Det begynder, det øjeblik han åbner øjnene om morgenen:
Mor, veduva? Engang så jeg en håålaaar*. Mor, er jeg født før dig? Er du født før Madonna? Jeg bygger Venedig. Vil du se? Er der noget, der hedder Vanada? Findes jeg i virkeligheden? Mor, findes du i virkeligheden? Der er en i min børnehave, der tissede i bukserne, fordi han kom til at grine rigtig meget. Når jeg bliver voksen, vil jeg bo i Venedig. Du må gerne komme
på besøg om eftermiddagen. Mor, du er ligeså sød som Bessie**. Må jeg få en chokolade? Jeg tager lige en chokolade. Hvorfor ikke? Du er dum! Jeg vil ha’ en ny mor. Mor, hvornår skal vi to giftes? Lasagne er ikke min livret mere. Desværre. Jeg kan kun lide boller med nutella. Jeg er tørstig. Hent noget vand. Jeg kaaan iiiikk seeelv. Dumme mor! Jeg ringer til politiet. Så kommer du i fængsel. Du er lige den mor, der passer til mig. Mor, har drenge bryster? Hvorfor er onkel sådan en prutteonkel? Så sagde vi gerne, at jeg var den, der bestemte over hele vores hus.Det stopper først, når han sover. Og lad mig da bare afsløre, at han er B-menneske.
Jeg elsker min store lille næsten 6-årige dreng over alt på jorden, men for min forstands skyld har jeg udviklet et filter, der gør, at jeg ind imellem kan skrue ned for lyden. Måske lidt ravnemor-agtigt, men fred og ro er altså en menneskeret.
*Håålaaar???
**Farmor og farfars hund.
Han lyder som den klogeste dreng i hele verden, tænk at have den slags overvejelser allerede i den alder. Mor, findes jeg i virkeligheden? Enestående, må han være.
SvarSletSvaret er nej ... du findes ikke, jeg findes ikke og det gør boller med nutella heller ikke.
SvarSlet