torsdag den 18. juni 2009

"En ring, ny sofa, bøger og kropsdele"

Stine om ekstrem

På mandag bliver jeg (7-9-13 bank under bordet gå væk sorte kat) færdig med min journalistuddannelse. Det er ekstremt sent i forhold til i USA, hvor de fleste er færdige i starten af tyverne. Jeg er nemlig 28 going on 29 - i min egne øjne en årsunge, i USA "not so much". Heldigvis ved vi godt alle sammen, at det er dem i USA, den er helt gal med - det er jo ekstremernes land.

For nyligt hørte jeg et foredrag på ted.com, og der lærte jeg blandt andet, at nye babser hurtigt er blevet den mest populære eksamensgave til disse kvinder, der afslutter deres uddannelse i starten af tyverne. Altså ikke sådan en gaveæske med to runde, bløde hudfarvede sager (ellers en smart tanke at have sådan en ekstra sæt at hive frem), men en operation, så disse ikke helt færdigt udvoksede kvinder rigtigt kan strutte på arbejdsmarkedet.

Jeg prøver ihærdigt at forestille mig min egen reaktion, hvis det (meget mod forventning) skulle ske for mig. Så kunne man sidde der med sine forældre og stirre på et lille gavekort - jeg forestiller mig, at det er lidt laksefarvet med sølvlogo.

"Ja, far og jeg har jo længe talt om, at du ikke er særligt barmsvær," siger mor, smiler indforstået og lægger sin hånd på min.

Eller måske er det kæresterne, der giver de unge piger et nyt brystmål?

"Det er jo en gave til både dig og mig Stinemus, jeg har jo længe tænkt, at der mangler lidt vægt fortil," siger han, smiler indforstået og lægger sin hånd på min.

Begge scenarier vil ende på samme måde. Stine trækker hånden lidt forsigtigt til sig og rynker på brynet. Kigger lidt diskret ned af sig selv for at sikre, at nuværende barm ikke bare var noget, man gik og forestillede sig. Og så er det vi når til cirkelspark, springskaller, amazoneskrig, motorsave, ildebrand, syrebad, napalm, håndgranater, miltbrandsporer og hvad man ellers lige havde på sig.

Hvad sker der for at give gaven, der siger "du er ikke god nok som du er"? Arhmen for filan da, det kan man ikke. Hvordan i alverden er det blevet så populært?


"Takket være den flotte eksamensopgave fra mor og far, har jeg bare haft så let ved at finde arbejde, få venner, et sted at bo, en kæreste, opmærksomhed og heftige rygsmerter. 1000 tak mutti og vatti! XoXo"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar