mandag den 8. juni 2009

Bag denne dør - det er ganske givet - får du noget ud af livet

Lene om fred.
For os, der ikke bor alene, er toilettet det eneste refugium, vi har.
Jeg har fået indført en paragraf i husreglerne, der lyder: Du skal respektere den lukkede badeværelsesdør og holde vådrummet helligt.
Paragraffen står lige over 'Der må ikke forefindes TV i soveværelset' og 'vi løber aldrig tør for kaffe'.
Alle andre steder end bag den lukkede dør er der bud efter opmærksomheden:
Storkontorer, hvor alle og enhver kan slå en latter op, spørge til råds og være sociale midt i arbejdet. Samtalekøkkener, hvor man skal være nærværende midt i sovsen - Ikke mindst fordi der tit er åben forbindelse til stuen, hvor det vigtigste er at kunne være placeret så man kan interagere i samme fysiske højde.
Hjemmekontoret er også delt mellem beboerne, der er browser i mobilen, der i øvrigt er 'always on' og udstyret med en forventning om, at sms'er besvares med det wuns og at man husker at anmelde dagen på facebook inden man sætter sig selv i opladeren. I dobbeltsengen, for nogles vedkommende.
Ikke engang der kan man være i fred for fødder, der bevæger sig over på ens halvdel. Selv på badeværelset må man i morgenrutinens navn deles om bordpladsen.
Derude kan man kun finde fred, hvis døren er lukket og hvis der ikke står nogen på den anden side og insisterer på at føre en samtale eller spørge, hvor vaskebolden er. Men så kan man også fintænke, danse undertøjsdansen, læse blade eller pille næse i fred. Hvad der sker bag den dør, bliver bag den dør - og når aldrig facebook.
For at der ikke er nogen, der skal forpurre den nærmest meditative badeværelsesfred ved at spørge hvad man laver derinde (man vil ikke vide det alligevel) har vi etableret et usynligt filter, der eliminerer al udefrakommende lyd ved hjælp af facanje-hvid støj.
Eventuelle lugte, der måtte opstå på badeværelset er udelukkende opstået for at understrege min pointe: Kun den, der kan holde lugten ud har noget at lave derude. Resten må vige bort i respekt.
Indtil vi får sommerhus ude i klitterne, overvejer jeg at sætte skiltet med 'PAX' op på badeværelsesdøren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar