Når talen falder på nær-ekstremsport, trækker jeg altid mentalt overbærende på skuldrene. Maraton, 24-timers mountainbikeløb i mudder, pælesidning i sidevind. Intet er så ekstrem en udfordring som at gå på brosten i høje hæle. Intet. Det skulle da lige være at gå på brosten i høje hæle, med overfyldt dametaske, fordi man selv skal have vin med, i kombination med genstridig bh-strop, der trods formaninger insisterer på at glide ned og vride bh'ens indhold.
Uanset hvilke forbehold man vælger at tage, ender man altid med at gøre skade på både sko og helhedsindtryk.
Den ene måde at klare skærene på, er at gå på de bredere stenplader, der altid er lagt for at danne en bort omkring de toppede hælehadere. Det er en stakket frist at vælge den løsning og selvom man vælger at gå hele vejen rundt om torvet istedet for at skrå hen over brostenene, ser det latterligt ud, når voksne begynder at bruge 'jorden er giftig'-gangarten og det er skideirriterende at der er nogen med flade sko eller cykler, der også synes at de skal gå der. Kender de ikke reglerne?Den anden måde at undgå at hælene synker ned mellem stenene og bliver julienne-skrællet, er at gå på tæer. At komme stolprene med stive knæ og nederdel er sindssygt hårdt, ikke mindst fordi man har hele sin vægt placeret på de bittesmå knogler i forfoden. De mænd, der ikke har prøvet at gå i høje hæle endnu, kan jo passende forsøge at tilbagelægge en distance svarende til Store Torvs længde helt oppe på fodballerne og med ekstrem-strakt vrist+knæ. Krampe i læggene er ikke en mandeting. At krampe uden at skrige er en kvindeting.
Den sidste version er som regel den, der bliver valgt, når aftenen er blevet nat og alkohol har indtaget blodbanen: Man vader bare og håber, at hælene af sig selv finder stengrund og ikke jordfuge. Den virker ikke, men i det mindste ser man oftest først skaderne, når man fisker sin stilet op af køkkenvasken dagen efter.
Don't ask.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar