Jeg ved ikke, hvor mange, der har set filmen Agent Catwalk med Sandra Bullock, men helt kort fortalt spiller hun en agent, der undercover skal infiltrere Miss Universe konkurrencen. Hendes karakter er en brainy drengepige, som drikker øl af flasken og hacker computere, og som finder hele pageant verdenen stærkt fordummende. I forbindelse med konkurrencen bliver pigerne spurgt, om deres drømme for fremtiden, og Sandra Bullock holder et langt foredrag om genteknologi og computerens muligheder for at afhjælpe nøden i den 3. verden. Da hun er færdig, sidder hele salen og kigger helt, helt uforstående på hende – indtil hun sukker og tilføjer: ”- and worldpeace.” hvilket udløser bragende bifald.Det er ikke en film, man ser for at blive klogere, men jeg tænker ofte tilbage på lige præcis den scene, selvom det nok er 6 år siden, jeg så den. Hver gang kommunikation mellem mennesker går galt, er det nemlig ofte på grund af det fænomen: Jeg spørger dig ikke, fordi jeg er interesseret i at høre, hvad du virkelig mener. Jeg spørger dig, fordi jeg vil høre, hvad jeg ønsker at høre.
I flere af mine jobs har jeg rollen som vejleder, og jeg har efterhånden fundet ud af, at folk tilhører en af to grupper: 1) Dem, der bruger feedback til at blive bedre og 2) dem, der kun vil roses og går i defensiven eller bliver fjerne i blikket med det samme, hvis man påpeger noget, de kunne arbejde videre med – til trods for at de selv har bedt om at blive evalueret.
Opdelingen letter faktisk mit arbejde en del, for hvis folk tilhører den sidste gruppe, ved jeg, at det ikke kan betale sig at bruge 3 timer på at forsøge at forklare, hvad jeg mener med det, jeg siger: Mine ord slipper alligevel aldrig forbi forsvarsværkerne, uanset hvordan jeg vender, bøjer eller staver dem.
Derudover har det også givet stof til eftertanke i forhold til selv at blive bedre til opfatte kritik som noget konstruktivt. Når jeg i forbindelse med evaluering bemærker, at jeg forsvarer mig, fordi jeg føler mig eller mine metoder angrebet, forsøger jeg at minde mig selv om, at der lige nu er mulighed for at blive bedre – hvis jeg lige gider holde kæft og lytte, i stedet for at falde over staklen, der har fået det utaknemmelige job at evaluere mig.
Det er ikke kun på jobfronten, at tendensen til at spørge for at få sin virkelighed bekræftet forekommer. For 4 år siden havde vi i omgangskredsen en veninde, der næsten fik splittet alting ad, fordi hun forgreb sig på en anden fælles venindes meget nylige eksmand. Der var lagt op til parttagning og alliancer, og det krævede ret hårdt og voksent arbejde af alle udenom at undlade at tage stilling. I dag er alle er enige om, at det er bedst at lade historien ligge, for det er ikke enighed, der har stedt tingene til hvile; det er enighed om uenighed og tid. Det til trods tager veninden med de lange arme stadig sagen op fra tid til anden og begynder at forsvare sin handling, mens hun fisker efter sympati. Når hun så kan mærke, at hun stadig ikke får medhold, bliver hun fornærmet og ’orker’ pludselig ikke at ’snakke om alt det igen.’
Det er mærkeligt, at vi somme tider vil have ret så meget mere, end vi vil have fred. Også selvom det bare er i vores egen lille verden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar