Det begynder, det øjeblik han åbner øjnene om morgenen:
Mor, veduva? Engang så jeg en håålaaar*. Mor, er jeg født før dig? Er du født før Madonna? Jeg bygger Venedig. Vil du se? Er der noget, der hedder Vanada? Findes jeg i virkeligheden? Mor, findes du i virkeligheden? Der er en i min børnehave, der tissede i bukserne, fordi han kom til at grine rigtig meget. Når jeg bliver voksen, vil jeg bo i Venedig. Du må gerne komme

Det stopper først, når han sover. Og lad mig da bare afsløre, at han er B-menneske.
Jeg elsker min store lille næsten 6-årige dreng over alt på jorden, men for min forstands skyld har jeg udviklet et filter, der gør, at jeg ind imellem kan skrue ned for lyden. Måske lidt ravnemor-agtigt, men fred og ro er altså en menneskeret.
*Håålaaar???
**Farmor og farfars hund.
Han lyder som den klogeste dreng i hele verden, tænk at have den slags overvejelser allerede i den alder. Mor, findes jeg i virkeligheden? Enestående, må han være.
SvarSletSvaret er nej ... du findes ikke, jeg findes ikke og det gør boller med nutella heller ikke.
SvarSlet