torsdag den 11. juni 2009

Sådan her

Thomas om fred

Jeg har to gange i mit liv følt en speciel, intensiv følelse af at have fred. Desværre var det begge gange lige efter, jeg var kommet ud af et parforhold. Måske lyder jeg bitter (selvom det ikke er min intention på denne blog), men på den anden side var det værre, hvis jeg havde fået det dårligt. Sådan ser jeg på det.

Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at analysere på bruddene, og i begge parforhold var situationen ganske simpelt, at der blev stillet krav til mig. Ofte. Hvis jeg ikke levede op til dem, måtte jeg leve i et par dage i sure miner, diskussioner og påstande om ting, som jeg aldrig havde ytret eller ment.

I samfundsmæssige forhold er jeg tilhænger af, at der stilles krav til den enkelte borger, og jeg mener generelt, at man vokser af at få stillet krav. I parforholdet tror jeg ikke, det samme gælder *). Parforholdet skal være stedet, hvor man kan tillade sig at være sig selv. For hvis man ikke kan være sig selv, hvad vil partneren så med en?

Sjovt nok så jeg en festsang fra et bryllup, hvor bedstemoderen havde overgivet det bedste, mest kortfattede råd, hun kunne give til det nye par: Ikke stille krav. Så jeg tillader mig at tro, at jeg har en smule ret, og at jeg måske bare har været uheldig. Eller også hører jeg hjemme i 1950'erne …


*) … og her tænker jeg ikke på grundlæggende krav så som ærlighed, troskab osv.

1 kommentar:

  1. tsktsk - fra en årgang 61: det er efterhånden min opfattelse af rigtigt mange af mine yngre medsøstre ikke vil have ligeret, men bare ret ! At gå på kompromis (hvilket er uundgåeligt i et ligeværdigt parforhold) er måske ikke deres stærke side. Jeg ved, jeg generaliserer, men nu har jeg efterhånden set det hos mange venner, venners venner og arbejdskollegaer, så jeg aner en tendens ud fra min lille prognose !

    SvarSlet