De higer og søger...

Linda om længsel:
Længsel er noget bittersødt stads. Det lyder og lugter af Scarlett O’Hara, fjerne horisonter og Den Store Kærlighed, men i virkeligheden er det vel bare rastløshed, der har haft held med at markedsføre sig som noget romantisk?

Det er mit indtryk, at længsel er en del af den følelsesmæssige basispakke. Nogen mærker den sjældent, andre er nærmest handicappede af den, men uanset hvor lidt eller hvor meget man kradser, tror jeg aldrig, at den indre kløe fortager sig helt. Jeg mener: Alle valg er fravalg, og man skal være ualmindelig lidt nysgerrig for ikke med jævne mellemrum at blive i tvivl om, om man egentlig har lagt sig i det grønneste græs.

Hvis man skal finde ro i uroen, handler det måske om at acceptere, at rastløsheden er et grundvilkår i livet? Når man længes FRYGTELIGT efter nogen eller noget, man sætter alt ind på jagter, og denne længsel så ENDELIG indfries – opstår en ny. Derfor har jeg spekuleret på, om længsel måske ikke så meget er noget man søger hen imod, som noget man søger væk fra?

At forpligte sig og finde fred med at være, hvor man er, er jo hverken magi, held eller forbeholdt de få, naturen har velsignet med en vilje af stål – det er i bund og grund bare at træffe det samme valg igen og igen.

Og hvis man kan få det til at fungere, giver det måske den indre ro, de snakker så meget om.

Hvad ved jeg?

Jeg længes stadig.