre man ønsker en sprængt blære), og som regel er der god tid til noget sludder. Sådan faldt jeg i snak med Kim for en uge siden.

Vi udvekslede først morsomheder, så fælles bekendte (altså vi snakkede bare om dem, det var ikke helt som at bytte glansbilleder) og nåede så til ”hvad laver du så”-kategorien. Meget klassisk. Men Kims svar var på ingen måder klassisk.
”Jeg er tryllekunster,” sagde Kim.
Et sted under min tordnende høje hånlatter kunne opmærksomme deltagere i toiletkøen høre Kim spagt tilføje: ”Jeg kan bøje metal”.

Tryllekunster? I mit hoved er alle gøglere rakkerpak. Jeg har det med dem, som med skuespillere, der bilder sig ind, at de ikke kun er skuespillere for deres egen skyld. Som med vandmænd – sjove at prikke lidt til som barn, men som voksen er deres eksistensberettigelse mig en stadig gåde. Og når tryllekunstnere er værst, er det fordi de snyder. De kan reelt set ikke andet end at aflede folks opmærksomhed på de rigtige tidspunkter, hvilket forholdsvis mange skumle østeuropæere på Hovedbanegården kan give dem kamp til stregen i.

Samtidig har gøglere en udtalt tendens til at gå i helt absurd tøj, når de optræder. Det og deres uhyggelige se-mig-jeg-er-underholdende-og-mystisk-på-én-gang-smil får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen på mig. Og det er jo meningsløst det, de gør. Til glæde eller gavn for ingen.

Den gøgler er ikke født endnu, der vil kunne komme levende over min kinesiske mur af fordomme. Så Kim havde allerede tabt, da han senere gav mig sit kort. Det var mørkt og ”mystisk”, prydet af et billede af (magiske, uhhh) hænder. Kim havde givet sig selv titlen ’Mind Bender’. Fesent.

Thomas om fordomme

Jeg har svært ved at tro på folk, der erklærer sig selv som fordomsfrie. Tværtimod mistænker jeg dem for at tækkes den offentlige mening, som har tendens til at indskrænke meningen af begrebet, der af de fleste umiddelbart opfattes som negativt: En slags fordom i sig selv. Vi har alle fordomme, og det er en ganske naturlig metode til at forholde sig til sin omverden på. Skulle den menneskelige hjerne kapere alle indtryk uden fordomme, ville den hurtigt koge over.

De selvudnævnte fordomsfrie mener sandsynligvis, at de er klar over, at de besidder fordomme, men at de forsøger at se igennem dem eller inddrage dem således, at de selv synes, det giver et fornuftigt syn på verden. Fordomme er, hvad ordet selv siger: En dom på forhånd. Som tidligere antydet fortæller dette dog ikke, om dommen er positiv eller negativ. En anden måde at betragte fordomme på er derfor at se dem som generaliseringer eller abstraktioner: Det er nemmere at forholde sig til grupper af personer end til enkelte mennesker.

Fordomme er lidt forbudte og paradoksalt nok er de ofte sande. Personligt lever jeg op til betænkeligt mange af de fordomme, der eksisterer om personer med min opvækst og beskæftigelse, mens jeg kun afviger fuldstændigt fra en lille del af dem. De er derfor en effektiv metode til at gætte, hvordan man bør henvende sig til mig, hvis man ønsker at få noget ud af tilnærmelsen (den dårlige nyhed er, at sælgere også lærer disse teknikker). Kommer man tæt på mig og lærer mig at kende, omdannes jeg til en identitet i mig selv og derved befries jeg fra de allermest generelle af fordommene fra de mennesker, som er mine nærmeste.

Men fordomme er stadig til stede – de ligger blot på et lavere abstraktionsniveau: Familiemedlemmet, der altid taler, før han tænker. Vennen, der altid bliver fuld og pinlig, når du inviterer ham til fest. Kollegaen, som altid løser sine opgaver perfekt. Sætter man sig rationelt ud over disse generaliseringer, finder man som regel, at de ikke altid holder, men at man desværre glemmer at kigge efter sådanne tilfælde, fordi man typisk finder, hvad man søger. Derfor er det en fordel at være bevidst om sine fordomme og kunne sætte sig ud over dem, når det er relevant for en selv eller den anden.

