fredag den 8. maj 2009

U-undskyld - hvis du lover ikke at blive sur

Stine om undskyld

Nu virker som et godt tidspunkt at sige undskyld, for jeg havde ikke opdaget, at det var fredag, før jeg selv ville ind og læse dagens indlæg her på Ordetrundt og opdagede, at det da egentlig vist skulle have været mit indlæg, der prydede i dag. Så for jer, der har siddet og hamret *refreshrefreshrefreshrefresh* siden i går lidt over midnat – undskyld.



Således lettet kan jeg skrive videre. Jeg synes egentlig at undskyld er et udmærket begreb, men for mig er det desværre blevet en refleks. Nok fordi jeg er så konfliktsky.

Når nogen skælder mig ud eller udtrykker deres skuffelse over mig, går min hjerne på automatpilot. ”Undskyld. Jeg er virkelig glad for, at du siger det, jeg vidste ikke, at du havde det sådan, undskyld.” Det har den effekt, at dem, der står og udtrykker skuffelse eller vrede straks falder ned. Det har vel været svært for dem at tage mod til at sige fra – eller også forestiller jeg mig, at det er sådan, fordi jeg selv har meget svært ved at gøre sådan selv. Så bliver vi gode venner igen, og begge ånder lettet op.

I tiden efter undskyldningen begynder jeg så lige så stille at opdage, at jeg ind i mellem tager afstand til personen. Jeg undrer mig, for egentlig burde vi vel være kommet tættere på hinanden af sådan en lille krise. Og først der går det op for mig, at jeg egentlig slet ikke burde have sagt undskyld i det tilfælde. Jeg har kun tænkt på, hvordan den anden kunne få det bedre og have nemt ved at udtrykke de følelser, der er så svære at sæte ord på. Og midt i det hele er min automatpilot så gået på ”undskyld”.

Til min forbavselse opdager jeg så, at det rigtige svar slet ikke var undskyld, men måske ”Jeg synes godt, jeg må joke med, at du er homo, hvis du må råbe ’AD FOR HELVEDE’ når vi taler om mine ikke-homo-tendenser” eller ”Ja, du fik ikke nok opmærksomhed den weekend, jeg besøgte dig, men det var fordi min kæreste var ved at slå op med mig, og jeg ikke kunne overskue at tænke på andet.”

Men så har jeg jo allerede sagt undskyld, og er alt ALT for konfliktsky til at u-undskylde. Hvordan pokker lærer man det?

Jeg holder i øvrigt fast i den øverste undskyldning - det var fanme fladpandet af mig.

3 kommentarer:

  1. Jeg opdagede på et tidspunkt, at når folk havde pisset på mig og gav mig en undskyldning, så var mit replik: "Det er i orden". Hver gang. Indtil jeg pludselig en dag opdagede, at jeg egentlig ikke synes, at det var en skid i orden. Overhovedet. Og måske er det bare mig, der er lidt for anal, men jeg gik og blev rimelig indebrændt over, at de mennesker som jeg stadig inderst inde var gal på, bare gik omkring som om alt var i den skønneste orden.

    Men altså: Man kan jo heller ikke så godt råbe: "Bare ærgeligt!!", "Det vil jeg skide på!!" eller "NåmendetskudufandmehatænktpånogetFØR!!" hver gang, så jeg lavede en snydeløsning, som fungerer for mig, og som du gerne må overtage, hvis du kan bruge den: Jeg fandt på one-liners.

    "Det er jeg glad for at du siger", "Det kan jeg godt forstå" (som svar til "Det er jeg ked af")eller "Det er jeg simpelthen lige nødt til at tænke over og finde ud af, hvad jeg stiller op med. Jeg ringer til dig senere." Den sidste har ovenikøbet den fordel, at man kan tage sig tid til at mærke efter, hvordan man har det med personen og undskyldningen i virkeligheden.

    Når nogen undskylder for mig idag, svarer jeg kun, at det er i orden, hvis jeg mener det. Det tror jeg egentlig, at begge parter er bedst tjent med.

    SvarSlet
  2. Du er som altid klog Linda, det vil jeg prøve at huske. Jeg har iøvrigt også "neeej, det skal du ikke tænke på"-refleksen, når folk siger undskyld til mig, tror jeg. Du godeste, jeg er jo håbløs...

    SvarSlet
  3. Og altså det er dit råd, jeg vil prøve at huske, ikke at du er klog, for det er nemt nok :D

    SvarSlet