Et af de steder, hvor fordomme er farlige, er om dig selv i dig selv. Jeg garanterer for, at du har masser af dem: Jeg kan ikke finde ud af sport. Jeg duer ikke til matematik. Jeg håndterer sociale situationer bedre end alle andre. Det er fordomme, positive som negative, der potentielt begrænser og indskrænker dine handlemuligheder. Prøv at tage fat i dine indre fordomme, arbejd med dem og tør se gennem dem, når det er hensigtsmæssigt. Denne refleksion gør det måske lettere at bryde fordommene mod andre for derved sandsynligvis at opdage, at de ikke altid er helt, som du troede. Det er ofte der, du kan opleve interessante øjeblikke, når du møder personer, som i overraskende og uventet grad bryder med dine fordomme og som derfor bliver til mennesker, du kommer til at bemærke og huske blandt alle de andre.

Anne om fordomme

Singlekvinder over 30 er desperate.
Det er sådan noget, alle ved (ligesom alle ved, at svenskere er fulde, og tyskere har dårlig stil). Og det giver da god mening, for når man er over 30, er der ikke langt til en portion løs hud med åreknudestuvning. Hvis han skal indfanges, skal det nok være nu!
Som singlekvinde over 30, skal man være taknemmelig for al slags opmærksomhed under mottoet: Man må tage, hvad man kan få.

Singlemænd i trediverne hviler i sig selv.
Det må de gøre, siden de ikke umiddelbart er ramt af fordomme. Og det er da nok bare mig, der har været uheldig med de mænd, jeg har mødt i den forholdsvist korte tid, jeg har været en singlekvinde over 30.

Der var for eksempel ham, der ville forlade job og børn og flytte til den anden ende af landet for at bo i nærheden af mig, efter vi havde kendt hinanden i cirka tre sekunder.
Der var også ham, der blev sur over, at jeg mente, det var for tidligt at tale om at flytte sammen, efter vi havde kærestet i halvanden måned.
Oh, og ham, der kaster sig ud i forhold med alle de kvinder, der er interesserede i ham, så han slipper for at være alene. Overlapning er vist kodeordet her. Overlapning med åbne døre, så man nemt kan smutte videre, hvis der skulle dukke noget bedre op.

Måske er det virkelig bare mig, der har været uheldig, men jeg synes måske, at dem, der råber højt om, hvordan singlekvinder over 30 opfører sig, burde hyle lidt efter mændene i stedet. For helt ærligt... Singlemænd i trediverne er noget af det mest desperate, jeg nogensinde har mødt.

Nå, men hvad gør jeg så?
Jeg kan gå efter singlemænd i tyverne. Eller… Der har jeg jo ligesom været (engang for 57 år siden), og alle ved jo, at de bare vil have det sjovt og ikke er ude efter noget seriøst.
Så kan jeg gå efter singlemænd i fyrrerne. Men hvorfor er de single? Var der ikke nogen, der ville have dem, og nu bor de alene med deres schæferhund, Rocky, og bruger deres fritid på at se gamle Patrick Swayze-film?

Det er egentlig utrolig heldigt, at der nogensinde sker et godt match mellem to mennesker, når vi alle er så ulidelige og umulige.

Linda om fordomme

Jeg læste engang et udsagn på en væg:

”Bare fordi du er paranoid, skal du ikke tro, at de ikke er efter dig.”

Fordomme trækkes med et ret dårligt ry. Det hører til sjældenhederne, at man hører et menneske prale af dem, og der hersker enighed om, at fordomme er et udtryk for et snæversyn, som primært findes i social klasse 5, hvor alt nyt er farligt, og oplysning er noget man ringer til.

Men fordi noget er en fordom, betyder det vel ikke, at det ikke kan være sandt? Forskellen på fordom og regulær viden er egentlig bare en konstatering af, om det man tror, holder stik.

Som menneske er det fuldstændig umuligt at forholde dig objektivt til verden omkring dig. Du vil altid være farvet af dit bagland og din historie. Vi kan derfor ikke udrydde fordomme, men når der i samfundet hersker en stemning af, at fordomme kun er noget man har, hvis man er dårligt uddannet og fremtidsangst, bliver de noget, vi har bag lukkede døre: De personer, de vedrører, vil sjældent blive direkte konfronteret med dem – og dermed aldrig få mulighed for at forsvare eller forklare deres synspunkter og opklare eventuelle misforståelser.

Det er meget in og hipt at bekende sine synder i det offentlige rum. Kendte til højre og venstre står frem og fortæller, hvordan de i dag er bedre og klogere mennesker, fordi de fik punkteret alle deres fordomme, da de fik en flink neger til nabo og begyndte at handle i Basaren. Jeg mener ikke, at man skal lægge én person til last, hvad en anden gør. Jeg mener, at man er nødt til at prøve at forholde sig enkeltvist til hvert eneste menneske, man møder på sin vej, men ligeså lidt, som vi kan skære alle 2. generationsindvandrere over en kam, når vi hører om nogen, der har lavet noget kriminelt – ligeså lidt kan vi vel gøre det, når vi møder en, vi fatter sympati for?

Uanset om vores fordomme er positive eller negative, består kunsten, for mig at se, i at holde den enkelte uden for gruppen. Fordomme om, at rockere er overvægtige reptilhjerner på steroider, at blondiner bliver forskrækkede over den høje lyd, det giver i hovedet, når de blinker, at tykke mennesker altid er glade, eller at folk med fordomme læser Ekstra Bladet og stemmer DF: For hvert eneste menneske, vi møder, der bekræfter vores fordomme, findes der én et sted derude, der vil kunne modbevise den - og omvendt. Hvilket vel egentligt betyder, at 50 % af vores fordomme holder stik.

Så bare rolig. De er kun efter dig halvdelen af tiden.

Lene om fordomme

Ansøgeren havde sat sig ved bordet, klædt i figursyet suit med meget kort nederdel, push-up under den knapt nok knappede skjorte, lange røde negle som ville have ødelagt Florence Griffith Joyners dag og et hår, der var afbleget til ’Polnish Blonde’.
Netstrømper. Stiletter. Tyk makeup med blåt på øjenlågene.

Overfor sig havde hun tre kvinder, der skulle vurdere, om hun var egnet til stillingen og jeg var en af dem. Desværre larmede mine fordomme så højt, at jeg ikke hørte et eneste ord, hun sagde. Hvordan skulle jeg kunne forholde mig til noget, en polsk prostitueret havde at sige?
Blondinevitserne er vel ikke opstået ud af den blå luft?

Jeg har tænkt meget på situationen de sidste par år, ikke mindst fordi jeg blev kollega til hende og fordi det bestemt ikke var takket være mig, der lod mine fordomme overtage styringen. Jeg var afmægtig: Hun viste alle tegn på at tilhøre en kategori af mennesker, som jeg frygter at blive sammenlignet med, så der så man lige mig sidde med et imaginært luftværn og hyperventilere, for tænk hvis det smittede.

Vi lever i en tid, hvor individualisme er kodeordet og netop derfor står fordommene i fuldt flor. Alle prøver at skille sig ud, alle hader at blive anset som bare endnu en type-klon, fordi det er blevet så tydeligt, at det handler om at iscenesætte sig selv visuelt.

Men vi er jo bare samme slags alle sammen, selvom det gør os pivbange.

Alle unge fyre går med bukserne langt nede om hofterne, håret står unaturligt stylet på samme måde som de jævnaldrendes, de fleste kvinder ønsker sig Gucci/DG/Mulberry-håndtasker og har en stedsans, der ikke er så god som mænd (og så står vi pludselig i fordomme til knæene igen).

Nogle fordomme er bare forklædte sandheder.
Andre fordomme er opstået, fordi vi enten frygter at dele egenskaber med eller nyder at tage afstand fra repræsentanterne fra fordoms-flokken. I virkeligheden er både frygten og fascinationen bare to sider af samme sag, hvilket bringer os tilbage til blondinevitserne og min kollega, der i øvrigt blev ved med at ligne en billig polak og gerne gik i miniskørt og netstrømper både tirsdage og torsdage.
Jeg tænker på hende næsten hver morgen foran spejlet, når jeg vurderer påklædningen.